White Flag Harmonies. Foto: Rasmus Bundgaard
7 minutter at læse

Når ord runger højere end guitarer

White Flag Harmonies, bestående af Benjamin Kousholt og Rune Hauge Ringsmose, er eksponenter for noget af den fineste singersongwriter-baserede musik i Aarhus. I 2020 udkom de med EP’en Church, som var indspillet live i Hasle Kirke i Aarhus. Nu er de aktuelle med en coverversion af en sang, de har tæt inde på livet, men som kommer fra et band, man nok ikke ville forvente at høre fortolket helt så ømt. De har nemlig lavet en forrygende version af nummeret “JORD” fra det aarhusianske Blackgaze-band, MØL. Se musikvideoen her forneden.

Aarhusianske MØL bragede igennem på deres fuldlængdedebut JORD i 2018. Med afstik i sværvægtere som Alcest og Deafheaven blandede de ufortrødent Black Metal med Shoegaze – bedre kendt under navnet Blackgaze – men gjorde samtidig lyden til deres helt egen.

For nogle lyttere kan den pågældende genres intensitet måske endda være så overvældende, at de helt står af. Og det er en skam, da MØL besidder en fantastisk skarp sangskrivning. Nogle gange må man da så komme til bjerget af omveje.

Og lidt ligesom vi så det tidligere i år, hvor Metallica fejrede jubilæet for deres absolut mastodont af en klassiker, The Black Album, ved at invitere alskens sangskrivere til at fortolke albummets trackliste på ny, gør White Flag Harmonies dem så at sige kunsten efter.

De har nemlig oversat MØL’s bombastiske univers, hvor de fræsende guitarer hapser ud efter antennerne som små sultne tænder, til deres eget roligere, mere reflekterede univers på titelnummeret “JORD”. Det gør ikke blot nummeret åbent for alle – også dem, hvis ører er lidt tyndhudede – , men åbenbarer også nye detaljer i sangens tekstunivers.

Endnu en gang krydser genrer hinandens spor, men skridtet fra den atmosfæriske Blackgaze til det mere moderne folkbetonede lydunivers er faktisk ikke så stort, som man umiddelbart skulle tro. 

Fra metal til folk

Benjamin Trelborg Kousholt, forsanger i White Flag Harmonies, har i mange år færdes i det danske metalmiljø og blandt andet spillet med medlemmer af det nuværende aarhusianske metalband Unseen Faith i det daværende band Selah. 

”Metalmusikken har i mange år haft en stor tiltrækningskraft på mig. Jeg har følt mig draget af den energi og den vildskab som genren bærer med sig i sit udtryk, men jeg har også altid haft en kærlighed til popmusik med store følelser,” siger Kousholt. 

Fra sin virken på metalscenen har Kousholt opslået et venskab med Kim Song Sternkopf, forsanger i MØL, da de to af flere omgange har delt den tunge scene sammen til forskellige metalevents. Og faktisk medvirker Kousholt også med sin rene vokal på MØL’s debutalbum. 

Kærligheden til MØL begyndte i Stakladen i Aarhus, hvor Kousholt for første gang rigtigt hørte MØL spille live på Prime Collective Tour. 

“Jeg husker hvordan jeg følelsesmæssigt blev rørt af musikken. MØL præsenterede en blanding af alt det jeg finder dragende i musik og det var ærlig talt svært at holde tårerne tilbage under koncerten,” fortæller Kousholt.

Derfor føltes æren da også desto større, da Sternkopf senere ringede ham op og spurgte om han havde lyst til at indspille vokal på to sange til debutalbummet.

Kousholt endte med at indsynge vokal på sangene “Ligament” og “JORD”, og det fik som konsekvens, at han senere kom til at dele scene med MØL samme sted som han så dem allerførste gang – på Stakladen.

“Det var KÆMPE stort,” siger Kousholt. 

JORDen kalder

Men selvom Kousholts hoved var i skyerne, var der stadig noget der trak i ham. Sangen “JORD” forblev i hans tanker.

“Kims tekst bevægede noget i mig og ville ikke rigtig ‘give slip’ på mig – det var lidt som om den ville fortælle mig noget, men hvad, ja, det kunne jeg ikke sætte ord på og måske skulle jeg i virkeligheden heller ikke dét, måske skulle jeg blot sætte ny melodi på det,” siger Kousholt.

“Derfor tog jeg min guitar, satte mig godt til rette i mit lille hjemmestudie på mit soveværelse. Jeg fandt teksten frem og begyndte at spille imens jeg sang Kims tekst til ‘JORD’ i en lille jam for mig selv. Ret hurtigt kom det til mig, at det var den sidste del i sangen, som havde den allerstørste tiltrækningskraft på mig og som bevægede mig allermest.”

Da han begyndte at indspille, kunne han mærke, hvordan ordene kom tættere og tættere på ham og at han selv tog ordene mere og mere til sig. De blev til noget nyt og andet, som han kunne forme i sit eget billede.

“Kims tekst til ‘JORD’ var som skrevet lige ind i det lyriske univers jeg selv dyrker, når jeg skriver sange – og som jeg særligt lige nu er fyldt af, i forbindelse med arbejdet omkring vores debutalbum, som vi udgiver til sommer/efterår 2022,” siger Kousholt. 

Efterfølgende arbejdede Kousholt videre i studiet med sin musikalske partner in crime, Rune Hauge Ringsmose. Her tilføjede de trommebeats og bas til sangen, mens Ringmose satte sit præg på lydbilledet og indspillede coverversionens flotte guitarstykker.

Det sidste magiske præg blev tilføjet af producer Dennis Algren, hvis karakteristiske fingeraftryk er med til, at stemningen i White Flag Harmonies version af “JORD” efterlader et dybfølt aftryk på lytteren. 

I White Flag Harmonies eftertænksomme univers kommer Sternkopfs ligefremme lyrik til at stråle desto klarere, og båret af Kousholts følsomme vokal får hvert ord, hver stavelse en tyngde, der snildt kan gøre op for manglen af forvrængede guitarer. En kæmpes åndedræt er nemlig ligeså stor som hans knyttede næve.

Hvor kræfterne slipper op

For White Flag Harmonies har det været en spændende musikalsk rejse at lave et cover af et “shoegaze metalband”. Undervejs har de kunnet mærke begejstringen fra MØL, som har set med fra sidelinjen og været en stor drivkraft i forbindelse med tilblivelsen. 

“Kim blev selv utrolig rørt over at høre hans egne ord i denne fortolkning, da jeg sendte en demo af vores coverversion til ham. Han gav vores version fuld medvind fra starten og det er vi meget taknemlige for,” siger Kousholt.

“Jeg tror på, at begge musikalske udtryk omkring Kims tekst kan noget særligt. Ind i mellem har vi brug for at udtrykke det der gør ondt indeni med aggression, og andre gange har vi på ingen måder kræfter til andet end at trække vejret. Og lige der, lige der hvor kræfterne er sluppet op, lige der finder du vores fortolkning af ‘JORD’,” siger Kousholt. 

Da sangen var færdigproduceret, tog White Flag Harmonies i Backgrounds sammen med Rasmus Bundgaard og filmende den tilhørende musikvideo. Den indfanger den stemning af frustration, vrede og længsel, som duoen synes, at Sternkopfs tekst udtrykker, og disse følelser bliver spillet ud til fulde af hovedrolleindehaveren, Kousholts egen storebror, Daniel Beck Kousholt.

MØL udgav sidste fredag deres seneste album Diorama. Det er et album, der får de varmeste anbefalinger med på vejen af White Flag Harmonies.

“Møl formår at skrive musik, der får følelserne helt uden på tøjet,” siger Kousholt.

Imens arbejder White Flag Harmonies videre på deres debutalbum, som er sat til at udkomme til næste sommer. Vi skal dog ikke vente helt så længe på at høre nyt fra duoen igen, da de allerede har en julesang under opsejling som kommer i midten af december.

Se og hør White Flag Harmonies cover af “JORD” her:

Redaktionen anbefaler
OTAN RAW: En Eksplosiv Genfødsel af Rock ‘n’ Roll

OTAN RAW: En Eksplosiv Genfødsel af Rock ‘n’ Roll

OTAN RAW's debut-musikvideo "Searching for Life" er en kraftfuld erklæring, der genopliver den autentiske ånd i rock 'n' roll. Med dybe rødder i rockens historie og en evigt relevant stemme præsenterer bandet en eksplosiv og dynamisk oplevelse, der ikke efterlader...

Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Hun katapulterer som ukendt jazzsangerinde op på toppen af hitlisterne i hele Europa og har i skrivende stund rundet 1 milliard streams. Du har med garanti hørt hendes stemme i radioen, på club’en eller fra DJ-pulten, hvor Martin Jensen har fyret op for megahittet...

SPOT ’23: TENDER YOUTH

SPOT ’23: TENDER YOUTH

Lad ikke ungdommen narre dig til at tro at tomme tønder buldrer højest. TENDER YOUTH kombinerer ungdommens vovemod med guitarens forvrængning og sætter præcise ord på, hvordan de oplever deres generation.  Den københavnske kvartet TENDER YOUTH er blevet beskrevet...

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

En sønderjyde og en københavner møder hinanden på Roskilde festival – støvet musik opstår og bromancen udvikler sig til garage-rockbandet The Preachers. I deres fælles kærlighed til 70’er rock, punk og country, har de fremelsket en knasende sprød omgang garagerock,...