7 minutter at læse

HQ music: Musikformidling tilbage på skærmen

I denne uge lancerede HQ music et nyt initiativ på Youtube, hvor præsentationen af tidens bedste musikvideoer og formidlingen af disse er i fokus. Vi går bag kulissen og har taget en snak med Amira Gluhic og Ole Løhde om deres nye projekt og kærlighed til musikken.

“Da jeg var barn, havde vi en parabolantenne derhjemme. Jeg vidste det ikke dengang, men det var mere eller mindre min vej ind i musikken. MTV styrede min musikforståelse, fordi her blev jeg introduceret for alt det, der var nyt, vedkommende, genrebrydende, ja, den musikkanal var med til at forme soundtracket til mit liv.”

Ordene er Ole Løhdes. Han og Amira Gluhic har i et årti været synonym med spillestedet HeadQuarters på Valdemarsgade i Aarhus, hvoraf nu også HQ music udover pladeselskabet HQ REC er nylige tilkomster. 

I går lancerede HQ music sin egen Youtube-kanal, der er særligt dedikeret til at introducere ny musik til det store publikum. Udvalget består af musikvideoer, som bliver nøje udvalgt og i sidste ende kurateret af et nedsat musikpanel indenfor HQ-regi. 

Om mandagen kan du tune ind på segmentet Hit’n’Run. Det er dedikeret til ugens sløve opstart, hvor ørerne har brug for et godt igangsættende soundtrack til at komme ud af starthullet og tage hul på de vordende arbejdsopgaver.

Onsdag står i rockens navn med Instant Attitude, hvor det snarere er følelsen af at få rystet midtugens hårde kuller af sig, mens The Weekend Get Down tager sig af fredagens forløsende feststemning og giver anledning til at få startet forfesten derhjemme i stuerne. 

Hvert segment består af ti udvalgte videoer og dedikerede VJs, der som vi kender det fra MTV velmagts dage giver et informativt indspark til, hvad der kommer til at løbe over skærmen den følgende times tid. 

Tilbage til den gode, gamle musikformidling

Vi er sikkert stadig mange, der husker dengang, at de store grunge-ikoner kørte i heftig rotation på den klassiske musikkanal og fulgte opmærksomt med i de tilhørende nyhedsoplæsninger, der behandlede musikken på lige kår med tv-avisens saglige udlægning af verdensbegivenhederne.

“Jeg synes, at vi har manglet noget ligesom MTV,” siger Løhde.

“Altså, fra før musikken blev afløst af nyttesløs reality-tv, der bare kører på repeat og overhovedet ikke har noget musikalsk indhold. Jeg har i hvert fald savnet den der magiske følelse af at blive udsat for noget musik, der ikke kun bliver blæst i hovedet af mig, men også formidlet på en saglig og underholdende måde.”

Det er den vision – om at bringe musikformidlingen tilbage i et visuelt format – der driver det nye tiltag. Ideen om igen at skabe en personlig viderebringelse af, hvorfor noget er tidernes toner og ikke bare et tilfældigt baggrundstapet.

“Vi har også et ønske om at kunne fremhæve noget af det musik, som vi synes holder, den musik vi selv kan stå indenfor.”

“Der ligger selvfølgelig en idé om en slags musikdannelse i konceptet,” siger Amira Gluhic. “For vi har også et ønske om at kunne fremhæve noget af det musik, som vi synes holder, den musik vi selv kan stå indenfor, og på forhånd luge lidt ud i den uoverskuelige mængde af metervare-pop, som vi til daglig også bliver bombarderet med.”

I vores digitale tidsalder er vi blevet vant til at have direkte adgang til det nyeste nye via kanaler som netop Youtube. Al den musik, du ønsker, ligger blot et klik væk. Men hvor det er nemt at kaste sig i grums over mangfoldighedernes muligheder, kan det samtidig også blive en uoverskuelig opgave at danne sig et overblik over skidt og kanel. 

“Det skrevne medie oplever i disse årtier et drastisk fald, og der er en tydelig tendens til, at folk søger deres informationer andre steder fra,” siger Løhde.

“Derfor syntes vi, at det kunne være spændende at udbygge det skriftlige medie, vi allerede har i form af HQ music, med en mere umiddelbar musikformidling, der ligeså meget beror på det menneskelige aspekt i at se en VJ formidle den nyeste musik. Det er vores håb, at det kan være med til både at inspirere musikelskere og lede dem steder hen, som de måske ikke selv havde fundet.”

En virksomhed i vækst

Siden sidste år er ambitionsniveauet for HQ steget betragteligt. De fleste danselystne gæster er bekendt med baren HeadQuarters, dens diskotek og live-scene, men for Gluhic og Løhde har der altid været et større mål bag konceptet HQ. 

“Vi ser det mere som en slags paraply, der nu folder sig ud og rummer forskellige aspekter af det samme tema, nemlig fællesskabet og kærligheden til musik,” siger Løhde. 

“Hver enkelt lille del af paraplyen arbejder sammen om netop dette.”

Det kommer til udtryk i tilføjelsen af pladeselskabet HQ REC, der har til sigte at udvikle nyt talent og give opkommende kunstnere en mulighed for at udgive deres hjerteblod på en professionel måde, og det kommer til udtryk i det skrevne medie, HQ music, hvor musikanmeldelser, interviews og fokus på singleudgivelser bliver taget under behandling. 

“Vi tror fuldt ud på, at hvis man skal gøre noget godt, er man nødt til at prøve det først.”

Med tilføjelsen af den nye musikkanal er der kommet endnu en stålribbe i paraplyen, og intentionen er, at den over tid kan være med til fylde det hul i musikformidlingen som mangler.

“Vi tror fuldt ud på, at hvis man skal gøre noget godt, er man nødt til at prøve det først,” siger Løhde. “Og under lockdown-perioden har vi anvendt tiden på at nørde, hvordan vi kunne lave vores helt egen musikkanal. Vi har klart en masse at lære endnu, men des mere vi prøver desto bedre synes jeg også, vi bliver.”

De tekniske aspekter er selvfølgelig én side af sagen, fordi der ligger samtidig et større research-arbejde i at finde frem til de bedste musikvideoer.

“En af udfordringerne har helt klart også været at finde hoved og hale i det væld af musikvideoer, som vi har brug for til hvert segment,” siger Gluhic.

“For der bliver udgivet utroligt mange videoer, og vi har vores egen lille gruppe, hvor vi hver uge kigger på alle de tilføjelser, vi hver især er kommet med, og prøver at komme frem til, hvad vi synes er bedst og hvad folk ikke må gå glip af.”

Bringe magien tilbage

Vi slutter tilbage ved tanken om den ikke så fjerne fortid, hvor vi ikke kun var overladt til tilfældige, uigennemtrængelige algoritmer for at få vores musikfix. 

“På sigt håber jeg, at vi kan være med til at genskabe lidt af den magi, som jeg personligt husker fra min barndom,” siger Løhde. “Fordi jeg føler, at den måde man dengang gik til musik på også var en måde at ophæve den på og gøre den mere speciel. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi kunne bibringe verden i dag. Derfor har vi også valgt at tv-formatet foregår på engelsk for at nå længere ud.”

Og allerede i morgen rammer næste segment Youtube. Det bliver med Instant Attitude, der står i rockens tegn. Her vil kunstnere som Pigs X 7, nothing, nowhere og The Chats være at finde på listen over fremhævede kunstnere. 

“Vi glæder os selvfølgelig til at se, om vi kan lykkes i at ramme et større publikum,” slutter Løhde.

“Og ellers arbejder vi støt på tegnebrættet med at optimere vores content. Det her er en ny epoke for os, så på den måde er vi faktisk taknemmelige over, at vi har haft tiden til at kunne gå i dybden med det. Video killed the radiostar, men en tjeneste som Youtube har ikke taget livet af the videostar. Snarere tværtimod.” 

Redaktionen anbefaler
Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Hun katapulterer som ukendt jazzsangerinde op på toppen af hitlisterne i hele Europa og har i skrivende stund rundet 1 milliard streams. Du har med garanti hørt hendes stemme i radioen, på club’en eller fra DJ-pulten, hvor Martin Jensen har fyret op for megahittet...

SPOT ’23: TENDER YOUTH

SPOT ’23: TENDER YOUTH

Lad ikke ungdommen narre dig til at tro at tomme tønder buldrer højest. TENDER YOUTH kombinerer ungdommens vovemod med guitarens forvrængning og sætter præcise ord på, hvordan de oplever deres generation.  Den københavnske kvartet TENDER YOUTH er blevet beskrevet...

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

En sønderjyde og en københavner møder hinanden på Roskilde festival – støvet musik opstår og bromancen udvikler sig til garage-rockbandet The Preachers. I deres fælles kærlighed til 70’er rock, punk og country, har de fremelsket en knasende sprød omgang garagerock,...

SPOT ’23: TRADER

SPOT ’23: TRADER

Ifølge Trader har HeadQuarters åbenbaret sig som SPOT Festivals rockmekka de seneste år, og de er glade for endelig at kunne slutte sig til lineuppen af fede acts, der har slået et slag for den danske rockmusik. Den aarhusianske rocktrio Trader albumdebuterede i 2020...