En lampe og hjertesorg ligger til grund for Little Winters første single. På fredag den 19. april holder de releaseparty på HeadQuarters for deres selvbetitlede debut-EP. Vi har mødt forsanger Nikolai Ryan til et åbenhjertigt interview om musik og den personlige angst, der er med til at forme den.
“I built a lamp to give light in these dark, dark times, but somebody pulled the plug and left, now I’m waiting here all by myself.” (Little Winter, Summer Never Ends)
Det er fire dage før juleaften, og Nikolai Ryan har bygget en lampe til sin kæreste i julegave. Forholdet har de seneste måneder været i krise, små lunefulde ændringer i sindet og en sagte skurren i baggrunden, der rykker ved samhørighedens ro, og Ryan føler sig indhyllet i mørke. Han vil gerne kaste lys over det indre landskab, han deler med hende, i håb om, at de kan finde en vej fremad sammen. Mod lysere tider.
Bestræbelserne til trods går det den modsatte vej. Hun er “the somebody”, og hun siger stop. Men før hun går, vil hun gerne have sin julegave med. Og det får hun.
I dag kan Ryan fortælle historien uden datidens vemod tyngende på skulderne. “Jeg byggede den her lampe til hende. Hun havde set nogle ting, jeg havde lavet før, og jeg vidste, at hun ville blive glad for den. Og jeg bygger en lampe for at skabe noget lys, altså, også sådan rent fysisk. Og så tager hun den fra mig. Jeg havde pakket den ind til hende, og det var meningen, at hun skulle have den juleaften. Men så slår hun op med mig den tyvende, mens hun bor hjemme ved mig, og så spørger hun endda om hun ikke godt må få sin julegave. Og jeg kan ikke sige nej, for jeg er lidt en sucker, også selvom jeg gerne selv ville have beholdt den. Det var en fed fucking lampe.”
I bakspejlet er hans historie om parforholdets forlis bedre bearbejdet. Den er blevet vendt og drejet, rykket i stykker, stykkerne vendt og drejet, og senere er de blevet slebet til og bøjet i en blødere og ny facon, nu er de blevet en indre lampe, der ikke skærer i hans hjerte, men oplyser dets vej, nu er de blevet sang i stedet.
Hvorfor er det vigtigt at læse både min gengivelse og ophavsmandens egen udlægning af den samme historie? Fordi den i vores tilfælde bringer os nærmere den indre proces i sangskrivningen, den viser os de subtile skift fra det personligt oplevede til det almene, det partikulære til universelle.
I tilfældet Nikolaj Ryan, forsanger og ophavsmand til Little Winter, spejler fremgangsmåden sig både i hans evne til at omsætte træ med hænderne til fysiske genstande, en kærlighed til snedkeriet, som han har arvet fra sin new zealandske far, til hvordan han mentalt omformer sine erfaringer til tekst og melodi.
Og hvad der ved første lyt kunne lyde som en klodset metafor – en lampe for lys – er tværtom noget helt konkret og virkeligt. På afstand bliver den flygtige detalje mere vægtig end den blotte metafore, for den er i modsætning til den sproglige blomst tilførslen af ægte, levet liv.
De små vintre i løbet af livet
“Alle mine numre er meget bogstavelige. Jeg er faktisk ikke så god til symbolik og sådan noget,” fortæller Ryan. “Men jeg er begyndt at øve mig på det. Men jeg kan godt li’ det direkte, fordi det falder mig ret nemt.”
Sproget i sig selv er allerede en kode. Den måde vi ser verden på er allerede filtreret igennem dets symbolske optik. Måske dét, som Ryan antaster så direkte, er hans eget personlige filter. Han fortæller åbent om at lide af angst, og hvordan det har præget hans liv.
“Da jeg gik på efterskole, endte jeg med at være agorafobisk, hvor jeg ikke kunne gå ud for min egen dør. Og så begyndte jeg at få angstanfald og vågne op i angstanfald, og til sidst kunne jeg ikke engang være på mit eget værelse. Så kunne jeg ikke være nogle steder, og jeg blev depressiv af det, fordi så kunne jeg heller ikke stå på en scene,” siger Ryan.
Det er en konstant svingen mellem at være indelukket det ene øjeblik og det næste øjeblik kaste sig ud i verden og omfavne den med al dens kulør. Nogle kender måske i forvejen Ryan for sine initiativer som AMBIA – en sammenslutning for lokale musikere i Aarhus – og hans værtskab på Plug’n’Play på HeadQuarters. Selv kan han berette om perioder i sit liv, hvor det udadvendte nærmest har taget over, og han satte for mange skibe i søen til at kunne følge op på dem.
Det er en personlig slagside, som går igen for mange musikere, men som publikum sjældent ser. Og sjældent helt forstår. For hvordan kan ham der slentrer selvsikkert ud på scenen og krænger sit hjerte ud faktisk være panisk angst for at stå der. Det er den evige vekslende mellem at søge lyset og samtidig gerne ville gemme sig i skyggen.
“Jeg har haft angst for at gå på scenen mange gange, og jeg har også haft angst på scenen. Men jeg tror på, at de ting, som du frygter allermest, dem skal du gøre. Jeg ser hver koncert som sådan en måde at level’e op,” fortæller Ryan. “Har jeg ikke spillet koncert i lang tid, kan jeg godt få angst igen. Det er lidt ligesom at synke, samtidig med at man skal hoppe op. Man skal hele tiden hoppe op igen.”
Heraf får navnet Little Winter også en personlig betydning for Ryan. I hans tilfælde er det et nik med hatten til angsten, mens hans bandkammerater kan nikke genkendende til perioder i deres egne liv, hvor de også har følt sig nede.
Det handler om modsætningen mellem de stunder, hvor eksistensen er sat på standby, og dem, hvor den atter fatter sig og bryder ud i lys lue, hvordan noget godt kan blive født ud af det slette. Det er det sælsomme faktum, at vi har brug for livets modstand, for slagene i ansigtet og selvtillidens knæk for at kunne skabe det smukke. Vi har brug for kontraster i livet, som vi kan pudse til og bygge om til vores små monumenter over det passerede. Og måske gøre dem tålelige igen.
“Når Little Winter spiller live, er det en kæmpe fest, det er følelser, det er fest og farver og melodi, men det er på baggrund af, at der har været nogle oplevelser for at skrive den musik og lave det, vi gør,” forklarer Ryan.
Det handler om at være tilstede
Ryan har lært sig selv, at angsten er et monster, og hvis han konfronterer det, opdager han, at det ikke kan gøre ham noget. Dødsangsten fordufter. Livet er tåleligt.
Nogle gange sidder han oppe i de ensomme nattetimer og spiller sine sange for kun sig selv. Det giver ham muligheden for at genbesøge tidspunkter og stemninger i sit liv og være til stede i dem igen. Over tid og på afstand fordrer han sin egen tilstedeværelse.
Og netop det ord er kendetegnende for Little Winter som band. Selvom øvelokalet er et frirum, hvor de fem medlemmer kan slippe væk fra hverdagens trummerum, kræver de hinandens absolutte tilstedeværelse, når de øver. Der skal nemlig ikke være forskel på, hvordan musikken spilles i øvelokalet og på scenen.
Det er en måde de dyrker deres fællesskab på. Og musikken bliver deres eget fortolkningsrum. Et rum, hvor deres små vintre, dem, der i ny og næ sætter livet på pause, kan give vej til at ny musik kan opstå.
Little Winter er: Nikolai Ryan, Daniel Clifton, Martin Welling, Alexander Mirz og Nikolaj Sodemann
Little Winter holder release-party på HeadQuarters fredag den 19. april
