Det er et virkelighedsbillede taget ud af Charlie Brooker’s Black Mirror. Med singlen “Cool Bikini Cool” tager Schwarze Fiktion hul på en række udgivelser op til duoens anden EP-release til efteråret. Se musikvideoen her.
Kærlighed er et universelt tema og måske det ældste af slagsen. Det betyder dog ikke, at vores kærlighedsliv og hvordan vi indgår i parforhold er en statisk størrelse. Nutidens teknologiske fremskridt forandrer den måde, vi er i ét med hinanden på.
Det forudgriber den aarhusianske duo Schwarze Fiktion. På deres nye single, “Cool Bikini Cool”, zoomer Bo Skjelmose og Søren Raaschou ind på en nær fremtid, hvor teknologien rykker ind i den menneskelige psyke. Det er som et plot taget ud af Charlie Brooker’s dystopiske univers, hvor menneskets rolle er svindende i et distanceret højteknologisk lige om lidt.
Schwarze Fiktion betragter sig selv som maskinen, der kompromisløst overtager mere og mere terræn. Indefra det rumsterende maskineris dataflow opererer sangene som fragtmenterede øjebliksskildringer af mennesket i transformation væk fra et selv. Resterne af selvets autonomi kommer i glimtvise adspredelser som eksempelvis forelskelse.
Og det kommer til udtryk i den mørkladede “Cool Bikini Cool”, der med fortættet syntetisk fremdrift, rungende shoegaze-guitarer og hypnotisk vokal byder på et forelsket ungdomsbillede set igennem det mere modne jegs øjne.
“Jeg henter meget af min inspiration til tekstuniverset i erindringer fra min ungdom, som jeg så fortolker i en ældre version af mig selv.”
“Vi udforsker parforholdet gennem en øjebliksskildring af to unges intense, rastløse og eksplosive eksistens og deres afhængighed til hinanden,” siger frontmand Bo Skjelmose.
”’Cool Bikini Cool’ er det første indblik i Schwarze Fiktions fiktive univers, der skildrer teknologiens indvirkning på menneskers følelsesliv i en nær fremtid. Jeg henter meget af min inspiration til tekstuniverset i erindringer fra min ungdom, som jeg så fortolker i en ældre version af mig selv.”
Skjelmose tager erindringen om ungdomstidens kaotiske virvar og oversætter det til et mere modent følelsesliv. Ordene skildrer det intense, rastløse og den eksplosive beruselse og spejler i sin billedrigdom ligeledes musikken, der er i evig bevægelse.
Målet for musikken er at skildre en moderne virkelighed, der er tilgængelig for alle, og en frembringelse af den umiddelbare sanseoplevelse. Omdrejningspunktet i Den Sorte Fiktion er at understrege den hastige transformation fra menneske til maskine.
I tilfældet “Cool Bikini Cool” bliver det i hænderne på lyddesigner Christian Skjødt og producer/mixer Carsten Heller til et ulmende mørkt og anderledes bud på en popmusik, der er både hårdtslående, undersøgende og catchy.
“På ‘Cool Bikini Cool’ afsøger vi den mørke side af Den Sorte Fiktion. Her belyses mennesket i en distanceret virkelighed, hvor den foretrukne tilflugt er kunstig adspredelse. Igennem en modløs energi forsøger vi at illustrere transformationen fra menneske til maskine, der er universets omdrejningspunkt,” siger Skjelmose.
Kreativ på fuldtid
Det er alt eller intet for Bo Skjelmose og Søren Raaschou. I 2017 blev lysten til at skrive egen musik så stor, at de lukkede deres musikskole og gik helhjertet ind i Schwarze Fiktion.
“Projektet startede som et opgør med vanetænkning. En sult efter at ville skabe og være kreativ i mere end i en sparsom fritid. Om at turde slippe normtænkning og forfølge drømme, gå all-in på mavefornemmelse, lyst og glæde,” siger de.
Det har også betydet, at har måttet finde modet til at give afkald på høj indtægt, sikkerhedsnet og pension. Tilværelsen som kreativ på fuldtid har krævet nytænkning af jobform i jagten på tid til det, de brænder for; at skrive musik.
“For os handler det om at være i konstant udvikling i skabelsen af ny musik.”
“For os handler det om at være i konstant udvikling i skabelsen af ny musik. Hovedfokus er at turde give slip på oprindelige ideer og gøre op med gamle etablerede skrivemetoder,” siger Skjelmose.
“Om at afsøge nye muligheder i anderledes lyde, genre og produktion. Rejsen fra en sang/skitse til et færdigt produkt kan ofte medføre adskillige omskrivninger, før et nummer ser dets endelige form.”
Siden 2018 har Schwarze Fiktion flittigt bearbejdet den danske undergrundsscene med resultater som blandt andet kåring til Ugens Kanon, opvarmning for The Minds Of 99 og afspilninger på både P3 og P6 Beat samt koncerter på Smukfest, SPOT og Uhørt festival.
”Cool Bikini Cool” er den første af en række singleudgivelser i foråret, som kulminerer med Schwarze Fiktions anden EP-udgivelse til efteråret. Du kan se den fremtidssmagende musikvideo her: