TROLN: Says Abraham // Screenshot YouTube
4 minutter at læse

TROLN: Det rødhårede stedbarn af David Lynch og Grace Slick

TROLN imponerede med deres selvbetitlede debutalbum. Nu lader den københavnske kvartet op til endnu en udgivelse. Førstesinglen “Says Abraham” får i dag en visuelt slående billedside, og du kan se den splinternye musikvideo her.

Cinematic slow. Neo noir postpunk. Psych rock. Goth-popMusik der blander dystopiske beats og lyse melodilinjer med tekster, der er personlige, men almengyldige, og som stammer fra et dramatisk kvindeliv. Sådan har TROLN beskrevet deres atmosfæriske og hjemsøgende lydunivers. Men disse kvaliteter gør sig ikke kun gældende for musikken. Den er også at finde i den nye musikvideo til bandets seneste single, “Says Abraham”. 

Bag musikken står en kvartet, hvis medlemmer langt fra er ubeskrevne blade på den danske scene. Det er med andre ord garvede kræfter der fremtryller et mørkt ulmende landskab af begær og dystopiske drifter.

Guitarist Henrik Liebgott begyndte sin musikkarriere i Spanien, hvor han blandede den traditionelle flamenco med rock, jazz og arabisk musik. Han har tidligere spillet med danske grupper som Alive With Worms, Sort Sol, Dreamtones, Mikael Simpson & Sølvstorm og Strawberry Blonde. 

Keyboardist Christian Rønn står blandt andet bag soloprojektet Ganga og har en lang karriere bag sig i elektronisk musik og filmmusik. Han har tidligere samarbejdet med Hanne Boel, Peter Peter og Ikue Mori. 

Trommeslager Thomas Olsen er et kendt ansigt på den danske punkscene og har spillet med Stalin Staccato, Cynthia Hawkins og The Failures.

Sangerinde og bassist Helene Navne har en baggrund i jazz, klassisk musik og forskellige indiebands såsom Spinkel – en trio med den skotske sangskriver Warren French og den engelske guitarist Sam Brox, kendt fra The Dust Junkies.

På deres selvbetitlede debut-LP, som udkom i november 2019, skabte de et lydbillede, der emmede af King Crimson’s proggede skønhed, The Doors’ lyriske røgelsesskær, og havde en snert af den psych-sensibilitet, vi genfinder i et nutidigt navn som De Underjordiske. 

Produktionen fremstod moderne og skarp, men virkede samtidig organisk som 70’er koryfæernes psykedeliske bedrifter, blot med moderne virkemidler til anvendelse. I tråd med den cinematiske bestræbelse var atmosfæren i højsædet. Den var tragisk prægnant, fløjlsblød og tæt, skrev vi dengang.

Læs anmeldelsen her. 

Dyster film noire-stemning

På første single fra deres kommende album, Ghost, der udkommer fredag den 30. september, mærker vi en klar progression i det musikalske univers.

Singlen “Says Abraham” bevarer nemlig kerneingredienserne i det, der gjorde debutalbummet så omfavnende en oplevelse, men viser samtidig tænder. Vi kan beskrive sangen som en murder ballad i stil med Nick Cave’s største bedrifter.

Men hvor hans snerrende vokal er af den støvede muld, kan Helene Navne snildt skyde til stratosfæriske højder og ramme den rene englesang. På den måde opstår en forbindelse mellem det mørke og det lyse, jordens alvorstunge konsekvens og skyernes drømmende utopi. 

“Says Abraham” handler om skellet mellem at tro og være bevidst om troens indskrænkelser, at kende forskellen på egen mening og videnskabeligt påvist faktum. 

“Alle har brug for noget at tro på. Nogle tror på Jesus, andre på Putin, endnu andre på astrologi og så videre. Hvad du end finder at tro på, så lad være med at følge blindt. Hvorfor er vi så interesserede i at blive ‘fortalt’, hvem vi er?” spørger bandet og udpeger en slående epistemologisk tendens i nutidens verden:

 “Både når det gælder klima, Corona og krig, er det blevet meget mere normalt, at man tror noget, og at den tro er vigtigere end det, der kan bevises ad videnskabelig vej. ‘Says Abraham’ handler om at i det mindste være bevidst om det. Og at være kritisk, når du tager stilling.”

Det er kun passende, at “Says Abraham” har fået en billedside, der er ren film noire. Med uhyggevækkende ikonografi blandet med live-optagelser fremkalder videoen en hypnotisk virkning, der går godt i spænd med musikken. 

To menneskeskikkelser, der side om side marcherer opad en trappe, giver genkaldelser til Kubrick’s tvillinger i The Shining, mens de markante close-ups af et seende øje trækker på det mest arketypiske i filmsproget. En rejse ind i sjælen, en rejse ind i et ukendt mørke. 

Den flimrende skærm går i godt spænd med singlens tematik om det moderne individ sat over for informationsamfundets konstante overload af stimuli. Som symbolsk fortælling smelter videoen perfekt ind i TROLN’s allerede filmiske univers. 

Vi kan se frem til yderligere singleudgivelser, før det ventede andet album udkommer i september, og med den høje kvalitet i mente glæder vi os kun desto mere. 

TROLN spiller som special guests med The Sandmen på Hotel Cecil på lørdag den 7. maj.

Se musikvideoen her:

Redaktionen anbefaler
OTAN RAW: En Eksplosiv Genfødsel af Rock ‘n’ Roll

OTAN RAW: En Eksplosiv Genfødsel af Rock ‘n’ Roll

OTAN RAW's debut-musikvideo "Searching for Life" er en kraftfuld erklæring, der genopliver den autentiske ånd i rock 'n' roll. Med dybe rødder i rockens historie og en evigt relevant stemme præsenterer bandet en eksplosiv og dynamisk oplevelse, der ikke efterlader...

SUPERSCUM: Ind i vildmarken

SUPERSCUM: Ind i vildmarken

Den aalborgensiske kvintet SUPERSCUM er aktuelle med ny single og musikvideo. “Into the Wild”  kommer direkte fra bandets hjemmebyggede studie, og de står selv bag produktion, mix og master, så lytteren for alvor kan høre, hvad SUPERSCUM anno 2023 lyder af. ...

Twin Dive: Ren tanke, ingen krop

Twin Dive: Ren tanke, ingen krop

Mens de fleste af os denne kolde januar stadig prøver at komme sig over nytårsbraget og finde fødderne igen, giver bidske Twin Dive os en omgang elektrochokterapi med deres seneste single “Only Eyes”. Se musikvideoen her.  Twin Dive har siden deres dannelse i 2018...

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Den aarhusianske rocktrio Diplomatic Immunity slutter november af med endnu en hårdtslående single. Drengene har dog ikke siddet og drevet den af. De har haft arbejdstøjet på, og musikvideoen viser energiske skud af deres netop overståede turné med Kellermensch. Du...

Når ord runger højere end guitarer

Når ord runger højere end guitarer

White Flag Harmonies, bestående af Benjamin Kousholt og Rune Hauge Ringsmose, er eksponenter for noget af den fineste singersongwriter-baserede musik i Aarhus. I 2020 udkom de med EP’en Church, som var indspillet live i Hasle Kirke i Aarhus. Nu er de aktuelle med en...