Angsten spiller ind i sangskrivningen, når Death Machine går til værks. Men tvivlen overvindes gang på gang og bliver i stedet til fin musik. På den seneste single, “Up”, går sangskriver og musiker Jesper Mogensen direkte i kødet på sin egen omklamrende angst og forvandler den til et potent nummer om at turde stå op for sig selv. Hør den her.
Begravet dybt inde bagved er der en stemme. Den er knapt tydelig, men alligevel insisterende i sin evige hvisken. Den har et stålgreb, der aldrig løsner, men snarere strammer hårdere til, så kranieværket knager desto mere deraf.
Det er angsten. Den altomfavnende følelse af ikke at kunne slå til i livet, ikke at være god nok, ikke være værdig. Alle har denne indre kværulant, denne sindrige demagog for håbløshedens parti, men nogle typer er nok mere følsomme for dens undergravende retorik end andre.
Man må væbne sig med mod, og man må opbygge et garvet værn mod den udefrakommende hvislen, hvis man hører til i den førstnævnte kategori. For sangskriver og musiker Jesper Mogensen er valget af kunstnernavn første murbrok i et forsvarsværk mod angstens besnærende stemme; Death Machine.
Der er noget fandenivoldsk over det. Noget, der smager af, “her kommer jeg og pløjer dig ned med mine følsomme og personlige sange”, og som skaber en nødvendig distance mellem kunstner og værk, et glimt i øjet som kan tage brodden af det lidt navlepillende univers, Mogensen empatisk bevæger sig i.
Navnevalget har gjort det muligt for ham at række udover sig selv og komme på sikker afstand af depressionens rand. Og det kommer i den grad på Death Machine’s nye single, “Up”, som på indlevende vis skildrer menneskets ofte skrøbelige sindstilstand.
Går imod angsten
Siden Mogensen begyndte sin rejse ud i musikken, er det blevet til tre kritikerroste album, mens projektet er vokset fra et enmandsforetagende til et regulært band. Startskuddet til forøgelsen var en koncertoptræden i forbindelse med et P6 Beat-arrangement, hvor han for første gang skulle synge sine sange for et publikum.
Her mærkede han for alvor angstens stemme nærmest råbe i baghovedet, men i stedet for at kapitulere til dens nedgørende bemærkninger, holdt han fast i den rejse, han var påbegyndt.
“Jeg var dødsens angst, men jeg havde påbegyndt en rejse, som jeg ikke havde lyst til at stoppe,” siger han. I stedet fokuserede han på en anden, mere optimistisk stemme, der skubbede ham fremad:
“Fandeme nej, du har drømt om det her i et halvt liv, nu går du ud og sætter dig selv på spil. Det må briste eller bære!”
Denne erfaring vender Mogensen tilbage til på “Up”, som handler om at turde sætte sig selv på spil, at turde træde ud i rampelyset, og på den måde er den en direkte reference til Mogensens frygt for ikke at slå til som sangskriver og musiker.
Den personlige poesi er svøbt i et moderne lydbillede med fremaddrivende trommer, dansende bas og soulfulde synths, der virker besnærende på øregangene.
Uden at lægge fingre imellem går han helt tæt på den rastløse følelse, der manifesterer sig, når man længes efter de frie højder, men føler sig bundet på hænder og fødder. I første vers synger han:
“I’ve been longing for a feeling/ Summernights of endless dreaming/ On my toes to get up higher/ Light my self on fire.”
Her skildrer han fornemt, hvordan længslen efter det bedre kangå hånd i hånd med en følelse af selvdestruktion. Det er som om, at ønsket efter handling, bevægelsen væk fra det mørke plateau, man sidder fast på, i sidste nødstilfælde gør selvafbrændingens lys til en sidste udvej.
Måske det også er en advarsel, fordi der tit forbundet med udbryderønsket er en tendens til at sigte for højt og som en anden Ikaros styrte i havet omspundet af flammer. Men det centrale budskab står klart: Vågn op, se realiteterne i øjnene og kæmp.
“Det gode er at man bliver stolt af sig selv for at have gjort det.”
Det har et terapeutisk sigte at arbejde på Dødsmaskinen. Den lærer Mogensen at overkomme sin angst og sine forhindringer, hvis han vil. Den holder sceneskrækken i ave, selvom den stadig melder sig.
“Dog føles det stadig som en kæmpe bedrift hver gang, jeg stiller mig op på scenen, men det gode er at man bliver stolt af sig selv for at have gjort det,” siger han.
“Selv de koncerter hvor nerverne pludselig tager over, den sorte klap går ned, og man glemmer teksten, kan man være stolt af. Man må kæmpe sig tilbage.”
