4 minutter at læse

LYSE NÆTTER jagter det forjættede land

LYSE NÆTTER spiller futuristisk retro-rock tilsat det danske sprogs inderlighed og en knivspids psykedelika. Det beviser de til fulde på deres nye single, “Det forjættede land”, der udkommer i dag. Det er første ud af tre planlagte singleudgivelser i år, og LYSE NÆTTERs første bud er dagens “must-hear”.

Foran en pyramideformet blok sten, højt oppe i den schweiziske dalregion Engadines frostklare alper, med udsigt til det gryende 20. århundrede, kom den tyske filosof Friedrich Nietzsche på sporet af et sine meste kontroversielle udsagn: “Gud er død!”

Hermed var han på forkant med nutiden, da han spåede det moderne menneskes åndelige forfald og deraf utrøstelige søgen efter mening. Den tematik står også i centrum for LYSE NÆTTERs nye, forførende single, “Det forjættede land”, som udkommer i dag med tilhørende musikvideo. Se den her forneden. 

Fundamental eksistentiel hjemve

”Det handler om at regne den ud. Det store hvorfor. Hvorfor er vi her, og hvad skal vi dog bruge tiden på, inden den rinder ud? Er vi tilfredse med tilværelsen eller skal vi sadle om,” siger sanger Morten Fischer om tekstuniverset. 

Det beskriver den endeløse søgen efter meningen med tilværelsen, her metaforisk benævnt som det “Det forjættede land”. Titlen trækker veksler både på Henrik Pontoppidans hovedværk af samme navn og tillige digtet “Det underste land” af Gustaf Munch-Petersen.

Rent lyrisk er LYSE NÆTTER også på bølgelængde med de litteraturhistoriske aktører. Inspirationen kommer fra kærligheden, friheden og det forrykte. Der er en frihedsiver og oprørstrang at spore, som går igen i bandets søgen på nirvana.  

I teksten stræber det lyriske jeg efter at finde frem til en dybere dimension, en fredfyldt transcendens, en eksistentiel forløsning, hvor alle puslespillets brikker passer sammen. Alle midler bliver taget i brug under jagten, lige fra psilocybin-svampe til buddhisme, men svaret udebliver, og det forjættede land forbliver en utopi i det fjerne.

Spørgsmålene presser sig dog på – “hvem er jeg, når jeg kommer frem” og “hvem er jeg, når jeg kommer hjem” – men selv ikke Kierkegaards formanende ord kan slukke det lyriske jegs tørst efter indsigt.

“Tvivlen er et grundvilkår for mennesket, og er på sin vis positiv. Den slags tanker er med til at drive vores udvikling, for vi helmer aldrig, græsset kan altid blive grønnere,” siger Fischer. 

“På den anden side giver tvivlen samtidig ofte en smag af malurt i bægret. Den lægger en konstant dæmper på vores evne til at glæde os over os selv og hinanden lige nu og her. I virkeligheden føler mange af os nok bare en fundamental eksistentiel hjemve – vi vil bare gerne finde fred omkring hvem og hvad vi er, og sætte tvivlen fri.”

70ernes frisind iklædt moderne gevandter 

“Det Forjættede Land” er skabt i bandets øvelokale på ydre Nørrebro og er skrevet i selskab med den musikalske globetrotter Elias Bendix.

Sammen har de kreeret et catchy lydbillede af i dag, der blander psych, shoegaze og indierock, men samtidig kipper med hatten i respektfuld afstand til koryfæer som The Rolling Stones, Cream, Jimi Hendrix og nyere artister som The Killers og Arctic Monkeys.

Selv beskriver bandet deres blanding af dansk lyrik og musik med kant og attitude som “lyden af 1970ernes frisind iklædt moderne gevandter.”

Klædelige, vintage guitar-hooks og dansende Peter Hook-bas, der ikke ville virke fremmed i The Minde of 99-regi, driver med hårde trommer jagten på det forjættede land frem. Omkvædet går ned i half-time, men hårdt pisket hi-hat holder dampen oppe.

Selvom tematikken kan virke tanketung, er singlen alt andet end og kalder snarere på dansegulvets ekstase. 

”Det Forjættede Land” er den første af tre planlagte singleudgivelser fra LYSE NÆTTERs hånd i første halvdel af 2020. De tre sange bliver senere samlet på en EP. Musikken er indspillet til i TAPF Studio i Vanløse, hvor Peter Sloth (Fribytterdrømme) har produceret og mixet numrene. Mastereringen af er lavet af Rune Rask (Suspekt). 

Du kan se musikvideoen til “Det forjættede land” her:

LYSE NÆTTER er: Morten Fischer (sang/guitar), Rasmus Hoff (sang/guitar), Jacob Davidsen (trommer) og Torben Wæver Pedersen (bas).

Oplev LYSE NÆTTER live:

07. marts – Urban 13, København (EP-releasefest) 
11. marts – Rust, København
05. juni – Pumpehusets Byhave, København 

Redaktionen anbefaler
TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

Drømmerockerne holder fast i den tilbagelænede brit-rock inspirerede-stil, men bandet viser sig denne gang fra en mere inderlig og sårbar side end på den hårdtslående og pulserende førstesingle ”Take It or Leave It”. Se musikvideoen her. Det er en larmende nat i byen....

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive "Underground", som...

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd - en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende...