Vi har besøg af legender på forskellig vis i denne uge. Fodboldspilleren Diego Maradona bliver grundigt namechecket hos Verdens Sidste Idé, og rockmusikeren Tracii Guns optræder på seneste single fra The Slow Scare. Vi henleder også opmærksomhed til Trine Lyngvig, som vi skammeligt forbigik i sidste måned, og slutter af med to storladne debutanter.
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
Verdens Sidste Idé – Diego
Nogle gange er fortællingen om en menneskeskæbne spændt ud over sådanne ekstremer, at det kan være svært at skue meningen med historien. Men kedelig er den ikke, dette dødt løb mellem himmel og afgrund, og derfor desto mere tillokkende er det at høre den igen.
Sådan er historien om gadedrengen, der blev fodboldlegende, Diego Maradona, set igennem det roste aarhusianske pop/rock-orkester Verdens Sidste Idés øjne. Navnet på deres seneste single er naturligvis “Diego”, og i kølevandet på poetiske hymne til den turbulente argentinske eksistens, kommer annonceringen af orkesterets andet album Strå, der udkommer fredag den 18. februar 2022.
Albummet følger op på sidste års anmelderroste debut, Den Indre by, og dette års EP-udspil Jordiske Chancer. Om debutalbummet skrev vi blandt andet i vores anmeldelse:
“Med tilflytterens opmærksomme blik på den nye bys skæve taktart, tapper Verdens Sidste Idé direkte ind i byens puls og menneskene, der lever og ånder der. Det bliver fremført med en sanselig menneskelighed, der utvivlsomt gør Den Indre By til et tidløst medlevende portræt af Aarhus midtby.”
Inspirationen til singlen “Diego” stammer fra en artikel, der hænger som et avisudklip i frontmanden og sangskriveren Asbjørn Hvelplunds studie.
”Maradonas historie er lidt som de græske guders – man ved ikke helt, hvad man kan lære af den, men den er vild nok til, at man gerne vil høre den igen. Han var tilsyneladende spændt ud mellem forskellige poler: kunsten og kokainen, stjernestatus og slumkvarter, mennesket Diego og halvguden Maradona”, siger Asbjørn Hvelplund.
Verdens Sidste Idé berører de modstridende poler i fortællingen og frembringer Maradonas rastløse energi i et lydbillede, der bevæger sig mellem folk, americana, indierock og electronica. Teksten er som altid poetisk anlagt og indkapsler en helt særlig stemning, der oser af kantet varme.
Hvis du vil under huden på en af verdens mest legendariske fodboldspillere, kan det anbefales at skippe de murstenstykke biografier, og i stedet give denne single et lyt. Mere end blot fakta, mere som at træde ind i eksistens selv.
The Slow Scare – Glitch ft. Tracii Guns
Vi venter i spænding på debutalbummet In Purple & Blue fra The Slow Scare, der er sat til at komme fredag den 3. december. De har over de seneste måneder langsomt åbnet op for deres univers og budt os velkomne indenfor i form af singlerne “Scream (All You Want)” og “In Purple & Blue”.
Nu er de aktuelle med en sidste single, før det går løs. Den mere afdæmpede “Glitch” kan bryste sig af at have fornemt besøg. Den amerikanske superguitarist Tracii Guns låner nemlig sine evner til singlen – og ja, det er ham, der er “Guns” i Guns N’Roses.
Men alle fordomme om hidsig 80’er-shred kan vi godt pakke sammen, da Guns i stedet for at skippe strenge graver endnu dybere og leverer et smagfuldt, atomsfærisk stykke guitar-lir, der passer som hånd i handske i Deadly Fred’s stemningsfulde guitarunivers.
Baby Bitter spiller fortsat rollen som en rock’n’roll femme fatale til fulde, og “Glitch” giver derfor indtryk af, at det kommende album bliver en varieret og gennemført rejse ind i et dekadent univers, hvor rockmusikken har ligeså meget hjerne og hjerte, som den har attitude og beskidte licks.
Trine Lyngvig – Blue Eyes
Nogle gange går det for hurtigt i denne verden. Man glemmer at stoppe op, og man glemmer at lytte. Og nogle gange går man glip af ret fantastiske ting på den bekostning.
