Københavnske House of Clouds debuterer med den dybt personlige single “Fever Dreams”, produceret i fællesskab med Blaue Blume’s Søren Buhl Lassen. Den er på én og samme tid et godt popfix til denne fredag og samtidig en eftertænksom tanke til eftertiden.
Nogle sange tager længere tid end andre, ikke alle får liv lige med det samme, og måske de havner i skrivebordsskuffen. For en tid glemte, i et drømmende koma, mens de snapper efter at bryde løs og få form.
Medlemmerne af den københavnske kvartet House of Clouds har skufferne fulde til bristepunktet. Og de er nu forenet i opgaven om at give deres sange det fuldblodige liv, de fortjener. Det første skud på stammen er debutsinglen “Fewer Dreams”, der udkommer i dag.
“Vi ville gerne have nummeret til at skabe et billede af selve den hektiske og slørede fornemmelse, der følger med sangens tema, snarere end et band, der står og viser og fortæller om den,” siger forsanger og sangskriver Bjørn Falkencrone.
“Vi er i bandet enige om vigtigheden af en æstetik til at understøtte lyden, men vi er også overbevist om at den i første omgang ikke behøver os stå klokkeklart i midten af den.”
Fokus på musikken
House of Clouds begyndte i 2018 som et projekt i det små, der langsomt indlemmede flere medlemmer, indtil det endte på sin nuværende fem-mands besætning.
Det er et band fasttømret i ungdommens rastløse blik på den hektiske omverden. Tekstuniverset tager udgangspunkt i det introverte sind og identitet, og sangene forsøger at sætte ord på det følelsesliv, der udspiller sig, når man sættes i forskellige situationer, sociale kredse og både samfundsmæssige og relationelle kontekster.
Selvom alvoren altid er nærværende, bruger bandet en vis portion selvironi og humor til at sætte emner som angst, kultur og kærlighed helt på spidsen. Identiteten er også i spil, og den bliver brugt i bandets fremtonende æstetik. Medlemmerne træder nemlig i baggrund af et anonymt mørke for at lade musikken tale for sig selv.
“Teksterne er enormt personlige, men forsøgt formuleret på en måde så at de er relaterbare for andre end bare bandets medlemmer.”
“Vi vil gerne selv anse House of Clouds som noget andet end bare 5 venner, der spiller musik sammen. Vi beskæftiger os i højere grad med følelsen og udtrykket i lyden og teksterne, end vi gør med personerne og historien bag,” siger Falkencrone.
“Teksterne er enormt personlige, men forsøgt formuleret på en måde så at de er relaterbare for andre end bare bandets medlemmer.”
Inspirationen er hentet fra nær og fjern, og man kan spore træk fra mange genrer og stilarter i bandets lyd. Foruden den danske indiescene er en stor fællesnævner for bandets interesser den britiske pop- og indiescene.
Navne som The 1975 og Coldplay tæller vægtigt i den slagkraftigt melodiske ende af spektret, mens The XX og London Grammar vejer op i den anden ende som inspiration til House of Clouds’ ambiente lydbilleder.
Og lydbilleder er helt essentielle for House of Clouds’ skaberproces. Teksterne bliver nemlig ofte skudt i gang på baggrund af et bestemt lydbillede, der har som funktion at skulle male scenen for sangens tema.
Bandet nævner, hvordan et natteudsyn over den slumrende storby, det at være fanget på det tilsnigende mindre værelse med en verden blomstrende verden udenfor, eller et barndomsminde fra en sen eftermiddag ude på landet med alverdens bekymringer efterladt derhjemme, tjener som inspiration til dette.
Lang byggetid
Lyt blot til den dragende “Fever Dreams”, hvor den svale intro først kærtegner øregangene, før trommerne sætter følelseslivet i fremdrift med målrettede slag. Hvor nummeret lyden af dagen i dag, er det faktisk for bandet et nummer af ældre dato.
“‘Fever Dreams’ er et nummer, der går langt forud for bandets dannelse. Det blev skrevet en nat for flere år siden, og sideløbende med andre projekter har det så undergået en del forskellige udgaver og former – og egentlig også genrer,” siger Falkencrone.
Den forlængede byggetid har indvirket på tekstens tilblivelse og splittet den op i to distinkte dele, der kredser sig om et forholds forlis.
“Første del håndterer chokket og et lettere desperat forsøg på at fremstå ovenpå umiddelbart efter bruddet, beskæftiger anden halvdel sig med den føromtalte hjemsøgende fornemmelse,” siger Falkencrone.
“Hvordan en person pludselig kunne skære dig og hele jeres fælles omgangskreds ud af sit liv. Og var det overhovedet svært for vedkommende?”
Falkencrone og hans øvrige bandkammerater gemmer sig måske i mørket, men tekstens personlige islæt gør alligevel “Fever Dreams” til en nærværende lytteoplevelse. Dens beskrivelse af hjertesorgens forvirrende tilstand kender de fleste af os nok.
“At skabe mening i det. En tidlig forvirring og tilgivelse bliver til et hul, som langsomt udvikler sig til følelsesløshed. En manglende afslutning, dukker stadig op og hjemsøger en år efter.”
”Ud fra en skræmmende og tilsløret tilstand, som man er i under en feberdrøm, prøver nummeret at danne sig et overblik over forløbet efter forholdets brud,” siger Falkencrone.
“At skabe mening i det. En tidlig forvirring og tilgivelse bliver til et hul, som langsomt udvikler sig til følelsesløshed. En manglende afslutning, dukker stadig op og hjemsøger en år efter. Før man ved af det, er man igen tabt i tankespindet.”
“Fever Dreams” lyd drager tankerne hen på andre danske kunstnere som Blaue Blume og de drømmende aspekter i Ukendt Kunstners første album, mens selve omkvædsvokalen lyder til dels inspireret af canadiske The Weeknds mere stille og mørke numre.
Hør den her: