6 minutter at læse

LYSE NÆTTER: Når den indre forløsning lader vente på sig

Den københavnske kvartet afslutter deres single-triologi med “San Fransisco”, der viser en ny, legesyg side af bandet. Den kalder til fest, og vi har taget danseskoene på. Hør den her. 

Guderne må vide, at disse tider byder på rig mulighed for at vende blikket indad. Fra vores små loftsvinduer i byerne kan vi spejde ud over øde gader og stræder, frarøvet deres vanlige liv, og konstatere, at solen alligevel lokker nogle få blege og trodsige sjæle ud som forsigtige opdagelsesrejsende med vidtåbne øjne.

Vi efterspørger allesammen svar på den urolige tids pludselige indskydelse i vores små travle liv. Den gabende afgrøft mellem det selvfølgelige og vores afmagt over for det rasende kosmos sår tvivl i, hvad vi troede vi vidste. Det har sat en effektiv kæp i hamsterhjulet og tvunget os til at anskue os selv på en anden måde, nu mikrobor og parasitter har vist sig os overlegne. 

LYSE NÆTTER har på deres seneste to singler taget os med ud på vidtløftige eksistentielle rejser i søgen efter en mening med tilværelsen. Vi har sammen jagtet det forjættede land og banket på døren til det indre rum. Og nogle af os er måske nu strandet der, hvor de monotone ugedage giver plads til eftertanke.

Men du ved, nogle gange udebliver meningen bare. Den er hverken til at finde i de store værkers tætskrevne sider eller låst inde i reptilhjernens mørke eller står på springs bag en busk ude i verden. Måske den gemmer sig som en anden filur eller måske den aldrig var der til at begynde med? 

Hvis adgangen til det forjættede land eller indgangen til det indre rum udebliver, nægter LYSE NÆTTER i hvert at sætte sig med hovedet fortvivlet i hænderne. De slår i stedet ud med hænderne og istemmer et solidarisk Til helvede med det

Og det gør de med opildnende panache på “San Fransisco”, den afsluttende single i deres single-triologi. Det er en banger til dansefødderne, der også viser en mere legesyg side af den københavnske kvartet.

Den kitschede 80’er fest

Scott MacKenzie opnåede musikalsk udødelighed med sin hymne til den solrige by på den amerikanske vestkyst, da han påmindede os om at huske blomster i håret på “San Fransisco (Be Sure To Wear Flowers In Your Hair”), og de britiske titaner, Led Zeppelin, fulgte trop på “Going to California”.

Når man tager LYSE NÆTTERS kærlighed til 1970’ernes musik og kultur i betragtning virker valget af by mere eller mindre perfekt. Og det er da også stedet at tage hen, hvis den metafysiske søgen fejler, ifølge sanger Morten Fischer.

“Når den indre forløsning lader vente på sig, så kan man jo forlyste sig med den ydre så længe.”

“De to forgående rejser var mere af eksistentiel og indre karakter, og var drevet af behovet for at finde meningen med tilværelsen. Når denne udebliver er en måde at dulme smerterne på at sige fuck it og drage over Atlanten med sine bedste venner og køre guldkysten tynd, ryge weed i de lyse nætter og se om man kan nå stjernerne,” siger han.

“Når den indre forløsning lader vente på sig, så kan man jo forlyste sig med den ydre så længe.”

“San Fransisco” udkommer nok som den sidste af LYSE NÆTTERs singler, men den er faktisk den første sang, som bandet skrev sammen, og det lader sig i den grad mærke af dens smittende energi.

“San Francisco var faktisk den første sang, vi skrev i bandet, og afspejler den positive energi og umiddelbare lyst til at indtage verden, som hører sig til for et nyt band,” siger guitarist Rasmus Hoff.

“Vi gik i studiet med en klar, men også meget rå skitse af nummeret. Herfra byggede vi på med perkusive elementer og legende lydelementer for eksempel forskellige guitarer kørt igennem analog båndekko.”

Den opløftende stemning rammer sit klimaks i omkvædet, hvor frihedshungren og stræben efter blot at være i øjeblikket kommer rent igennem.

“I forhold til omkvædet havde vi en vision om, det skulle føles som at stå med fødderne i sandet og blive ramt af en varm bølge af farver og frihed, hvilket vi synes, vi er lykkes med,” siger Hoff.

“Der er en bramfrihed og umiddelbarhed over det, som musik i dag måske nogle gange ikke tør vove sig ud i, da man helst skal være så utroligt cool heeeele tiden.”

I modsætning til de to tidligere udspils psykedeliske lyd sender LYSE NÆTTER på “San Fransisco” et kindkys til 80’ernes mere kitschede lydunivers, som i deres øjne har sin helt egen charme. Det ubekymrede univers frygter nemlig ikke at dyrke den polerede overflade og skamløse feststemning. 

“Man er ikke så bange for at få et beat til virkeligt at swinge, at lave iørefaldende melodier og bruge en helvedes masse chorus på sin guitar, så det bare lyder lækkert,” siger Fischer. 

“Der er en bramfrihed og umiddelbarhed over det, som musik i dag måske nogle gange ikke tør vove sig ud i, da man helst skal være så utroligt cool heeeele tiden.”

Vi længes efter at samle vennerne til fest ud på natten, gerne under forårhimlens lysende tag, mens “San Fransisco” brager fra den medbragte højtaler, men for nu må vi vente tålmodigt indendørs.

LYSE NÆTTER ser det lyse i situationen og fremhæver, hvordan den nuværende pandemi har givet plads til at ransage sig selv en smule.

“Corona er en bitch,” siger Fischer. “Men omvendt tvinger den også folk til at se indad og måske arbejde med nogle ting, man før bare kunne begrave i arbejdsnarkomani, druk og hor, eller hvilken gift man nu foretrækker.” 

Dog trækker scenen i de danske musikere, og vi ser fremad til efteråret, hvor sangene forhåbentlig atter kan blive vakt til live i deres rette miljø:

“Her i bandet savner vi sindssygt meget at komme ud på scenerne, og ja, vi har da også fået aflyst nogle jobs. Vi tror dog, at de bliver rykket til efteråret, så imellemtiden vil vi fokusere på at skrive nyt materiale, som forhåbentligt kan udgives til efteråret/vinteren.”

Redaktionen anbefaler
Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Den aarhusianske kvintet byder på første udspil fra deres kommende debutalbum, Wonderlost. Singlen “Julia” fanger albummets grundessens af at være forundret og forvirret, fanget imellem utopisk kærlighed og det bratte brud, på én og samme tid, og således være, ja, du...

Ring Them Bells: Et sexet bæst af en single

Ring Them Bells: Et sexet bæst af en single

De københavnske psych-rockeres tredje single spiller som det dekadente soundtrack til en amerikansk kult-tv-serie. Hør den besnærrende “I’m Not Really There” her!Det er den slags fordækte hymne, som man snildt kunne forvente lægge dæmpet i baggrunden på en scene fra...

Sundays: “Stilheden var afgørende”

Sundays: “Stilheden var afgørende”

Endnu engang imponerer folk-noir kvartetten SUNDAYS med ny maxi-single, “All We Have is Time” og “Salt of the Earth”. Denne gang har Asger Techau (Kashmir, Little Jimmy Reeves, Kúlu, solo) siddet i producerstolen, og han fremhæver både orkesterets mest drivende...

Aztek: Eksistentiel podning

Aztek: Eksistentiel podning

Den aarhusianske kvintet Aztek fortsætter det frugtbare samarbejde med Anders Søndergaard (Go Go Berlin) i producerstolen. Det udmønter sig nu i den nye single “I Am Not Who I Wanted To Be”, som ikke er bleg for at byde det eksistentielle anstrøg op til dans. Hør den...