I dag udkommer “Chapter One”, førstesinglen fra The Boy That Got Away’s tredje album, Colossus, og vi har i den anledning været tæt inde på processen bag bandets hårdtslående “voksne plade”. Her bringer vi et hudløst ærligt interview med guitarist og sanger, Tim Alvin Boström, der uden omsvøb kommer forbi de rå skyggesider i livet og den genfundne glæde ved at lave musik for musikkens skyld.
Han løber. Ruten har han nøje planlagt på forhånd. Han har ikke bevæget sig i månedsvis, men i dag har han truffet et valg om at konfrontere det, der fastholder ham i stilstanden. Langt, langt inde er der et væsen, der er gået fra forstanden. Det hvisker i hans øre: Du skal dø.
Og nu løber han langs stierne i Hasle Bakker. Det er tidligt forår, og luften er frisk, græsset er grønt, overalt omkring ham spirer livet på ny i genfødsel. Du skal dø. Stemmen er vedholdende i sin trussel, og sveden driver af ham kold og klam.
Men han er ligeglad. Han har sagt derhjemme præcis, hvor han løber, og han har aftalt, at hvis han ikke er tilbage inden for et vis tidsrum, skal man løbe ud og finde ham. Ligger han så dér, drattet død om og lidt for sent til at få en indbydelse til Klub 27?
Det er en risiko, han er villig til at tage. Dødsangsten har igennem længere tid betroet ham, at hans hjerte er svagt. Det vil briste med et slapt elastiks sidste klask, og hans liv vil være slut. Den sortgnaskende dæmon klamrer sig efterhånden tæt til alt i hans tilværelse. Den står på spring i skyggerne og tærer på lyset, suger glæden ud af alt. Nu har han besluttet sig for et final show down og taget løbeskoene på.
Tre måneder tidligere var Tim Alvin Boström på toppen af sin karriere. Alting så anderledes ud. Han var med sit band, The Boy That Got Away, i Herning og skulle indfri en gammel drengedrøm. De skulle åbne ballet for selveste Dizzy Mizz Lizzy, de skulle rocke ud.
Men så skete der noget uventet under lydprøven. Tim får et ildebefindende. Den panikangst, der har været ham en uvelkommen følgesvend livet igennem, vrister sig løs og hopper i næste nu tungt op på skuldrene af ham.
Der bliver ingen publikumsfanfare og blændende scenelys denne aften. I stedet ligger han på akutmodtagelsen på Herning Sygehus under steril loftsbelysning med ledninger i kroppen og blinkende maskiners uforståelige summen i baggrunden. Angsten har sat ind, og den vil spise drengen.
I de efterfølgende uger vover han sig forsigtigt ned i øvelokalet for at komme tilbage i rytmen og rækker ud efter guitaren. Bang! Så er angsten der med det samme som en glidende tackling. Han kan ikke trække vejret. Det bliver bedre at holde sig væk.
Og han begynder at udeblive. Stilstand. Du skal dø. Men så bliver det alligevel for meget. For angsten er gået over sine grænser, og nu afholder den Tim fra det, han elsker mest: At spille musik. Ingen musik, intet liv alligevel. Så der er kun en vej ud. Han løber.
Enten spiller hjernen ham et puds eller også er han vitterligt dødssyg. Han er fast besluttet på at finde ud af det. Dæmonen skal ikke holde ham tilbage længere. Og mens han løber langs stierne, indser han, at det ikke kan være fysisk muligt for ham at gøre det, hvis hjertet fejler noget som helst.
Da han kommer hjem igen, er noget anderledes. Han er anderledes. Han føler, at han har fået en ny indsigt. Den er kommet på en barsk måde, men måske derfor den virker desto mere dybsindig. Han er tættere på at være den, han egentlig altid gerne har villet være.
Straks begynder det at gå bedre, han vender tilbage i øvelokalet og kan igen samle sin guitar op. Da foråret endegyldigt ankommer i maj, står han atter på scenen under SPOT og spiller et akustisk sæt på HeadQuarters.
Bag kulisserne har han været ved at skvatte om af panikangst, og når han kigger ud på publikum, mistænker han, at de kan se frygten i hans øjne.
