Aarhusianske MoonBee og hendes tro væbnere, The Astronauts, sætter i dag singlen “Invincible” ud i universet. En venskabshymne der skal minde os om, at sammen med gode mennsker, kan man løfte sig fra støvet og føle sig uovervindelig.
Skøn som musikbranchen nu også er, medfører et virke i den som kunstner ofte et stort pres. Udover den evindelige kamp for at få pengene til at slå til og sikre huslejen for endnu en usikker måned – velkendt og delt af mange andre godtfolk – kan man støde på en mur af forventninger til, hvordan man skal gebærde sig og præstere.
Det kan korrumpere selv den mest standhaftige kunstnersjæl, når hendes hjerteblod bliver endevendt, bedømt og vejet på en usynlig vægt, som hun ikke var klar over, at hun havde stillet sig op på.
Det kan slukke den kreative ild og gøre den leg, som kunsten er, til en sur pligt, hvor hun i en selvbevidst rus pludselig finder sig fjernet fra det nære i skabelsen og tættere på et Excel-arks tarvelige matematik og de sociale mediers uigennemtrængelige algoritmer.
Det er intet under, at vi i disse tider hører om så mange kunstnere, der brænder ud, stempler ind med stress og angst, og føler sig fremmedgjorte som fabriksarbejdere i et forlængst forladt århundrede.
For den aarhusianske musiker MoonBee og hendes tro band, The Astronauts, handler det om at spole filmen lidt tilbage og genfinde forbindelsen til det oprindelige; glæden og lysten til at skabe.
Og det gør de i fællesskab på det vordende sommerhit “Invincible”, en metaforisk rustning mod de presserende kræfter udefra og påmindelse om, hvordan vi står stærkere sammen. Selv benævner MoonBee + The Astronauts genren Astro-Pop, og det dækker over en sprød, organisk popmusik med en stærk kvindelig vokal i front.
Tilbage til glæden ved at skabe
Bag aliaset MoonBee gemmer sig sangerinde Gry Colding, og hun har en klar hensigt med projektet MoonBee + The Astronauts. Det er et opgør med, hvordan det systemiske pres i branchen, de på forhånd indadrettede holdninger, kan medføre en identitetskrise, hvis man ikke er varsom.
Glemmer man sig selv i ræset og begynder at spille efter andres regler, kigger man sig måske en dag i spejlet og genkender ikke, hvad man ser. Man føler sig falsk.
“Hele ideen om MoonBee + The Astronauts udspringer af en lyst til at frisætte mig selv fra en masse ukonstruktive impostor-tanker, for at finde tilbage til glæden i musikken – for at lege,” siger Colding.
Projektet er for hende et frirum, der handler mindre om den imagedyrkelse, der ofte følger med, når musikken og den kunstneriske udøvelse bliver relegeret til passagersædet for at jagte det rentable ideal.
“For jeg laver ikke musik for at afstive mit ego,- jeg gør det fordi jeg gerne vil skabe musik med gode mennesker,” siger hun.
Sammen er vi stærkere
Det kommer i den grad til udtryk i “Invincible”, hvor hun i andet vers rammende synger:
“Let us unify/ And fly into the starry night/ Untie every tie that was tied/ And forget the fire that we fight.”
Den bliver dermed et optimistisk kampråb om at række ud til sine omgivelser for at få hjælp til at i fællesskab vende blikket bort fra det uvæsentlige, der forstyrrer synet med sin flammende glans, og i stedet få løst den dybereliggende Gordiske knude.
“Sangen er en hyldest til de mennesker der får én til at skinne. En venskabshymne til den slags venner, hvor alt man skal gøre er at række ud, og så smider de alt de har i hænderne for en. En påmindelse om, at hvis man er sammen med mennesker der gør en tryg, så kan man overkomme meget mere end man kan alene,” siger Colding.
“Sammen med dem kan jeg føle mig totalt uovervindelig.”
Med temaet i mente virker det kun naturligt, at Colding henvendte sig til sit band og deres frirum for at give “Invicible” luft under vingerne.
“‘Sangen skrev jeg netop til mit seje band The Astronauts, da de gang på gang minder mig om, hvor fedt det er at dele livet med gode væsener der gør mig tryg og glad. Sammen med dem kan jeg føle mig totalt uovervindelig,” siger hun.
Singlen rammer gaden netop i dag, og du kan se den seje D.I.Y.-musikvideo her:
MoonBee + The Astronauts er:
Gry Colding (Sang), Andrea Klausen (kor), Frej Lesner (trommer), Mathias Jæger (synths), Peter Juul Møller (guitar) og Tobias Kaastrup Nielsen (bas)
