Vivid: “Vores genre er som en schweizerkniv”

Vivid © Charlotte Møller Kjeldsen

Nogle gange er én single ikke nok til at udfylde et stykke vinyl, man har brug for to! Og derfor udkom københavnske Vivid i sidste uge med maxisinglen “Son of the Sun”/“Unreal”. Lyt med her.

Rockmusikken har mange ansigter. Nogle gange er det ansigt låst fast i én grimasse, som tjener det kun ét singulært formål, som rummer det kun én følelse. Du kan godt forestille dig, at det kan blive trættende i længden.

Forestil dig en våd aften ude i byen, med alle dens udskejelser og indskydelser, men kun én reaktion på, hvad end der falder dig i skødet. Det er som virkeligheden selv svinder ind. Og det samme med rockmusikken. Nogle gange skal den kunne mere end blot vrisse.

Det var et opgør med det hårdere rockudtryk og dets begrænsninger og ambitionen om at dyrke en mere vidtfavnende lyd, der fik de tre medlemmer af det tidligere Panda Cash – Markus Drag, Mads Adonis Mundt og Troels Sigaard  – til at danne Vivid i foråret 2018. 

I sommeren 2019 blev de fuldtallige med tilføjelsen af bassist Anton B. Truelsen, og de udgav i sidste uge maxisinglen, “Son of the Sun”/ “Unreal”, på vinyl. Den er tilgængelig på Rillbar.dk og adskillige københavnske pladeshops. 

Og hvis du er til alternativ rock, der flirter med atmosfæriske klangflader i flæng med indierocksmadder, vil du utvivlsomt falde for den socialt indignerede “Son of the Sun” og melankolske “Unreal”. 

Et sted mellem rock og beskidt pop

Vivid dyrker ufortrødent den amerikanske 90’er-lyd, men selvom netop det årtis åbenhjertige rock-æstetik spiller en stor rolle i deres musik, er deres inspirationskilder mere varierede end som så. De pendulerer nemlig mellem den alternative rocks titaner og mere nutidig popmusik.

“Vores inspirationskilder er primært indie rock og power pop i forskellige afstøbninger. For at namedroppe lidt, så er en gammel tilbagevendende inspirationskilde Arctic Monkeys. De kan fandme skabe melodier. Vi er alle pinlige fanboys af Nelson Can og er knust over de stoppede, men det var en fantastisk afslutningskoncert i Vega. Vi elsker deres lydunivers,” siger Drag.

“Lyden fra 90’erne må være fra min kærlighed til de gamle Seattle bands: Nirvana, Hole, Bikini Kill, Melvins.”

“Vi er jo vokset op med en rock/grunge/alternative musikbølge, fra 90’ernes grunge til 00’ernes indie og alternative rock,” supplerer Sigaard. 

“Den energi som trommer, bas og en lækker guitarlyd kan give er for mig meget stemningsfyldt og bringer mange følelser med sig, især fra da vi var yngre. Jeg læste forleden at man stopper sin musiksmag, når man er et sted i teenagealderen, og det passer nok meget godt med, at vi ligesom mange andre bands spiller musik, som minder om den vi voksede op med.”

Selvom musikken har en fast plads i erindringen om ungdom og dens særlige magi, er der også et andet træk ved 90’er-rocken, som appellerer til Drag. Det er nemlig dens rumlighed. Den står med sin sveddryppende autencitet i skarp kontrast til det andet minde om det gamle årtusinds sidste årti – svøbt i bidende ironi og tegneserierisk euro dance.

For mig kan den genre vi spiller fungere som en schweizerkniv til at udtrykke en række følelser, uden jeg føler at det bliver for plat eller påtaget: melankoli, glæde, sorg, festlighed, ængstelighed, bitterhed, fortrydelse, druk-historier og så videre,” siger Drag.

“Det er fedt, at man kan lave så mange facetter med lyden og stadig opretholde en energi og intensitet i lyden. Og så er der intet som at optræde live fuldstændig manisk med en guitar!”

Den brede palette, blandingen af rock og beskidt pop, er i kunstnerisk forstand den naturlige landingsplads for Drag. Det er her, at han føler sig i hjemme som sangskriver.

“Når jeg forsøger at skrive en pop-sang, bliver den automatisk rocket og omvendt, hvis jeg forsøger at lave noget virkelig heavy. Det må være min musikalske opdragelse,” siger han.

Teen-angst og meningstab

Socialt omsorgssvigt, stofmisbrug og ensomhed er de vægtige temaer i “Son of the Sun”. Vi følger to personer, en ung mand og en ung kvinde, og oplever igennem deres øjne, hvordan det er at føle sig forskellig eller udenfor.  

“Der er helt sikkert en masse teenageangst i sangen, men jeg synes også den indeholder masser af styrke og håb – især hørbart i den lange slutning hvor alting går amok på en fed måde,” siger Drag.

Mens A-siden låner fiktionens blik til at dykke ned i livets skyggesider, er B-siden direkte farvet af den personlige erfaring. Bag den melankolske “Unreal” ligger en tragisk hændelse og et tab, der stadig bliver bearbejdet. Det er kunsten styrke, at den kan medvirke til, at de brudte fragmenter kan samles til et igen fuldstændigt billede, når vi oplever meningstabet som totalt. 

“Deraf sangens titel ‘Unreal’, der omhandler det at gennemleve noget så vanvittigt tragisk, at det føles uvirkeligt eller helt ubegribeligt,” siger Drag. “Sangen er bundærlig, gribende og lige fra hjertet. Vi arbejdede i lang tid på at få et stemningsfuldt kor ind i C-stykket, som jeg synes vi lykkedes med.”

Til daglig øver Vivid i Bandhotel på Uplandsgade i København. Her er de en del af det lille musikalske fællesskab Noise Central. Her har de også indspillet “Unreal”, mens “Son of the Sun” blev indspillet i Rytmisk Center.

“Man kan komme ind og indspille gratis derinde, fed mulighed for bands med stramt budget som os,” siger Drag. “Vi mødte nogle super fede producer-spirer blandt andre Oliver Tue Lundquist Møller, som også har mixet begge sange.”

Bandet arbejder nu på at færdiggøre en EP på fem sange, der er sat til at udkomme i efteråret, og der er derudover også kog i den kreative kedel.

“Efter denne her corona-krise, skal vi tilbage i øveren og arbejde videre med materialet,” siger Drag. “Jeg har fået nogle nye ideer, som vi ikke har prøvet før, så det bliver virkelig interessant at få eksperimenteret med det.”