Så nu stopper vi op for at få pusten og kigger os over skulderen. I sidste måned udgav Trine Lyngvig nemlig singlen “Blue Eyes”, og den fortjener om noget en plads blandt vores singler, da denne cinematiske ballade er noget helt særligt.
Med et genkendende nik til Lana Del Rey formår Lyngvig at spinde en kærlighedsfortælling, hvor du forsvinder ned i dybet af de blå øjne. I et storladent lydbillede, med svulstige strygere, fine akkordprogressioner, og moderne trommebeats, bliver mødet med et menneske, der kan få ens hjerne til at skabe sin helt egen kalejdoskopiske forestilling, portrætteret.
”’Blue Eyes’ handler om at blive fanget af et blik og forsvinde så langt ind i det, at virkeligheden forsvinder. Det lyder som en kærlighedssang, men for mig var det en flugt. Jeg havde så meget brug for at komme et andet sted hen, et sted hvor jeg blev set, hvor jeg igen var en del af en kærlighedsfortælling,” siger Lyngvig.
I “Blue Eyes” selskab kan vi alle blive del af kærlighedsfortællingen. Den stammer fra sangerindens debut-EP White Bird, der er udkom den 29. oktober, og er en fortælling om at være igennem en række stadier i forhold til en skilsmisse. Den er et anbefalesværdigt lyt værd!
Maaneland – Maaneland
Det har været en driftig sommer for debuterende Maaneland, der i dag er ude med første single af samme navn. Sommeren kulminerede i en opløftende optræden på SPOT Festival, og nu lader trioen op til at udgive deres debutalbum.
“Maaneland” er sjælefuld nordic noir, kombineret med skarp dansk rock. Og selvom singlen ikke svæver fortabt i rummet, er der højt til loftet, ja, den bryder op igennem stratosfæren som en funklende raket.
Båret af klaverspil og en ligefrem lyrik, hvor særligt den afsluttende linje klæber sig til sjælen som et regnvådt brunt blad, bliver man som lytter draget ind i Maanelands sindrige univers.
På mange måder føles Maaneland i sin tematik som et hidtil ukendt familiemedlem til Elton John’s klassiske “Rocket Man”, og ligesom det engelske ikon formår også Maaneland at gøre en fortælling om kærlighed til noget alment, noget, vi alle kan føle og forstår.
Det er poetisk og let som en fjers berøring mod den blottede hud, men efterlader følelsen af en lammer – på den gode måde.
Laura Ziani – Money
Laura Ziani har spillet cello siden 7-års alderen. Det er dog ikke det eneste instrument, som multiinstrumentalisten mestrer, men det danner dog klangbund for hendes single “Money”.
I et alternativt univers kunne det sagtens have været titelmelodien til en James Bond-film, som vi bedst husker dem. Den er produceret af Birk Storm, der også har produceret for blandt andet Nicklas Sahl og PRISMA.
Det er sang, der handler om at finde et meningsfyldt ståsted i en materiel verden, om at vi alle kommer fra forskellige udgangspunkter, hvor nogle er i en kortere kø end andre til et fredfyldt liv med muligheder.
Celloen har været Zianis følgesvend igennem livet. Mens hun studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, fik hun et behov for at skabe og bevare en musikalsk nysgerrighed. Hun startede derfor med at skrive sange hjemme i sin stue, efter hun var færdig med at øve cello. Lyden er nu alternativ pop, hvor Lauras vokal og dragende sangtekster er i fokus.
Hun står som kunstner splittet mellem sin egen nysgerrighed og de klassiske regler og normer, hun er skolet efter, og det har har hun behov for at udfordre i sin musik. Den bliver således et mix mellem det organiske og det elektroniske.
“I det hele taget udvisker jeg gerne de grænser, der er tegnet op for, hvad der passer ind hvor,” siger Ziani.
I den nedenstående video byder vi på en live-session af singlen “Money”, men du kan selvfølgelig høre studieindspilningen i vores Spotify-playliste i bunden af artiklen, hvor vi også har samlet alle årets øvrige uundgåelige singler.
