Cloudwalk // Pressefoto.
6 minutter at læse

HQ listen #16

Vi er over midtvejs igennem januar og kun to måneder væk fra foråret. Mens vi ser forventningsfulde fremad, lad os da stoppe op og nyde denne uges bedste singler. Der bliver danset med inspirationskilder som The Cure, Leonard Cohen, Son House og Bruce Springsteen. 

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Cloudwalk – Moonshine

Sidste år udkom postpunkede Cloudwalk med deres debut-EP, Looming Large. Nu gør de klar til det helt store skridt med udgivelsen af deres debut album, Rise Again; My Sun, My Mind, der udkommer fredag den 4. marts.

Første smagsprøve på albummet er singlen “Moonshine”, og den tegner godt for fans af særligt den britiske postpunk-lyd fra midt-80’erne og opad. 

Den dybt personlige fortælling om et dysfunktionelt faderskab bliver udtryk igennem et lydbillede, der ikke ville virke ude af plads på for eksempel The Cure’s klassiker Disintegration

“Moonshine” tager sit udgangspunkt i forsanger og guitarist Brett Tootle’s oplevelser i et nu tidligere forhold. Her oplevede han, hvordan en familiefar med en ellers lykkelig tilværelse og familie var ved at miste alt, han holdt af, som følge af sit alkoholmisbrug. 

 ”Han havde aldrig dårlige intentioner. Han elskede sin familie lige til det sidste, men som minderne om hans eget barndomssvigt ramte ham i vinterens mørkeste tider, mistede han kontrollen til et underliggende alkoholmisbrug.” fortæller Tootle.

Musikvideoen er en fortolkning af faderens minder. Vi ser, hvordan det lykkelige forhold til hans børn viser sig at være en illusion, som han klynger sig til. Da først han har mistet alt, tager misbruget over og bliver uforeneligt med kærligheden til familien. 

Cloudwalk gør god brug af store, romantiske guitarklange og svulstige synth-flader, mens den tragiske virkelighed indtræffer i takt med nummerets skift til støjende, ildevarslende guitartemaer. 

I teksten bliver faderens paradoksale forhold til hans virkelighed åbenlyst, da den kunstlet modsiger sig selv for at afdække de underliggende kontrastfyldte spændinger. 

”Idéen med teksten er, at den konstant modstrider sig selv. For selvom han prøvede at balancere sit misbrug med kærligheden til familien, vidste han i virkeligheden godt, at deres liv ville være lettere uden ham.” forklarer Tootle.

“Moonshine” er en eftertænksom introduktion til et album som utvivlsomt vil være en stemningsmættet affære. 

Wild Ox Moan – Ain’t Them Bodies Saints

Med en aggressiv og lokkende slide-guitar, der vækker minder om Queens of the Stone Age, indleder Wild Ox Moan deres single “Ain’t Them Bodies Saints”. 

I en solid blanding mellem amerikansk radiorock, støvet cyber-blues og progressive elementer fortæller trioen den klassiske historie om nogle Bonnie og Clyde-typer – to tragiske elskende mod resten af verden. 

“Sangen kredser om ideen, at du aldrig kan undslippe hvem du er eller hvad du har gjort. Det er en tragisk fortælling, der får vinger igennem musikken og de catchy call/response-vokaler i verset, som forudseer den bitre afslutning,” siger sanger Mads Bendixen.

Wild Ox Moan forvalter deres mange inspirationskilder som Son House, Blind Willie Johnson, Tom Waits og Nick Cave godt, men iklæder dem en moderne og mere tung produktion. 


Det er med andre ord bluesrock for det 21. århundrede, og Wild Ox Moan er klar til at lægge verden ned med deres selvbetitlede debutalbum, produceret af Nicklas Sonne (Defecto, Malrun, Beneath the Silence), der udkommer fredag den 4. marts. 

Anna Valgren – For Dig

Vi træder ind i et minimalistisk folk-univers efter indbydelse af Anna Valgren. Hun er aktuel med den fine single, “For Dig”, hvor hun tager lytteren med på en intim rejse gennem hverdagens små poetiske plateauer.

