Det er et spørgsmål, musikjournalister elsker at stille, og som bands oftest hader at svare på. For helt ærligt, hvem har også lyst til at efterkomme en doven blyantspidsers ønske om at selv skulle kravle ned i en kasse. Låg og mærkat på, og så er den sag lukket.
Det er dovent, ja, og spørgsmålet lyder selvfølgelig: “Hvilken genre spiller I så?”
For Red Lama, et københavnsk syvmandsorkester med flere musikalske baggrunde, er svaret da heller ikke så lige til. På deres seneste EP, “Dogma”, demonstrerer de atter deres særegne og opdaterede tilgang til den psykedeliske rock, hvor et orientalsk udtryk blandes med 80’er synthesizer og dundrende perkussion.
Det er en lyd, der måske nok knytter dem til en bestemt scene i første ombæring for nye lyttere – og som gang på gang gør deres live-shows til en eftertragtet oplevelse – men den er bredere og favner mere vidt end noget uldent mærkat ellers kan plædere for i sin singularitet.
“Overordnet set kan man sige, at vi genremæssigt tilhører den bølge af dansk psych-rock, der opstod i kølvandet på og sideløbende med en international bølge, der dyrkede 60-70’ernes psykedeliske rock,” fortæller bandet.
“Som mange andre bands, der er sprunget ud af den psykedeliske rocks genkomst, har vi det i dag nok lidt ambivalent med genrebetegnelsen. I starten var mange nok særligt lidt tilbageskuende og trak på inspiration fra sluttressernes mastodonter, og vi har da også tilbragt utallige stunder sammen med bands som The Doors, Love og 13th Floor Elevators. Selvom psych-rock-mærkatet nok stadig er den bedste betegnelse, er det også enormt udvandet og forsimplende.”
Derfor er Red Lama også fokuseret på at hive deres egen lyd ind i nutiden og derfra skimte ind i fremtiden, netop for på den måde at undgå det udvandede udtryk og forblive i det tykke hjerteblod. Det gør de blandt andet ved at være åbne for hele verdens mangfoldighed af lyd. De fortæller:
“Fremfor at være udelukkende tilbageskuende også har vi et stort fokus på at gøre musikken relevant i dag og opdatere lyden til at være mere moderne. Som mange nok vil kunne genkende, er vores produktioner også væsentligt mere polerede og detaljerige, end der tidligere var tradition for. Det er nok også grunden til, at vores musik ofte sammenlignes med en bred vifte af bands – gamle som nye – der sjældent tænkes som specielt beslægtede. Det er alt fra Tool, Simple Minds og selvfølgelig The Doors.”
Og for at vende tilbage til den dovne blyantspidsers spørgsmål i begyndelsen af denne artikel og tilfredsstille hans dvaske spørgeiver, opsummerer og svarer bandet stødkraftigt:
“Mere korrekt kan man sige, at vi spiller rockmusik, der trækker på et væld af forskellige genrer – pop, rock, trip hop, psych, post rock, blues, Art rock og selvfølgelig alskens fed musik fra rundtomkring i verden, som for eksempel Vestafrika, anatolien, mellemøsten og så videre.”
Red Lama spiller på HeadQuarters fredag den 31. maj, og her forneden guider de til 10 fede album, du ikke må gå glip af, især hvis du leder efter en inspireret indgang til bandets musikalske univers.
Syv mand stærk kan sagtens byde på et hav af plader og lister, men det er lykkes dem at lave en liste over albums, de i høj grad har været fælles om og som har betydning for deres fælles musikprojekt.
Husk, at du kan høre udvalgte sange i en playliste i bunden af denne artikel.
Bedste album til overordentlig god stemning i tourbussen: Jorge Ben Jor – Força Bruta (1970)
Når vi sidder samlet i bandbussen – eller backstage inden koncerter – er det uundgåeligt, at vi hører Jorge Ben Jor. Særligt nummeret “O Telefono Tocua Novuamente” giver den helt rigtige løsslupne stemning. Man kan ikke andet end at blive i godt humør og rocke med.
Find vinduespudserkluden frem og skrub med på det her forrygende og festlige album fra Brasiliens store helt. Han kan i øvrigt opleves på Roskilde i år!
Det album der var første store inspirations-lyt som band: Mogwai – Happy songs for happy people (2003)
Siden vi, som nydannet band tilbage i 2011, skulle finde hinanden musikalsk, har vi haft mange fælles inspirationslyt i vores øvelokale. Lyset slukkes og vi gør os magelige på gulvet.
Det måske vigtigste og også første fælles lyt, var da Johannes (forsanger) satte “Ratts of the Capital” på. Mogwais (og post-rocken generelt) fantastiske evne til at opbygge numre og formidle historier og store følelser (oftest) instrumentalt har betydet meget for vores egen sangskrivning og fokus på at lege med lag og intensitet som virkemidler.
Det album vi gerne selv ville have skrevet: Goat – World Music (2012)
Goats mystiske og rytmiske univers har været en stor inspirationskilde. Albummet er virkeligt godt skruet sammen og byder på både shamanistisk rock og syrede passager, der trækker på så mange forskellige lyde fra verden over.
Det er jo også derfor det hedder World Music – selvom det samtidigt er finger til gernebetegnelsen ’World Music’.
De bringer elementer fra fjerne egne ind med respekt og legesyge og gør det til deres helt egen lyd. Især brugen af djembe – og percussion generelt – har været det der fik os til også at lege nye instrumenter.
Albumklassikeren: Pink Floyd – Meddle (1971)
Vi udspringer jo af en genre, der havde sin storhedstid i sen-60’erne/start-70’erne, og hvor klassikerne er i overflod. Når vi vælger Meddle, er det primært på grund af det fantastiske 20 minutter lange Echoes, der har sendt os (og sikkert rigtig mange andre) på flyvetur i de sene nattetimer.
Derudover varslede Meddle den nye Pink Floydske lyd, der også er at finde på klassikerne Animals og The Dark Side of the Moon.
Det album der er bedst at smække på en søndag morgen: Talk Talk – Spirit of Eden (1988)
Selve temaet og teksterne er måske ikke så søndag-morgenagtige. Men der er simpelthen bare noget enormt stemningsfuldt over instrumenteringen og vokalen, som vækker en særlig form for ro – du ved, den der saglige verden-står-stille-agtige stemning, man kun har om søndagen med morgenkaffen i hånden. Albummet spillede en stor rolle for vores lyd på vores anden LP, Motions.
Det album der skal høres i gode bøffer: Massive Attack – Mezzanine (1998)
Et trip-hop mesterværk af den tunge slags. Produktionen er bare lækker, og man bliver pakket ind i et dystert univers, der får hårene til at rejse sig.
Det her med at tænke produktionen som et univers af forskellige lag og virkemidler inspirerede os meget på vores anden plade, Motions.
Især sammenspillet mellem markante og gennemproducerede trommer og tung bas synes vi er enormt effektfuldt – lyt for eksempel til vores nummer “Elements I”.
På grund af produktionen bør det høres med gode bøffer på – eller på et rigtig godt anlæg.
Det album der virkeligt åbnede øjnene for den nye psychbølge: The Black Angels – Passover (2006)
Black Angels var med til at sætte fut i den nye internationale psychbølge, og Passover er sikkert at finde på mange af vores genre-beslægtede bands liste over indflydelsesrige albums.
Der er slagkraftige riffs, ørehængende melodier, bombastiske og pulserende trommer, og en stor lyd, der fik suget en flok unge mænd dybt ind psychens univers. Ligesom danske Spids Nøgenhat var Black Angels et band, vi alle hørte før og har stor betydning for, at vi besluttede at lave et rockband.
Det album hvor vi måber over lilletrommen (blandt andet!): All Them Witches – Dying surfer meets his maker (2015)
Det her album lyder bare mega fedt. De fire (nu tre) gutter er utroligt velspillende, og lilletrommen lyder helt overdrevet fedt. På deres plader formår de at levere dynamisk blues-orienteret musik, der udfordrer sangstruktur og udtryk konstant.
Vi har været heldige at opvarme for ATW på Loppen nogle år tilbage, og det kan varmt (!) anbefales at høre dem live.
Bonusinfo: Vi fik selvfølgeligt en snak med dem, og de fortalte, at de var kommet til Europa med kun det absolut mest nødvendige, da det var for dyrt at få ting med flyet. Under besøget i København boede de som couchsurfere på en tre-mastet gammel isbryder ved siden af den blå planet.
Det album der åbnede vores ører mod østens rockskatte: Kourosh Yaghmaei – Back from the brink (2011. Samling af sange fra 1973-1979)
Da vi mødtes en uge i sommeren 2015 for at skrive vores debutplade, dykkede vi samtidig ned i en masse iransk- og anatolsk rock fra 60-70’erne.
Da signatur-guitarlinjen i Kourosh’ “Dar Enteha” flød ud af højtaleren, og solen samtidig stod helt rigtigt på himlen, var vi ikke i tvivl om, at vi blev nødt til at bruge den i et af vores egne numre.
Resultatet kan høres på vores eget nummer, “Dar Enteha”, der med tilladelse fra manden selv blev udgivet på debutpladen, Dreams are Free.
Det album der senest sendte os afsted til koncert sammen (hvis man ellers kunne den dag): GoGo Penguin – A Humdrum Star (2018)
Det er en ekstrem velspillende trio, der er en del af en spirende britisk jazz-bølge, der primært spiller analogt musik, men inkorporerer beats og effekter, som man ellers kender fra elektronisk musik.
Det er ekstremt luftigt, lækkert og teknisk på den måde, der lyder ganske ubesværet!
Smæk det i ørerne og du får lyst til at kigge ud over et diset hav, løbe hurtigt igennem kornmarker eller tage på Louisiana og bilde dig ind, at du forstår kunst.
