5–6 minutter at læse

Guldsjakal: Københavns eneste rockband

Du glemmer det ikke, hvis du kommer i kløerne på en guldsjakal. Den københavnske kvintet, Guldsjakal, stormer frem på den danske musikscene med en attitude, der kan få Iggy Pop til at ligne en sky skoledreng. Vi går lidt bagom det iltre fænomen og får et lowdown på deres seneste single, “Benzin i Blodet”, som du kan høre her.

Johnny Lawless, lurvet impresario i slidte boots og falmet Stetson, sidder for bordenden med en knækket blå Camel løst i mundvigen. Hans øjne lyser diabolsk under hatteskyggen i det afdæmpede skær fra varmelampen midt på bordet. 

Som en prisvindende bokser, der er gået ti udmattende runder i ringen og nu endelig får sine slag ind, fægter han lydløst i den lune luft med sine næver knyttede, mens en måge bræger dumt langt over vores hoveder i natten. 

Hvert hook understreger en pointe i den rablende talestrøm, der vælter ned af hans svælgs kringlede trappe som en hverdagsdranker med fleksible led, indtil han afslutter sin tirade med et regulært knockout, som ingen ser komme: 

“Bare man pisser hårdere end den vatpik man står ved siden af inde på pissoiret.”

Der er stille i den lille forsamling omkring bordet, kun en sniffende myg summer nær el-pærens varme glød, og den lovløse fantast eyeballer os veltilfreds med afslutningen på sin introduktion. Han løfter sit glas og tager endnu en slurk vodka ud af dets lidelser. 

Uden at have hørt musikken endnu er jeg netop blevet fan af rockbandet Guldsjakal. Eller, som Lawless foretrækker at præsentere dem, “Københavns eneste rockband.” 

Og deres kompromisløse grundsyn om at ramme urinalens skinnende bund med et hårdere tryk end sidemanden bliver da også filtreret ufortrødent ud igennem højtalernes forpinte membran på deres seneste single, den øretæveindbydende “Benzin i Blodet”.  

For selvom banden udgav deres selvbetitlede debut-minialbum i begyndelsen af året, har de allerede en ny EP under opsejling, hvor de tager deres lyd af beskidt rock, passende til slagsmål, lemfældig kørsel i hurtige biler og lummert knalderi, skridtet videre. 

En skide ligeglad ådselsæder 

I naturen er guldsjakalen, canis aureus, den luskede lille f***er, et umætteligt, altædende bæst.

Hvis go’e, gamle Walt’s løvekonge er det skinnende eksempel på den altruistiske hersker, spejderdrengen og dengsen, er guldsjakalen den lille outsider, en no-good-do’er og det oprørske mellembarn, der udemærket godt er klar over sin lavmælte status i fødekæden, men ikke desto mindre giver fem flade f***s for det og fører sig frem i gylden pels som den sande erobrer. Og grådigt rager til sig. 

Selv beskriver Guldsjakal sig som et band, der “stjæler din pige, boller hendes mor og giver hendes far et lag tæsk.” Der er ikke lagt fingre imellem.

Attituden er altid strittende og på kanten som en løs langemand. Det kommer vi også til at opleve om lidt, når ordet går videre til guitarist Hampus “Fucking” Wahlgren.

Bandet består derudover af Morten Østergaard på trommer, Adam “CCSquele” Nielsen på bas, Jesper Bagger Hviid på guitar og Morten Damsgaard på vokal.

Tilsammen spiller de på kryds og tværs af København i ulmende, tunge metalbands, og skulle vi her opmønstre alle øvrige inkarnationer medlemmerne indgår i, ville vi ende med en straffeattest længere end en 60-årig vaneforbryders.

I Guldsjakal tilbeder de fem medlemmer ved den undergravende rocks syndige alter. Man forestiller sig, hvordan tomme øldåser kvaser under læderstøvlerne i øvelokalet. Væggene er fedtede og tapeserede med krøllede plakater og påmalede slogans som “RØV!”, “DØ” og “KODYL!”. En røgsky hænger tungt over trommesættet, og tonen er bramfri, grabberne altid klar til lussinger.  

