Sally. Foto: Therese Vadum
10–11 minutter at læse

Sally: Vi forsøger bare at være nogen, inden vi prøver at blive til noget

Det er nemt at fare vild i præstationssamfundet, men for Sally Errebo-Brandt ledte det til indierock og et skærpet lyrisk syn på verden omkring hende. I anledning af det aarhusianske band Sally’s seneste single, “Fred”, har vi talt med forsangerinden om vejen ind i musikken.

Familien er samlet hjemme hos Sally Errebo-Brandts mor. Men det er en anden begivenhed, end de sædvanlige familiesammenkomster vi alle kender til. Hvor højtidernes festivitas hører til i  stuens varme, med de levende lys flakkende på et dækket bord og den dampende hovedrets forventningsfulde aroma i næseborene, krymper den lille familie nu sammen under de skrå bjælker på loftet.

I fællesskab er de ved at filme musikvideoen til bandet Sally’s kommende single, “Fred”.

Forsangerinde Sally selv er muligvis nybegynder ud i filmkunsten, men et arbejdsrelateret kursus, hvor hun har lært at lave nemme DIY-videoer på mobiltelefon eller iPad, har givet hende blod på tanden. Hun har fået en ide. Og nu har hun hvervet sin søster, en fremragende fotograf, hvis særlige øje for visuel æstetik hun har tillid til.

Deres kusine har sagt ja til en hovedrolle foran kameraet, mens deres fætter agerer runner og hendes far og mors kæreste står for den praktiske hjælp. Sammen udgør de et lille, men funktionelt hold, rede til at indfange Sallys vision på bedste beskub. 

Og nogle gange er det bedst at holde det i familien. Det åbner nemlig i løbet af dagen for nogle snakke, der får kreativiteten og inspirationen til at blomstre. De har den slags diskussioner, som man måske helst undgår, når man er på udebane, fordi man føler sig blottet. Men på loftet bliver rigtigt og forkert tilsidesat ligesom rammen for processen ændrer sig. 

“Det betød, at vi hele tiden var tvunget til at arbejde ud fra vores egne ideer og konstant selv være nødt til at vurdere om det fungerede eller ej. Det var SÅ fedt og helt sikkert en oplevelse, jeg tager med mig andre steder i livet,” fortæller Sally. 

Oplevelsen af at kaste sig hovedkuls ud i den første musikvideo er et nedslagspunkt i Sallys kunstneriske rejse. Det er her, at hun genfinder noget hun har savnet i lang tid. Nemlig plads til at lege og være kreativ uden øje for målet, men tværtom lære undervejs ved hele tiden at forholde sig til processen. 

Det sætter hende yderligere fri fra et dunkelt, bagvedliggende forventningspres, som i mange år har været årsag til en kæmpe kreativ blokade. Singlen “Fred” påpeger symptomet, men det æstetiske slid bearbejder årsagen selv.

Man skal forsøge at være nogen, før man bliver noget

Sally startede bandet for cirka to og et halvt år siden. Hun og guitarist Frederik Sandfeld Madsen havde allerede spillet sammen i nogle år og fandt det derfor naturligt at fortsætte ad den vej. De øvrige tre medlemmer – Elias Lykkeskov Jensen, Christian Pedersen og Casper Simonsen – var bekendtskaber på kryds og tværs. 

I øvelokalet fandt de hurtigt en naturlig kemi. Sally er ophav til tekster og melodier, men musikken finder sit udspring i sammenspillet. Deres unikke musikalitet består af den bløde kvindevokal og musikkens rå og kompromisløse lydbillede der tilsammen skaber en kontrastfyldt stemning.

Mens bandet tog form, stod Sally i en kreativ blokade af eksistentielle proportioner. Hun havde i en overgang skåret sit liv ind til benet og forsøgt at finde hoved og hale i, hvor meget af det, hun brugte sin tid på, egentlig beroede på andres forventninger til hende, og hvor meget, der udsprang af hendes egen naturlige lyst og kreativitet. 

