Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away’s tredje album bør for eftertiden tårne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt.
April er den grusomste måned, driver
Syrener frem af død jord, blander
Erindring og begær, pirrer
Sløve rødder med vårregn.
Vinteren hold os varme, hylled
Jorden i sneens glemsel, næres
En smule liv med skrumpne knolde.
“Ødemarken”, T.S. Eliot
Rockhistorien er ikke så forskellig fra verdenshistorien. Ofte er den skrevet i blod. Hver triumfbue står på et slagent fundament af personlig lidelse og tragedie. Vores underholdning er rockmusikerens bitre livsblod.
I det skrattende øjeblik før nålen fænger helt an i LP’ens sorte rille og lader musikken rase trodsigt og livsbekræftende, kan du et kort øjeblik høre blodet hvisle som vemodig gravsang, den fortvivlende og sprukne lyd fin og blød, og det er den følelse, som du ikke rigtig kan sætte din finger på.
Det er musikkens aura, det er dens forhistorie og dens evige nu, der smelter sammen med dit aktuelle øjeblik. Når du oplever musikken som ægte, taler den til dig og giver sit liv til dit. Derfor udmærker nogle album i samlingen sig over andre. Fordi de bare har det dér. Den sublime smag af noget levet, som ikke blot bliver vækket hver gang du smækker pladen på som dit livs soundtrack, men bliver undfanget på ny. Spin, spin, spin the black circle!
Og ak ja, april er en grusom side i rockens historiebog. Vi vælter over de faldne cobains og stayleys på vores vej igennem månedens dage. Foråret tvinger det urolige frem i menneskesindet, som har ligget gemt i vinterens slummer, og minder os om, at det gamle må dø, for det nye kan pible frem.
Det bliver ikke mindre ildevarslende, når vi står i det mentale Glyptotek, hvor vi har rejst statuerne for rockens kårede helgener, dem hvis sublime eftersmag hænger ved. Det er kun eftertiden, der bestemmer, hvor porøs en marmor de er mejslet i, og hvor længe vi finder det acceptabelt at tilbede ved deres alter. Og når du står i skyggen under dem og skuer op mod deres forknyttede læber, hvisker de tilsyneladende den samme historie:
Du kan ikke løbe fra dine dæmoner. Før eller siden må du stoppe op og snappe efter vejret, trække det grådigt ned i de lidende indskrumpede lunger, fanget mellem den lavtdalende sol og den frostklare måne. Og det er der, at de små sataner indhenter dig. De bider sig fast i dine ankelhaser med deres sylespidse tænder og trækker dig ned i sølet. Det er uundgåeligt.
Og sikke et spild, tænker du. Det virker som om, at alle disse tabte skæbner på forhånd er skrevet med en fatalistisk pen, og det er desto mere trist, hvordan det er blevet noget, vi accepterer som et vilkår for den store kunst, de har skabt.
Men er det dog ikke muligt at skrive en anden historie? Kan vi ikke vende vores forudantagelser om, at det sublime og tab hænger uløseligt sammen og fortælle en historie om viljestærk kamp i den uundgåelige konfrontation, og hvordan det er muligt at besejre sine dæmoner og leve videre? En fortælling om det ventende lys på den anden side af mørket.
På deres tredje album, Colossus, tager The Boy That Got Away kampen op. Albummet er skrevet på baggrund af tumultariske personlige omvæltninger og tærende angst, og det har resulteret i trioens mest pågående album til dato. Flugten er aldrig varig, og handsken er kastet, når Tim Alvin Boström, Mathias Gregersen og Casper Simonsen slipper deres gnistrende riff-rock løs på dæmonen.
Selv beskriver bandet Colossus som “deres modne album”, og det er selvfølgelig ikke kun en spejling af bandmedlemmernes nuværende sted i livet og genfundne glæde for den stødkraftige rockmusik, men også albummets hudflettende tematikker. Der bliver gravet dybt i hovedstolen, og de ti sange bærer præg af en personlig erklæring.
Det har alle dage været umuligt at sætte en finger på The Boy That Got Away’s uovertrufne håndværk af internationalt snit. De mestrer bedre end de fleste andre danske rockbands at gå de store koryfæer i bedene og tappe ind i den grandiose rocks gyldne årer. Det ene solide riff skinner over det andet med en virtuos formfuldendthed og legesyge, som man kun kan misunde, og den gode melodi går aldrig tabt. Det funkler skarpt i Tue Madsens karakteristiske produktion, der på skift både er punchy, varm og nærværende, når nødvendigt.
Alligevel er det den presserende følelse af, at der denne gang bliver sat noget større på spil, der giver albummet dets oprørske styrke og manifesterer sig som en kraftudladning af rå, animalsk karakter. Den personlige kamp for overlevelse i orkanens øje titter fandenivoldsk frem og byder op til hårdhændet dans. Den dukker sig ikke, men tager imod slagene og lander sine egne.
I lighed med kolossen på Rhodos, hvor solguden Helios stod udstrakt mod himmelvældet til minde om en forbistret belejring, rejser The Boy That Got Away med Colussus deres eget lysende monument over det levede livs ufravigelige prøvelser og overvindelsen af disse. Vi mærker det i spilleglæden, vi føler det i den stoiske resignation, vi ser det igennem det nyforelskede blik, og vi hører det i det gjaldende kampråb.
Det er som om, at albummet siger: Hvis konfrontationen er uundgåelig, er det eneste egentlige spørgsmål, om du vil tage kampen op? Og svarer: Ja, for helvede.
Kampånd
Stilhed før stormen. Vi hører stolen knirke blidt. Kun Boström og den spinkelt sprøde akustiske guitar sætter dødsangsten i scene. Det er ikke så meget en sang, som det er en kort introduktion til den lammende følelses paradoksale gestalt, der fyndigt bliver beskrevet: “I’m afraid to die/ I’m afraid of life.”
Den insisterende bøn om atter at genfinde jordforbindelsen slutter i en guttural dødsrallen, og så er terningen kastet på ildevarslende vis.
Førstesinglen “Chapter One” raser ud af pappet med zeppelinsk tyngde og arrig trodsighed. Den lille djævel sidder allerede skælmsk på skulderen og piller dig i nakken med sine eksistentielle udfordringer. Man må ønske den halesvingende faldne engel held og lykke!
For musikken og budskabet er alt andet end nedslående. Det er et regulært næveknyttet frihedskald, som kun den dybfølte rock kan indpiske. Vokalen er passioneret og samspillet tæt og hårdt. Det eskalerer i et galoperende mellemspil, der indkapsler tankernes hvirvlstrøm i dramaets opgør mellem lys og mørke.
Gør dit værste, lyder det modige modsvar til mørket på den 90’er psykedeliske rock-ode “Do Your Worst”, hvor c-stykkets vægtige riff trækker os ned til koret af “Down we go” og baner vej for en flænsende guitarsolo, der river sig løs fra tyngden og slår flænger i dens tætte rustning.
Dens tema – “Live for the dream/ But lose the rest/ Here we go” – fortsætter på den mere refleksive “Aftermath”, hvor vi indledningsvist hører den befriende latter i studiet, før Gregersen lægger et sludgy bas-riff. Den eksploderer i et omkvæd, der er Tom Morello’s kassettebånd værdig, og øger sin intensitet i et mellotron-båret midtstykke. Vi svæver af erkendelsens glinsende korridor, før det sidste omkvæd hamrer sømmet i.
Tempoet afspejler alvoren i powerballaden “Don’t Bring Me Back”. Det er Boström, der forestiller sig sit eget selvmord, og den svæver i en dyster, men storladen sky. Efter startskuddets ildfaste åbningssalve, vender stemningen sig kortvarigt på albummets midte i stoisk resignation og minder lytteren om, at for hvert skridt frem, er der ofte to tilbage igen.
Kampgejsten vender resolut tilbage på den legesyge “Namaste”. Det er en kærlig måde at sige tak på og kommer fra sanskrit, hvor det kan betyde “Jeg bøjer mig for dig.” Det er i denne sammenhæng erkendelsen af at acceptere sine egne fejl for at kunne bevæge sig videre. Sangen gynger og besætter og guitaren viser afslutningsvis savtænder.
Den ømme “Waiting for Someone” er i sin enkelhed en melodisk kærlighedssang, ornamenteret af strygere. Den peger frem mod kærlighedens forløsning som redningskrans i livssituationens sorte hav – forudsat du tør tage det nødvendige skridt.
Og kampen vender sig fra forsvar til angreb på “Dissidents”. Først atmosfærisk og fæstnet i dyb bund for så at eksplodere i et mastodont riff, hvor udover den primale vokal vrænger rebelsk. Det lyriske jeg er som opstået fra graven og steget til himlen: “Watch me/ I am flying high above/ You will see me everywhere you look.”
Et klassisk rocktrommebeat og en fræk QOTSA-akkordprogression indvarsler “Burning Star”. Den skildrer det øjeblik, du ser dig selv i spejlet og indser, at du må ændre dig for at bryde fri, at det ikke er en skam at starte på ny, blot du er ærlig over for dig selv.
Du er ikke i tvivl om, at du har lyttet til en rockplade, når afslutningsnummeret “Don’t Ever Change” rammer den sidste rille. Det begynder som en meditativ hymne med et guldrandet omkvæd, før trommehvirvler og akkordeksplosioner signalerer et monumentalt coda, hvis riff tager arvesølet fra Hendrix’s “3rd Stone From the Sun” og sætter det i en ny kosmisk kontekst.
På Colossus har The Boy That Got Away skabt en rejse igennem det tvivlende sind, der står over for den afgørende kamp mod sine dæmoner. Billedsproget er fortættet og kompakt i verbal form, og det tjener til at sangene antager form af motiverende opråb i kampens hede, der bølger gnidningsløst over hårdtslående bakketoppe og rolige dale.
Det er rock fra en svunden tid – 90’erne opgradering af 70’ernes stadionrock – men sat i vores urolige nutid, hvor det takket være sit personlige præg får en brændende aktualitet. Musikerne bløder fortsat, vil altid bløde, og vil blive ved med at bløde. Intet nyt der. Det her er livsblod, javist, og smag på det, det er frisktappet. April er vågnet op til dåd, men med en ny historie at fortælle.
Du skal lytte til Colossus, fordi: Du har brug for en rockindsprøjtning af det bedste dansk musik har at byde på.
