Vi kommer vidt omkring i Danmark i denne uge – fra Nordjylland til Sønderjylland, fra Aarhus til København og tilbage ud i naturen. Mallemuk, Peppermint B, Alexander Grandjean, Billedstormer og Still The Man står for underholdningen.
Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify.
HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.
HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.
Mallemuk – Noget om Vilje
Det handler om kontrasten, når du søger skønheden og det gode. Hvis dagen starter helt nede på bunden, men slutter med, at du prøver at tage dig sammen, har du ramt en livsnerve. Lyset er forude!
I hvert fald hvis du spørger den sønderjyske duo Mallemuk. Det kommer til udtryk på deres seneste single, “Noget Om Vilje”, som er forløber for deres kommende album Alle Folk Slider.
På “Noget Om Vilje” placerer Mallemuk sig i et lydunivers der slægter på det tidlige Fleetfoxes, men samtidig besidder Father John Misty’s kritiske nerve. Singlen er nærmest et opgør med den kommercielle radios efterhånden forstokkede plastikskabelon, da den ikke på sin vis rummer et omkvæd, men “bare er en lang smøre”.
Og sikke da en smøre! Det er rustikt og organisk, det emmer af nærvær og autencitet. Det er troubaduren inviteret direkte ind i din stue, og han har sgu noget på hjerte. Nemlig, at i fællesskab eller ene og alene at samle sig op og gå imod strømmen. Det er filosofien bagom tekstuniverset.
”Jeg tror, når man har haft nok lortedage, så vender det på et tidspunkt, og man finder viljen til at finde vej. Det er denne vilje og livsmod, som vi gerne vil dele – på en måde kan man forstå musikken som en udstrakt hånd og et: ‘har du også haft en dårlig dag?’,” siger duoens ene halvdel Joakim Okkels.
Han skrev sangen fra et sted, hvor han selv befandt sig i det mentale tusmørke.
“Min krop var rådden og mit hoved var uklart, og sangen blev til da jeg ramte bunden, og den blev en måde at se mig selv udefra – hvilket ikke var kønt,” fortæller han.
Fundamentet for det kommende album blev lagt med en række demoer indspillet i sommerhus, og dem har Mallemuk – der udover Okkels også består af Michael Hornhaver og det nyligt tilføjede livemedlem Sofie Bollen – i samarbejde med Søren Zahle skabt en enkel og organisk lyd, der er baseret på ideen om at skære ind til benet.
“Noget Om Vilje” er ikke en tudekiks, men mere en påmindelse om, at når livet giver en tilpas meget modgang kan den rene frustration også blive en drivkraft til at finde en vilje og gøre noget andet.
Mallemuk har modet – både kunstnerisk og kommercielt – og vi glæder os til at høre deres album i dets fulde længde.
Peppermint B – Real Life
Du er måske bekendt med Steffen Westmark som frontmand i nordjyske The Blue Van, men på solofronten går han altså under navnet Peppermint B og er på trapperne med sin tredje udgivelse, Villa Du Norden.
Første smagsprøve herfra er den countryinspirerede “Real Life”, og det er ikke 60’ernes garagerock der glammer højest her. Tværtimod finder vi Westmark i et indadskuende og lyrisk humør, men med den gode melodi i centrum.
“Real Life” dykker ned i de tråde vores kærlighedsliv trækker gennem vores egen historie, hvad vi selv er rundet af gennnem vores familierelationer, og hvad vi gerne vil.
“‘Real Life’ handler om at leve livet, sådan rigtigt. Ikke om hvad der sker i morgen, ikke om hvilke økonomiske mål der mangler af blive opfyldt og ikke om ‘hvad der måske kunne ha’ været’. Det handler om at væve sig selv ind i hvert eneste sekund, mens det sker – i hvert fald prøve på det. Om at være til stede og forstå, at det eneste der betyder noget her i livet, er meningsfyldte relationer til familie og venner,” siger Westmark.
Udgivelsen er en personlig affære for Westmark springer ud som både multiinstrumentalist og producer. Hvad der egentlig startede som et forsøg på at blive bedre til at producere musik, tog pludselig sit eget liv, da pandemien skabte rigelig med rum og tid.
Under DIY-fanen har Westmark lavet alt selv; lige fra at komponere, producere og spille alle instrumenter til udarbejdelse af artwork og visuel identitet. Det er et 100% ærligt øjebliksbillede af, hvor en kunstner er på pågældende tidspunkt.
Villa Du Norden udkommer fredag den 19. august, og vi glæder os til at høre mere fra frontmandens soloudskejelser. Vi interviewede Westmark for to år siden om livet i rock&roll, og det kan du læse mere om her.
Alexander Grandjean – Show Me Home
Danske Alexander Grandjean har i 10 år været sangskriver og producer for kunstnere som Freja Kirk, Sivas, Ankerstjerne og Noah Carter, men nu er han klar til at afsløre version 2.0 af sit soloprojekt, albummet Lost Minds, der udkommer til sommer.
På den nye single “Show Me Home” springer hiphop/R&B-produceren ud som singer/songwriter og bevæger sig stilsikkert ind i den alternative pop-genre. Der er en single, der handler om at finde tilbage til sig selv efter jagten på noget, man troede, man drømte om.
Som oftest ved vi ikke engang selv, hvad det er vi egentlig ønsker – det er virklighedens skælmske kvalitet – og i “Show Me Home” får vi opfordringen til at finde modet efter at gå efter nye drømme.
