JO universe / Pressefoto: Annamarie Roselil Søndergaard
8–9 minutter at læse

HQ listen #34

Vi er gået lidt i sommerdvale her på HQ music, mens alle landets musikfestivaler brager løs. Ikke desto mindre holder vi stadig ørerne åbne og bringer her en række nævneværdige singler, som er udkommet denne sommer. Hvem ved? Måske nogle af disse kunstnere står på scenen til næste års festivaler?

Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores playliste på Spotify. 

HQ listen består således af ugens mest uimodståelige nye tracks, som vi har spillet nonstop på vores redaktion, og vi forsøger at sætte ord på, hvorfor de er det, man kalder en rigtig ørehænger.

HQ Listen er dit hurtige overblik over morgendagens hits. Så lyt med og find dine nye yndlingssange.

Jo Universe – Light Up Baby

Aarhusianske JO Universe har fulgt op på den dramatiske single-debutt “Elegant Debutant” med den mere optimistiske og øjeblikkeligt ørehængende pop-basker “Light Up Baby”. Her føler vi os for alvor velkomne i duoens alternative pop-univers.

JO Univers består af sangerinde Johanne Theill og producer Nicolai Absalon, og sammen skaber de et frit og eksperimenterende musikunivers, der indeholder alt fra sexede sjælere til oprørske dansehits. 

På “Light Up Baby” bliver vi blandt andet budt på en ueffen blanding reggae, dub og high-life, mens analoge trommer og Moog-bas holder den rytmiske linje. De bliver bakket bakket op af strygere, saxofon og off beat orgel. Spilleglæden og skabertrangen er ikke til at tage fejl af!

Absalons dansable produktion passer perfekt som hånd i handske for Theills fandenivoldske, flotte stemmeføring, der spænder mellem rå og det følsomme, det sentimentale og håbefulde, og det er et nummer, der er umuligt at sidde stille til. Omkvædet gnaver sig bidsk ind i hjernebarken og kører gentagende videre, når tracket er løbet ud. 

Vi kan kun glæde os til fredag den 11. november, hvor JO Universe udgiver sit debutalbum og for alvor kaster sig ud i stjernedrømmene. Udgangspunktet virker mere end stærkt. På “Light Up Baby” lyder JO Universe ikke blot på forkanten af dansk popmusik – med de små nik mod den fælles kulturarv – men også som modne til international succes. 

Emma Lindquist – Imagination

Emma Lindquist debuterer med sin første single, “Imagination”. Det er en atmosfærisk single, båret af akustiske elementer, der ånder af den indre bys rumsterende indtryk som oplevet med blåøjet vidunder.

Det er da også som en slags moderne troubadur med intime koncerter på byens mange caféer og barer, at Lindquist har gjort sig bemærket og arbejdet på sit håndværk. Det kommer fuldt til udtryk i den autentiske og nærværende stemning på “Imagination”.  

Med linjerne: ”Dreams come like thunder, dreams show me the truth” beskriverhun, hvordan drømme kan overvælde og konfrontere os med vores inderste følelser og ønsker.

“Præcis hvad, underbevidstheden prøver at fortælle én, er ikke altid klart, men når fantasien får frit løb i drømmene, kommer spændende og til tider skræmmende perspektiver ofte op til overfladen,” siger Lindquist.

“Imagination” er musikerens første single i år, men hun lover, at det næppe bliver den sidste. Vi ser frem til næste udgivelse. 

I Sky – Afstand

Vi fik første smag på I Sky, da duoen, bestående af sangerinde Tara Fonnesbech Juhler og producer Frederik Meldgaard Jensen, kom til live for første gang på dette års SPOT Festival. Her åbenbarede de deres æteriske lydunivers, hvor den varme og nærværende vokal maler melodien med bløde strøg, mens den sparsomme elektroniske produktion manipulerer stemmen og giver musikken kant. 

“Afstand” er således en glimrende introduktion til duoens univers. Her sætter I Sky ord på længslen efter fysisk nærvær. Det er dansksproget og sårbart, og vokalen kommer helt tæt på lytteren. Roligt og rent skaber duoen deres helt egen form for intime elektroniske popmusik, der henter inspiration fra blandt kormusik, ambient og hyperpop.

“‘Afstand’ fortæller om en længsel efter nærhed og intimitet i en relation, som langsomt forsvinder sporløst. Først når nærværet er forsvundet, oplever man savnet og længslen efter det, der var: Det uvurderlige og uundværlige, der var svært at værdsætte,” siger I Sky.

“Oplevelsen af forundring og frustration over den afstand, der synes uendelig stor, når varmen kun lige er til at ane som et fjernt minde. Omkring den sårbare tekst opbygges et hårdt lydbillede med et nøjsomt og kantet beat og en insisterende autotune-vokal, der omfavner lytteren i et unikt nærvær, der savnes i teksten.”

I Sky har været næsten to år undervejs, men besidder nu et stilsikkert sceneshow og live-repetoire. Og det mærker man tydeligt på “Afstand”. Næste single udkommer senere på sommeren.

Weal – Turpentine

Vi interviewede københavnske Weal for to år siden, da de så frem til at udgive deres debutalbum, Calm. Læs interviewet her.

Nu er kvartetten tilbage i mørkglødende form med den ominøst storladne “Turpentine”. Her holder de fast i deres stramme formgreb omkring skandinavisk støjrock noir. 

