Kaizer // Pressefoto: Jeanette Philpsen
8 minutter at læse

HQ listen #14

Det er næsten syng-dansk-dag på denne uges liste over bedste singler. Og så alligevel ikke helt. Men næsten da … Hør nærmere her!

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Kaizer – Hello The Beat

I marts 2020 skrev vi om popkometen Kaizers debutsingle “YOU KILL ME WITH A WORD (aim you gun)”. Siden da har Kaizer, med det borgerlige navn Karen Stenz Lundqvist, udgivet den anmelderroste EP Crying Like a Rose, og nu er hun stærkt tilbage med en brandvarm single, “Hello The Beat”.

Singlen samler tråden op, hvor Crying Like a Rose stoppede, men man kan tydeligt mærke, at den unge kunstner har fået skruet op for selvtilliden. Hendes udtryk, en hård og øm blanding af punkattitude og popharmonier, passer nemlig perfekt til singlens tema: Kærlighed og galskab. 

“Jeg ville lave soundtracket til alle de fortabte, forelskede sjæle derude. Når man er forelsket, er man jo sindssyg, og det er ikke en joke. Der er de der undersøgelser med, at hjernen har samme hjernebølger når man er forelsket, som ved sindslidelse,” fortæller Kaizer om singlen. 

Sangen har et repetitivt, messende omkvæd, kun bestående af den enkeltstående sætning “I Hello The Beat”, som en vanedannende hymne eller neurotisk tilstand, hvor pladespilleren er gået itu, og hakkende gentager den samme maniske tanke igen og igen. Kaizer forsøger hermed at levendegøre fornemmelsen af forelskelsens sygelige sindstilstand. 

“Hovedpointen i sangen er, at man siger ‘FUCK DET’, og rammer byen og dansegulvet, og bare siger “hej til beatet”, som en kærkommen ven,” siger Kaizer. 

Og der er vind i sejlene. “Hello The Beat” har allerede fået international branchebevågenhed som soundtracket til Music City Network—det internationale samarbejde mellem branchefestivaler som Reeperbahn, Eurosonic, Vill Vill Vest og SPOT—og i japanske reklamefilm. 

Den store vide verden har allerede så småt fået øjnene op for Kaizer. Er det ikke også på tide, at vi herhjemme åbner ørerne? 

Søren Manscher – Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv

Når Søren Manscher ikke svinger guitaren for Brimheim, har han faktisk gang i en flot og poetisk solokarriere. Han er nu aktuel med næste single “Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” fra hans kommende anden album, Den Stærke Sol.

Debutalbummet Det er balancerne, der holder sammen på det hele udkom til store anmelderroser i 2019, og mon ikke også rosenbladene vil dale ned over Den Stærke Sol? Efter den mere eksperimenterende og trommebårede EP Ø fra 2020, har Manscher atter vendt sit skarpt lyriske blik mod hverdagslivet, som han besynger med guitar. 

“Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” er en guitardrevet, indie-poppet sang om at se tilbage på et forlist forhold og erkende sin egen rolle i det. Den er en sang om at nå til et sted, hvor man kan tilgive sin ekskæreste, og sig selv, for dramaet i et forhold, som gik i stykker. 

”Det er en sang om den kollision, der kan opstå mellem illusionen om et forhold og den virkelighed, man er i sammen. Der hvor alt eksploderer i følelsesudbrud, misforståelser og anklager, og man bliver bitter og fortaber sig i den nemme historie om den andens forkerthed,” fortæller Manscher.

“Men som forholdet ender, og tiden går, begynder pilen lige så stille at pege tilbage på en selv. Man gennemlever de gamle minder – og ser dem mere udefra. Der kan tilgivelsen begynde – især tilgivelsen af sig selv.”

Sangen er skrevet på Færøerne, hvor Manscher har været på flere skriveophold og blandt andet arbejder sammen med Teitur om en kommende EP fra de to. Musikken til Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv er skrevet med to andre færøske samarbejdspartnere, Harald Fonsdal Johannesen & Líggjas Olsen. 

Krogen – For Enden af Byen

Der er både wild west-stemning og dans i det store øltelt hos Krogen. Det spritnye singer-songwriter projekt er skabt af 30-årige Lasse Krog fra Aarhus, og hans musik er blevet beskrevet som både ægte country rock og stemningen af dansktoppens dans-genre. 

Selv betegner Krog de dansksprogede sange under genren roots, mens udtrykket afspejler start-80’ernes amerikanske country samt crooner og rock’n’roll. I tradition med Hank Williams er Krogs tekster historiedrevne og poetiske med catchy medrivende omkvæd. 

Og det kommer da også fint til udtryk på Krogens tredje single, “For Enden af Byen”, hvor man kan græde og skåle med. Den kommer forud for det endnu unavngivne debutalbum, der udkommer i april 2022.

“Når jeg skriver, kører der en film i mit hoved, som jeg spoler og klipper i for at tilpasse den lyriske historie. Så gælder det bare om at få underteksterne ned på papir, uden at historien bliver 2 sider lang,” fortæller Krogen om “For Enden af Byen.

“Denne film er centreret omkring en families tragiske skæbne, hvor den social arv har blomstret i et miljø præget af misbrug, svigt og forstyrrelser.”

Sadl op, makker, og tag en svingom med Krogen.

Hør singlen på Bandcamp her.

Esben Svane – Ikke Et Ord

Døden kom for tæt på, da Esben Svanes mor blev ramt af kræft. Den skræmmende oplevelse udmunder nu i et konceptalbum, Ikke Et Ord, tiltænkt som tre sammensatte EP’er med hver deres tema: forfaldet, døden og kærligheden. 

I dag udkommer Svane med titelsinglen “Ikke Et Ord”, en smuk sang, som beskriver følelserne og tankerne i tiden under hans mors kræftsygdom.

“Min største frygt har altid været at miste mine forældre, og da min mor havde kræft, kom både døden og frygten for at miste hende meget tæt på.,” siger Svane.

“Det var forfærdeligt at være i for os allesammen, så denne sang er til min mor, men også til alle andre derude, som enten selv er syge eller er pårørende til familiemedlemmer med kræft.”

Tidligere i år udgav Esben debut-EP’en  Du Valgte Mig, der fortalte den turbulente kærlighedshistorie om hans forhold til Ihan Haydar (trommeslager i L.I.G.A) og deres kamp for få hinanden. På Ikke Et Ord optræder de fire sange forskudt af hinanden, men udgør samlet set kærlighedstemaet på konceptalbummet. Det forventes ude i foråret 2022.

PIPI – Fanget i noget flot

Uha! Vi kender det alle! Kærlighedens veje er ikke altid så ligetil. Nogle gange forelsker man sig i den forkerte, og så gør det ellers ondt i hjertet. Åh, man ville ønske, at man kunne lade være …

Det er temaet for “Fanget i noget flot” af indie-gruppen PIPI. Singlen kommer som forløber til deres selvbetitlede debutalbum, der udkommer fredag den 4. februar 2022.

Med en klang af nostalgi og 80’er-rock, tilsat broget vokal og guitarlicks, sætter “Fanget i noget flot” i sit polerede og på samme tid skæve udtryk lyd til følelsen af en fejlagtig forelskelse.

Forsanger Frej Darger ville ønske, at han ”bar’ ku’ la’ vær’” med at blive forelsket i lige netop denne pige, for det er lidt besværligt, når hun nu er i et andet forhold:  

”At være forelsket i nogen er jo superdejligt, men fuck hvor er det nederen, hvis vedkommende har en kæreste, eller det ikke er gengældt – eller hvis man selv synes det er en lidt dårlig idé, men ikke lige kan gøre for sine følelser.”

Næste års album behandler ungdomstematikker og usikkerhed med tekster om at acceptere, at lige nu har man det bare nederen. Det er simpelt, vedkommende og relaterbart for alle, der har været i de unge 20’ere – man kan ikke altid have styr på det hele. 

”Det er superintimiderende ikke at ane, hvad der foregår. Men det er også en overvejelse af, at det går okay lige nu. Jeg lever, og det er fedt nok,” siger Frej.

PIPI er meget lige til. De viser sårbarhed med følelserne uden på tøjet. Når de går på scenen, er de dem selv. De prøver ikke at være noget, de ikke er. Og nu kan du varme op med singlen først og dernæst fange PIPI til deres RUST-headliner-koncert den 18. februar næste år med fuldt liveorkester. 

Hør ugens bedste singler – og de foregående ugers bedste singler – på Spotify:

Redaktionen anbefaler
HQ listen #49

HQ listen #49

Vi nærmer os med hastige skridt den glade juletid, og i denne uge får vi da også et par nye julesingler fra uventet kant på playlisten. Bare rolig dog, vi har også plads til eksperimenter, pop og arrigskab. Læs mere her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske...

HQ listen #48

HQ listen #48

I denne uge kommer vi vidt omkring i genrene. Vi har alt fra rock, country-rock, rendyrket pop til harmdirrende metal. Velbekomme!  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #47


HQ listen #47


Vi har masser af fede danske kunstnere på programmet i denne uge, men før vi går helt i gang, vil vi gerne gøre opråb på en mærkesag, der berører selve HQ music. Sparekniven har nemlig  som det første ramt det aarhusianske kulturliv. Kulturforvaltningen i Aarhus...

HQ listen #46

HQ listen #46

Problemerne i samfundet og verden som så stopper jo ikke bare fordi, at vi netop har overstået folketingsvalget. Det er vægtige emner, der ligger de unge musikere på sinde i denne uge, men bare rolig, vi har også plads til lidt kærkommen eskapisme. Velkommen til ugens...

HQ listen #45

HQ listen #45

Fra kompromisløs rock til pop, ugens bedste singler giver dig det bedste fra den danske up&coming undergrund lige her.  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...