Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

På deres femte album skruer Freddy and the Phantoms forstærkerne op på 11 og udvider deres – og vores – musikalske horisont med et slagkraftigt rockalbum uden hensyn til tidens luner og trends. Det holder hele vejen igennem. Vi har lyttet og anmelder her.

I en meget tidlig alder fik jeg udstukket en musikalsk retning. Der var ingen dikkedarer, ingen diskussion, kun én regel. 

“Da jeg var ung, hørte man enten Beatles eller Rolling Stones. Herhjemme hører vi Stones,” sagde min far, mens han tværede en cigaretstub ud i det røde askebæger på køkkenbordet.  

Sådan lød den afgørende faderlige formaning altså i det hjem, hvor jeg voksede op. Den gamle gav ikke meget for bevidsthedsudvidende trips og meditationsudflugter til Indien, og alene de seks stavelser i “Ob-La-Di, Ob-La-Da” var nok til at få ham til at fnyse af foragt. Selvom han dog havde et ømt punkt for Lennon, sværgede han til Mick og Keith. Og sådan skulle det være – også for mig. 

Du kan sikkert allerede nu forestille dig, hvilken sjælelig ærgerelse det derfor vakte i det aldrende ophav, da jeg engang i midten af 90’erne fulgte mine klassekammerater trop og erhvervede den tegneserie-blå “Yabba-Dabba-Dance!”, spækket med tidens nyslåede eurodance bangers og et distinkt fravær af tråd

Det krævede en øjeblikkelig intervention. Og en sen hverdagsaften blev jeg kaldt til selvsamme bord i køkkenet, som en ulydig elev bliver kaldt til inspektørens kontor for at stå ret, og beordret til at tage plads for enden. En stor, tung røgsky over bordpladen adskilte mig synligt fra min far, og hinsides den tågede mur rungede hans stemme kritisk, mens han forkastede Twenty 4 Seven, Capella og DJ BoBo. 

Nej, nu skulle jeg glemme det sjælløse lort og høre, hvad rigtig musik var. Han forsvandt tilsyneladende ind i stuen og kom ilende tilbage netop i det øjeblik den første atonale eksplosion af trommer, bas, orgel og afsindigt forvrænget guitar detonerede i mine øregange.

“Speed King” skræmte mig mildest talt fra vid og sans. Den rystede mig ud af én verden og hev mig ind i en ny. Mens jeg måbende sad og studerede omslaget til Deep Purple’s In Rock, de fem medlemmers ansigter mejslet ind i Mount Rushmore’s solide klippevæg som en slags demiguder, al musikkens kraft symbolsk manifesteret som bjergets majestætiske tyngde, rev Ian Gillian’s primalskrig fra 1970 min nutids barnligt naive la-la-omkvæd i stumper og stykker. 

Det var en slags farvel til verden af i dag og velkommen til den af i går, men samtidig en åbenbaring af noget, der transcenderer den gængse tidsfølge. Den rene rock er nemlig ikke betinget til sin egen epoke, den er universel og tidløs. Den er altid her og nu.   

Den nat lyttede vi til albummet igen og igen. Den mondæne morgendag var allerede druknet i glemsel og larm. Jeg svælgede glubsk i den tordnende lyd af mit eget syndefald, kun punkteret af den gamles indskudte kommentarer og historisk tilknyttede anekdoter, der udfoldede sig som en evangelisk rockens kanon. Og han fik mig langsomt omvendt. Fra et sted inde i røgen så han alt var godt. Musikken gik endelig i arv.  

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at jeg hiver mindet om Deep Purple fra hovedstolen. Når du studerer de britiske bands fra den epokes genealogi, er det slående, hvilken musikalsk opvækst de individuelle medlemmer har tilfælles og hvordan det former rocken fra start-70’erne og frem.

Du ser de unge opkomlinge i deres skiffle-bands, mærker deres optagethed af den elektriske blues, og oplever snart, hvordan de skruer forstærkerne op og stævner ud mod nyt, uopdaget land.

De rammer et kontinent, hvor den klassiske rock-arv bliver yderligere illumineret. Eventyret, myterne, overtroen, ja, dyrkelsen af fantasien og teknikken, og fascinationen af for eksempel den klassiske musik baner vej for proggy udfoldelser, der fremfusende udvider rammerne for den musikalske narrativ, så den skyder over horisonten og stritter mod stjernerne. 

