Velvet Volume: Ego’s Need

Trioen går skævt til værks på besnærende toer. Vi har lyttet og anmeldt. 

Ungdommen er både en rus og en vildfarelse, skøn og uhyre grum på én og samme tid. Den er forvirrende og opløftende, retningsløs og samtidig fast besluttet, kaldet til handling. På én gang melankolsk fremsynet, men samtidig betaget af og til tider en anelse fortabt i øjeblikkets jagende hjertestik. Den er et rødt boblende vulkankrater, hvorfra det individuelle menneske over tid langsomt kommer til syne og tager form.

Det er næppe en overraskelse, at vi her finder kilden til mange store tanker og bedrifters vitalitet. I denne almengyldige urkrafts hvirvelstrøm, hvor det blottede ego bliver kastet rundt og spundet ind og ud af sig selv i tidens voluminøse flux, åbenbarer verden sig i flossede brudstykker. Det rundtossede ego må påtage sig opgaven at stykke dem sammen til en bærende helhed.

Nogle gange melder det sig som et hovedbrud over det blivende og andre gange som visioner om det kommende og det der aldrig bli’r. I æstetisk forstand bliver resultatet ofte ekspressivt, legende og en smule trodsigt. Det er det endnu spæde ego’s forsøg på at undvige konformiteten og definere den ny verden som sin egen.

På deres andet album, Ego’s Need, tager Velvet Volume bestik af deres egen løsslupne ungdom, dens lunefulde sødme og dens kontrastfyldte oplevelser. De gør ophold ved den sværmeriske kærlighed, der pludseligt kan slå ned som lynet og skabe forvirring og forløsning i livets overhalingsbane, og de tungsindige tømmermænd dagen derpå.

Og et sted i baggrunden hører vi samtidig de endnu svagt lydlige råb af den fremtidige, konforme virkelighed, der hvisler fra det mørke dyb i den anden ende af tyvernes skarpt oplyste balsal. Ungdommen er ikke evig, og den må skifte ham for at tilpasse sig de stadigt skiftende dansetrin.

Fuck forventninger

De tre unge søstre – Noa, Naomi og Nataja Lachmi – byggede et effektivt momentum op i midten af 00’erne og red højt på medie-blitzens hype-bølge, men det manifesterede sig alligevel ikke i det store mainstreamgennembrud med debutalbummet Look Look Look! i 2017. 

Fortællingen om deres band bød ellers på den slags troper, der kunne spille frit ind i tidens ånd. Der var det familiære bånd – som tidligere har virket myteopbyggende i tilfælde som Kings of Leon og The White Stripes – og ikke mindst deres køn. 

Sidstnævnte har været medvirkende til en omfattende debat for nylig, hvor man som anmelder nok en gang kunne ærgre sig over, at selve musikken atter fik en birolle i forhold til en anden kamp, som skulle udspille sig retorisk.

Deres fortælling er den slags, der virker som skræddersyet til vores tumultariske tider, og PR-værdien har ganske givet også været høj. Ikke desto mindre kan man også nemt forestille sig, at den har kunnet virke som en spændetrøje for trioens kreativitet. 

Det er dens bånd, Velvet Volume bryder ud af på Ego’s Need. Det er nemlig langt fra en gentagelse af debutens stiløvelser, der ligger til grund for andet album, og det tegner sig måske snarere som et opgør med de heteronormative forventninger til, hvad det også kunne have været. 

Det billede synes i hvert fald bekræftet i mange af de hidtidige albumanmeldelser, hvor den “kritiske dom” tilsyneladende beror på en slags readymade; en diffus forudindtaget forestilling om, hvad albummet er og skal være allerede før, det har fået en afspilning. 

For Velvet Volume vil noget ganske andet på album nummer to end blot bevidstløst rocke ud i garagen. Hvis det var det, du havde forventet, går trioen mere skævt til værks, og i stedet fremmaner de et mere konceptuelt helhedsindtryk, der i højere grad læner sig op af sindrig new wave

“I vil have os til at være det her, men det hér er os,” lyder kampråbet. Lyrisk og visuelt er det smykket ind i et maskespil, der drillende undergraver rockdinosaurers klæbrige forventninger, og samtidig sætter ikke blot kønsidentitet, men identitet som værende, i spil. 

Det kommer blandt andet til udtryk i sangenes arrangementer og tematikker, i albumomslagets spil på det polerede sort/hvide portrætfoto i kontrast til den dekorerende farverige blomsterramme, og kvindekønnet sat op imod det nærmest David Byrne-agtige jakkesæt (forvokset maskulin!).

Det er alligevel nærmest en genfortolkning af den klassiske, bowieske androgyne rockdyd, som her bliver brugt til at forvanske the male gaze og åbne for et videre spektrum af betydningsdannelse.