Men han kommer helskindet igennem. Det er en kæmpe oplevelse, for det er ikke længere blot en lille koncert ud af mange, det er det øjeblik, at han ved, at det hele nok skal gå. Han er tilbage. Drengen er undsluppet.
Vi spiller for vores egen skyld
I dag sidder Tim atter backstage på HeadQuarters. Hans lange, sorte hår er let sammenfiltret, og han har en mørkegrøn skovmandsskjorte på. Han udstråler den samme tilbagelænede afslappethed og fortælleiver om musikken som den ældre statsmand i rock, Dave Grohl. Tag ikke fejl. Der er en rock’n’roller i huset.
Han har netop fået fra fri sit arbejde på Fundamentet, en organisation, der hjælper udsatte og sårbare i Aarhus, og selvom han dagen inden har besøgt MyRock for at tale om The Boy That Got Away’s kommende tredje album, Colossus, har han stadig masser at fortælle os.
“Vi er et kompromisløst rockband, der har lavet en god plade,” siger han. Kampviljen sidder usvækket i ham. It’s a long way to the top if you wanna rock’n’roll, som legendariske Bon Scott nonchalant skreg det og sikkert ville have gjort en anelse mere desperat lydende, hvis han havde set, hvad tidens hits på Spotify er.
“Jeg kan godt li’ at kæmpe for tingene. Det er min natur at gøre det,” siger han. “Som Dave siger, hvis musikken er god nok, skal folk nok finde den. Men du skal også ud med den.”
Og kamp har der da også været. Indspilningerne til det forgående album, Moonsick, begyndte kaotisk, da bandet stod uden bassist efter kun to dage i studiet. Tim og trommeslager Casper Simonsen havde én kandidat inde at vende, da Tim kom i tanke om “en vanvittig bassist, jeg kendte fra Kolding.”
De sendte en føler ud og kunne snart byde Mathias Gregersen velkommen i folden. Han var et perfekt match. “Hvorfor fanden gjorde vi ikke det fra starten af,” spurgte de to øvrige medlemmer hinanden om bagefter.
Moonsick lå heldigvis færdig og klar, før den skæbnesvangre aften i Herning i 2017. Hvor den blev til under turbulente forhold, og debutalbummet bestod af sange, som Tim havde gemt på i en årrække, er Colossus imidlertid lyden af et band, der kommer full circle. Det er nemlig et album skrevet i fællesskab i øvelokalet, kun med musikken i tanke.
“Vi har gjort det på den gode, gammeldags manér,” siger Tim. “Vi mødes i øvelokalet, føler et eller andet riff, der opstår lige nu og her, og så er det bare spille det, ligesom da man var barn og havde energi i øvelokalet.”
“Der er lige meget ejerskab i det her.”
Selvom Tim ikke er bleg for at beskrive det nye album, som trioens mest modne album til dato, dér, hvor de for alvor er blevet voksne, er det samtidig en tilbagevenden til den rebelske energi, man føler, når man første gang for alvor begynder at larme med sine venner. Det har bragt fokus tilbage på rockens kardinaldyd, nemlig at man kan spille pisset sammen.
“For det første skaber det et samspil, som jeg aldrig har oplevet før,” siger Tim. “Vi lærer jo hinanden at kende ind og ud musikalsk. Det skaber også en ejerfornemmelse. Der er lige meget ejerskab i det her. Så det er ikke Tim og band, som det var på den første plade.”
Hvor man på Moonsick kunne fornemme en bestemt, karakteristisk sound, bliver den på Colossus mejslet i sten. Tim siger, at The Boy That Got Away har fået skabt en lyd nu, der helt og holdent er deres, og er kommet udover at være al mulig andet.
“Det vigtigste er, at vi har en følelse af, at der er noget, der er større. Vi spiller musik for vores egen skyld, altså, sådan oprigtigt for vores egen skyld,” siger han. “Og vi har på intet tidspunkt skænket det en tanke, at vi skulle ud at spille for nogen. Det har ikke været med i overvejelserne, hvem vi skulle spille for, hvordan vi kunne lokke flest mulige til.”
