Rockmusik uden vokal, fnyser du vantro. Jamen, du kan ligeså godt vende dig til tanken. Aalborgensiske Billedstormer er aktuelle med deres første single, “18″, og det er uden omsvøb hårdttæskende rock, der lader musikken tale frit fra leveren. Hør den her.
Fortæl mig nu kun, at du aldrig har ladet dig ruske af bister rockmusik, at den ikke har grebet dig ved struben og fået dig til at snappe efter vejret, at den aldrig har fået dig til sejrrigt at løfte armene i en udtogsbrandert eller trodse påbud om støj efter 23.00 og tvære volumenknappen over i det røde felt, så fru Jensen nedenunder må kvæle ørerne sine i hovedpuden.
Åh, den larmende frihedshunger, som de knasende guitartoner, de energiske bas-løb og hidsigt pulserende trommer befordrer, må for os jävla rockhunde være at sammenligne med motorentusiasternes adrenalinsus i 180 km/t på den langstrakte highway under nådeløse sol, som en skarp kniv gennem støv og vind, forløst i fri fremadstormende bevægelse.
Når du fyrer op for samtlige rødglødende cylindre på samme tid, åbner du for den rå animalske drift, sammenfiltret i små spyttende ledninger hele vejen op langs din takkede rygrad til lillehjernens lunefulde mørke, og løsriver dig fra det konforme bør og skal.
Du er en lonely rider, der svæver i lydens transparente fremdrift over den sorte understrøm mod det oprørske klimaks og den endelige forløsning. Buldrende tordenvejr og trodsige salutter. Rockens frihed har mange navne og symboler, men den eksisterer hinsides ord. Joe Perry, Aerosmith’s fyndige guitar-slinger, sagde det bedst: Let the music do the talking.
Og rockmusikken får lov at tale frit fra leveren hos den aalborgensiske trio Billedstormer. Den snerrer hidsigt og svinger i forskellige halsbrækkende taktarter på deres lakonisk døbte “18”, som er første smagsprøve fra deres kommende selvbetitlede-EP.
Vi går ned i maskinrummet, i bunden af Nordkrafts buldrende indre, hvor guitarist Joakim Bloch giver os en introduktion til Billedstormers æstetik. Hvem og hvad, spørger du måske undrende, hvortil det aalborgensiske no-shit-svar kort lyder: “Gamle stoddere, ny musik.”
Ren skabertrang!
Det er svært at tale om rockmusik uden at forestille sig Chris Cornell’s hæse vræl, Axl Rose’s hyæneskrig eller hvilken bovlam amerikansk white trash millionaire, der nu er ugens metervare-hit på MyRock.
Når vi bevæger os væk fra den vokalgymnastiske ledetråd i musikken, kan de fleste af os nok på to fingre tælle den kompositorisk stærke Joe Satriani’s skaldede rummand eller Steve Vai’s ekvilibristiske gribebrætsonani.
Her adskiller Billedstormer sig markant, fordi deres fokus i stedet ligger på flænsende rifforama og tunge zeppelinske grooves. Og her hænger overvejelsen mere sammen med det umiddelbare og det tætte sammenhold i trioen.
“Jeg tror i virkeligheden, at det har noget at gøre med, at vi i bandet aldrig har spurgt hinanden om, hvorfor vi gør det her, og det slår mig først nu,” siger Bloch. “Vi kender hinanden så godt, at musikken er blevet et vilkår – det er bare noget vi gør, noget vi har sammen. Ren skabertrang!”
“Vi spiller sådan set bare det, vi selv kan lide, det der får vores kroppe i bevægelse.”
Det handler om at blive sat i bevægelse, at blive fanget af øjeblikket og agerer frit uden hæmninger. Det er nødt til først at komme indefra, hvis det skal kunne fange an som en steppebrand.
“Vi spiller sådan set bare det, vi selv kan lide, det der får vores kroppe i bevægelse. Det kan måske lyde en smule egoistisk eller endda narcissistisk, men sådan er det ikke tænkt. Tværtimod,” siger Bloch.
“Hvis musikken rører noget i os, vækker det et spinkelt håb om, at den også rører noget i dig, og det ville i sig selv være belønning nok til at forsætte.”
Det begynder som en rørelse i det indre, et spjæt med foden, men i øvelokalet bruger Billedstormer nøjsomt timerne på at udpensle de små detaljer. Det er en koncentreret proces, som ofte udmønter sig i en adskillelse fra selve nummeret, der begynder at pege på sin egen singularitet. Det er ligesom den tætte symbiose mellem barn og forældre, hvor barnet til sidst må løsrive sig sit ophav og stå på egne ben.
“Du ved, man spiller et nummer tusinde gange i øvelokalet for at finpudse alle detaljerne i håbet om at gøre det perfekt. På et tidspunkt indser man, at idealet er uopnåeligt, og måske kommer man endda helt derud, hvor man ikke længere kan høre, om nummeret har nogen værdi,” siger Bloch og fortsætter:
“Når man rammer den mur, er det vigtigt at give det til lytteren og komme videre. Jeg ved ikke, om vores første single kan noget, men jeg kan huske, at vi fnes forsigtigt første gang, vi spillede den. Nu er den ude, men jeg vil langt hellere tale om det, der ligger forude.”
Det totale sammenbrud
Det, der ligger forude, er et blidt opgør med normkulturen. Det ligger for så vidt allerede i bandnavnet. Denne stræben efter at bryde fri, dette ønske om selv at skabe, viljen til at gå egne veje.
Men der hersker også en erkendelse af, at det totale brud med den forudgående verdens traditioner er en umulighed, at vejen frem ligger i et kompromis mellem det modstræberisk gamle og det modigt nye.
“En billedstormer er et menneske der aktivt søger at bekæmpe norm, tradition og religion. På mange måder tror jeg, at vi som (sen)moderne mennesker alle er en slags billedstormere, der søger og går egne veje. Det hører bare tiden til,” siger Bloch.
“Det samme gælder vores musik og deraf navnet. Jeg ved ikke, om vi kan sige os helt fri fra traditioner, normer og popskabeloner. I virkeligheden ligger vi nok et sted mellem tradition og et opgør dermed.”
Han peger på, hvordan gruppens lyd-ideal læner sig kraftigt opad den klassiske rock, men samtidig rummer elementer, hvor den gængse skabelon bliver brudt og iscenesat på en ny og anderledes måde. Det kommer til udtryk i skiftende taktarter, som på “18”, hvor der veksles mellem 4/4, 3/4, 6/4 og 7/4, ligesom nogle måske vil studse over fraværet af vokal.
“Der kan være tryghed i genkendelighed, men vi vil også gerne have, at musikken udfordrer lytteren lidt,” siger Bloch.
Og lytterne, de jävla rockhunde, kan se frem til at blive udfordret hele tre gange. Billedstormer er nemlig den første EP i en triologi, der allerede er skrevet. Hver EP har fire numre, og tilsammen danner de en fuldspillers længde.
“Til tider må man rive ned, før man kan bygge op – det gælder i livet såvel som i kunsten og musikken.”
Vi starter i omvæltningens nybrud på Billedstormer, der på mange måder er et symbol for livets endeløse cirkel – for destruktion og genopbygning, fejlen og forsøg igen.
“Temaet for den første EP, ”Billedstormer”, er gentagelse og sammenbrud. Den er ekspressiv, højtråbende og til tider måske endda angstprovokerende. Den handler om det moderne livs trædemølle og om at miste sit sigte i livet. Til tider må man rive ned, før man kan bygge op – det gælder i livet såvel som i kunsten og musikken,” siger Bloch.
“Her starter vi, ved det totale sammenbrud.”
Billedstormer er: Joakim Bloch (guitar), Rasmus Christensen (bas) og Nikolaj Nedergaard Olsen (trommer).