Som et barn vokset op i et uddannelsessystem presset til bristepunktet af fremdriftsreformen, havde hun ligesom mange andre unge følt sig presset til hurtigt at vælge, hvad hun gerne ville være i fremtiden i stedet for at dyrke, hvad hun var nu og her. Hun skulle være noget først og fremmest – fremfor blot nogen

Der skal en særlig moden vilje til at råbe stop og gå imod samfundsstrømmen, når man hele tiden bliver banket i hovedet med fremtidsforventninger. Det var sådan Sally følte det. Hun fortæller, at hun helt fra barnsben har været målrettet og aldrig stoppet op for at stille spørgsmål til, hvad hun skulle. 

“Jeg tror, at det var en blanding af, at jeg selvfølgelig altid har elsket at synge og skrive musik og dermed naturligt søgte den vej, men et eller andet sted tror jeg også, at jeg havde en reel frygt for at opleve usikkerheden i ikke at vide, hvad jeg ellers skulle,” siger hun. 

“Jeg havde glemt, hvordan man leger og er fantasifuld og giver plads til at reagere på spontan kreativitet.”

I stedet fandt hun det nemmere at gå benhårdt efter det ultimative mål: konservatoriet. Men det skarpe fokus fik måske også mulighederne, der gemmer sig i de flossede kanter af tunnelsynet, til at blive desto mere utydelige. 

“Jeg gav aldrig mig selv plads til at tænke over, at der er mange andre måder at have musik i sit liv på. Det var først, da jeg startede på konservatoriet, der havde været mit mål siden jeg var helt lille og som jo egentlig burde fodre og nære min kreative sjæl, at jeg midt i en skriveblokade fandt ud af, at mit evige øje på målet og dygtiggørelse, havde gjort mig blind for mig selv og min egen skaberkraft og kreativitet. At jeg havde glemt, hvordan man leger og er fantasifuld og giver plads til at reagere på spontan kreativitet,” siger hun. 

Da hun endelig gav sig selv plads til at bearbejde det forventningspres, hun havde gået og følt og i stedet gav plads til sig selv, begyndte en bølge af lyrisk inspiration af at skylle indover hende. Det var en blanding af gamle, skjulte følelser, der pludselig krævede sin plads, og nye sansninger rettet ud mod verden omkring hende. 

“Jeg ville ønske, at der generelt blev snakket mere om hvor fedt og lærende det er at lave fejl, vælge forkert og tage sig tid til at mærke efter, uden frygten for at føle sig fortabt og forkert eller doven og uambitiøs.”

Det var denne nyfundne erkendelse og hvilen i sig selv, der både gav hende mod og drivkraft til at samle et band omkring sig i øvelokalet og arbejde kreativt sammen om at skabe et fælles univers. Pludselig var forventningspresset blevet til grundstoffet i et kunstnerisk klarsyn. 

“Jeg er nu 27 og føler selv, at jeg står midt i grænselandet mellem ung og voksen. Det er altid nemt at være gammelklog, men jeg ville ønske, at der generelt blev snakket mere om hvor fedt og lærende det er at lave fejl, vælge forkert og tage sig tid til at mærke efter, uden frygten for at føle sig fortabt og forkert eller doven og uambitiøs,” siger Sally.

Men selvom voksenlivet banker bestemt på, er Sally kommet på sporet af et sted, hvor der er tid og plads til at lege, hvor man kan være nogen, uden det betyder man skal være noget. Det kan hun i musikken. Det er her hun lyser.

Urolige sjæl – din stærke kerne lyser

Sally beskriver sig selv som et tryghedssøgende menneske, og hun søger mod en stabil base med faste rutiner. Det er en søgen efter fred. Men hun formår sjældent at føle sig til rette, før en modstridende følelse af at ville vriste sig løs og gøre noget helt andet melder sig igen. 

Det er et paradoks, som hun ser afspejlet i verden omkring sig. På den måde er singlen “Fred” nærmest en generations-diagnose. Den beskriver den konstante omvæltning af søgen efter ro og samtidig oprør mod den. 

“Jeg er enormt drevet af følelser og har utrolig svært ved at blive i noget, der føles forkert eller som ikke stimulerer mig på en eller anden måde. Og lige præcis den del, tror jeg måske godt kan generaliseres lidt til at dække flere fra vores generation,” siger hun.