I et flashback til tidligere tider erindrer han, hvordan tanken om tomme scenegulve har sat gang i en negativ mental spiral. Den slags tanker, der er arnested for angsten, og som han nu har fundet en flugtvej fra ved at vende fokus væk fra publikums anerkendende blikke og tilbage på sin egen kærlighed til at spille musik sammen med sine bedste venner.
“Før i tiden har det været mine angsttanker. Jeg var bange for, at der ikke kom nogen til mine koncerter, bange for ikke at være god nok,” siger han. “Så nu spiller vi musik for vores egen skyld og har fået det helt tilbage på et holdplan.”
Tal om det
Angst, depression og den endelige tragedie hænger dog stadig som et synligt mørke i verden omkring os. Du behøver ikke at opleve det personligt for alligevel have det på tæt hold. Chancerne er, at du kender nogen i din omgangskreds, der oplever psykiske problemer eller måske endda desværre vælger at ende livet.
I den senere tid har der lydt et opråb i medierne om at bryde stigmatiseringen af disse tabuemner, hvor der er blevet sat særlig fokus på musikbranchen. Er musikere mere udsatte end andre, når det kommer til psykisk sygdom og selvmord?
Vi taler om, at et tabuet skal brydes, men det ubehagelige, det slet og ret uforståelige, er ikke nemt at snakke om. De fleste af os viger fra forlegent fra det, og langt mere slående eksisterer der en generel frygt for, at det at tale åbent om et selvmord i sig selv er nok til at afstedkomme en reciprok reaktion af epidemiske proportioner.
“Jeg skriver om mit eget selvmord. Det er en anledning til en snak om tabuer.”
Den frygt tager Tim ikke del i. Han vil hellere end gerne tale åbenhjertigt om det, der er gør ondt. For hvor selvmordet kan være umuligt at forstå, er dialogen det eneste sted, hvor vi kan komme det i møde og udviske angsten omkring det.
“Der er en sang på Colossus, der hedder ‘Don’t Bring Me Back’, hvor jeg skriver om mit eget selvmord,” siger han. “Det er ikke nogen single, men det er en anledning til en snak om tabuer.”
Mange rockmusikere har en morbid fascination af døden. Måske det skyldes den helgenfejring, der ofte finder sted, når en generations helte ligger blå i rendestenen med kanyler i armen eller tjekker ud enten som et kvalt skrig eller geværskuddet definitive glammen.
“Jeg var overbevist om, at jeg ville dø, inden jeg blev 27 år,” siger Tim. “Så jeg var ligeglad med mit liv. Jeg fyrede den bare af, drak mig i hegnet, røg whatever, tog stoffer og sloges på livet løs. Men lige pludselig blev jeg 27 år, og hvad fanden skulle jeg så?”
For Tim blev svaret at dyrke musikken i højere grad og udleve kampen kreativt frem for på egen krop. Men i bandets fælles omgangskreds indtraf tragedier, som nødsagede en stadig dvælen ved det sværeste spørgsmål at besvare: Hvad er livet, og er det værd at leve?
“Det kommer sig af, at vi har en fælles ven, som for nogle år siden tog sit liv,” siger Tim. “Han var lige blevet far, og jeg er selv lige blevet far for tredje gang, og han tog simpelthen sit liv, fordi han ikke følte, at han kunne blive en god nok far. Så han ville gerne tage sit liv i tide, så hans kæreste kunne nå at finde en anden mand, der kunne være far for hans barn. Og så mens vi var ved at indspille, blev jeg ringet op og fik at vide, at Kristian Vad (aarhusiansk musiker, red.) var hoppet nede i Grønnegade.”
Tankerne nedfældede Tim i den refleksive “Don’t Bring Me Back”, en grungy mastodont, der rammer albummets midte og med sin kuldegysende tyngde kaster et relevant alvorskær over den ellers livsbekræftende rockfest på Colossus.
“Jeg skrev den her tekst, der handler om mit selvmord,” siger han. “Den handler om, at hvis jeg tager den beslutning, altså, jeg prøver at sætte mig ind i, hvordan det ville være, så har jeg en forestilling om, at det ville være meget stille og roligt. I teksten beder jeg min kæreste om ikke at redde mig, hun skal komme videre. ‘Don’t bring me back from outer a space, I stay’.”