Alexander Grandjean beskriver sig selv som bydrengen, der drømmer om naturen om natten. Det har fået den konsekvens, at han endda har skiftet den københavnske midtby ud med landlivets prosaiske idyl i et forsøg på at forbinde sig mere til, hvad han betegner som “den rigtige verden.”
“Jeg har nok bare fået en overdosis af, at jeg selv og andre ikke rigtig er til stede, hvor vi er. Vi sidder alle sammen med vores telefoner og bliver distraheret af notifikationer og breaking-bjælker. Jeg har haft behov for at trække mig lidt fra alt det, og skrue lidt ned for skærme og op for levende mennesker og natur,” fortæller Grandjean.
Selv har han taget en kold tyrker fra teknologiens mangfoldige glæder og de sociale mediers rabalder, men planlægger så småt at vende tilbage til den virtuelle verden på en mere mindful måde med udgivelsen af “Show Me Home”.
Vi pakker os ind i vores skatersko og hættetrøjer og følger med Grandjean ind i naturen og prøver at finde os til rette i nye omgivelser. “Show Me Home” er det perfekte soundtrack til rejsen.
Billedstormer – 11
I marts 2020 havde vi netop bevæget os ned i det buldrende maskinrum af Nordkrafts indre for at blive klogere på aalborgensiske Billedstormers instrumentale univers.
Læs: Billedstormer: Gamle stoddere, ny musik
Men som det blev skæbnen for også mange andre bands efter den måned og år frem, blev musikken sat i bero sammen med resten af verden. Vi skal dog ikke her beklage os over fortiden, men snarere glæde os over, at Billedstormer modstår den sælsomme fristelse til at blive en fodnote i den aalborgensiske undergrund og nu atter vågner op til dåd og solid rock-larm.
Det sker med singlen blot navngivet “11”, og det er startskuddet til færdiggørelsen af den selvbetitlede debut-EP, som den hårdtrockende trio annoncerede dengang. Og for Fanden da! Det er ren riff-rock, som snildt opvejer for en stor del af de manglende guitarlyde i nutidens radio.
Kendetegnende for trioen er, at musikken er uden vokal, og vægten er derfor lagt på samspillet og det tunge groove til at køre djævlehornene helt hjem – og måske op igennem loftsbrædderne.
Det starter ellers yndefuldt med en spæd guitar til fuglekvidder, men det er en stilhed før stormen. Ligesom trioens foregående singler bliver det musikalske univers nemlig sparket solidt op, når hele bandet fyrer op for kedlerne.
Det sker igennem svingende tidssignaturer og sindrig komposition, hvor man som lytter konstant overraskes af nye melodiske ideer. Tænk det som en jazzens seje fætter med en større Marshall-stack, flere smøger i pakken, og udsigt til hårdere tømmermænd dagen derpå.
“Temaet for den første EP, ”Billedstormer”, er gentagelse og sammenbrud. Den er ekspressiv, højtråbende og til tider måske endda angstprovokerende. Den handler om det moderne livs trædemølle og om at miste sit sigte i livet. Til tider må man rive ned, før man kan bygge op – det gælder i livet såvel som i kunsten og musikken,” fortalte guitarist Joakim Bloch i 2020.
Og det ekspressive, det højtråbende, og måske ja, endda det angstprovokerende (spørg overboen, hvis du skruer højt nok op for anlægget) er at finde på “11”. Og hvor skæbnen gerne ville rive ned, bygger Billedstormer nu op igen. Fyr den af for fa’en!
Still The Man – Morgan’s Air
Der har været relativt stille omkring den aarhusianske rock-duo Still The Man, siden de debuterede med albummet Myth i 2019. Det viser sig, at de manglende skub til at udgive ny musik skulle komme fra de sociale medier.
Den nye single “Morgan’s Air” er nemlig mere eller mindre bestilt af bandets følgere på de sociale medier. Her vakte en skitse af noget støvet robotrock begejstring nok til, at duoen tog sig sammen og på ganske kort tid fik færdigskrevet, indspillet og lavet musikvideo til singlen.
“Vi syntes, at det var en sjov idé at indrage vores followers i processen og simpelthen spørge dem lige ud: Synes I, at det her er fedt? Er det noget I gerne vil høre mere af? Og så se, hvor det ledte hen,” siger sanger Ole Løhde.
“Vi havde faktisk ikke forventet at få så overvældende respons,” uddyber guitarist Kristoffer Veirum. “Og da vi ugen efter gjorde sangen færdig, kunne vi mærke, at vi måtte gå hele vejen og lave en musikvideo og hele svineriet. Der var et lille, rart forventningspres, som vi gerne ville efterleve på bedste manér.”
Singlen “Morgan’s Air” viser Still The Man’s kærlighed for den fuzzede, støvede garagerock. Guitarerne er sovset til i et snerrende skrald, mens den tunge basgang og de hoftesvingende trommer sætter gløder i danseskoene.
Og som altid ligger Løhdes karakteristiske vokal i front af mixet med en dramatisk fortælling om at jagte skygger der plager sindet. Hans stemme tilføjer den maskinelle instrumentation en melodisk sjæl, der gør “Morgan’s Air” til en uimodståelig rock-perle.
Musikvideoen fremmaner en uhyggevækkende stemning, der slægter på filmuniversets to geniale David’er: David Lynch og David Fincher. Spørgsmålet er blot, om det vil få salget af bananer og appelsiner til at stige fremover?
Hør ugens bedste singler – og de foregående ugers bedste singler – på Spotify:









