Vi kan hurtigt blive enige om, at vi nok kommer til at se tilbage på 2021, som året der bare blev ved med at give.
Heldigvis da også i en musikalsk forstand. For året igennem har de danske musikere udgivet så mange gode albums, at det er uretfærdigt at skulle plukke kun 10 af dem.
Det er ikke desto mindre den opgave, vi har pålagt os selv, og vi præsenterer nu de 10 bedste danske album fra 2021. De kommer over to fredage, fordi vi elsker at være skælmske og kradse kliks til os. I det mindste er vi ærlige.
I dag ser vi på nummer 10 til nummer 6 af de bedste danske album for i år. Vi linker også til Spotify, så du straks kan gå i gang med at lytte, hvis der er nogle albums, du har overset.
God lyttelyst!
10. BAEST – Necro Sapiens
Hvem andre end BAEST kan få føjelige radiomennesker til at gå amok til metalmusik? Den aarhusianske kvintet rokkede sig ikke en millimeter fra tronen i år, hvor de bød på endnu en solid omgang i manegen.
BAEST excellerer i en driftsikker sangskrivning, hvor der også er plads til fine detaljer og finesser i lydbilledet. Frontbrøler Simon Olsen står stadig som et stærkt es og tager ingen fanger – hverken på indspilning eller live for den sags skyld.
Neco Sapines er et gennemarbejdet og gennemført album, der vidner om en rendyrket
professionalisme. Så hvis du tror, at drengene er kommet sovende til succesen, kan du tro om.
Men fortvivl ej, professionalismen kvæler ikke spilleglæden, som utvivlsomt er albummets æresmærke. Og bare fordi drengene har det sjovt, er det ikke ensbetydende med, at de ikke tager deres metier alvorligt. BAEST er kommet for at blive – og tronen, ja, den beholder de sgu lang tid endnu.
9. Mina Okabe – Better Days
Mina Okabe er et ubeskrevet blad, men det burde Better Days ændre på. Debutalbummet er nemlig en stilsikker omgang soveværelsespop af bedste internationale snit.
I et moderne lydbillede, som stadig bevarer intimiteten, bliver vi præsenteret for et finurligt tekstunivers og gennemførte arrangementer båret på vingerne af dream pop, indiepop og elektropop.
Okabe bader sin guitar i fløjlsblød chorus-effekt og jazzede-fraseringer, og det går rent ind med samme virtuositet som hos for eksempel Amber Mary Bain’s The Japanese House.
Sangene er lette og umiddelbare som små solstråler, men de er til gengæld også langtidsholdbare. Hvis det er for mørkt og koldt nu, skal du gemme det her album til forårets opklarende summen. Her er Better Days nemlig det ultimative soundtrack.
8. Asger Techau – Levels
Hvis du gik rundt og troede, at Asger Techau kun er trommeslager i Kashmir, er du gået glippet af noget, min fine ven.
Techau er nemlig en travl musiker i egen ret. I år medvirkede han ikke blot på Kúlu’s fremragende debutalbum Lucidity – som du også bør tjekke ud – nej, han havde skam også tid til at udgive et soloalbum i eget navn.
På sit tredje soloalbum Levels kommer Techau lytteren i møde som moden og personlig sangskriver. Det er et album, der favner vidt og flot i sit sofistikerede lydunivers. Der er kælet for alle detaljer, hvad gør lytteoplevelsen til en stor fornøjelse.
Og det mærkes samtidig tydeligt, at det er en erfaren herre, der har skrevet sangene. Vægten ligger på det kunstneriske udtryks integritet og ikke så meget på opfarende, billige tricks fra nutidens producerskuffe.
Det ville være dumt at sige, at Techau er gået en level op. For kvaliteterne har altid ligget der, nu er de heldigvis blot desto tydeligere for os allesammen.
7. JÆRV – Skud
Man taler tit om den svære toer i musikerkredse. Det bruger de nok ikke så hulens meget tid på i JÆRV. Duoen, bestående af Amanda Glinsvad og Mathias Pedersen Smith, fulgte nemlig op på deres glimrende debut Kriger (2019) med et helt dobbeltalbum.
På Skud forfinede duoen det poetiske lydunivers, de har hjemme i, men voksede samtidig frit og modigt. I studiet bar duoens eksperimenter frugt, og vi så en ny side af JÆRV på et album, hvor guitaren også pludselig skinnede igennem.
Skud er en rejse igennem et drømmende lydunivers af rene indie- og popperler. Det byder til fordybelse i en fortælling om at vokse op som to følsomme sjæle på kanten af årtusindskiftet, i hvad der føltes som en mere uskyldig og ukompliceret tid. Og det er således modgiften til tidens rastløse click-mentalitet,
Med sin smukke produktion, fængende melodier og velskrevne tekster, er Skud et stykke moderne dansk pop-kunst.
6. Timechild – And Yet It Moves
Mod slutningen af året herskede en større diskussion online om, hvorvidt rocken er død og hvad dens eksistensvilkår er. Mens internetkrigerne tog kampen op i kommentarsporet, var der andre, der bare lyttede til Timechild’s And Yet It Moves.
For en ontologisk diskussion er godt spildt på den københavnske kvartet af hærdede veteraner, der ublu dyrker den massive og energiske heavy rock. De gav spaderne frit løb, som demonstreret på singlerne “The Bite of Frost”, “This Too Will Pass” og “And Yet It Moves”.
Lige dele storladent og råt, eftertænksomt og pågående, er det et album skrevet til at beruse det store rockpublikum, som ikke spilder tiden bag tastaturet, men snarere oppe foran festivalscenerne.
Og skulle vi da endelig nedlade os til at gå med på præmissen for den førnævnte diskussion, er der så nogen, der kan forklare os, hvordan et så umoderne dansk band, der blev dannet i 2020, kunne smække så proper en rock-debut sammen, at den fejer sejrrigt og anmelderrost igennem verden?
Ja, rocken bevæger sig sgu stadig, den tramper hidsigt derudad. Sådan!
Følg med på næste fredag, hvor vi kårer de bedste danske albums 2021: 05-01.