Lydbilledet læner sig opad Leonard Cohen’s tidlige plader med en snert af den unge Tim Buckley. Valgreens nærværende vokal løfter nemt det spartanske arrangement og gør det helt magisk. 

Den simple guitar er med til at understrege følelsen af stilstand og bygger effektivt op mod omkvædet, der synes at række ud efter det uspecifikt ønskelige. 

På “For Dig” medvirker Kåre Joensen på synth, Wurlitzer og guitar. Hans små fine detaljer og Valgreens hypnotiserende kor gør singlen til en fortryllende oplevelse.

For det er en smule magisk at kunne genkende nutiden i fortidens nostalgiske spejl, gemt på loftet og småstøvet, og igen mærke musikkens tidløse karakter. 

Verdens Sidste Idé – Mona Lisa

Endnu en gang får vi en slagkraftig single fra aarhusianske Verdens Sidste Idé. 

“Mona Lisa” er elegant Springsteen/Mellencamp-rock – blot på dansk. Og heldigvis formår forsanger og frontmand Asbjørn Hvelplund som altid at spinde guld på det danske sprog.

Med opfindsomme rim formår han at få det til tider lidt kluntede modersmål til at sno sig naturligt og flydende, så man som lytter straks smider sine forbehold til metrikken og bliver draget ind i fortællingen. 

”Pigen i den her sang er et drømmende og stille gemyt, der hverken kan sige ja eller nej. Når nogen gør tilnærmelser, holder hun dem hen. Hun ville hellere løbe gennem et brombærkrat end skulle afsløre, hvor hun står”, siger Hvelplund om sangen.

Inspirationen til “Mona Lisa” er hentet fra en karakter i DRs datingprogram, Matchet på Mælkevejen, hvor en evigt smilende pige til stadighed lader sit match være i tvivl om, hvorvidt hun er forelsket. I Hvelplunds hoved blev karakteren knyttet til det berømte Leonardo da Vinci-maleri.

Da jeg til morgen hørte singlen i hørebøfferne, mens jeg gik ned af en smal, befærdet vej i Risskov, martret af byggearbejde, og solen pludselig skinnede ned fra en skyfri, blå himmel som åbningen til “Mona Lisa” rodfæstede sig i den amerikanske landevej, tænkte jeg, at det sgu nok skulle blive en god fredag.

Singlen er at finde på gruppens kommende album, Strå, der udkommer fredag den 18. februar. Det følger op på det flotte Den Indre By fra 2020. Du kan læse vores anmeldelse af det album her. 

Redaktionen anbefaler
HQ listen #49

HQ listen #49

Vi nærmer os med hastige skridt den glade juletid, og i denne uge får vi da også et par nye julesingler fra uventet kant på playlisten. Bare rolig dog, vi har også plads til eksperimenter, pop og arrigskab. Læs mere her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske...

HQ listen #48

HQ listen #48

I denne uge kommer vi vidt omkring i genrene. Vi har alt fra rock, country-rock, rendyrket pop til harmdirrende metal. Velbekomme!  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #47


HQ listen #47


Vi har masser af fede danske kunstnere på programmet i denne uge, men før vi går helt i gang, vil vi gerne gøre opråb på en mærkesag, der berører selve HQ music. Sparekniven har nemlig  som det første ramt det aarhusianske kulturliv. Kulturforvaltningen i Aarhus...

HQ listen #46

HQ listen #46

Problemerne i samfundet og verden som så stopper jo ikke bare fordi, at vi netop har overstået folketingsvalget. Det er vægtige emner, der ligger de unge musikere på sinde i denne uge, men bare rolig, vi har også plads til lidt kærkommen eskapisme. Velkommen til ugens...

HQ listen #45

HQ listen #45

Fra kompromisløs rock til pop, ugens bedste singler giver dig det bedste fra den danske up&coming undergrund lige her.  Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...