Chapter One – personlig sangskrivning
Det er ikke kun “Don’t Bring Me Back”, der er symptomatisk for, hvordan The Boy That Got Away har ændret sig på tredje album og er blevet mere tilpas i dem selv og hinandens selskab. Sangskrivningen er nemlig blevet langt mere personlig end på de forgående album.
Hvor Tim på debutpladens førstesingle harcelerede over politikkere og vendte vreden udad, er han begyndt at grave dybere i sig selv, end han har gjort tidligere. Nu har han et rum, hvor episoderne med angst kan omformes til potente rocksange i samarbejde med hans bandkammerater.
“Den måde vi skriver tekster på, er, at jeg måske bliver interviewet af de andre,” siger han. “Hvordan føles det egentlig, når du oplever det der? Nu blev jeg skilt sidste år, og hvordan føles det? Og så besvarer jeg det, og sådan kan vi sidde i fællesskab og skrive om noget.”
Førstesinglen “Chapter One” er i den ånd blevet til på baggrund af det stress-relaterede panikanfald, som Tim oplevede i Herning. Kroppen kunne ikke mere, og han var sygemeldt i et år efter. Oplevelsen sidder stadig så frisk i ham, at han kan vende tilbage til den. Det er en nødvendighed for ham, fordi den på mange måder har gjort ham til den, han er i dag.
“Den handler om det breakdown, den nedsmeltning jeg havde, for tre år siden, hvor jeg dejsede om efter lydprøven,” siger han. “Og den her sang handler om det, der skete bagefter, fordi der er kommet noget godt ud af nedsmeltningen.”
“Jeg har sådan en syret følelse i kroppen, hvor jeg føler, at min hjerne er overophedet, men at der er nogle ender, der nåede hinanden lige pludselig, som har gjort mig til en anden og måske mere det menneske, jeg rigtig gerne vil være.”
Det har dog også haft store konsekvenser for hans privatliv, og de sidste tre år kan snildt beskrives som en tur i livets omskiftelige karrusel med dens bakker og dale.
“Det har så også givet sig udslag i, at jeg blev skilt fra min eks-kone, som jeg havde været gift med i ti år og har to børn med, og meget hurtigt mødte en anden, som blev gravid seks timer efter, og som jeg nu er ved at købe hus med,” siger han. “Det er bare derudad. Og jeg er fuldstændig fast besluttet og glad for den, jeg er, og det er egentlig også den der voksne fornemmelse, vi har i bandet. Det her er vores voksne plade.”
De dage, hvor usikkerheden gjorde hver sangændring til en personlig kritik, og hvor sangskrivningen var fostret af splid i øvelokalet, er forbi. Det er et mere harmonisk The Boy That Got Away, der tropper op, og resultatet er musik, der først og fremmest tilfredsstiller dem selv og ikke en illusorisk crowd, der med sin indestængte bedrevidenhed er klar til agere ultimativ smagsdommer.
“Vi griner mere end nogensinde, og så kommer der krafteddermame også vores yndlingsmusik ud af det.”
“Det er også det, der bekræfter mig i, at vi er noget full circle, fordi vi skændes ikke. Jeg har aldrig været i et band eller et forhold, hvor jeg ikke har skændtes, og jeg skulle sgu nok være forgangsmand for det. Der skulle være et eller andet drama,” siger Tim.
“Og nu har jeg fundet ud af, at der behøver ikke være det der drama for at skrive gode sange. Det har ikke noget med hinanden at gøre. Tværtimod. Vi skændes ikke, vi griner mere end nogensinde og har det så fantastisk rart i hinandens selskab, og så kommer der krafteddermame også vores yndlingsmusik ud af det.”
The Boy That Got Away holder release-fest på HeadQuarters i Aarhus, fredag den 24. april, og på BETA2300 i København, lørdag den 25. april. Mens du spændt venter på albummet, kan du høre “Chapter One” her:
The Boy That Got Away er: Tim Alvin Boström (vokal/guitar), Mathias Gregersen (bas) og Casper Simonsen (trommer).
