Diplomatic Immunity: Rocken mangler en Jesus

Rocktrioen Diplomatic Immunity slår et slag for rockmusikken i 20’erne. En opvækst i provinsen, hvor der bliver slået hårdt ned på outsiders, har kun gjort dem mere målrettede. I mandags udgav de deres debut-EP, Something Has to Explode, som er deres bud på, hvorfor rockmusik også har sin berettigelse i det nye årti. 

Hvis du er vokset op i asfaltjunglen i en af de større danske byer, må det søde provinsliv fremstå som et fatamorgana, ligeligt skabt af mediernes politiserede modeord og de snøvlede figurer i TVs karikerede serier. Og langt henad vejen er der nok noget om snakken. 

Flosklerne står i hvert fald i kø, når man skal beskrive steder fra det mørke Jylland. Tag nu bare til Himmerland og drop forbi et sted som Hadsund ved Mariager Fjord. Du har dine marker og dine køer, den friske blæst og bølgernes skvulp.

Du har din grillbar uden for den lokale tank i udkanten af byen, flankeret af høje træer og fuglekvidder om sommeren. Og du har samtidig den der følelse af stilstand, som om at du netop er landet et sted, hvor tiden går så langsomt, at den faktisk går baglæns, en rungende kedsomhed pressende mod brystet.

Her har de aldrende drankere deres sted i det lokale center til at opsøge forglemmelse, mens ungdommen hamrer apatien bort på de lokale diskoer, hvor tidens letfordøjelige elektroniske hymner er i højsædet, og udbryderlængslen for en enkelt nat kan pakkes væk i festens larm. Rus i dag, tømmermænd i morgen. Gentag.

Scooterbander sætter dagsordenen. Her rimer Magnus på Luise, hvis du har langt hår, og afviger du lidt fra normen, søger du automatisk ned i undergrundens let skjulte fællesskab for at søge næring til dine drømme. Herude er der alligevel så højt til himlen, der ikke er forurenet af boligblokkenes tårnhøje beton, at dine ambitioner kan vokse sig store og modige. 

Man siger, at modgang gør stærk, og for rocktrioen Diplomatic Immunity er det en ungdom spenderet i den lille vindblæste provinsby, der har givet foder til drømme om at blive det største rockband i verden.

De er netop nu aktuelle med deres debut-EP, “Something Has to Explode”, og vi har taget en snak med dem om musikeropvækst, rockens tilstand og den fem sange stærke EP.

Rockliv i provinsen

De tre barndomsvenner, Jeppe Ulrichsen, Magnus Bersang og Emil “Hjorten” Kristensen fortæller, at det ikke var Led Zeppelin’s bedrifter i 70’erne, der lå mange af deres jævnaldrende på sinde. Tværtimod var de store bangers “Bailando” og “Sandstorm”. Bylivets største begivenhed, forklarer de, var den aften 666 spillede på den lokale Daisy. Der var selvfølgelig helt udsolgt. 

Selvom Hjorten kiggede dristigt forbi dansegulvet den pågældende aften, tilhørte han alligevel ikke den gængse crowd. Langt fra at være en enspænder tilhørte han en anden klike, som fandtes i byens undergrund. 

“Rockmusikken lå ikke lige øverst i fødekæden i vores hjemby,” siger de. “Men vi var en hård kerne, som både hørte rock og metal, og insisterede på at gå i byen med vores band t-shirts, selvom den lokale scooterbande holdt os i kort snor.” 

Nogle gange, når grebet strammes hårdt nok, fører det ikke til resignation. Det leder i stedet til oprør. Og det styrker samtidig tribalismen hos de indviede. Det skærper deres vilje og gør dem trodsige, fordi modstanden giver dem klare pejlemærker at handle efter.

“Dem, som lod sig omvende af den slags småtterier, var jo ik’ true.”

“Alle inkarnerede rock og metal fans kender jo til dagligdagen med trusler om tæsk, men det var som at hælde benzin på bålet for os. Dem, som lod sig omvende af den slags småtterier, var jo ik’ true,” siger drengene. “Men der har altid været et godt musikmiljø i vores by, som herskede i undergrunden, hvor der blev spillet alle genrer.” 

