Den aarhusianske kvintet Jón Norman imponerer med et stilsikkert udtryk på deres debut-EP.
Tilbage i 2006 traskede en nedtrykt Justin Vernon ud i staten Wisconsin’s tætte skove og isolerede sig i en lille træhytte. Da han kom ud igen i begyndelsen af det næste år, havde han albummet For Emma, Forever Ago med sig under armen.
Det album fungerede som en vulkan, hvis seismiske aktivitet rykkede på jordpladerne og sendte en flodbølge af lignende kunstnere, kendetegnet af akustiske instrumenter, følte stemmer og melankolske melodier, indover det musikalske landskab.
Later-ons som britiske Mumford & Sons var for eksempel ikke sene til at malke det kommercielle potentiale i 00’ernes nye bud på autencitet, serveret med banjo og uhu-kor, og publikum var ikke sene til at labbe det i sig.
Bon Iver satte således ikke blot skovmandsskjorter og utæmmet skægvækst tilbage på dagsordenen, men også den inderlige, oprigtige og selverkendende singersongwriter-bårne tradition, der nærmest har været en vogue lige siden.
I det perspektiv kan det måske være svært at erindre, at denne genre har en mere omfangsrig og legesyg historie med dybe rødder i den amerikanske folkemusik- og country, som for eksempel Bob Dylan omfavnede i slut-60’erne og begyndelsen af 70’erne.
Derfor er det en fornøjelse at give et lyt til den aarhusianske kvintet Jón Normans debut-EP, Back in the Ocean. Den forsager nemlig nutidens hippe indie-credibility og omfavner i stedet netop den mere klassiske Dylan-lyd på fem mere eller mindre stilrene skæringer.
Dråber i Havet
Det majestætiske ophav ligger allerede i navnet King Segull, som flot åbner EP’en i et roligt tempo. Magnus Munk Tækkers mesterlige pedal steel guitar-spil hvisler som en sød havbrise, mens Jón Normans mørke stemme går til bittersød bekendelse og i bøn med tilværelsen dagen derpå.
Sangen er måske nok skrevet i tømmermændenes post-rus med en irriterende fugl skræppende oppe på taget, men det er fristende at tolke mågen som en metafor på erkendelsens budbringer, der nu plager det stakkels, forpinte lyriske-jeg. Det ligger implicit i titlens åbenlyse ordspil – der alluderes til “see” i stedet for “sea”.
Man føler sig vitterligt sammenstillet med jeget, når det iagttager det store blå hav, og man stiller sig ligeså undrende over for sin egen lille eksistens i forhold til denne skvulpende og umenneskelige totalitet, før det smukke underliggende kor blidt bærer én videre.
Den opildnede intro på førstesinglen “With Time” giver det sus, som Kings of Leon i sin tid var mestre i at levere på deres mest populære albums. Den bevæger sig dog hurtigt over i et udtryk, der har mere tilfælles med Ryan Adams – og måske særligt hans udgivelser med backingbandet The Cardinals. Og det er bestemt ikke en dårlig ting.
“With Time” er nemlig en indbydende skæring, hvor Normans stemme får luft under vingerne og fremkalder kuldegysninger. Han har hånden på hjertet, og det mærker du. Jeget fastholdt i refleksionen, rastløst, men alligevel på behørig afstand, og i en vekslen mellem løftet om, at tiden viser vej og tidens dybde alligevel kan føles bundløs.
Det er en skarpt skåret sang, der stiger og daler de helt rigtige steder, fordi musikerne ved, hvornår de skal holde tilbage og give efter.
Det går imidlertid helt anderledes for sig på den swingende “You’re Always There”, hvor vi kortvarigt træder et skridt tilbage fra tilnærmelserne på en mere nutidig lyd og i stedet dyrker et mere traditionelt udtryk for den rebelske countrymusik.
Det er den type salonsang om det omskiftelige forhold mellem mænd og kvinder, den hjemsøgende femme fatale og hjerteknuseren, som tidligere nævnte Dylan også har haft for vane at smide på nogle af sine bedste plader – og her kunne jeg som eksempler nævne “Peggy Day” fra Nashville Skyline eller “Lily, Rosemary and The Jack of Hearts” fra Blood on the Tracks.
Nagende orgelspil med drilske hug og trommer på krigsstien understøtter Normans dramatiske fortælling om svigt, og han pisker med snerrende røst en hævngerrig stemning op på vegne af det forrådte hjerte.
Vi vender dog tidsnok tilbage til det eftertænksomme hjørne. Den svalende “Left in Tracks” cirkler meditativt omkring sig selv med summende åbne akkorder og en øm appel om at reformere sig selv til det bedre. Man kan indvende, at den fortsætter lige lovlig længe, hvorom end insisterende den nu også er.
Tempo stiger ikke væsentligt på “Dark Horse”, der til gengæld tipper med cowboyhatten til John Mayer i sin akkordstruktur og melodi. Det giver naturligvis et genkendeligt pust, men Jón Norman gør sangen til deres egen. Effektive breaks hjælper kontinuerligt vokalen til at stige mod stadigt højere tinder, og vi får guitar-fills, der smager af førnævnte Mayer og Neal Casal. Den slutter EP’en på yndefuld vis og efterlader dig mæt og tilfredsstillet.
Smager mere af Tennessee end Aarhus
Jón Norman leverer varen på deres debut-EP. Der er både tale om talentfulde musikere, der har styr på genrens virkemidler, og en organisk produktion, hvor hver enkel detalje blomstrer op i det skarpe lydbillede.
Vi bliver budt en fin, klassisk sangskrivning, der er sympatisk og inderligt fremført, og understøttet af glimrende arrangementer, der formår at få selv de mest vampede passager til at glimte underskønt. Fortidens dyder bliver enten pudset af og får et nutidigt nyk opad eller værdigt honoreret som af sande disciple.
Det mellemlange EP-format er dog udspillets største svaghed, fordi man kommer til at savne en smule variation midtvejs, et øjeblik, hvor der for alvor kommer knald på. Det har bandet bevist, at de sagtens formår live – hvor det i øvrigt også bør nævnes, at de præcise kor-harmonier sidder i skabet ligesom på indspilningen.
Ikke desto mindre er Back in the Ocean en glimrende introduktion til et band, der på autentisk vis favner en genre, som mere smager af Tennessee end Aarhus.
Du skal lytte til Back in the Ocean, fordi: Du ønsker at lade dine ører blive forført af en varm amerikansk brise. Gerne med bourbon til!