Ego’s Need har stadig sine rockbaskere, naturligvis, men som album er det mere legesygt og sprælsk end som så. For selvom lysten til at rocke der, er søstrene ikke blege for at grave nogle spadestik dybere – både i rockarven, men også deres egne liv, som siden debuten har undergået de obligatoriske forandringer, der finder sted med overgangen fra teenage-værelsets ubekymrede tilværelse til voksenlivets mere ansvarstunge frihed.

I sine eksperimenter demonstrerer Velvet Volume en kreationsiver, et ønske om at lege med formen for, hvad genren kan rumme, som for mit vedkommende fører til netop essensen af rockmusik: At skide hul i forventningerne og gøre det, man føler er det rette.

Når Ego’s Need virkelig svinger, er det fordi, at Velvet Volume excellerer i sammensmelte dette opgørs indhold med det foreliggende albums form og arrangere det som en helstøbt (kantet) symfoni. 

Egoets behov

Det virker måske som business as usual på “Lonely Rider”, der næppe skræmmer gamle fans væk med sin velkendte dynamik af skramlede guitar og intens vokaludveksling mellem Noa og Naomi.

Den ensomme rytter bliver udfordret på sine selvstændigheds præmisser, og det er narrativt den bitre erkendelse af, at den pludseligt opståede tiltrækning af og kraftige genspejling i en anden kan rode ved ens selvbillede. Bedst som man troede sig som en ener, bliver man på ny trukket ind i den brusende verden. 

Eftertænksomheden tynger “A Good Day”, hvor rusen endnu ikke har fortaget sig og givet fri adgang for tømmermændene. De amourøse følelser løber amok i takt med behovet for intimitet er stigende.

Og lyt lige til det omkvæd, der kunne være løftet fra The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Skiftet fra den fremdrivende guitar til det dybt melodiske og nærmest symfoniske omkvæd tirrer både rockhistorikeren og sætter barren for ambitionsniveauet. Højt. Men det virker! 

Tømmermændene har fået overtaget på “Carry”, hvor bønnen enkelt lyder at leve søndagen til ende, så tankemylderet kan ophøre. Blikket er vendt indad og iagttager nøgternt det indre kaos, de mange fortrydelser, og hvordan det kan være svært at finde sig til rette.  

Natajas solide trommer indvarsler den mere nostalgiske – og til tider underligt bittersmagende – “Young In Love Again”, hvor Naomis løbende basfigurer buldrer ufortrødent og virtuost, mens Noas støvede rumklangs-guitar sætter den rette nattestemning.

Arrangementsmæssigt er den som en rutschebanetur, hvor vi fra versets Lynch-inspirerede univers ned af de mørke Hollywood Hills i en energisk og vildløben deroute med Noas vrængende vokal i front til Naomi overtager omkvædet, og sangen brat skifter karakter til det sødmefulde, melodiske måneskær.

Den umiddelbare “Congratulations” er en takketale rettet mod dem, som tør se sig selv i øjenene og favne verden. Gør det, som gør dig bange, vær modig, vær dig selv. Det er albummets filosofiske kerne.

Og den bliver afløst af frihedshungeren på titelnummeret “Ego’s Need”, hvor der ikke rigtig er plads til tosomhed. Det er en dans mellem den blinde ambition og de egoistiske behov. Det spejler sig i musikken, hvor vi igen veksler mellem fræsende punk-garage-tempo og et næsten opløsende omkvæd, hvor Noa når toppen af sin vokal i et indestængt hyl.

Der er en vis ironi i måden, at nummeret ender i en klassiske boogie-rockafslutning netop som det eget-dyrkende ego endelig svajer og ser ud over sin egen næsetip med ordene:

“Now that you tell me that you love me/ Oh darling I thought it could be you and me/ Please come back to me”. 

Vi er på flugt fra den moderne dagligdags problemer i “Blunt Knife”, hvor den sløve kniv bliver brugt som metaforisk redskab – et nyttesløst et af slagsen. Den kan nemlig ikke skære alle problemerne væk, så det narrative jeg flygter ind i en romantisk dagdrøm. Og det er svært ikke at følge med, fordi omkvædets melodi lokker kyndigt.

Tæt på kommer vi på “Nice People Date Nice People”. Den aforistiske sang virker som en eftertanke, men den er iklædt en flot melodi og sat i et rum, hvor man føler et brændende nærvær. De flotte korharmonier træder i karakter på den afsluttende gentagelse:

“Love makes blind to many issues we got to be together this time:”

Albummet slutter på en sarkastisk tone, der ikke ville virke fremmed på et Quentin Tarantino-soundtrack. “Sunny LA” er en pegefinger rettet mod dem, der tror, at succes kan opnås uden inderligt at dyrke sine lidenskaber, men blot ved at skilte sig med symbolsk kapital.