Medlemmerne af Diplomatic Immunity er blevet opfostret med rockmusik. Det har altid været i luften omkring dem, og på den måde er det blevet en integreret del af, hvem de er i dag. Selvom opvæksten også bød på besøg i andre genrer, husker de i dag tydeligt den musik, der gjorde et uudsletteligt indtryk på dem og gødede jorden for, at en banddrøm kunne vokse og slå ud i flor. 

Kan du huske, hvad en discman er? Den kom før MP3-afspillere og iPods og efter Walkman’en. Så kunne man høre sin favorit-cd på farten. Den havde dog den ulempe, at den også var følsom for rystelser.

“I 6. klasse skulle vi med skolen til Polen,” fortæller Magnus. “Her havde jeg lige opdaget Nirvana. Så de 19 timer i bus til Polen, hørte jeg Nevermind hele turen på repeat – non-stop. Kun afbrudt af en dårlig anti-chok på min discman og 2 gange batteriskift.” 

For Jeppe og Emil blev der spillet al den gode, klassiske rock i hjemmet – lige fra Rolling Stones, Led Zeppelin, Black Sabbath, Pink Floyd og The Who. Jeppes far var særlig begejstret for sin ungdoms musik, og det lod han gå udover sønnen. 

”Hver eneste gang jeg blev hentet af min far hver anden weekend, blev jeg tvangsindlagt til at høre rockplader med Rolling Stones, Black Sabbath, The Who etc,” siger Jeppe. ”Ikke fordi han ville have, at jeg skulle kunne li’ rockmusik, men mere fordi, at han slet ikke kunne styre sin begejstring.”

Som et tegn på solid opdragelse, fungerede introduktionen til rockmusikken, da også i farens favør, hvad Jeppes mor snart måtte sande: “Min mor fandt ud af på den hårde måde, at det var rockmusikken, jeg elskede, da jeg grædende plagede hende om at slukke for Take That i radioen,” grin Jeppe.

Emil kan nikke genkendende til den klassiske rock, men han havde selv en affinitet for kongen af pop. “Da jeg var lille, var jeg kæmpe Michael Jackson-fan. I sådan grad at jeg tog malertape fingrene, da jeg gik i skole,” fortæller han.

En venlig onkel forsøgte sig med The Cranberries i konfirmationsgave, men bassisten vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til irernes politiske alt-rock. Det blev også til en cd med No Doubt, “men mest fordi Gwen Stefani var pæn.”

Det var først rocken fra den hårdere ende af skalaen, der endegyldigt hev bassisten ind på rocksporet. Han fortæller: 

“Men der hvor der virkelig skete noget, var da jeg hørte Slipknot for første gang. Min ven Rasmus var kommet hjem efter nogle år i USA og havde Slipknot’s første album med. Da jeg hørte det åbningsnummeret for første gang, var jeg fuldstændig blown away. Sangen starter med ekstremt buldrende trommer, hvorefter der kommer et break og én der råber: ‘HERE COMES THE PAIN!’ Det var helt perfekt for mig.”

De tre herres veje til rocken – Grunge, Classic rock og Moderne rock/Heavy – er afgørende for, hvordan Diplomatic Immunity griber det an at skrive deres egen musik nu om dage. Det bliver nemlig et møde i midten, hvor en ny tilgang til genren åbenbarer sig.

Rocken mangler en Jesus

I vor samtid er det desværre svært at bryde igennem med ny rockmusik. Aldrig før har musikudbudet og diversiteten været større og mere fragmenteret. Slår man sig ind på at ville frem i verden som rockmusiker, kræver det måske endda lidt ekstra end vanligt.

Der er en grusom scene i filmatiseringen af Lee Child’s “Jack Reacher” med candyflossen Tom Cruise i hovedrollen. En håndlanger har fucket i det og bliver sat ansigt til ansigt med filmens absolutte nemesis, The Zec (spillet af en formidabel Werner Hezog). Han giver håndlangeren et morbidt valg: Bid alle fingre af venstre hånd eller få en kugle for panden. Den stakkels håndlanger gør et ynkeligt forsøg, før han opgiver. En fortørnet The Zec ryster på hovedet: “Altid kuglen. Jeg forstår det ikke.”

