5–6 minutter at læse

Animaux Animé: Dødsdisko gør sit indtog i efterlivet

Med et bandnavn taget fra et Asger Jorn-maleri og et skarptskåret image er Animaux Animé fra Kolding eksponenter for en dansable og let-tilgængelige 80’er-vibe, vi ikke har trippet over siden Superheroes’ velmagtsdage. Selv kalder de det for “dødsdisko”, og hvis det er sådan, man danser i efterlivet, må vi hellere få lakskoene med i kisten.

Det var sommer i Kolding. Thor Wendtland stod i et gråt industrikvarter med sin ven, som man nu gør, når himlen endelig er blå og skyfri. Vennen havde stillet sig op på sine hæle og blev ved med at gentage sætningen: “You shall learn how to love, you shall learn how to love …” Og det var her inspirationen til “Afterlife” slog ned med et lyns præcision!

“Vedkommende mente det var et citat fra filmen Edward Scissorhands, men det er forkert. Jeg stjal sætningen,” siger Wendtland. “Sangen kom sidenhen passende til at handle om kærlighed med døden til følge. En klassisk tragedie ligesom Romeo og Julie.” 

Singlen “Afterlife” udkommer i dag med tilhørende musikvideo. Du kan se den i bunden af artiklen.

En rockdrøm

I Trekantområdets driftige handelsby gik Wendtland og Freddie Hansen rundt og drømte om at starte et “sejt rockband.” Af omvejene fra punk og techno, alle de små bands, man nu spiller i, som aldrig rigtig bliver til noget, var det en ny vision, der kaldte.

“Jeg ved ikke, hvad det originale koncept var, men jeg sang på dansk, og jeg havde aldrig sunget i et band før,” siger Wendtland.

Det hindrede dog ikke duoen i at forfølge drømmen. Bandet var igennem en længere overgangsperiode med skiftende besætning, før det helt rette match var i hus, og kemien for alvor begyndte at slå gnister. 

“Det var i kraft af dette match, at vi kunne skubbe os selv fremad,” siger Wendtland. “Men vi bliver nødt til at stille en æresport for gamle medlemmer. Jeppe, Malthe, Matias og Marianne som har haft en stærk indflydelse på bandet som sangskrivere og musikere.” 

Levende dyr i makeup

Hvis man stiller danske bands op på række som en line-up hos politiet, vil Animaux Animé straks stille sig ud i kraft af deres kompromisløse visuelle udtryk: Stiligt klædt, skarpt malet og smattet makeup, guld og glitter, snehvid pels, og mønstrede skjorter. Attituden ligger gemt i navnet.

“Altså på dansk betyder det jo animerede dyr eller levende dyr. Der sker en transformation med disse dyr på scenen,” fortæller Wendtland. “Helt konkret gør vi brug af klassiske visuelle virkemidler som maling og garderobe. Men der sker også en transformation med mennesker, når de optræder. De kommer til live. Derfor levende dyr.” 

Wendtland fornægter ikke, at det nok kun har øget deres popularitet yderligere at have et slående image. Han betragter ansigtsmalingen som et ritual, der både skaber enhed og underholdningsværdi, det giver mod og udløb for personlige idiosynkrasier. 

“Det giver sammenhold,” siger han. “Et udgangspunkt som det mindste. Det er med til, at vi føler os stærkere og mere sexede i vores underholdning. Det er bestemt ikke for at gemme os, når vi tager makeup på. Vi tager makeup, fordi det har vi altid villet, nu har vi bare en undskyldning for at gøre det. Men en eyeliner kan ikke bære et show alene. Derfor skal vi give mere af os selv. Så hjælper det hvis man ser godt ud.”

Verden af i dag kan fremstå desto mere spraglet og med en urolig skyggeside bag hver kant. For Animaux Animé er der absolut intet farligt i en dreng, der går med eyeliner. Tværtimod er de forundret over, at folk stadig kan falde i svime over et band tager makeup på.

“Der er ikke mange mænd i Kolding som maler sig selv,” siger han. “Vi har selvfølgelig folk i Kolding, som ikke kan lide, hvis man er sort om øjnene eller i huden. De er over hele verden. Nogle mennesker lever i frygten for andre. Det er utroligt, at folk synes, at det kan være spændende, at et band tager makeup på i 2020. Men det er jo bare godt for os. Det hele går i ring og kommer igen.” 

“Vi er HD-versionen”

Den iøjenfaldende forekomst af de malede levende dyr går på sin vis hånd i hånd med det musikalske udtryk, der emmer lige dele af 80’ernes eksistentielle goth/post-punk og dansegulvets svedigt hamrende puls. Wendtland messer energisk og indædt som en Ian Curtis i 11. gear over fængende synthesizer-melodier, guitar-stik gennemblødt af rumklang, pumpende bas og discotrommer.

Det er dog ikke i 80’ernes tjeneste, at Animaux Animé står. De er vågne i samtidens uendelige larm og rabalder.

“Man står altid på skuldrene af andre, og de plader og inspirationskilder man har haft i livet vil før eller siden finde vej ind i musikken,” siger Wendtland. “Det er ikke vores hensigt at genskabe 80’erne. Nutiden fejler mange ting, men mangler intet musikalsk. Vi er åbne for nye ideer og lyde til kommende udgivelser.”

“Nutiden fejler mange ting, men mangler intet musikalsk.”

“Afterlife” er ingen undskyldning for sig selv. Det er Animaux Animé i fuld flor og en glimrende introduktion til bandet, hvis du ikke har hørt dem før. Den maniske vokal og arrangementet, de laserstrålende synth-linjer i omkvædet, undslipper sig ikke helt 80’ernes neonbefængte klør. 

Wendtland gør imidlertid op med skribentens  forfængelige higen efter fortiden ved at præcisere bandets position. Han siger: 

“Det er klart at man kan høre fede 80’er-tråde i meget af vores musik, og ‘Afterlife’ kommer til at lyde nostalgisk. Jeg tror, at det er helt naturligt. Men det er simpelthen fysisk umuligt at kalde os et 80’er band, selvom vi gør de samme ting, som man gjorde dengang. Vi er HD-versionen.

“Og når alt kommer til stykket, tiderne skifter, trends kommer og går, men én ting transcenderer al tid: “I 80’erne handlede det meget om sex. I 2020 kommer det formentlig også til at handle meget om sex,” afslutter Wendtland.

Se musikvideoen her:

Animaux Animé er: Thor Wendtland (Vokal), Frederik Hansen (Guitar), Phillip Leonhard (Trommer), Andreas Skovbjerg (Bas) og Joakim Moesgaard (Synthesizer). 


Redaktionen anbefaler
TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

Drømmerockerne holder fast i den tilbagelænede brit-rock inspirerede-stil, men bandet viser sig denne gang fra en mere inderlig og sårbar side end på den hårdtslående og pulserende førstesingle ”Take It or Leave It”. Se musikvideoen her. Det er en larmende nat i byen....

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive "Underground", som...

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd - en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende...