Det danske post hardcore-rockband Riverhead er ude med deres andet album Cancer og SPOT-aktuelle med koncert på HeadQuarters lørdag kl. 22.00. Kan du lide rockmusik? Er du et menneske?
Kan du svare ja til bare ét af de to spørgsmål, så er det din pligt som et levende individ at lytte til Riverhead’s andet udspil Cancer.
Ifølge bandet selv har de “set dybet i øjnene” og leverer med albummet en “stærk og ærlig plade om overlevelse”. Med Jacob Bredahls sygdomshistorie og pladens titel, Cancer, in mente, er der lagt i kakkelovnen til en tung og dyster omgang, men det er på ingen måde den fornemmelse, jeg efterlades med.
Det er det mest opløftende melankolske album, jeg længe har hørt. Det er en kunst at kunne udtrykke vemod og depressive emner på en måde, der giver lytteren lyst til at danse og hvirvle med hovedet. At bandet har noget på hjerte kommer til udtryk lige fra starten.
”Don’t Waste My Time”
Allerede da “Time” tikker ind som albumåbner, kan jeg høre hvad klokken har slået. Der er fuld tryk på alle kedler. Bassen buldrer, trommerne ’punk’er’ og guitaren skærer diskant gennem lydbilledet. ”Don’t waste my time,” synger Jacob Bredahl med sin distortede signatur-vokal – og jeg skal love for, at hverken band eller lytter spilder tiden på albummets 29 minutter og 3 sekunder.
Pulp Fiction feeling
Efter et dybt suk i mikrofonen ’tammer’ Mads Folmer Richter bag trommerne singlen “Broken Boy” i gang. Mixen Lindbergs hurtigt rullende basfingre pumper en dansevenlig baslinje, mens Martin Medom Olsen lader guitarakkorderne klinge med et lækkert fender twang.
Den cocktail giver en speciel Pulp Fiction-agtig feeling, hvilket går igen flere steder på pladen. Bredahl minder os dog om, at vi er i RIVERHEAD’s post hardcore univers, og linjer som, “the blood from my spilling guts will convey what I have left”, bevidner, at bandets medlemmer har dybe rødder i den sorte metalmuld.
“Love Cuts” er måske pladens mest ordinære rocksang, med en tekst om forlist kærlighed og en lige-ud-af-landevejen sangstruktur, som kunne have været en kedelig filler, hvis ikke det var fordi, bandet lagde så intens en energi og nerve i hvert enkelt taktslag. Richter skaber momentum op til flere gange på de korte 2 minutter med nogle markante trommefills. Produktionen sørger for, at den rå og uforfalskede rock formidles som et veldefineret, upoleret lydbillede, hvor intet går tabt, og du på intet tidspunkt får lyst til at springe nummeret over.
Organisk og levende produktion
Nu er det ikke ligefrem grønskollinger, der har stået for indspilning og produktion af Cancer. Riverhead’s medlemmer er ikke spejderdrenge med græs på knæene, men erfarne mænd med blod på knoerne, fra en fortid i andre hårdtslående bands som HateSphere, Halshug, As We Fight, The Kandidate m.fl.
Riverhead er selv krediteret for produktionen sammen med forsanger Jacob Bredahl, som til daglig skruer på knapper i sit eget velrenommerede Dead Rat Studio. Herudover består holdet af prominente herrer som Tue Madsen (The Haunted, Mnemic, Hatesphere m.fl.) og Tommy Hansen, (Helloween, Pretty Maids m.fl.) Pladen er mastered af amerikanske Brad Boatright, som også har Corrosion of Conformity, Obituary, Yob og Sleep som hak i bæltet.
Hvis du lukker øjnene og lytter til trommelyden, især i hørebøffer, får du fornemmelsen af at være vågnet op i 1993, på gulvet, med hovedet lige ved siden af stortrommen – til indspilningen af Nirvana’s album In Utero. En organisk, levende og i mangel af bedre ord, legendarisk trommelyd.
Generelt lyder alle instrumenterne af det, de er: Rigtige instrumenter med strenge, trommer med skind og en stemme med en blottet strube, sårbar, men stærkere end nogensinde før. Hvert instrument står som en selvstændig personlighed, men sammentømret i et orkester.
Klædelig sårbarhed
Singlen “Numb to the World” viser for første gang på albummet nye takter fra bandet, med Bredahl i et rent og sårbart vokalstykke, inden han igen skifter over i sin distortede sound. Det virker afsindigt godt, og når der melodiøst leges med slutningen på linjen, ”Burns through our eye-eye-eyes”, bliver jeg helt glad indeni.
