Loose Ends (Foto: Stefan Engelbrecht Nielsen)
13–14 minutter at læse

Loose Ends: Børn af den ny tid


Ungdommelig flabethed. Intensitet. Følelserne ude på tøjet. Eksplosiv energi. Meget kan siges om Loose Ends, men kedelige, det er de ikke. I forbindelse med udgivelsen af deres single “Drainage” i sidste uge har vi snakket med forskråler Holger Møller Dybro. Læs med her.

Vi efterlod øvelokalet i et syndigt rod og smækkede døren tungt bag os. Det var tidligere i år, og den danske sommer syntes endelig at have gjort sit indtog. 

Det var ikke kun den klistrende luftfugtighed, mågerne der skræppede i himlens uendelige blå over os, eller træernes skarpt grønne blade, næsten ubevægelige, der varslede, at det liv, vi efterhånden havde mistet kontakt til og var blevet som fremmede over for, langsomt var begyndt at vende tilbage.

Vi skulle nemlig til gratis punkkoncerter ud foran Knuds Kiosk. Det Knuste Ører præsenterede Yahowa, Troop Transport, Slytter og Miltown. Vores første live-koncerter i en lille, isoleret evighed! 

Min kæreste og jeg var blevet inviteret af Guldsjakalen, en sardonisk skikkelse med gyldne popører og en stift kronisk hængende fra mundvigen. Og før vi kastede os ud i den nu uvante malmstrøm af menneskemængder uden masker og larmen fra guitarforstærkere i det fri, hamrede vi så mange piverter ned i svælget, vi kunne komme i nærheden af, mens vi søgte ly i de fåtallige skygger bag Sydhavnens sørgerligt nedslidte mure, der holdt larmen fra Strandvejens osende trafik på arms længde.    

I de tidlige aftentimer drejede vi tids nok om den gamle rødstensmurede slagterhals hjørne, ned til den lille plads, hvor et sammenrend af musikinteresserede publikummer og lokale young gun musikere forventningsfulde stimlede sammen, vores lasede indkøbspose halvt revnet af friskindkøbte piverter, der sukkede om at blive flækket op i aftensolen, og ankom til lydprøvens hidsigt spyttende og spruttende gnister af tekniske problemer.

Heldigvis handler punkkoncerter mest om den rasende energi på scenen og ikke så meget lydbilledets klassiske klarhed. Snart indtog Yahowa den lille afsats som udgjorde scenen og bankede den brogede mængde af sortklædte, hipsters og forældre, gamle og unge, sammen til et øjeblikkeligt fællesskab. 

Når man er musikfan, kan denne tilbagevenden til livemusikkens insisterende magi efter så lang tids berøvelse af samme næsten kun beskrives som at være en fisk, der efter at have gispet på den kvælende landjord, af nådige hænder bliver kastet tilbage i havet.    

I pauserne mellem koncerterne iagttog jeg Guldsjakalen ublu hive fat i enhver personage, der lignede en ludfattig musiker, og indlede en vidtløftig samtale, mens stiften dansede i hans mundvig og piverten skvulpede i gestikulerende hænder.

Mens mit blik gled beruset fra ansigt til ansigt, genkendte jeg pludselig en høj og rank skikkelse, band t-shirt, indkøbsnet og slidte Dr. Martens, det var Holger Møller Dybro. Frontmand i lokale Loose Ends. 

I 2019 anmeldte jeg dem, da de spillede support for undergrundsheltene Molly på HeadQuarters.

“Forsangeren, Holger, det hedder han ifølge Facebook, dyrker da også 80’ernes tilhørende stil: Hvid skjorte, sorte habitbukser, skinnende Dr. Martens-støvler, og håret slikket tilbage, som Iggy Pop gjorde det i noget af den æra, hvor også Nick Cave modemæssigt satte en kurs som danske efterkomlinge som Ice Age har ladet sig inspirere af. Selvom han står i skyggen af store forbilleder, gør han god figur på scenen,” skrev jeg dengang. 

Et år senere fangede Loose Ends igen min opmærksomhed, da de i december 2020 udgav singlen “Give In”. På blot et år havde de fem ungersvende gennemgået en musikalsk forvandling, og musikken var nu som fornyet. Udtrykket bevarede intensiteten, men var mere støjende, fræsende, og besad en ungdommelig nihilistisk kulde, du bare ikke genfinder i aldrende musikeres erfarne anslag på instrumenterne. 

Holger ligner til forveksling en 15-årig, det er han sikkert ikke, men selv en gammel dinosaur som undertegnede måtte samle mod til sig, før jeg turde prikke ham på skulderen for at høre om “Give In” og fremtidsplaner for Loose Ends.

Utvivlsomt husker han mig bedst som en behåret gammel fulderik med gule tænder, der pissede bag en rød container, men jeg lovede at følge bandet på afstand, og da Loose Ends i sidste uge udgav deres seneste single, “Drainage”, den første smagsprøve fra deres kommende EP, Yearning for Something Else, så jeg mit snit til at holde mit brandertløfte.

For “Drainage” er præcis den slags knytnæveslag i fjæset, der burde få unge mennesker væk fra skærmen og ned på det lokale shit dive for at fange noget live-musik, og gamle rotter til at tænde deres skæve stifter til minder om, hvad det i det hele taget vil sige at være ung og vred og misforstået.

Og ungdommen er netop her, i al dens charmerende flabethed. Lad os komme tættere på fænomenet Loose Ends.

Folk skal høre vores musik

“Vi føler os sgu ikke oppe imod noget. Vi spiller punkrock og støjer, fordi det er den slags musik, vi synes er fedest at spille og fedest at høre. Der er sgu ikke så meget bullshit der. Det føles bare fedt at gøre det,” siger Holger.

Min indledende fordom er, at Loose Ends også har opsnappet det politiske engagement og den rebelske kamp mod verdens småborgerlige middelmådighed fra nogle af deres talrige inspirationskilder. Det har de ikke, for kvartetten er af det 21. århundrede, og hvor deres lyd måske artigt slikker fortidens stadig åbne sår, er de af den ny verden og ikke den henlagte gamle. 

“Vi har ikke nogen ambitioner om at vælte en eller anden mur. Hverken samfundsmæssigt eller popkulturelt. Vi vil bare gerne smadre igennem med noget noisy rockmusik, og så rammer det forhåbentlig flere og flere mennesker, der har det ligesom os,” fortsætter han.

Det fællesskab, som Loose Ends taler til, finder sin genspejling i selvrealisering og lidenskaben for det anderledes lydende fremfor en udefrakommende større sag. Det er ikke fordi, at verden nødvendigvis sutter røv. Den er bare ikke relevant i den her sammenhæng, fordi musikken og støjen altid allerede foregår i den og ikke som opposition udenfor den. 

“Hvis ingen andre booker os, så gør vi fandme selv.”

Loose Ends er udsprunget af det nu lukkede spillested Tape i Aarhus. De er opvokset med en lokal scene, der dannet dem ud i DIY-kunsten og en vis kompromisløshed i forhold til deres musiske virke. I deres spæde begyndelse tog de selv handling og bookede deres egne koncerter. De holdt for eksempel deres demo-release på Sway ved Skt. Clemens Bro. Udgivelsen bestod af skramlede demo-optagelser på et hipt kassettebånd.

“Hvis ingen andre booker os, så gør vi fandme selv. For folk skal høre vores musik om mainstream-spillestederne vil det eller ej,” siger Holger. 

Bandet gør sig ingen illusioner om mainstream-kulturen. De ved udmærket godt, at det de laver ikke er oplagt for hitlister og playlisternes candyfloss. Det er alligevel en slags mur at være uden for status quo, men det blæser Loose Ends på. 

“Vi føler ikke, at vi – eller i hvert fald ikke at vores musik – er repræsenteret i populærkulturen eller i en eller anden generel idé eller fremstilling om, hvordan ungdommen er. Men det er vi i bund grund meget ligeglade med,” siger Holger.

“Vi har ikke som band dannet os en holdning til, hvad vi synes om ‘nutiden’, men vi er da meget bevidste om, at vores musik aldrig kommer på top-40 listerne, hvilket heller ikke ligger os på sinde. Vi gør bare vores egen ting og ikke noget aktivt for at adskille os fra P3-segmentet. Det er helt naturligt, at det er en ting, og vi er en anden.” 

Det kræver gå-på-mod

Det bør tilskrives gør-det-selv-ånden, at det er så nemt at se bort fra rotteræset i den kommercielle verden. Loose Ends insisterer på at gå ad deres egen vej, og de sko de træder i er efterhånden slidte af hårdtjent erfaring med, hvordan man rydder bevoksningen til side og laver en ny sti. 

“Altså i bund og grund kræver det jo bare gå-på-mod. En lyst til at være kreativ og til at spille koncerter, kan man komme enormt langt med,” siger Holger.

“Inden vi fik et pladeselskab i ryggen, skrev jeg rundt til spillesteder og forhørte mig, om vi måtte varme op for andre fede rockbands og sådan. Vi har drukket øl med andre musikere eller spillestedsmedarbejdere til koncerter – det kan man komme sindssygt langt med.”

Mens nogle bands i månedsvis kværulerer i øvelokalet om, hvordan en bro skal lyde før omkvædet, mener Holger, at det handler om at turde tage nogle chancer. Du skal handle, gøre noget og se, hvad der sker, i stedet for at hænge på tapetet og blomstre. For lige netop handlingen giver afkast i form af øget selvværd.

“Man skal ikke være for bange for at smide nogle lortedemoer ud på et kassettebånd – det føles fantastisk at udgive noget fysisk, og man kan sagtens tegne et fjollet cover til,” siger Holger.

“Sagens kerne er, at man bare skal tage nogle chancer og kaste sig ud i det – man bliver sgu typisk belønnet og bakket op af det fantastiske bagland, der gemmer sig i undergrundsmiljøer. I hvert fald omkring Århusrockscenen, oplever vi enormt meget opbakning.”

Man kan nemt få det indtryk, at der er enormt meget konkurrence mellem bands. Alle vil gerne til fadet, alle vil gerne høres, og forsvinde ud i den lyse morgenstund med en gylden krone hævet over issen. Men i undergrundsmiljøet forholder det sig anderledes, ifølge Holger.

“Bare husk at betale dem. Om det så er i øl, plader eller kontanter, så er folk i krea/kulturbranchen i forvejen underbetalt:”

“Vi har selvfølgelig været enormt privilegeret af til dels at være vokset ud af miljøet omkring TAPE, hvor støtten er enorm og hjælpen bare er et par samtaler væk,” siger Holger.

“Derudover skal man bare trække på alle de kreative kræfter, der er omkring en i forhold til at tage pressebilleder, lave grafik, musikvideoer og alt det der.”

Han tager sig en tænkepause, før han kommer med en indskydelse, som rammer kernen i branchens ubekvemme sandhed om arbejdskraft:

“Bare husk at betale dem. Om det så er i øl, plader eller kontanter, så er folk i krea/kulturbranchen i forvejen underbetalt, og ingen, der lægger så mange kræfter i så vigtige ting, bør arbejde gratis. Om ikke andet bør de ikke arbejde gratis for mange gange.”

Måske det er denne forståelse for kreativitetens skabende vilkår, der skaber de solidariske rammer for undergrunden. Alle involveret ved godt, at alle de andre er ligeså meget på røven som dem selv – og ingen har lyst til at rippe andre kreative sjæle. 

Hvor bandets selvforståelse ikke manifesterer sig i en kamp mod det ydre, består den i det indre som et etisk kodeks, uskrevne regler, som man trods alt adlyder og retter sig efter, fordi det tjener en større sag end kun ét bands fremdrift. Vi er alle i samme båd. 

Dræning

Medlemmerne i Loose Ends hører enormt meget musik, men der er også en række sammenfald i deres forskellige musiksmag. Det fremhæver Holger som en styrke i sangskrivningen, fordi det betyder, at de ikke skriver enslydende sange. Musikken bliver aldrig gentagende, men hver sang udforsker sit eget, nye territorium. 

“Nogle gange snakker vi da også, om hvilken lyd, vi ligesom gerne vil have på for eksempel en kommende udgivelse,” siger Holger.

“Med det sagt sætter vi os aldrig ned og siger, vi skal da lige skrive sådan en My Bloody Valentine-agtig sang eller en Sonic Youth-agtig sang. Det sker ligesom bare meget naturligt, fordi vi alle konstant lytter til både ny og gammel musik.”

Støjen er et gennemgående på stort set alle numre på den kommende EP, Yearning for Something New, hvor bandet ikke har været bange for at eksperimentere. De har ladet sig inspirere af især Shoegaze og Punkrock, men der er også sneget sig referencer ind til Black Metal.  

På den første single, “Drainage”, har ambitionen været at fylde på med melankoli, uforudsigelighed, støj i en eksplosion af energi. Og det lykkes de med! Den tænderskærende sang handler om at være fyldt til bristepunktet med tanker og følelser – sine egne eller nogle man er blevet overlæsset med af andre.

Frustrationen over dette sanse- og tankebombardement, der tynger én ned i de mørke dele af sig selv, kommer til udtryk i snerrende linjer som:

“You’re suffocating me again/ But I’ve missed it so much

Det indkapsler den paradoksale ambivalens i at sky pisken, men elske dens smæld mod ryggens sart blottede hud.

Lyden genkalder den gamle amerikanske hardcore skole, og selvom bandet har sin portion Dead Kennedys, Minor Threat og Black Flag i pladesamlingen, er det et helt fjerde band, som Loose Ends spejler sig i. 

“Et band som Mission of Burma fra den scene vil være mere passende at sammenligne med, hvis du spørger os,” siger Holger.

“Jeg mindes faktisk en gang at have snakket med Lasse (Frøsig Thude, guitarist) om, at lige netop ‘Drainage’ var lidt Mission of Burma-agtig. Det er vi sgu egentlig meget stolte af.” 

Jeg kan dog ikke slippe min fordom om at vælte mure og starte oprør, så jeg udfritter Holger på spydig vis en sidste gang og beder ham definerer “oprør” for mig.

Svaret er flabet og kontant: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=11037675&def_id=21059193&query =?ar&mpage=2 

Det er sgu punk nok til mig.

Tilbage til Knuds Kiosk

Pågældende sommeraften, som vi indledningsvis slentrede forbi, endte i en henrykt rus. Guldsjakalen og jeg fik det geniale påskud, at vi ville på en bar kendt for fodboldhooligans. Bare for frivilligt at opsøge lidt ballade, nu vi følte os forynget.

Slagsbrødre var der imidlertid ikke nogen af, og bartenderen snakkede i stedet lystigt om sin afhandling om den sene Wittgensteins filosofiske undersøgelser. Lidt slukørede satte vi os ved et cafébord uden for – Corona-passet var endnu nogle uger væk – og Guldsjakalen og jeg tændte vores stifter, mens min kæreste flinkt hentede piverter på fad, fordi hun har styr på sin økonomi. 

Det var endnu en aften i en by, den første i en lang række af kommende byture, og mens vi lænede os tilbage i de hårde stole og så op på den lune nattehimmels funklende stjerner, glædede vi os over, at musikken stadig levede.

Hvor Holger lagde sig til hvile den aften, ved jeg ikke, men i går havde “Drainage” radiodebut på P6Beat og i aften vender Loose Ends tilbage til Knuds Kiosk i anledning af den udsatte SPOT Festival. Denne gang er han ikke blandt publikum, han står på scenen, og publikum kan godt forvente, at det bliver højt, intenst og med følelserne uden på tøjet. 

“Vi har en ambition om, at vores musik skal være uforudsigelig og i konstant bevægelse. Og så må det gerne larme rigtig meget og kræve gode ørepropper,” slutter Holger.

Betragt dig selv som nu invitereret.

Loose Ends er: Holger (vox), Caspar (guitar), Daniel (bas), Lasse (guitar) og Ivik (trommer). 

Redaktionen anbefaler
Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Theresa Rex: Fra anonym popstjerne til ærlig sangskriver

Hun katapulterer som ukendt jazzsangerinde op på toppen af hitlisterne i hele Europa og har i skrivende stund rundet 1 milliard streams. Du har med garanti hørt hendes stemme i radioen, på club’en eller fra DJ-pulten, hvor Martin Jensen har fyret op for megahittet...

SPOT ’23: TENDER YOUTH

SPOT ’23: TENDER YOUTH

Lad ikke ungdommen narre dig til at tro at tomme tønder buldrer højest. TENDER YOUTH kombinerer ungdommens vovemod med guitarens forvrængning og sætter præcise ord på, hvordan de oplever deres generation.  Den københavnske kvartet TENDER YOUTH er blevet beskrevet...

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

The preachers: Fra Roskilde-støv til SPOT-light

En sønderjyde og en københavner møder hinanden på Roskilde festival – støvet musik opstår og bromancen udvikler sig til garage-rockbandet The Preachers. I deres fælles kærlighed til 70’er rock, punk og country, har de fremelsket en knasende sprød omgang garagerock,...

SPOT ’23: TRADER

SPOT ’23: TRADER

Ifølge Trader har HeadQuarters åbenbaret sig som SPOT Festivals rockmekka de seneste år, og de er glade for endelig at kunne slutte sig til lineuppen af fede acts, der har slået et slag for den danske rockmusik. Den aarhusianske rocktrio Trader albumdebuterede i 2020...