Og hvor i verden dyrkes overfladen mere effektivt end i Los Angeles, hvor alle enten har en personlig træner eller er én, mens de skriver på et manuskript, som de selv kan spille hovedrollen i.

Men det individuelle bliver ikke fremhævet af at gå i takt, som det vrængende fremhæves: “Gotta keep up with the best/ Be just like the rest/ LA masturbator.” 

Omkvædet er dog til gengæld ligeså solbeskinnet som Sunset Boulevard.

Men nej, man skal ikke lefle for succes, man skal i stedet fokusere på at være sig selv. Det synes som et overordnet mantra for Ego’s Need. Den virker skabt i tiltro på egne kvaliteter og ikke omverdens stejle forventninger.

Mangler vi rockklassikere?

Velvet Volume trodser frejdigt forventningerne på Ego’s Need. De dykker ned i det gryende selvs udfordringer og bruger ublu en snert af deres personlige erfaringer til at skabe sange, der lyrisk er mere udfordrende end den gængse 1-2-3-4-rock.

Det samme kan siges om musikken, der i Nick Foss’ velproducerede lydbillede fremstår klokkeklart og indbydende med fin detaljerigdom. Det er hverken garagerock eller tyggegummi-pop, men snarere et værk af tre musikere, der kan deres musikhistorie grundigt og bruger den til at fortælle deres egen historie. Det er konceptuelt fuldbyrdet, velspillet og eventyrlystent.

Personligt har det irriteret mig grundigt, hvordan mange anmeldelser har afsluttet med vendingen, at dette snapshot af Velvet Volume i 2020 ikke er en såkaldt “rockklassiker”. Som om det skulle have noget at sige.

Det lyder ikke blot som en vag slags undskyldning for noget andet, men det er også noget forbandet vrøvl at tro, at det er op til nutiden at afgøre, hvad der senere får rang af klassiker.

Da Led Zeppelin II udkom i 1969, var det langt fra til fanfare. Ingen anmeldere slog hælene sammen og udbasunerede, at vi nu havde fået en rockklassiker på hænderne. Den titel var noget, som eftertiden tildelte albummet.

Hvorvidt noget er en “rockklassiker”, kan vi ikke snakke om nu, hvor vi hverken er blandt de døde eller de snart levende. For ligeså uklædeligt det er hvileløst at hænge i fortiden, ligeså idiotisk er det at forsøge at leve i fremtiden.

Ego’s Need er et album af i dag, men dets tematikker er tidløse så længe, at menneskeheden består. Og jeg har personligt ikke brug for rockklassikere, jeg har brug for vedkommende rockmusik her og nu.

Og hvis jeg vender mig om, tilter hovedet lidt på skrå og imødekommer det let sære, er det præcis, hvad jeg finder på dette album. Turn and face the strange.

Du skal lytte til Ego’s Need, fordi: Velvet Volume overrasker på skæv toer med velskrevne, personlige sange, dyk ned i musikhistorien, og forrygende energi.

Redaktionen anbefaler
Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

På deres femte album skruer Freddy and the Phantoms forstærkerne op på 11 og udvider deres - og vores - musikalske horisont med et slagkraftigt rockalbum uden hensyn til tidens luner og trends. Det holder hele vejen igennem. Vi har lyttet og anmelder her.I en meget...

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Den lyriske pen svinger uforligneligt og efterlader brede strøg på Verdens Sidste Idés debutalbum, Den Indre By. Vedkommende skæbnefortællinger og en kulegraven af følelseslivets skjulte afkroge bliver fremført med en sjælden empati, der gør albummet til et varmt...

The Boy That Got Away: Colossus

The Boy That Got Away: Colossus

Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away’s tredje album bør for eftertiden tårne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt. April er den grusomste måned, driverSyrener frem af død jord,...

The Consolation: Astoria

The Consolation: Astoria

Den københavnske kvintet The Consolation udgiver i dag deres tredje album, Astoria, og beviser endnu engang, hvorfor de er landets hovedeksponenter for den inkarneret amerikanske countryrock. Vi har lyttet og anmelder. Det er ligesom det vindblæste landskab. Dets...

moi Caprice – Becoming Visible

moi Caprice – Becoming Visible

Nogle gange skal en kær ven først vende tilbage efter at have borte, før vi egentlig begynder at forstå, hvor savnet han har været. Sådan forholder det sig i høj grad med moi Caprice, som vender stærkt tilbage efter tolv års albumpause med Becoming Visible, der...