Magnus Erasmus Foto: Morten Falk Overgaard
8–9 minutter at læse

HQ listen #11

Det danske sprog står stærkt i denne uge, hvor hele tre udvalgte singler får modersmålet til at skinne klart. Men vi har også moderne pop og synth-dreven drama af internationalt snit på menuen. 

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Magnus Erasmus – Collage (gået i stå)

Følelsen af at være gået at stå, at sidde fast i den samme rille og ikke kunne bevæge sig ud af en sangskrivermæssig fastlåsthed, ændrede sig dramatisk for den upcoming, dansksprogede artist Magnus Erasmus under en artist/producer workshop hos DJBFA. 

Her mødte sangskriveren, Magnus Jacobsen, nemlig producer Noah Rosanes, og dette satte på ny gang i det kreative vingespænd. Og det har nu udmøntet sig i hans tredje single under navnet Magnus Erasmus, “Collage (gået i stå)”. 

Hvor Jacobsen tidligere har produceret sine to singler, “Mere end det vi trækker ud” og “Sådan vi vil huskes”, ser hans samarbejde med Rosanes ham gå i en ny, spændende retning.

De dansksprogede tekster bliver holdt op imod et mere moderne, dansabelt lydbillede, men den inderlighed der karakteriserer Jacobsens andet dagjob som drivkraft i indie-folkgruppen SUNDAYS skinner klart igennem.

Den nyankomne producers indflydelse bliver da også rost flot af artisten. 

“Jeg er selv meget overvejende og metodisk omkring min tilgang til at skrive musik, og Noah havde sådan et fantastisk drive og en kompromisløs tilgang, som jeg blev nødt til at undersøge, og det er sgu nok min bedste, musiske beslutning nogensinde,” siger Jacobsen.

“Ideen med Magnus Erasmus var fra start at turde starte forfra og at afsondre nye musiske veje. Noah har formået at ryste min kreative grundvold fuldstændig og stable en ly lyd på benene, som jeg er sindssygt stolt af.”

“Collage (gået i stå)” handler på sin vis om tankemylder og det at leve i sine tanker. Her springer alle muligheder frem fra alle hjørner, mens man forgæves prøver at gribe dem alle. Det kan være et krævende psykisk arbejde at skulle luge ud i, og for Jacobsen selv er det en personlig erfaring. Drømmeren læsser ofte så meget på den private film, at spolen truer med at knække.

“Jeg øver mig i at gøre én ting ad gangen, og på at holde mine tanker i ro. Denne sang skrev jeg lige før jeg skulle debutere som far, mens jeg havde en albumudgivelse med SUNDAYS, et coronna-venligt livekoncept, og lysten til at gå helt nye veje med Magnus Erasmus bankende i hoved og krop,” siger Jacobsen.

“På den måde blev sangen min ventil, som jeg tog direkte med ind i studiet hos Noah, der fra første linje vidste, hvor den skulle hen.”

“Collage (gået i stå)” udgør startskuddet i en række singler, som leder op til udgivelsen af Magnus’ debut-EP i marts 2022. Med den nye retning udstukket, glæder vi os til at høre, hvor det vil bære EP’en hen. 

Rigmor – Plasticsolen

Det brager derudad for aarhusianske Rigmor. Siden deres debut for to år siden er kvartetten, der tager sin inspiration fra den visionære 80’er-digter Michael Strunge, vokset i popularitet og har senest overstået en vellykket turné med Gurli Octavia. 

Nu er de aktuelle med singlen “Plasticsolen”, som tager udgangspunkt i Strunge-digtet af samme navn, og har et miljøpolitisk budskab på sinde. Det lyriske indhold er selvsagt altid højt i Rigmor, men det bliver samtidig fornemt afspejlet i arrangement og instrumentering. Der er højt til loftet.

I bedste William S. Burroughs-stil har bandet lavet en collage af digtet, hvor sætninger og ord er blevet klippet ud og skrevet om. De forklarer, at “Plasticsolen” for dem handler om at gå med skyklapper på, når det kommer til klimaet og vores natur. I stil med digtet handler singlen om at befinde sig i et stadie af lykkelig uvidenhed. 

“Det er første gang, vi har lavet en sammensmeltning af vores egne ord og Strunges ord. Miljø og klima er noget, der ligger os meget på sinde, og vi føler det er vigtigt at have et konstant fokus på det i den her kaotiske verden,” fortæller bandet.

I Rigmor-universet er musikken altid en faktor, der enten formildner eller forstærker teksternes budskab. På ”Plasticsolen” er den ironisk med sit happy-go-lucky-udtryk, der sætter en glad tone til klimaangst-tematikkerne.

“Vi har prøvet at lege de glade blinde børn og bruge lydbilledet som den stemme, der ignorant og naivt ser på en situation, der er meget voldsom og angstprovokerende. Det er generelt meget nemmere at lukke øjnene for problemer her i verden,” siger bandet. 

“Plasticsolen” er en singleforløber til – og indeholder også titlen på – Rigmors kommende album Glade blinde børn, som udkommer d. 25. februar 2022.

TERESE – De Lyser Blå

TERESE er soundtracket til din næste privatfest. Sanger og sangskriver Terese Skovhus laver nemlig skamløst catchy popmelodier, der er rørende ligetil. Det er det danske sprog med dansesko på.

Og det er den fremragende “De Lyser Blå” et godt eksempel på. Blå var firsernes farve, og firserne melder sig også klart på banen i den pågående single. En flot små melankolsk melodi og et rivende omkvæd gør, at den sætter sig fast i hjernebarken. 

Hos TERESE er der fokus på sangskrivningen, den gode melodi og ikke mindst fællesskabfølelsen. For netop fælllesskabet er noget, som fylder utrolig meget hos Skovhus, der er bosat i et kollektiv sammen med sin mand. En mand, som hun blev gift med i sommer, og som er omdrejningspunktet for “De Lyser Blå”.

”’De Lyser Blå’ handler om følelsen af, at alle omkring én bliver usynlige, når man møder en, man får sommerfugle i maven over. Den handler om de sene nattetimer i byen. At få øjenkontakt. De intense første øjeblikke, hvor man fornemmer en mulig fremtid,” siger Skovhus.

“For mig endte byturen ud i et bryllup her fem år senere. Så sangen betyder også meget, fordi den handler om begyndelsen til en dybere kærlighed.”

TERESE medvirkede i KarriereKanonen i 2020 og var blandt de fem sidste finalister. Men kunstneren har ikke brug for en kanon til at skyde sig ud i den danske æter, det skal hendes musik nok selv sørge for. 

Alexander Grandjean – I Like the Way You Fly

Den danske producer, sangskriver og sanger udgav i maj sit første soloalbum efter mange år som producer for andreartister. Nu udkommer den melankolske opfølger, EP’en Amor Fati, med ” I Like The Way You Fly” som sidste single.

”I Like The Way You Fly” (feat. ALEA) er en groovy, opløftende sang om at møde en person, som har en energi, man ville ønske, man selv havde.

” Jeg kan godt komme til at gå og ærgre mig over ting, som jeg ikke selv kan ændre på. Og nogle gange møder man en, der bare har den der frie energi, og som bare svæver afsted, uden at knytte sig til verden. Super befriende og inspirerende, selvom det måske er utopisk,” siger Grandjean.

På singlen medvirker den danske sanger/sangskriver ALEA, og hun har tidligere medvirket på Grandjeans sange “Weeps”, “Attraction” og senest “Dark Days”, som udkom i oktober.

Stilen på den kommende EP er afspejlet i “I Like The Way You Fly” (feat. ALEA). Det er en fængende fusion mellem R&B, hiphop og alternativ. Den udekommer fredag den 3. december.

Doula – Constantly Repeating

Københavnske Doula startede som et soloprojekt af gruppens frontmand og sanger, Frederik Gøtzsche, og har på kort tid udviklet sin lyd til en potent cocktail af hårdtslående trommer og slagkraftige baslinjer, gennemvædet i atmosfærisk guitar og melodiske synthriffs.

Det er ikke gået ubemærket hen, og gruppen har allerede signet med det britiske indielabel Phlezz Records, som også udgav gruppens førstesingle “Good Boy”.

Den seneste single “Constantly Repeating” – som også er navnet på debutalbummet, der udkommer fredag den 11. februar 2022 – er en tung, atmosfærisk sag, hvor Gøtzsche trækker på sin egen baggrund som læge i psykiatrien til at skildre den psykotiske karakter.

Singlen handler den længsel, vi nogle gange føler for at frigøre os fra mekaniske hverdagsritualer, og hvordan de daglige rutiner og mødet med de samme ansigter dag ud og dag ind kan forøge trangen til at gøre oprør mod konformiteten og gå bersærk.

Den psykotiske karakter i “Constantly Repeating” mister føling med hverdagen og tager afsked med alt, der hedder monotoni, til tonerne af intenst opbyggende saxofon, der opløses i kaoset. Sangen sætter spørgsmålstegn ved, hvor ofte vi farer vild i spændingsfeltet mellem vovede impulser og en logisk tankegang.

“Constantly Repeating” er produceret af Brian Batz (Sleep Party People) og mixet af den flerdobbelte Grammy-vinder Eduardo De La Paz (Arcade Fire, New Order). Den kommer i følgeskab med en konceptfuld musikvideo af David Henry Gerson. 

Hør ugens bedste singler i Spotify:

Redaktionen anbefaler
HQ listen #49

HQ listen #49

Vi nærmer os med hastige skridt den glade juletid, og i denne uge får vi da også et par nye julesingler fra uventet kant på playlisten. Bare rolig dog, vi har også plads til eksperimenter, pop og arrigskab. Læs mere her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske...

HQ listen #48

HQ listen #48

I denne uge kommer vi vidt omkring i genrene. Vi har alt fra rock, country-rock, rendyrket pop til harmdirrende metal. Velbekomme!  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #47


HQ listen #47


Vi har masser af fede danske kunstnere på programmet i denne uge, men før vi går helt i gang, vil vi gerne gøre opråb på en mærkesag, der berører selve HQ music. Sparekniven har nemlig  som det første ramt det aarhusianske kulturliv. Kulturforvaltningen i Aarhus...

HQ listen #46

HQ listen #46

Problemerne i samfundet og verden som så stopper jo ikke bare fordi, at vi netop har overstået folketingsvalget. Det er vægtige emner, der ligger de unge musikere på sinde i denne uge, men bare rolig, vi har også plads til lidt kærkommen eskapisme. Velkommen til ugens...

HQ listen #45

HQ listen #45

Fra kompromisløs rock til pop, ugens bedste singler giver dig det bedste fra den danske up&coming undergrund lige her.  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...