Anmeldelse: TROLN – TROLN

Med dybe beats og lyse melodilinjer, sat sammen med maskinelle drone-lyde, tager københavnske TROLN lytteren med ud på en rejse, hvor dystopien hviler tungt på den ene skulder og håb om mening og kærlighed hiver op i den anden. Vi har anmeldt deres debutalbum her.

Det er en drøm, der kalder på det rastløse menneskebarn og den forstummede olding i mig. Jeg ser et tvedelt landskab, hvor ingen side er foroven og ingen forneden, men begge ligevægtige overflader spejler hinanden skælmsk. 

Her er storbyens rungende anonymitet i den regnvåde nat, hvor menneskeskæbner, små blandt betonspirerne, er neonoplyste skygger, der rapt forsvinder i asfaltdampenes tåge og tager deres hjerters fortrolige hemmeligheder med sig.

Og der en frostklar mytologisk egn, hvor krystalslottet svæver over jordens mørke, oplyst i en spids halvmånes skær. I de underjordiske katakomber hersker Morrison’s jungianske mareridt i et galleri af skiftende masker. Vi er et sted, hvor individuel erindring langsomt opløses og smelter sammen med verdensaltet. 

TROLN beskriver selv deres musik som Cinematic Slow, og det dækker over det punkt, hvor deres individuelle musikalske baggrunde forenes i en art symbiose. Og musikken er netop både cinematisk i sin majestætiske fylde, hypnotiserende i sit tempo og lokkende med sin besnærende vokal, der klinger velstemt med sjælens urolige afkroge. 

Kvartetens medlemmer er langt fra ubeskrevne blade på den danske scene. Det er med andre ord garvede kræfter der står bag den kompetente indsats. 

Guitarist Henrik Liebgott begyndte sin musikkarriere i Spanien, hvor han blandede den traditionelle flamenco med rock, jazz og arabisk musik. Han har tidligere spillet med danske grupper som Alive With Worms, Sort Sol, Dreamtones, Mikael Simpson & Sølvstorm og Strawberry Blonde. 

Keyboardist Christian Rønn står blandt andet bag soloprojektet Ganga og har en lang karriere bag sig i elektronisk musik og filmmusik. Han har tidligere samarbejdet med Hanne Boel, Peter Peter og Ikue Mori. 

Trommeslager Thomas Olsen er et kendt ansigt på den danske punkscene og har spillet med Stalin Staccato, Cynthia Hawkins og The Failures.

Sangerinde og bassist Helene Navne har en baggrund i jazz, klassisk musik og forskellige indiebands såsom Spinkel – en trio med den skotske sangskriver Warren French og den engelske guitarist Sam Brox, kendt fra The Dust Junkies.

På deres selvbetitlede debut-LP, som udkom i november sidste år, skaber de et lydbillede, der emmer af King Crimson’s proggede skønhed, The Doors’ lyriske røgelsesskær, og har en snert af den psych-sensibilitet, vi genfinder i et nutidigt navn som De Underjordiske. 

Produktionen fremstår moderne og skarp, men virker samtidig organisk som 70’er koryfæernes psykedeliske bedrifter, blot med moderne virkemidler til anvendelse. I tråd med den cinematiske bestræbelse er atmosfæren i højsædet. Den er tragisk prægnant, fløjlsblød og tæt.

Albummets syv sange har en spilletid på minimum fire minutter og op til syv minutter. Hvis det på nogle utålmodige lyttere, der er blevet vant til radioens diktatoriske omkvædsræs, synes som lang tid, må det til TROLNs ros fremhæves, at tiden anvendes maksimalt.

Lydbilledet understøtter og visualiserer nemlig fornemt de impressionistiske tekster og illuminerer de skiftende stemninger, som vi bliver budt på undervejs. Kvartetten mestrer en detaljerigdom som sikrer, at hvert øjeblik ved gentagne lyt åbenbarer nye lag. For den opmærksomme lytter går tiden næsten for hurtigt, og debuten udfolder sig mere som en indre rejse end en samling tilfældigt valgte numre.

Dystopi og skønhed

Albummet åbner under orientalsk himmel med den højstemte nomadevandring af “Indigo Sky”. Sirenernes sang lyder i den majestætiske melodi, der smyger sig nidkært om det drævende tempo, og udfolder sig helt for den udstrakte blå himmel i omkvædet. Vi er fanget i den nådesløse ørken, hvor hallucinationerne overgår den tomme virkelighed, og tangenttonerne falder som pudsige regndråber fra “Riders on the Storm”.  

Vi oplever et stemningsskift fra det rent meditative over i den mere umiddelbare “Boy Wonder”. Det er en hymne til det særegne drengebarn, der hviler roligt i sin egen singularitet. Formmæssigt nærmer vi os en slags luksusindpakket folk-rock, hvor den rumklangs-svangre guitar nærmer sig countryens melodiøsitet og kulminerer i en nynne-værdig guitarsolo.