Måske det mere end nogensinde handler om at forblive “true” i mødet med den ydre modstand. Måske det kræver lidt mere blod på tænderne at undgå kuglen. Med deres baggrund føler Diplomatic Immunity sig godt rustet til at gå udfordringerne i møde. De vil gerne have jord under neglene, være supportband på en turné, ramme de danske festivaler, og hvis muligheden byder sig, krydse Nordsøen og blæse hovedet af briterne. 

Rocken er ikke død, og ambitionerne svigter ikke. “Vi er overbeviste om at rockmusikken nok skal få sin renæssance. Og nu er vi her jo,” siger de. “Der er den evige diskussion om rocken er død. Det tror vi overhovedet ikke på. Der er masser af mega fede rock bands, masser af rockkoncerter og masser af rockfestivaler. Vi ved, hvad rockmusikken kan og hvad den giver os.”

“Den eneste forskel er mediebevågenheden. Og det hænger selvfølgelig sammen med tendensen fra folk. Det er klart, at hvis du konstant i 10 år får serveret rock-madder, jamen, så vil man nok gerne have et stykke med Lukas, bare lige for at rense munden.”

“Folk har brug for en Jesus, som kan befri dem for deres hverdag!”

Samtidig anlægger de et nærmest mytologisk skær på, hvad rockmusikkens funktion er. De sporer den nemlig til den store fortælling, det store fællesskab, hvor samlingspunktet er én bærende figur.

Gennem tiden er rock blevet båret af store personligheder og karakterer, hvor der kun er få tilbage,” siger de. “Det mener vi især, at der mangler i dag. Altså attituden, den der person man ville ønske, man havde modet til at være. Så for at gøre rockmusik aktuel, skal det have noget fandenivoldskhed, sjæl, kant og attitude. Folk har brug for en Jesus, som kan befri dem for deres hverdag!” 

Something Has to Explode

Al den fandenivoldskhed, sjæl, kant og attitude, som opvæksten har sat ind på opsparingen, demonstrerer rocktrioen på deres debut-EP, Something Has to Explode. På EP’en forsøger de at bygge bro mellem deres indbyrdes inspirationskilder og skabe et bud på, hvordan klassisk og moderne rock forenes.

Førstesinglen, “Safeword”, har allerede gjort et indtryk på landets rockhunde. Musikvideoen fanger tillige den energi og swagger, som bandet gennem trail and error og utallige koncerter har tilegnet sig. Den er en kompromisløs rock-basker og handler om at trives i kaos og være pirret af nysgerrigheden for det ukendte. For bandet er den udpeger den en fremtidig retning.

“‘Safeword’ er samtidig den sang på EP’en, som sætter retningen for lyden af vores fremtidige sange,” siger de.

I den anden ende af skolen finder vi den mere ømme “The Ballad of Barcelona”, hvor den klassiske sangskrivning kommer til sin ret. Det er en knust kærlighedsberetning inspireret af virkeligheden, naturligvis.

Magnus og Jeppe skrev The Ballad Of Barcelona, før Emil kom med i bandet,” fortæller de. “Sangen blev til i en turbulent tid, hvor Magnus og Jeppe begge var i Barcelona. Derfor navnet. Den handler ikke om Barcelona, men mere om hvordan ens moral kan være ens værste fjende, og hvordan umulig kærlighed, kan få det værste frem i en.” 

Det er et nyt år og meget kan endnu ske. Diplomatic Immunity har blikket rettet mod fremtiden og er klar til at hive rocken op af undergrunden, nøkke den op i fødekæden. De er klar til at møde det store publikum og minde dem om, at det lange, fedtede hår og de beskidte band-t-shirts skal bæres med stolthed.

Lyt til “Something Has to Explode” her:


Diplomatic Immunity er: Jeppe Ulrichsen (vokal/guitar), Emil “Hjorten” Kristensen (bas) og Magnus Bersang (trommer). 

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...