Det er ikke en underdrivelse at kalde Pony Marshall et nyt band. Efter blot et halvt år sammen befandt de sig som opvarmning på to turnéer med de noget mere scenevante Go Go Berlin.
Og det kan altså godt være lidt af en ilddåb, når man som ungt band pludselig møder hovednavnets publikum for første gang. Forsanger Isak Ruiz fortæller:
“Vi var på vores første turné med Go Go Berlin i november. Her ligger vi ud med at spille på Gimle. Og det er jo klart, at Gimle godt ka’ li’ rock. Der er solgt vildt meget i forsalg. På det her tidspunkt har vi eksisteret i et halvt år, så vi har knap nok materiale til at spille et opvarmningsset. Altså, det har vi, men vi kan ikke vælge og vrage i mellem numrene.
Jeg tror, at det er den femte eller sjette koncert, vi spillede, og jeg kan huske det der med, at vi for det første selvfølgelig kommer vildt meget for tidligt. Vi har ikke forstået den der plan, vi har fået. Vi kom lang tid før Go Go Berlin og sad bare og ventede i backstage. Og vi fyldte mega meget og vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv.
Da Go Go Berlin endelig kommer, hænger vi ud med dem og hygger os, men det er vildt akavet, fordi vi ved ikke rigtig, hvor vi skal gøre af os selv. Da det så bliver showtime, skal vi eskorteres af sådan en sød gammel dame, der arbejdede der, ned igennem en elevator, der fik os om bag scenen. Og derfra kan vi bare se, at der står 400-500 mennesker presset op af et hegn. Vi havde prøvet at spille for max 50 mennesker, så vi var allesammen bare ved at kaste op af nervøsitet.”
Den overvældende oplevelse til trods blev Pony Marshall ikke skræmte af synet. Tværtimod har de fået blod på tanden. I morgen, fredag den 13. april udgiver de ny single, mens de gør klar til sommerens festivaler og en intens skriveproces i efteråret:
“Vi er allerede i gang med de næste udgivelser og musikvideoer til det. Og så skal vi forhåbentligt spille på nogle festivaler til sommer, vi har for eksempel søgt til Uhørt og andre upcoming festivaler.
Vi søgte så ikke SPOT Festival i år, fordi vi føler ikke, at vi er helt klar til det endnu. Så vi pacer os selv og håber på at have en god sommer og sensommer. Efteråret kommer til at byde på masser af sangskrivning og ny musik, så vi er klar til et vildt 2020-forår!”
I den anledning har vi spurgt bandet om, hvilke 10 albums du absolut bør høre, før du dør, og hvorfor. Derudover har de håndplukket et track fra hvert album, som du kan høre i en spilleliste på Spotify forneden.
Party album: Miike Snow – iii
Der følger lige en lille anekdote til dette album! Det er et album, der især er blevet lyttet til af os (Felix og Isak), dengang vi arbejdede i et køkken sammen (på Grönes Café!) og skulle lukke ned. Hvor varmt og hæsligt det end kunne være at vaske gulve og tage kilovis af opvask, var dette album altid med til at holde stemningen oppe. Af samme årsag er det viderebragt og er blevet taget imod fra resten af bandet, som det perfekte festalbum.
Breakup album: Tame Impala – Currents
Currents var på sin egen måde et banebrydende album, da det kom i 2015. Det var i hvert fald et rigtig godt eksempel for os som band på, hvordan man kan fusionere rock, pop og r&b på en nytænkende måde. Det er desuden et godt eksempel på, hvordan man kan ændre sig som band, når man har haft en ret defineret lyd igennem en lang periode.
“Yes I’m Changing” er et utroligt sigende nummer for pladens budskab, idet at det både handler om at ændre sig som musiker, men også som person, og hvordan man kan se lyset for enden af regnbuen efter et “break-up”.
Album, vi ville ønske vi havde lavet: The Strokes – Is This It
Ét er at Is This It er et af de bedste rock/post-punk albums, der nogensinde er lavet. Noget andet er, at det også er The Strokes’ debut. Så udover at stræbe efter et nær perfekt musikalsk udtryk, som der bliver leveret på denne plade, er det i vores øjne på mange måder den perfekte debut-plade, hvor et band i den grad får defineret sin egen lyd og image.
“Someday” er måske vores favoritnummer på pladen (selvom det er svært at vælge) og har desuden en genial tekst, der er meget let at relatere til, for sådan nogle unge, emotionelle mænd som os.
Undervurderet album: Amy Winehouse – Frank
For mange mennesker vil det første album, de tænker på, når man siger Amy Winehouse, være Back To Black. Men vi har altid synes at Frank er det bedste Amy Winehouse album, især grundet Winehouses flabede tekster, eksempelvis på nummeret “Fuck Me Pumps”, hvor Winehouse arketypiske beskrivelse af denne kvinde, vi alle umiskendeligt har stiftet bekendtskab til, er så rammende, at det næsten føles som om, at I kender samme person.
Godt Aarhus-album: Astronaut – Silence One
Når det kommer til Aarhus-bands, er der ikke mange, der i vores øjne klarer sig bedre end indiebandet Astronaut. De har begået en sindssygt ambitiøs debutskive med Silence One. Det er det utroligt stilrene og modne udtryk, som blandt andet kommer til udtryk på det udvalgte nummer “Kryptonite”, som på trods af dets simplicitet fremstår virkelig gennemført og fuldendt.
Inspirerende album ift. Pony Marshall: The Voidz – Virtue
Måske et af de underligste albums, der er udgivet i 2018, men afgjort også et af det bedste. Julian Casablancas’ sideprojekt Voidz er ikke bange for at udfordre konventioner, noget som de på ingen måder afviger fra på pladen Virtue og i særdeleshed ikke på nummeret “QYURRYUS”, der er en underlig blanding mellem mellemøstlige fraseringer og doom-techno.
For os som musikere er det utroligt forfriskende, at musikere, der er dybt etablerede på pop/rock scenen, ikke er bange for at gøre noget, der er “helt fucked” og bare gå all-in på et projekt, der kan virke virkelig langt fra noget man nogensinde har givet sig i kast med før.
Klassisk album: The Doors – Strange Days
Man kan næppe komme udenom, hvor vigtig en indflydelse The Doors har været for os som band. Det var på mange måder udgangspunktet for vores musik, især da vi var yngre og har siden ligget som en latent reference i mange af vores numre, selvom det måske ikke er lige så udtalt som mange af vores andre referencer. Tekstuniverset på pladen er også virkelig dragende, og nummeret “People Are Strange” er på mange måder, som vi ser det, indbegrebet af The Doors’ obskure, men dragende lyriske og musikalske univers.
Banebrydende album: Radiohead – OK Computer
En plade, der vel ikke rigtig har brug for nogen introduktion. Indenfor pop/rock-genren ser vi i hvert fald OK Computer, som det mest banebrydende album i nyere tid (måske man kan argumentere for, at Beatles har smidt en udgivelse eller to, der også kunne være relevante her) og virker bare på alle tænkelige parametre som et gennemført mesterværk. Sangvalget, ja, det er måske lidt kedeligt, men vi kan sgu ikke rigtig løbe fra, at “Karma Police” er et af de bedste, der nogensinde er skrevet og et af de mest betydningsfulde numre for os som musikere.
Pre-show album: Soulwax (m.fl.) – Soulwax FM
Med dette valg bøjer vi reglerne lidt, da vores yndlings pre-show musik ikke er et album, men derimod en playlist, som er sammensat af Soulwax-inspirerede techno-skæringer, som er gode til at “get in the zone”. Det er måske lidt random, for det handler egentlig ikke om noget enkelt nummer, men mere om den der “get-pumped” stemning, man gerne vil i, inden man skal spille en koncert.
TBA
Tilføjes fredag den 19. april. Så kig med i morgen!