Med en dunkel atmosfære og fine guitarmelodier taler “Turpentine” til det mørke i hjertet som soundtracket til en af 90’ernes uafrystelige Fincher-film. Det er lyden af storbyens beskidte gyder, hvor kun nattehimlen lyser op for enden af de omgivende boligblokkes massive graffitilagte sten, som ideen om et andet, bedre sted. 

Weal har næste album under opsejling, det udkommer til september, og vi glæder os til at blive draget ind i støjen. 

Red Lama – Gentleman

Red Lama rører atter på sig! Vi har ventet siden 2018 på nyt fra den psykedeliske rockgruppe, og med “Gentleman” er lamaen stærkt tilbage. 

Med et fedt groove og et detaljerigt lydlandskab får vi en ud-af-kroppen-oplevelse på “Gentleman”, som sender os direkte ind i kernen af den psykedeliske rock med et moderne twist. Det er tydeligt, at sekstetten atter har fundet deres telepatiske kemi. Selv fortæller de:

“‘Gentleman’ kom til os ret instinktivt en sen aften på en af vores sangskrivningsweekender. Det var en tid, hvor vi havde arbejdet med at finde tilbage til glæden ved musikken og blot mødes en gang om ugen for at spille musik og hygge os. Tekstmæssigt minder den os om, at den tætte relation kommer med tålmodighed. Man skal give de tætte relationer mere tid og ikke spilde dem væk, sikkert med suk til følge.”

Vi håber, at den fornyede aktivitet også medfører flere nye koncerter, da det altid er en stor og indlevende oplevelse at se Red Lama på en scene. God musiksmag har de fine gentlemen også. Det erfarede vi, da de spillede på HeadQuarters, Aarhus, i 2019. Læs her deres albumanbefalinger

Dune Messiah – Death on Wheels

Kan du huske Chris Rea? Hvor det måske er de færreste, der ihukommer den engelske musikers hit “The Road to Hell” (1989), skal vi nok bare vente til december, hvor “Driving Home for Christmas” endnu, endnu en gang rammer radiobølgerne. 

Uventet nok er det netop denne juleschlager, der danner inspirationsrammen for Dune Messiah’s seneste single, “Death on Wheels”. Vi holder i hvert fald fast i biltemaet fra start. 

Sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Magnus W. Jespersen har i forvejen en ep, to album og adskillige turnéer i Europa, blandt andet som support for Drab Majesty og King Dude, under bæltet, og nu gør han sit indtog i 2022. Først med singlen “Privileged” og senest omtalte “Death on Wheels”. 

Han fortæller om ideen til den nye single:

“Ideen til ‘Death on Wheels’ blev til, mens jeg solgte juletræer i Holte. Jeg hørte sangen ‘Driving Home for Christmas’ af Chris Rea, som jeg rigtig godt kan lide, og fik ideen til at lave et nummer i samme vibe. Sangen og videoen skal sammen repræsentere den ironiske distance til luksuriøsitet, som også er albummets gennemgående tematik. Og her synes jeg, at en mørk side af ‘Driving Home for Christmas’ er en mystisk og intrigant måde at fortælle det på.”

Konceptet fortsætter ind i musikvideoen, hvor en kritik af det vestlige samfund sniger sig ind med det forårslune Tivoli som kulisse.

“Det er også derfor, jeg har valgt at optage musikvideo i Tivoli, fordi jeg synes det er et glimrende billede på vestens forfald. At vi lever i et slaraffenland af underholdning, mens bomberne springer om hovedet på os, og jorden er ved at gå under. På sangen har jeg fået den canadiske saxofon-gud Joseph Shabason (fra Destroyer) til at kropsliggøre dette luksus monster, som sangen for mig repræsenterer,” siger Jespersen. 

Dune Messiah rammer vejen til efteråret, hvor også et nyt album udkommer. Det kan vi kun glæde os til, og hvem ved, måske vi kan erstatte “Driving Home for Christmas” med “Death on Wheels” om så blot for et år til jul?

Hør ugens bedste singler i Spotify her:

Redaktionen anbefaler
HQ listen #35


HQ listen #35


Lad os krydse fingre for, at denne uge ikke har budt på de eneste “rigtige” sommerdage i år, og lad os derudover fyre op i ørerne for nogle nye danske singler. Vi har et godt udbud her, så det er bare om at finde et køligt sted og komme i gang med at lytte. Hver uge...

HQ listen #33

HQ listen #33

Vi er på den anden side af NorthSide og melder os ind i kampen med ti friske singler fra danske up&coming-kunstnere. Tjek dem ud her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ listen samler vi op på de bedste af dem og tilføjer dem til vores...

HQ listen #32

HQ listen #32

Vi nærmer os den varme sommer og dens udbud af festivaler. Derfor skruer vi lidt op for blusset og byder på lidt ekstra singler i denne uge. Og bare rolig! Der er noget for enhver smag - ligefra det poppede sus over dansk lyrik til fee døø med ekstra døø på! Læs mere...

HQ listen #31

HQ listen #31

Med dette års SPOT Festival i bakspejlet ser vi atter frem og tager hul på en lidt større række singler i denne uge. Vi kommer vidt omkring, så der er garanteret noget nyt for enhver smag. Læs med her! Hver uge udkommer et væld af singler fra danske kunstnere. På HQ...

HQ listen #30

HQ listen #30

I denne uge løber SPOT Festival 2022 af stablen, og derfor lægger vi naturligvis størst vægt på singler fra en række kunstnere, som du kan opleve på dette års festival. Vi har dog en undtagelse, men den rocker så hårdt, at du nok skal tilgive os.  Hver uge...