Den københavnske kvintet The Consolation udgiver i dag deres tredje album, Astoria, og beviser endnu engang, hvorfor de er landets hovedeksponenter for den inkarneret amerikanske countryrock. Vi har lyttet og anmelder.
Det er ligesom det vindblæste landskab. Dets armod siver igennem de bøjede træer, de brakke marker, de små forfaldne huse og deres måbende vinduer og knirkende døre, de skræppende sorte fugle, der cirkulerer hvileløst i horisonten under den nøgne sol. Alle kummerlige landskaber ligner hinanden, men er forskellig i hver sin ulykke.
Heri spillet mellem det individuelle og universelle, mellem den personligt levede erfaring og arketyperne, der eksisterer som pejlemærker for den større fortælling, hersker en lyslevende fortællekraft.
Når den bliver vækket af den æstetiske bevidsthed og forenet med en given traditions forskrifter, bliver resultatet et kunstfærdigt håndværk, der hæver sig over den almene virkeligheds beskaffenhed og antager det tidløses mytiske klæder.
Det ligger i kunstens iboende natur, at den på magisk vis kan omforme et landskab til et andet og samtidig bevare det oprindeliges ejendommelighed. Således kan det personlige forblive på fremmed grund med en vis naturlighed.
Det er kernen i historiefortælling, hvor vi stræber efter at bidrage med et lille, skjult stykke af os selv gemt i fiktionens vekslende terræn.
Det er sådan, at barndomsminder fra Høje Taastrup, hjertesorg og livets typiske gale udsving, kan komme til udtryk som et stykke rendyrket countryrock, serveret lunt fra De Forenede Staters hjerteland, uden det virker påtaget eller opdigtet. Også selvom afsenderne er lutter danske.
Københavnske The Consolation har siden 2015 opnået et ry som Danmarks bedste repræsentanter for den inkarneret amerikanske countryrock. På deres tredje udspil, Astoria, cementerer de da også det omdømme med ti inciterende sange, der emmer af genrens autencitet og samtidig lukker det nordlige himmelstrøg ind.
Uforsødet americana
Countryrocken har både den rå el-guitars pigtrådgnist og den mere traditionelle instrumenterings svævende ømhed. Ligesom den overordnede country-genre, den vokser ud af, har den også en stærk traditionsbevidsthed, hvori historiefortællingen står centralt.
Det kommer fornemt til udtryk på Astoria, hvor lydbilledet veksler mellem barske roadhouse blues-licks, hårdt rockende trommer, dristige blæsere, og akustiskbårne numre med pedal steel og strygere. Der bliver lånt flittigt fra rock, soul og blues, og det skaber en gennemgående variation, der er med til at gøre albummet til en helstøbt lytteoplevelse fra a til z.
Det samme gør sig gældende for sangskrivningen, der kompetent lever op til håndværkets grundlæggende meritter. Vi møder ofte det lyriske jeg på vej videre, som den ensomme cowboy, der holder dæmonerne på afstand ved hele tiden at være i bevægelse. Det er arketypiske fortællinger om ensomhed, tab, altoverskyggende kærlighed og hjertesorger, og livets rastløshed.
Og der er meget på spil, som der oftest er for alle småskæbner. Der er længsel mod noget tabt og et håb om, at det kan genvindes, der er gnavende tvivl og dødsangst, der er social protest, og der er en hunger for frihed og de store vidder.
Disse hverdagseksistenser og deres indre sindsbevægelser, de byrder de nøjsommeligt må bære igennem tilværelsen, bliver iscenesat med et billedsprog, der trækker på det uforsødede americana. De beskidte hotelværelser, åbne landeveje, stoiske gravsten og ensomme jernbanespor, det vaklende parforhold, ideen om at kæmpe eller flygte, sætte sejl mod en ny destination, er en kulturel kode, der peger direkte tilbage mod det særegne amerikanske hjerteland.
Det er et symbolsk overfladeplan, som The Consolation alligevel formår at levere med sjælden indlevelse, så vi som lyttere går ind på historiefortællingens præmisser. Med andre ord lyder og virker Astoria dødhamrende autentisk. Dansk eller amerikansk, who cares? Det er countryrock helt ind i sin essens!
Astoria
Den bidske “Running the Light” åbner ballet på den lokale honky-tonk og smækker som en knytnæve tværs over fjæset. Den bluesrockede guitar understøtter tekstens kompromisløse maskulintet. Det er en no bullshit-attitude, der bliver formildet af det lyriske jegs insisteren på i det mindste at være fuldstændig oprigtig i sit begær efter frihed.
I titelnummeret “Astoria” vender vi tilbage til den støvede hjemby, som vi har forladt år tilbage uden at se os tilbage. De gamle venner er der stadig, og de lever det tilbagetrukne liv i det gamle kendte. Den tegner sig som en samtale, der stikker tilbage til barndommens eventyr og afslører en længsel efter uskylden i et nostalgisk tilbageblik. Livets veje kan føre os vidt omkring i verden, men hjemstavnen står altid tilbage som et symbolsk holdepunkt.
“Astoria” demonstrerer også, hvordan en personligt oplevelse i det danske med fortælleteknik og genreforståelse kan få en midwestern-kulør. “The old man’s grave” og “got a job at the railroad” smager sprogligt amerikansk, selvom udgangspunktet sagtens kan være den gængse kirkegård og DSB.
Der er et humoristisk blink i øjet på “Kellyanne”, som læner sig opad den traditionelle country både i udførsel med pedal steel og twangy vokal og i den arketypiske fortælling om et skælmsk kvindfolk. Det er veludført og melodisk fængende.
Det forholder sig anderledes med den efterfølgende “Young Love”, der har et umiskendeligt nordisk præg. Den har nemlig den velsmurte poprock-lyd, der dominerede de danske radiobølger i 90’erne, hvor danske kunstnere i høj grad lod sig inspirere af den amerikanske lyd.
Skulle man nævne en af countrymusikkens absolutte superstjerne, er det Garth Brooks, der satte genren på verdenskortet i 90’erne med sine oder til ulykkelig kærlighed. Han kunne snildt være en inspirationskilde på den ømme “Montreal Morning”, der fortæller om en forladt kvinde og en mand, der er nødt at være hende foruden. Nis Gaardes vokal giver kuldegysninger i et tætpakket atmosfærisk lydlandskab, hvor en poetisk guitarsolo illustrerer afsavnet.
Siden countryrockens undfangelse har et vist socialt engagement også gjort sig gældende i tekstuniverset. Nutiden rammer på “Invisible Girl”, en fin hyldest til Greta Thunbergs aktivisme og kampen for klimaforandringer. Det er et kollektivt kald til, at vi skal ændre vores vaner til det bedre.
Det er en tung, politisk-ladet tematik, og derfor løsner “Black Snake” hurtigt op med et rockende beat og aggressiv wah-wah-guitar. Den går dog stadig i fin tematisk tråd med den foregående sang, fordi her kalder det lyriske jeg til ansvar. “Did you think you’d get away with murder.” Det er som en countryrocket udgave af Leonard Cohen, der på The Future spåede, at der var en vægtig dom på vej.
Der er reminiscenser af Whiskeytown’s Strangers Almanac på “Stay”. Det er den slags personlige bekendelse, som Ryan Adams også mestrer til fulde. Når man står i afmagt over for en indifferent verden, der buldrer afsted, og håber på, at kærligheden i sidste ende kan vise sig at være den løsning, der bærer en sikkert i havn.
Det hårde liv, dets fortrydelser og den tomme flaske, der ruller henover det beskidt motel-gulv, mens Tom Petty spiller sympatisk fra en skrattende radio i baggrunden, er scenariet i “Headstone”. Soulede korstemmer og funklende guitar-licks leder op til et øjeblikkeligt iørefaldende omkvæd, der søger mod en optimistisk forløsning.
Det er kendetegnende for de øjeblikke, hvor vi har trådt for langt ved siden af, at dødsangsten vrisser desto kraftigere med sit forvrængede ansigt. I konfrontationen med de værste sider af os selv, er vi ofte villige til at forsage al jordisk gods og berømmelse for blot at kunne vende hjem igen.
Det finder sin afmægtige forløsning i den afsluttende “Setting Sails”, der først tyst og melankolsk sætter sine sejl mod en ny havn, væk fra problemerne, men siden åbenbarer håb forude i et opløftende instrumentalt afslutningsklimaks. Bølgerne brydes og mågerne skriger, mens albummet langsomt toner ud.
På Astoria tackler The Consolation voksenlivets udfordringer og former det som en rejse – både i metaforisk og fysisk forstand. Det hvileløs jeg skal lære sig selv at kende for bedre at kunne navigere gennem verden. Men det er en skæmtende verden, hvor kærligheden ofte er på usikker grund og den indre vilje kommer i karambolage med sig selv og de udefrakommende kræfter.
Det bliver præsenteret i et strømlinet og professionelt udtryk, der nok engang stadfæster kvintetten som Danmarks ypperste eksponenter for genren.
Du skal lytte til Astoria, fordi: Nogle gange forstår countryrocken bare den hvileløse sjæl bedst.
The Consolation er: Sven Busck (trommer), Vincent Daly (guitar), Nis Gaarde (vokal/guitar), Leif Bruun (pedalsteel) og Jacob Svensson (bas).