Der er en følelse af rendyrket machismo over netop det her band og dets indstilling til omverdenen som føles totalt fraværende i forhold til nutidens andre polerede og tilforladelige rockbands. Og det er de mere end godt klar over.

Ligesom de udstødte grundfædre fra San Fransisco og Detroit, der heller ikke passede ind i datidens modkulturs forkromede ideal med deres sammenbidte proto-punk, bekender Guldsjakal sig til det rå, skramlede og direkte grimme.

De er en torn i øjet på alt det pæne og acceptable, en sviende syre i fjæset på establishmentet. De er i egne ord læderhalse.

Zero fucks given mode: activated

Debuten fræsede ørerne ud på mangen en anmelder. Den første salve fra Guldsjakal var en spontan energiudladning. Det ændrer sig dog på den kommende EP, hvor der er blevet lagt flere kræfter i sangskrivningen.  

“Mini-LP’en er mere lige ud ad landevejen. En ordentlig ‘frem med pikken og fuck dig for evigt-debut’. Zero fucks given mode: activated,” siger Wahlgren.

“På den nye EP, som stadig mangler titel, har vi taget en anden drejning. Vores fuck dig-attitude findes der selvfølgelig stadig, men lyden er gået lidt mere hen ad far-rocken. Hvis din far tog drys!”

Og far har sin røde krater-næse fuld af mel på “Benzin i Blodet”. Produktionen er stadig uraffineret og fanden-i-voldsk, men bevæger sig alligevel skridtet videre fra The Stooges Fun House til Guns’n’Roses Lies med sin oprørske ånd intakt.

På 2.57 minutter er det et hårdtslående, snerrende hyl, der helt i overensstemmelse med bandets f*** off-ethos ikke tager nogen fanger, men skyder først uden at stille spørgsmål.  

“Den viser også bare, hvor fanden skabet det skal stå, og hvordan man ordentligt får svinget straffe-dolken”

“Ifølge mig synes jeg, at Benzin i blodet viser mere variation i sangskrivningen i forhold til debuten,” siger Wahlgren.

“Den viser også bare, hvor fanden skabet det skal stå, og hvordan man ordentligt får svinget straffe-dolken.”

Han svinger dolken en sidste afstraffende gang, for jeg kan selvfølgelig ikke dy mig og må spørge: Hvorfor er I Københavns eneste rockband? Er de andre bands nogle pussies?

Med en lawless kølighed svarer Wahlgren stumpt:

“Modbevis os. Og ja.”

Redaktionen anbefaler
Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Den aarhusianske kvintet byder på første udspil fra deres kommende debutalbum, Wonderlost. Singlen “Julia” fanger albummets grundessens af at være forundret og forvirret, fanget imellem utopisk kærlighed og det bratte brud, på én og samme tid, og således være, ja, du...

Ring Them Bells: Et sexet bæst af en single

Ring Them Bells: Et sexet bæst af en single

De københavnske psych-rockeres tredje single spiller som det dekadente soundtrack til en amerikansk kult-tv-serie. Hør den besnærrende “I’m Not Really There” her!Det er den slags fordækte hymne, som man snildt kunne forvente lægge dæmpet i baggrunden på en scene fra...

Sundays: “Stilheden var afgørende”

Sundays: “Stilheden var afgørende”

Endnu engang imponerer folk-noir kvartetten SUNDAYS med ny maxi-single, “All We Have is Time” og “Salt of the Earth”. Denne gang har Asger Techau (Kashmir, Little Jimmy Reeves, Kúlu, solo) siddet i producerstolen, og han fremhæver både orkesterets mest drivende...

Aztek: Eksistentiel podning

Aztek: Eksistentiel podning

Den aarhusianske kvintet Aztek fortsætter det frugtbare samarbejde med Anders Søndergaard (Go Go Berlin) i producerstolen. Det udmønter sig nu i den nye single “I Am Not Who I Wanted To Be”, som ikke er bleg for at byde det eksistentielle anstrøg op til dans. Hør den...