Helene Navnes tæft for impressionstisk sangskrivning kommer til sin ret i “Pale Moon Lady”, der trækker os ind i et begsort territorium af stormfyldte følelser. Hendes stemme er dyb, nærmest knasende, og insisterende, når hun som Nick Cave på Murder Ballads reciterer sin potente lyrik, der drager lytteren ind i et metaforisk univers, hvor skibenes sejl altid er lasede.  Særlig vægtig er den ildevarslende linje: “Put a knife to your chest and lift your own spirit higher.”, før regnen skyller udåden bort.

Hvor sangene hidtil har haft et psykedelisk skær, står det særlig udtalt på “Morphia”, der nærmest tipper bagover i sin sløve vægt. Vi befinder os i morfinrusens forglemmelse og ser verden gennem dis på længere og sløret afstand. Stemmerne taler til os fra alle retninger og luller os ned i dybet. Det er den romantiske bohemedrøm om misbrugets flugt sat til et sfærisk soundtrack, der kalder på havets bundløse bølgeskvulp.

Passende nok er næste sang betitlet “To the Shore”, men den er imidlertid et cover af Duran Duran. Sangen optrådte på Birmingham-gruppens album-debut fra 1981, hvor de stadig var mere optagede af David Bowie og Roxy Music end runway models og coke. I modsætning til originalens let arkaiske synth-univers gør TROLN nummeret til deres helt eget, og havde jeg ikke været opmærksom på sangskriver-krediteringen, kunne jeg snildt være blevet narret til at tro, at det var deres egen kreation. 

I “The Other Side” er vi endnu engang tilbage i byen – og det er stadig ikke det mulighedernes paradis på jorden, som man snildt kunne overbevise sig selv om ellers. Tempo på albummet er skiftet, og nummeret melder sig som det mest upbeat og poppede hidtil til trods for lyrikkens tematiske vægt. Omkvædet eksploderer i heftige trommer, dramatisk synth og postpunk-guitar, mens Johnny og Cathy er på skæbnesvanger kollisionskurs. 

Albummet slutter dog i et let lys på “No Stranger”, en slags betroet kærlighedsløfte. Morgendagen venter forude, og vi må ikke miste håbet i al kaos. Som det lyder: “The thrill of losing all you have/ Is beautiful and dangerous.” Musikken spejler både den håbefulde optimist og den nagende indre tvivl. Det er en smuk afslutning på en rejse, hvor ørerne er blevet mættet med sanseindtryk.

TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd. De skaber et univers, der bevæger sig væk fra nutidens overflod af bekendelseslyrik og hurtige beats til et mere drømmende landskab, hvor Skæbnens tråde hersker over arketypernes gøren og laden.

Det er den Store Fortælling fortalt i de små eksistenser, men ophøjet af en musik, der virtuost fremhæver vingesuset og afgrunden i dem alle. Og deri består en etisk integritet i forhold til den æstetiske tematik.  Når du lytter til TROLN tager du med på rejsen, der strækker sig over erfaring mod indsigt, livets kontrast i døden. Selv i mørket søger du intuitivt skønheden, selv i kaos søger du åndedrættets regelmæssighed. Og i sin sansefulde præsentation her, ser du filmen for dit indre øje, når du lytter.

Du skal lytte til TROLN, fordi: Du elsker din musik storladen og episk som de største, mest besættende film. 


Som en lille bonus-teaser, kan du se musikvideoen til singlen “Pale Moon Lady”, lavet af Helene Navne her. Du kan besøge TROLNs webshop og bestille deres debutalbum på vinyl her.

Redaktionen anbefaler
Velvet Volume: Ego’s Need

Velvet Volume: Ego’s Need

Trioen går skævt til værks på besnærende toer. Vi har lyttet og anmeldt.  Ungdommen er både en rus og en vildfarelse, skøn og uhyre grum på én og samme tid. Den er forvirrende og opløftende, retningsløs og samtidig fast besluttet, kaldet til handling. På én gang...

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

Freddy and the Phantoms: A Universe From Nothing

På deres femte album skruer Freddy and the Phantoms forstærkerne op på 11 og udvider deres - og vores - musikalske horisont med et slagkraftigt rockalbum uden hensyn til tidens luner og trends. Det holder hele vejen igennem. Vi har lyttet og anmelder her.I en meget...

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Den lyriske pen svinger uforligneligt og efterlader brede strøg på Verdens Sidste Idés debutalbum, Den Indre By. Vedkommende skæbnefortællinger og en kulegraven af følelseslivets skjulte afkroge bliver fremført med en sjælden empati, der gør albummet til et varmt...

The Boy That Got Away: Colossus

The Boy That Got Away: Colossus

Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away’s tredje album bør for eftertiden tårne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt. April er den grusomste måned, driverSyrener frem af død jord,...

The Consolation: Astoria

The Consolation: Astoria

Den københavnske kvintet The Consolation udgiver i dag deres tredje album, Astoria, og beviser endnu engang, hvorfor de er landets hovedeksponenter for den inkarneret amerikanske countryrock. Vi har lyttet og anmelder. Det er ligesom det vindblæste landskab. Dets...