Hovedaktørerne i vores fortælling tæller navne som netop Deep Purple og Black Sabbath, og det er i åren af deres fortolkning af genrens støbejern, at Freddy and the Phantoms markerer sig stærkt og overbevisende på deres femte album, A Universe From Nothing.

Albummet åbner et nyt kapitel for bandet. Det er et friskt stormskridt frem i deres musikalske rejse, og det slægter på den førnævnte udvikling fra slut-60’ernes blues boom til 70’ernes gryende heavy metal. Uden at forlade den blues rock, som har gjort Freddy and the Phantoms til et varmt bekendtskab de sidste små ti år, skruer de forstærkerne op på 11 og kaster sig frådende over et tungt konceptuelt album.

Inspirationen er hentet i de krøllede sider på Dante’s Den Guddommelige Komedie og Stephen Hawking’s A Brief History of Time og verdens stigende vandstande, og ifølge den glødende forsanger/guitarist Frederik “Freddy” Schnoor har bandet taget bestik af Bach, Black Sabbath, Dio, Mastodon og Rival Sons for at skabe et lydbillede, der kan hamle op med den dystopiske fremtidsudsigt.

I fantomernes hænder bliver det til et hårdt sci-fi-rock univers, hvor blues-musikkens oprindelige sociale indignation går godt i spænd med dommedagsrockens galoperende undergangsnarrativer.  Det skorter ikke på bibelske allusioner i billedsproget, hvor mennesket konfronteres med den rene Ondskab og egne laster under en flænget himmel.    

Som de rette arvtagere til tronen, griber Freddy and the Phantoms fortidens scepter og indstifter en ny orden. Det er netop deres tydelige respekt for traditionen, der gør det muligt for dem at internalisere fortidens dyder og videreføre dem til det 21. århundrede med agtværdig relevans. Det kommer for eksempel til udtryk i en levende produktion, der fremhæver den voldsomme energi i de bastante riffs og målrettede jams

I en tid, hvor den tungeste metalmusik synes at have forladt sit åndelige ophav i deltaet til fordel for dissonans og nedstemt kromatik, laver Freddy and the Phantoms en temporal cirkelmanøvre ved at trække tilbage til rødderne og deres immanente mysticisme. De mister ikke grebet om den moderne genres vægt, men giver den mere en ny form spejlet i den fortidige. Det er tyngde på en anden måde. Det er tyngde med soul. Og derfor træffer A Universe From Nothing også direkte rockhjertet.

Albummet er en brutal, energisk udladning af fantasi, kreativitet og fritlevende tråd, når det er bedst. Og på mange måder tager det mig tilbage til mit første møde med In Rock. Det er nemlig en smeltepot af gammelt og nyt, der bliver helt sit eget bæst. Det er – som titlen antyder – et big bang

Knæfald for rocken

Vi åbner i det tunge knæfald for rocken med tre umiddelbart stærke rocksange, der trækker på de tidlige 70’eres arvegods. Især sologuitaren får lov til at brænde virtuost igennem. 

Den pågående “First Blood Univers” introducerer os til det kolde univers’ uforståelighed. Det er menneskets kamp for at forstå sin egen forgængelighed i en tilværelse uden mål – intet himmerig venter os hinsides. På den måde synes universet altid at få det første knytnæveslag ind i det eksistentielle stridsmål. Og et solidt slag er netop også, hvad dette sprælske kærlighedsbarn af Zeppelin og Rival Sons er.

I stødfaste takter, som taget ud af lærebogen fra Blackmore og Lord, møder vi den faldne engel i “River of Hate”. Schnoor slår afmagten fast i en intens vokal præstation, hvor han himler “Why did we throw it all away”, og lader det resterende overskud rive i strengene på en guitarsolo, der nok skal få de fleste rockhunde op af stolen. 

Mørket favner sig om lytteren på “Lillith’s Nightmare”. Kvindefiguren bliver i mytologisk forstand betragtet som Adams første kone og har i den vestlige kanon ofte været en kilde til det okkulte, fantastiske og isnende gys. Det er den slags historiefortælling som Dio ville have kastet sig over under for eksempel Rainbow’s faner. I tråd med den vidtløftige fortælling, spækket med gysertroper som “nightwitch” og “prophecy”, udfolder musikken sig ambitiøst og progget.

På “Bermuda Blues” er Freddy and the Phantoms tilbage på mere – for dem – kendt territorium. Det er et bidsk bluesnummer på steroider. Det kalder til det hårde livs flugt gennem alkoholrusens drømmende visioner. 

Vi strækker både armene op mod den fjerne galakse og dybt tilbage i mytologien på “Andromeda”. Den indledende guitarfigur emmer af Gary Moore’s melodiøse evne til at skabe en mindeværdig melodi, mens lydbilledet er åbent og let psykedelisk, dryppende af melankoli og dystre stemmer hvislende i baggrunden. Overgangene runger af Mastodon, der optrævler det tonsertunge Deep Purple-groove under deres metalliske mejetærskers skærebord. 

“Andromeda Pt. 2” giver efterfølgende et nødvendigt pusterum, hvor den omtalte inspiration fra Bach tydeligt mærkes. Det er ømt og fint, men leder samtidig glimrende over til den storladne “Loners On The Run”. Den er i sin omfavnelse af den tunge melodiske rock i familie med svenske Ghost’s dyrkelse af samme på deres seneste værker. 

Klædt i blodrødt rider “The 11th Guest” over himlen. Det er den fatalistiske afslutning, der kaster sin dom over menneskeheden og indvarsler undergangen. Det er af bibelske proportioner, da den ellevte gæst som symbol fremmaner ideen om, hvordan uvilligheden til at se og erkende leder til den fatale oversvømmelse – i metaforisk forstand. 

De bluesrockende “Hunger” og “Freedom Is a Prison” bærer albummet mod dets logiske afslutning i “Inferno”. Vi går fra det utæmmede begær og dets fængselmure i mødet med den fri vilje til en forløsning i det uperfekte, men dømte menneske.

“How can I guilty man walk through the fire,” lyder det spørgende fra det lyriske jeg, der nu ser Gud som den sande løgner, mens fanget i dødssyndernes sindrige labyrint. Han finder styrken til at fortsætte i sit indre og opridser således et kendt menneskebillede fra de store eksistentialisters hånd. 

Det skaber en løs rød tråd, som vi tematisk kan følge igennem albummet, og gør det bestemt konceptuelt uden at forfalde til at være et rendyrket konceptalbum. For med sin frembrusende energi og kraftfulde musikalske præsentationer er A Universe From Nothing mere end noget andet et rendyrket rockalbum, der kompetent mejsler sin egen vælde ind i klippevæggen.

Det er en inspireret kraftpræstation, virtuost fremført, med fængende melodier og inderlig vildskab i lige mål. Den nøje opmålte dosis af fortidens vovemod og nutidens buldrende styrke resulterer i en tilgængelig og vedkommende blodtransfusion til vor tids rockgenre.

Havde Skæbnen ikke spillet os et puds, ville jeg ufortrødent havde tværet min egen cigaretstub ud i det røde askebæger nu, sat Freddy and the Phantoms på anlægget i barndomhjemmets stue, og forventet, at se den gamle nikke anerkendende fra sin faste plads ved bordet, at alt er godt.

Du skal høre A Universe From Nothing, fordi: Det er et prima eksempel på, hvorfor rock er tidløs. 

Redaktionen anbefaler
Velvet Volume: Ego’s Need

Velvet Volume: Ego’s Need

Trioen går skævt til værks på besnærende toer. Vi har lyttet og anmeldt.  Ungdommen er både en rus og en vildfarelse, skøn og uhyre grum på én og samme tid. Den er forvirrende og opløftende, retningsløs og samtidig fast besluttet, kaldet til handling. På én gang...

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Den lyriske pen svinger uforligneligt og efterlader brede strøg på Verdens Sidste Idés debutalbum, Den Indre By. Vedkommende skæbnefortællinger og en kulegraven af følelseslivets skjulte afkroge bliver fremført med en sjælden empati, der gør albummet til et varmt...

The Boy That Got Away: Colossus

The Boy That Got Away: Colossus

Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away’s tredje album bør for eftertiden tårne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt. April er den grusomste måned, driverSyrener frem af død jord,...

The Consolation: Astoria

The Consolation: Astoria

Den københavnske kvintet The Consolation udgiver i dag deres tredje album, Astoria, og beviser endnu engang, hvorfor de er landets hovedeksponenter for den inkarneret amerikanske countryrock. Vi har lyttet og anmelder. Det er ligesom det vindblæste landskab. Dets...

moi Caprice – Becoming Visible

moi Caprice – Becoming Visible

Nogle gange skal en kær ven først vende tilbage efter at have borte, før vi egentlig begynder at forstå, hvor savnet han har været. Sådan forholder det sig i høj grad med moi Caprice, som vender stærkt tilbage efter tolv års albumpause med Becoming Visible, der...