Paradoksalt kredser teksten på ingen måde om glæde. Følelsen af ikke at kunne mærke verden omkring sig, er noget af det mest triste, og hvis man som jeg kan genkende den følelse, får sangen en ekstra dimension. Sangskrivningen tages på alle fronter til nye højder med plads til eftertænksomme baslinjer og et stort omkvæd med kor, hvor ordene ”…we’re all going to die”, hæfter sig fast og bliver til en konstant, der for undertegnede skal nynnes ud på alle tider af døgnet. Hvis pladen skal opsummeres med ét enkelt nummer, så må det være dét her.
Kærlighed til punk
En advarende intro hamrer “Torches” i gang, inden hardcore-verset tager over og kærligheden til punk’en endelig sættes helt fri i omkvædet. Her pumper bassen derudaf, mens bandet på god gammeldags gang shout-maner råber ”wake up” i en rytme, der kan få selv den mest forstokkede bankrådgiver til at løsne slipset og råbe med. En instant live-favorit. Der er dog ét minus – sangen er alt for kort! Men det er jo punk, og visse genre-regler skal overholdes.
… kan få selv den mest forstokkede bankrådgiver til at løsne slipset …
“The Rusty Sound of Love that Dies” starter i et hæsblæsende tempo, hvor instrumenterne nærmest løber om kap, men på intet tidspunkt løber væk fra hinanden. Tempoet sættes ned i verset, hvor der gives masser af plads til vokalen, og man kan nyde Bredahls umanerligt seje måde at spytte ord som “face” og “space” ind i det sagesløse pop-filter.
Josh Homme?
“Survive” lyder til forveksling som et Queens of the Stone Age-nummer med en nonchalant Josh Homme-agtig vokal, der synger ”how do we survive” henover en catchy, dansevenlig guitar og bas-figur, men igen lykkes det at gøre det til Riverhead ved at afveksle med hardcore-vokalen. Akkordprogressionen i afslutningen vidner igen om en gennemarbejdet plade med velovervejet sangskrivning.
Nøgent nærvær
Nu kommer vi til endnu et af pladens højdepunkter. Bandet går hele vejen og lader nummeret være næsten nøgent. Nummeret “0806” er kun iklædt akustiske guitarakkorder og Jacob Bredahls rene stemme, der indleder med ”a nuclear war inside my head, my blood pumps napalm”.
Alvoren er ikke til at tage fejl af. Nummeret besegler Bredahl som en fuldendt sanger med en nærværende rå og moden sårbarhed, og han fremstår nærmest med en Mark Lanegansk autoritet – og autencitet. Omkvædet udfoldes dybfølt med ordene ”I hear you, I see you, I abandon you”, men jeg føler mig på ingen måde forladt som lytter, tværtimod.
Episk afslutning
Instrumentalnummeret “Erupt”, (hvis man ser bort fra vokalen langt borte i baglokalet), er en smuk indledning til albummets episke afslutningsnummer – en af pladens allerstærkeste, “Karma”.
Jeg taler aldrig med mig selv, men da jeg hører “Karma”, for rundt regnet fjerde gang, tager jeg mig selv i at ryste på hovedet med en grimasse, jeg ikke selv kan styre – jeg udbryder, ”hold kæft det er godt!” Og jeg sidder vel at mærke helt alene.
Der bliver sunget, skreget og vredet så meget energi ud af pladens sidste nummer, som også rummer et helt formidabelt omkvæd, ”the steel that holds our cities will slowly but surely erode”. Der er dømt råbekor og en næve i vejret. Dommedagshymnen rummer samfundsmæssigt sortsyn, men opløftes af linjen, ”an interference from the mechanics transmitting a repeating message – we were built to be alive.”
En værdig afslutning på et helstøbt album, hvor der er rum til musikken, plads til pauser, breaks og masser af dynamik på trods af at den længste skæring er 3 min. og 38 sek. I opgange og nedgange har hvert instrument en rolle, der konstant holder det interessant at lytte til.
Gennembrud eller sammenbrud
Riverhead sætter barren utrolig højt, og hvis ikke det her album kaster et gennembrud af sig, så er der noget galt med vores musikalske kultur, og dette må derfor styrtes i grus.
Der er på ingen måde en afstandtagen til metal, punk og hardcore, men i stedet en inkorporering af elementerne fra deres musikalske rygsæk, ind i en garagerocket skabelon, som giver plads til det hele og rammer dybt i den sorte hjertekugle, får den til at bløde rødt, mens frontallapperne sitrer og hofterne vrikker i en nærmest uforenelig symbiose med førnævnte fysiske reaktioner.
Der skabes direkte kontakt til vores inderste kerne, som nogen kalder sjælen. Ja, det er store ord, men hvordan skal vi ellers hylde ærligheden, hvis ikke vi giver ægte udtryk for den, når der er noget, som rør os helt oprigtigt.
Jeg udskænker 6 dudes og en Fernet til at fordøje dem med.
Lyt til Riverhead’s Cancer på Spotify her:
