Christian Hede anbefaler 10 album

Med en fortid i hårdtslående Pet the Preacher, senere troubadur som Bellhound Choir, står Christian Hede Madsen nu på egne ben. Han gør det under eget navn og nu på det danske sprog. Vi har talt med ham om sprogskifte og hans nye EP, Øbo, og derudover givet ham den utaknemmelige opgave at vælge 10 album, som du kan høre udpluk fra i en playliste her.

Bag den tungeste rock gemmer sig ofte en fascination af den mere håndplukkede, melankolske musik. Du ved, der hvor den blålige amerikanske blues, vægtig og hed som solens ubarmhjertige piskeslag, trækker sjælen ned mod muldet som smedede lænker om anklerne. Der er en særegen forkyndelse ved den resignerende afgrund i jagt på universets nåde.

Det er måske derfor, at mesteren Nick Cave efterhånden er en kardinal af mørket ligeså meget for de læder-tvundne drenge som de tungsindige skønånder. Bombasten opstår i et univers af afdæmpet skønhed, hvor kaos er noget der ulmer lige under overfladen.

Christian Hede Madsen gjorde den først som frontmand i stonerrock-bandet Pet the Preacher fra 2011 til 2015 og turnerede Europa tynd, før han inspireret kastede sig i en anden, mindre guitar-forvrænget grøft. Den eksistentielle vægt skulle findes indeni musikken og ikke blot hamres trodsigt ud på nedstemte guitarstrenge.

Under navnet Bellhound Choir udgav han en EP, Stray Screech Beast, og to album, Imagine the Crackle og Worried Kid, med dyster Scandinavian Folk, der både trak på de familiære lyde fra De Forenede Staters hjerteland som hans egne personlige erfaringer.

En ærlig Øbo 

Men en kunstner står aldrig stille, han søger altid og bestræber sig for at komme tættere på sandfærdighedens kerne. For Christian Hede Madsen betyder det, at han har valgt at lægge kunstnernavnet Bellhound Choir på hylden og stævner nu ud under eget navn, Christian Hede. Og så på dansk. 

“Der var ikke rigtig en anden udvej,” siger Christian Hede. “Hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om, at bruge sproget som en Patti Smith, Lou Reed, Nick Cave, Thåström, Dolly Parton eller andre store sangskrivere, så måtte jeg bruge mit modersmål. Det var så tilfældigvis dansk.”

Og det er ingen hemmelighed, at vort modersmål besidder en naturlig umiddelbarhed, når det kommer til at udtrykke sig. Verden ligger pludselig mere midtfor, og det åbner for nye muligheder af erkendelse fra udsigten i det kunstneriske tårn. 

“Jeg er mere sårbar, synes jeg. Jeg må engang imellem vælge en sætning eller et ord, der ikke er cool eller tjekket for at få sangen til at virke,” siger han.

“Det med ikke at være sej, men mere bare ærlig i forhold til en specifik kunstnerisk vision, det er noget, som jeg synes får mere og mere værdi. Helt konkret, så er dansk sproget, som jeg føler med. Derfor kan jeg stå på mål for hver enkelt stavelse i mine danske sange. De engelske kan også noget, men det er måske et større, ambient billede, jeg maler der.”

På sin debut-EP, Øbo, har Christian Hede villet udfordre sit udtryk en smule. For ham er det lykkes ved hjælp af de mennesker, han spiller med og har fået hjælp fra. Her tæller Mikael Nilzén og Pelle Osler en stor rolle, da deres fingeraftryk er på det samlede lydbillede. Han fremhæver de to herres arbejde i egne projekter og med Thåström som en stor inspiration. 

“Det her projekt er ikke mere solo, end at jeg lægger rigtig meget tillid og frihed hos dem, der gider at spille med mig,” siger han, før han som yderligere inspirationskilder nævner svenske Anna Von Hausswolff på lige fod med de amerikanske søstre i Haim. “Så mere avantgarde er jeg nok heller ikke,” tilføjer han. 

På de nye indspilninger er der elektroniske elementer at spore, men for Christian Hede er der klar forskel på studieindspilning og live-udtryk. I sidste ende skal det være ærligt, det skal kunne stå på egne ben. Han forklarer: 

“Jeg vil have at min musik skal have sfære, og der synes jeg, at de elektroniske elementer er fede. Live spiller jeg lige nu med en trio, og der er det element i min guitar. Men på plade er det elektroniske rigtig, rigtig dejligt at arbejde med. Og det er noget jeg vil udvikle endnu mere.”

“Men du vil nok altid kunne skrælle mine sange ned til en akustisk guitar og en stemme. Jeg har aldrig været så rørt af et stykke musik som af John Lee Hooker, der solo fremfører ‘Serves Me Right To Suffer’. Det er essensen af musik for mig, og det jeg er som musiker. Men det skal klædes på, udfordres og udvides. Altid. For at det kan blive mit eget.”

Indenfor den seneste årrække har vi oplevet en opblomstring af den dansksprogede musik. Navne som Peter Sommer og Søren Huss falder nok de fleste i tankerne, og nyere sangskrivere som Tobias Kippenberger og Anders Riis er også begyndt at udfolde sig på modersmålet.

Det er dog nødvendigvis ikke sprogskiftet, der er det afgørende for Christian Hede, men snarere den personlige identifikation, som lytteren får i mødet med musikken.

“Den fremgang tror jeg ikke er ny, men måske er der mere fokus på det i de her år,” siger Christian Hede. “Det ved jeg ikke meget om. At et stykke musik er på dansk, synes jeg ikke i sig selv er en kvalitet. Det er det, der er så smukt ved den her kunstform, at det kan være svært at sætte en finger på, præcis hvad der rammer dig. Nogle gange føler man sig bare set.”

For det der validerer det jeg gør, det er, at jeg fucking mener det.

Når det kommer til at opsummere sig selv, som menneske, som kunstner, er Christian Hede Madsen ligefrem.

“Jeg er 33 år, guitarist og sanger, skriver bøger og digte og funderet i traditionel blues, folk og rockmusik. Hvis jeg er noget, så er det da- på papiret- en kliché. I hvert fald ikke en del af en bevægelse eller noget nyt. Det siger mig heller ikke noget,” siger han.

“For det der validerer det jeg gør, det er, at jeg fucking mener det. Og kun kan leve på den her måde. Ret simpelt egentlig. Hvis jeg skal være noget godt for mine børn, venner og anden familie, så skal jeg arbejde med de her ting. Der kan jeg smide de skarpeste kanter hen. Så er musikken til at skære sig på, i stedet for at jeg er det. Det er en god deal,” slutter han.

Christian Hede Madsen spiller releasekoncert for Øbo på HeadQuarters, fredag den 31. januar, klokken 19.00. 

Tjek Christian Hedes albumanbefalinger her og hør udpluk fra dem i vores playliste forneden.

Albumklassikeren over dem alle: David Bowie, Neil Young, Joni Mitchell

En umulig opgave, som jeg vil gå til naiv og blåøjet. Det ændrer sig næsten hver dag for mig. Men i dag er det Honky Dory af David Bowie, i morgen er det Harvest af Neil Young, og dagen efter er det Blue af Joni Mitchell.

Et overset album, som alle burde høre: Chorus Grant – Vernacular Music

Her må jeg vende mig mod én, som jeg kender personligt, men I må tro mig, når jeg siger det. Jeg synes, at Vernacular Music af Chorus Grant er et groft overset mesterværk. Anmeldelserne var gode og lunkne, men det må være fordi, at det album tager tid. Melodierne, produktionen, den samlede vision bag er SÅ vild. Det insisterer ikke på at være den højestråbende i klassen, og derfor er det nemt at overse, men det ændrer jeg. LYT TIL VERNACULAR MUSIC NU!

Det album, som jeg er mest stolt af at have lavet: Christian Hede Madsen – Øbo

Rejsen er det vigtige. Selve arbejdet og at blive ved i en undersøgende retning. Netop derfor har jeg vænnet mig fra at være stolt af et værk på den vis. Jeg kan være stolt af en proces og have det godt i maven over en udgivelse, men det er fordi det vidner om, at jeg er tro mod mig selv og den vision, som bærer skidtet.

Derfor er det eneste rigtige svar, at jeg mest “stolt” af ØBO, der er min nye EP. For det er der, jeg er nået til, indtil videre. På mange måder er det rigtige svar, at jeg er mest stolt af at jeg bliver ved at skabe musik.

Det album, som jeg/vi altid sætter på, når festen skal i gang: Nick Cave and The Bad Seeds – Skeleton Tree

Det kommer an på festen. Skal det være vanvittigt, så er det shuffle imellem Miley Cyrus “Party In The USA”, The Prodigy “ Invaders Must Die” , Johnny Madsen “Udenfor Sæsonen” og Dolly Parton “9-5”. Med den playliste, er jeg sikker på, at dem der ikke skrider lige med det samme er knækkede – på den fede måde. Og så er de nok heller ikke under 30.

Hvis det er min egen fest, så sætter jeg Skeleton Tree af Nick Cave & The Bad Seeds på, fordi jeg er sådan en type, der godt kan lide at stirre ind i en væg med en halv flaske rødvin i hånden og dykke helt ned i et stykke musik. Mange dage er Skeleton Tree mit “verdens bedste album”. Fest eller ikke.

Det ultimative breakup-album: Joni Mitchell eller Bon Iver

Blue af Joni Mitchell eller For Emma Forever Ago af Bon Iver.

Det album, der har betydet mest for mig som musiker: Led Zeppelin – Led Zeppelin II

Led Zeppelin II.

Albummet, jeg/vi ville ønske, at vi have lavet

Pas. Jeg ville ikke have lavet en anden kunstners album, men lader mig meget gerne inspirere og forføre af det.

Det album, jeg helst vil gå kold til på en vens lokum: Elton John – Madman Across the Water

Elton John med “Tiny Dancer” på vinyl og hak i pladen, så jeg bare falder godt og grundigt i søvn til verdens bedste sang på det fugtige toiletbræt og med visheden om, at jeg vågner op som en ynkelig version af mit bedste jeg. Med en tvivlsom lugt hængende i undertrøjen.

Det album, jeg vil begraves til: SunnO ))) – Life Metal

Life Metal af SunnO ))) 

Redaktionen anbefaler
Snakefingers INC anbefaler 10 album

Snakefingers INC anbefaler 10 album

Snakefingers INC er en skæv rockmaskine, der byder på lige dele twang-guitar, punk-pedaler og jazz-improvisation, altid med den gode melodi i fokus. Her guider de til 10 album, du absolut bør høre. Det ville være misledende at kalde Snakefingers INC for charmerende...

Bite The Bullet anbefaler 10 album

Bite The Bullet anbefaler 10 album

Et af dansk rocks bud på en solid fuzz-knytnæve lige i fjæset, Bite The Bullet, guider her til 10 album, som du absolut bør tjekke ud. Det er første aften på Grimfest, 2019. Det er torsdag. Den danske sommer lever ikke helt op til den forgående sommers høje...

Red Lama anbefaler 10 album

Red Lama anbefaler 10 album

Det er et spørgsmål, musikjournalister elsker at stille, og som bands oftest hader at svare på. For helt ærligt, hvem har også lyst til at efterkomme en doven blyantspidsers ønske om at selv skulle kravle ned i en kasse. Låg og mærkat på, og så er den sag lukket. Det...

Isbjörg anbefaler 10 album

Isbjörg anbefaler 10 album

Alle hårdtarbejdende bands ved, at nogle gange må man gå den ekstra mil for at komme i mål. Og nogle gange er der ganske enkelt ikke timer nok i døgnet, men så må man opfinde nogle ekstra for at få det hele til at slå til.  Isbjörg har netop vundet æren af at...

Pony Marshall anbefaler 10 album

Pony Marshall anbefaler 10 album

Det er ikke en underdrivelse at kalde Pony Marshall et nyt band. Efter blot et halvt år sammen befandt de sig som opvarmning på to turnéer med de noget mere scenevante Go Go Berlin. Og det kan altså godt være lidt af en ilddåb, når man som ungt band pludselig møder...