Danmark har i mange årtier kunnet bryste sig af en aktiv og levende metalscene med et fast fundament i undergrunden. I 2019, hvor genren virker mere stueren end nogensinde før og i højere grad har fundet vej ind på familien Danmarks søgemaskine, kan man derfor undre sig over, at man ikke ser metalglobetrotterne Hexis’ på scenen til de årlige musikprisoverrækkelser. Man skal nu ikke spilde sine salte tårer på deres vegne, for det er ikke statuetterne der driver det hårdtarbejdende band fremad. Tværtimod er det næste sveddryppende koncert.
Alene i 2017 talte kalenderen ikke færre end 200 koncerter ud af årets 365 hurtigt levede dage. Og det virker ikke som en overdrivelse at kalde det normen for et band som allerede fire år efter sin undfangelse i København kunne fortælle Tjeck Magasin, at 2014 bød på små 150 koncerter.
Det overlader ikke megen tid til et roligt hjemmeliv. “Jeg har ikke haft en kæreste i mange år,” fortæller forsanger Filip Andersen. “Det har jeg ikke tid til.”
I stedet fremhæver han et andet, mere postivt aspekt ved det flittige turnévirke, som samtidig også peger på metalscenens misundelsesværdige sammenhold, ikke kun mellem bands, men også i forhold til dens publikum. For over tid er hans venskabelige bånd til fans blevet styrket i sådan en grad, at relationen er blevet desto tættere.
“Når man turnerer så meget, som vi gør, kommer man også tit forbi mange af de samme byer, så man får jo opbygget et venskab med folk rundt omkring. Også når jeg kommer til Aarhus, har jeg en masse venner, jeg skal se der. Så det med at turnere er en meget god måde at komme ud at se hinanden på,” fortæller Filip Andersen.
Han kan berette om venner flere steder i verden, og det er en smule bemærkelsesværdigt, at i en tid, hvor internettet og mobiltelefoner på tastende sekunder kan opretholde skrøbelige relationer på tværs af landegrænser, er det den personlige kontakt, som turnelivet her muliggør, der danner grundlaget for den varige kontakt.
All in eller intet
Måske dette sociale aspekt ved turnelivet kan være med til at forklare blot lidt af det viljestærke drive, som ligger til rod for Hexis’ omfattende sceneliv. Det er dog ikke kun i forhold til livet på landevejen, at viljestyrken melder sig.
Vi finder den også i musikken, nemlig i Hexis’ særegne blanding af Black Metal og indædt Hardcore, som kan forvandle enhver scene til både en dyster messe og et grimt spark i ansigtet.
For Filip Andersen manifesterer viljestyrken sig i alt i livet og får ham til resolut at gå all in, gang på gang:
“Jeg tror, at jeg altid, i alle ting jeg har beskæftiget mig med, går hundrede procent ind på det. Eller også vil jeg hellere lade være. Det lyder måske lidt ekstremt, men jeg tror, at når jeg er gået op i noget, er jeg nok gået lidt mere op i det, end de fleste andre ville.”
Og det kan være ølflaskerne backstage såvel musikken og alt det andet, der kræver den særligt opmærksomme interesse, som Filip Andersen tager til sig med stram dedikation. Han har dog tidligt fået en lærestreg i forhold til alkohol, der holder ham lidt i kraven, når han er på turné.
“Det vildeste jeg har prøvet, det var den anden turné, vi lavede, tror jeg. Der besluttede jeg mig for at drikke mig meget fuld, inden vi skulle spille, og så, ja, faldt jeg ned oppe fra scenen og fik kraniebrud. Så vi var nødt til at aflyse resten af turnéen. Så der har jeg også lært lidt. Før i tiden drak jeg ret meget, men nu er jeg gået over til kun at drikke øl, for så ved jeg, at jeg bedre kan styre det. Ikke noget hård alkohol til mig.”
Mere ekstremmetal til masserne
Filip Andersen har fra begyndelsen været mere eller mindre synonym med Hexis, og efter ni år på støvede landeveje, står han da også støt tilbage som det eneste oprindelige medlem og årsagen til, at navnet lever stolt videre.
Nogle af de øvrige bandmedlemmer bor sågar i udlandet nu, men det er ikke en stopklods for den musikalske kreativitet. I februar fik den nuværende lineup af Hexis hamret form på seks nye sange, som muligvis kan havne på opfølgeren til deres seneste langspiller, “Tando Ashanti”, fra 2017.
“Når alle ikke bor her i landet, kan vi ikke lave de der typiske øvere som mange andre bands gør ved at mødes en gang eller to om ugen,” fortæller Filip Andersen.
“I bandet har vi nogle folk der bor uden for Danmark, så den eneste måde vi rigtigt kan skrive musik på, er når vi har tid til at mødes. Sidst havde vi ti dage, hvor vi sad og skrev musik sammen otte-ti timer om dagen. Når vi bliver færdige med den Europa-turné, hvor vi også kommer forbi HeadQuarters, bliver vores bassist i Danmark i tyve dage i stedet for flyve hjem. Det giver jo god mening for os at prøve at være lidt produktive, ikke.”
Han har også lagt mærke til, at der er sket en subtil ændring på metalscenen over de senere år. Det ser han fra scenekanten, når hans blik møder det fremmødte publikum, der pludselig ikke længere kun tæller de inkarnerede metalhoveder:
“For 30 år siden var der ikke nogen, der spillede noget der var ligeså ekstremt som os. Men jeg tror, at folk bliver udsat for flere forskellige ting nu, og det bliver mere sådan, ja, acceptabelt at spille den her type musik. Jeg synes også tit, når vi spiller shows, at de kan være et lidt blandet crowd der kommer. Nogle gange kommer der selvfølgelig mange metalfolk, men jeg synes også, at jeg oplever, at der kommer folk som ikke er så meget inde i metal, men alligevel finder et eller andet spændende i musikken.“
Det spændende kunne meget vel være den hårde ubarmhjertighed, som mange udenlandske anmeldere hyppigt nævner, når de forsøger at beskrive Hexis’ musik i deres anmeldelser. Prøv blot at dyrke denne beskrivelse af “Tando Ashanti” på den toneangivende blog Angry Metal Guy:
“Tænk på det mest undertrykkende, skræmmende og rystende musik, du kender. Gang nu den numeriske repræsentation af den undertrykkelse og læsterlige forrådnelse med en million, og tallet vil stadig være Hexis underlegen.”
Tungt og langsomt
“I stedet for mange af de der korte og hurtige numre, så prøver vi på den her turné at fokusere lidt mere på det tunge og langsomme,” fortæller Filip Andersen og sætter dermed forventninger til Hexis’ koncert på HeadQuarters den 13. april.
For det er stadig en regulær Hexis-koncert, som vi kender dem, dog med mere vægt på de langsommere og lidt mere atmosfæriske sange, hvoraf mange ikke har været luftet live i adskillige år. Sangvalgene har sin naturlige forklaring:
“Når man turnerer så meget, som vi gør, er det meget de samme sange, vi spiller igen og igen. For at gøre det lidt mere spændende på den her nuværende turné, også for os selv og måske folk der har set os en del gange før, laver vi en setliste, hvor vi spiller sange der ikke er blevet luftet siden 2012,” fortæller Filip Andersen.
“Vi vil også prøve nogle af de sange, der er lidt mere langsomme og lidt mere atmosfæriske. Det bliver stadig en Hexis-koncert, men en anderledes oplevelse end man er vant til.“
Det må samtidig være nøglen til ikke at gå død på at turnere uafbrudt, at ryste posen, at omfavne et nyt aspekt i ens musik og måske for et show eller to gøre den til fokuspunktet. Som Filip Andersen afrundende udtrykker det:
“Det bliver meget spændende at prøve at gøre noget, som vi normalt ikke gør.”
13.04.2019: Hexis, Arv – HeadQuarters, Aarhus
20.04.2019: Hexis, LLNN; We Are Among Storms – Sønderborghus, Sønderborg
