4 minutter at læse

Pil: Når dansen udebliver

Fremadstormende Pil har Medina som forbillede, men tematisk adskiller hun sig fra popdronningen. Det demonstrerer hun på sin nye single “Gulvet”, som er ude i dag. Hør den her.

Det virker som et tilbageblik på en svunden tid nu. For væk er de feststemte nætter på dansegulvet, borte er den rastløse synergi, der opstår, når rusen driver os ud i natten og i fælles flok ind under diskolampernes kulørte spin. 

Det virker som lever vi i en tid for en tvungent slumrende ungdom. For selvom gaderne er befærdede i de varme sommernætters lys og grøntspirende dufte af søgende og vaklende festglade mennesker, mangler vi immervæk stadig et gulv at danse på. 

Det er selvfølgelig den triste konsekvens af genåbningens fjerde fase, hvor landets natklubber og spillesteder fortsat må holde dørene lukkede for et publikum, der i stigende grad føler trang til at kunne rase ud under festens ordnede forhold. 

Og den opståede aktuelle følelse af mismod over at være afskåret fra weekendernes glæder skal naturligvis ikke lægge dagens aktuelle single til last. Det er blot, at den eftertænksomme, men clubbede “Gulvet” af fremadstormende Pil straks sender tankerne i retning af, ja, (danse)gulvet.

Sanger, sangskriver og musiker Pil Jeppesen begyndte ganske vist karrieren på engelsk, men da hun skiftede til modersmålet fandt hun så at sige sin stemme og opnåede større opmærksomhed end tidligere.

Det skete i 2018 med singlen “Nattely”, som banede vej for den anmelderroste EP, Når Du Går Herfra. Anmelderne hæftede sig særligt ved hendes evne til at fortælle historier på en oprigtig og jordnær måde.

Det spor fortsætter hun i fremragende stil med på “Gulvet”, som har netop den elektroniske lyd, der henvender sig til en tilbagelænet og indadskuende dans i mørket på kanten af gulvet, men alligevel lyrisk går i den helt modsatte grøft. 

Med Medina som forbillede

Pil har i interviews givet udtryk for, at hun ser Medina som et forbillede. Inspirationen fornægter sig da heller ikke på den foreliggende single, der stilistisk læner sig opad den danske popdronnings melankolske synth-lyd.

Men tag ikke fejl. Dette er ikke en pauver gentagelse af “Kun for mig”. For måske har Pil nok taget bestik af Medinas tekstklare umiddelbarhed, men hvor sidstnævnte vælger at forsvinde i dansegulvets larm, stiller Pil sig betragtende på sidelinjen og giver i stedet nøjsomme registreringer af, hvordan det føles netop ikke at kunne give slip og finde forløsningen der. 

I koncise vendinger kravler hun ind under huden på et lyrisk jeg, der ikke kan tage del i det sprudlende fællesskab, men snarere føler sig som en udenforstående til det. Hun er gemt væk i en boble midt i mængden, hvor bestræbelserne mest går på at opretholde en smilende facade udadtil, mens bassen pumper ubarmhjertigt videre og angsten for, hvad de andre tænker blusser op.

“Når de danser/ danser jeg ikke med,” lyder det forsagt i broen, før omkvædet slår resignationen fast med den afgørende: “Det er som/ Jeg er helt tom.”

Den underliggende musik bruser og understøtter bevægende det følelsesmæssige drama, der udspiller sig i det lyriske jegs skrøbelige psyke. Hvor Medinas tematiske eksistentialisme går i cirkelbevægelser om udlevelsen af dæmonien i larmens fortættede univers, oplever vi hos Pil en mere stoisk og indadskuende pendant. Det er som kalder hun i stedet til refleksion fremfor forglemmende handling for igen at genoprette jegets stabilitet.

Måske vi kan tage ved lære af refleksionen, mens vi endnu må undvære vores dansegulve, måske vi skal bruge denne ventetid på at kigge en smule indad, og indtil da kan vi jo ligeså godt nyde “Gulvet”:  

https://open.spotify.com/album/1Y0wKwQWkfHLQE7EduoGh2?si=ACRM8ioQQWKD6TqZ2VNLwA

Redaktionen anbefaler
Lasse Storm sætter ord på en hård kvindeskæbne

Lasse Storm sætter ord på en hård kvindeskæbne

Lasse Storms seneste udgivelse, "Candy", bevæger sig mod en socialrealistisk fortolkning af kvindeskæbner. Med en varm countrypoppet lyd formår sangen at hylde kampen for overlevelse på trods af svigt og brutalitet. Læs mere her. Lasse Storms skarpe sangskriverpen...

Twin Dive: Ren tanke, ingen krop

Twin Dive: Ren tanke, ingen krop

Mens de fleste af os denne kolde januar stadig prøver at komme sig over nytårsbraget og finde fødderne igen, giver bidske Twin Dive os en omgang elektrochokterapi med deres seneste single “Only Eyes”. Se musikvideoen her.  Twin Dive har siden deres dannelse i 2018...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Den aarhusianske kvintet byder på første udspil fra deres kommende debutalbum, Wonderlost. Singlen “Julia” fanger albummets grundessens af at være forundret og forvirret, fanget imellem utopisk kærlighed og det bratte brud, på én og samme tid, og således være, ja, du...