“At vi har brug for at føle os stimulerede og inspirerede i det vi laver, ellers kan vi opleve en form for apati eller måske ligefrem blive karakteriserede som dovne. Men måske er det ikke dovenskab. Måske er det bare mangel på motivation og inspiration og plads til at finde sin egen måde at gøre det på frem for at skulle passe ind i en særlig kasse, og være noget frem for nogen, der kan være med til at sætte os i stå og gøre os usikre eller rastløse. Og måske er det lige præcis her vi har brug for den rastløshed, der alligevel driver os fremad mod hele tiden at ville blive klogere. Frem mod at tænke kreativt og søge derud, hvor vi finder plads til os selv og det vi brænder for og finde ro i det.”

Det store udsyn har dog som oftest sit udspring i det personligt erfarede. Sally skriver om det hun ved. Hun stykker teksterne sammen ligesom hun laver mad. Hun følger opskriften til et vist punkt, og så tager hun sig sine friheder og pifter den lidt op efter smag. 

“Jeg har taget udgangspunkt i refleksioner og tanker omkring mit eget liv, og ud fra en overordnet tematik har jeg samlet på historier og oplevelser fra mennesker omkring mig. 100% farvet af min egen opfattelse og kunstneriske frihed,” siger hun. 

“Det spænder helt fra nogen, der i bogstaveligste forstand har måtte bryde kontakten med et familiemedlem for at få plads til sig selv, til en overraskende oplevelse af alligevel at lyde præcis som sine forældre, hver gang man er sulten og træt, selvom man som barn svor på aldrig selv at være så uretfærdig.”

“Vi har alle retten til at gøre præcis det, der får os til at lyse.”

Som betragter er hun fascineret af at kigge på, hvordan vi bliver eller ikke bliver som det, vi kommer af. Fortidens erfaringer kan farve os i mange år blot for at ændre sig senere i livet, når vi er blevet klogere på os selv. “Vi har alle retten til at gøre præcis det, der får os til at lyse,” siger hun. 

Og lyrikken i “Fred” er en hyldest – og en anerkendelse af – den evige søgen efter det, der kan gøre os glade. Den sociale arv kan hvile tungt på en menneskeskæbne, men teksten fremhæver, hvordan vi har brug for at ændre os igennem livet og slippe de snærende bånd der binder os. Det er en påmindelse til os selv om, at vi skal blive ved med at lære og tage stilling til hvem vi er og, hvad vi gerne vil. 

“Det er først, når vi accepterer denne dualitet – at vi sagtens kan være rastløse, rodløse og urolige og samtidig være helt vildt stærke og lysende – at vi kan finde fred med os selv og alt hvad vi er. For mig er fred ikke nirvana eller et liv uden sorg og smerte. For mig er fred et liv med alt, hvad det indebærer. At acceptere at jeg er det hele på samme tid og at det er helt ok, at jeg godt kan være både og på en gang. Det giver mig en form for fred,” slutter Sally.

Se musikvideoen til “Fred” her.



Redaktionen anbefaler
The Slow Scare: Udstødte i lilla og blåt

The Slow Scare: Udstødte i lilla og blåt

The Slow Scare er morgendagens dekadente helte. De er de tidligere udstødte, der sender en egenrådig stikpille til alle de fortidige bøller og monstre. Og de har givet hinanden et løfte om at ruske livet ud af sin døsighed og opfylde deres ambitioner om at blive...

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Diplomatic Immunity: Giver sig selv fuldt ud

Den aarhusianske rocktrio Diplomatic Immunity slutter november af med endnu en hårdtslående single. Drengene har dog ikke siddet og drevet den af. De har haft arbejdstøjet på, og musikvideoen viser energiske skud af deres netop overståede turné med Kellermensch. Du...

Når ord runger højere end guitarer

Når ord runger højere end guitarer

White Flag Harmonies, bestående af Benjamin Kousholt og Rune Hauge Ringsmose, er eksponenter for noget af den fineste singersongwriter-baserede musik i Aarhus. I 2020 udkom de med EP’en Church, som var indspillet live i Hasle Kirke i Aarhus. Nu er de aktuelle med en...

Loose Ends: Børn af den ny tid


Loose Ends: Børn af den ny tid


Ungdommelig flabethed. Intensitet. Følelserne ude på tøjet. Eksplosiv energi. Meget kan siges om Loose Ends, men kedelige, det er de ikke. I forbindelse med udgivelsen af deres single “Drainage” i sidste uge har vi snakket med forskråler Holger Møller Dybro. Læs med...

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...