Pressefoto © Jonas Ringtved

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til countrymusikken, og nu er han klar til at gøre mesteren kunsten efter. Han har netop udgivet sin første single, “New World Blues”, som du kan høre her.

Senere sagde Johnny Cash, at han klædte sig i kun sort på vegne af de svage i samfundet, de fattige og sultne, de indeburede fængselsfanger, der havde afsonet deres straf og for længst betalt for deres misgerninger, narkomanerne på gaden, og alle dem, som tiden uvilkårligt havde forrådt og efterladt på en øde perron før livets endestation.

Og så er der noget med hans stemme. Der er sådan en eller anden særpræget egenskab ved den dybt brummende baryton, som rækker den udover selv timeligheden, som er den stemmen af det sidste menneske, det mest menneskelige; tilgivelsens nådegave. 

Cash er for mange indbegrebet af den rå og rene countrymusik, som formidler livets salte pisk med ru ligefremhed og håbet om frelse flikkende i baggrunden som en svag flamme i et mørkt lokale. Den slags country der står i skarp kontrast til Nashville’s strømlinede cowboys i deres farvesprudlende rhinestone-jakkesæt og jinglede popsange, der efterhånden er omtrent ligeså tanketomme som Diet Coke er tom på kalorier. 

Og mange ser måske endda en klar forbindelse mellem hans livs tragedie, de tørre tæsk tilværelsen frejdigt tildelte ham fra en ung alder, ubønhørligt, og hans senere kunstneriske værk i al dens furede realisme og sødeligt prisende melodier. Som om den ene ting ufravigeligt betinger den anden. 

Hvis han på den måde nu står i vores bevidsthed som arketype for en genre og vores opfattelse af den, skriver aalborgensiske Jonas Ringtved sig ubesværet ind i hans tradition. For Ringsted deler ikke kun den sortklædtes gevaldige stemmepragt, han er også mærket af et liv, der til tider har været hårdere end godt er. 

Nu er han aktuel med sin første single, “New World Blues”, fra den kommende debut-EP, Skitzotopia. Over tre sange, der alle er forankret i en så dybt autentisk americana, at man må klø sig i nakken og igen se om der virkelig står Aalborg på afsenderadressen, ser Ringtved sit liv på afstand. 

Han beskriver selv pladen som “en rejse gennem de følelsesmæssige kontraster, som har fået sangskriveren til at stille spørgsmålstegn ved håbløsheden og søgen efter mening.” 

Sangskriverens levede liv begynder med et fotografi af omtalte Johnny Cash, taget på fersk gerning af grænsepatruljen i El Paso.  Det er begyndelsen på en fascination som vold ganske enkelt ikke kan tæve ud af ham og som ender med en dedikation til countrymusikken og dens omfavnende menneskesyn. 

Fra lys over i mørke og tilbage igen i lys. Vidste man ikke bedre, ville man være fristet til at tro, at det ene ufravigeligt betinger det andet. Det her er en præsentation til Jonas Ringtved, Danmarks nye store countrystemme.  

Cash i værkstedet 

Jonas Ringtved stifter for første gang bekendtskab med Johnny Cash i en af hans kammeraters fars værksted. Faren holder rigtig kværn, og han er dybt betaget af den lovløse Cash. Nærmest som et altermaleri har han et fotografi hængende af legenden på en prominent plads blandt det tunge værktøj og de beskidte pudseklude.

Cash, El Paso, 1965. Faren er en god evangelist, der med en gemt djævels brændende øjne fortæller den lille Ringtved historien bag billedet, og han sparer ikke på krudtet i sin forkyndelse.

“Det var Johnny Cash, der lærte mig at kunne lide country.” 

“Da jeg var lille dreng, 6-7 år gammel, viste en af mine kammeraters far os Johnny Cash i hans værksted, hvor hans motorcykel holdt,” siger Ringtved. 

“Han talte om ham som var han en gud blandt mennesker og viste os billedet, han havde til at hænge af Johnny, taget efter han blev taget på den mexicanske grænse med guitarkassen fuld af amfetaminpiller.” 

Når man iagttager fotografiet selv nu, er det svært ikke at blive en smule imponeret af, hvor cool og rolig Johnny Cash tager sig ud. Hans mutte ansigt udtrykker en ligegyldighed over for lovens lange arm, der næsten gør én i tvivl om, hvem der egentlig er bag tremmer og hvem der er fri. 

“Det gjorde et kæmpe indtryk,” siger Ringtved. “Lige siden har han været et af mine forbilleder. Det var Johnny Cash, der lærte mig at kunne lide country.” 

Det var dog andre oplevelser som kom til at hærde den unge Ringtved, formede ham som en fin klump ler, og gjorde ham i stand til at forstå livets sande værdi. Ligesom sit forbillede lærte han, at man nogle gange må gå linen ud og gøre det rette. Man kommer måske ud af situationen med nogle knubs, men man har pludseligt et større perspektiv.

“Jeg kom ud i nogle grimme miljøer med nogle alt for gamle mænd, da jeg var mellem 12 og 14 år,” siger Ringtved. “I min teenage-optik viste de voksne jo bedre. Igennem det kom jeg til at lære mine grænser at kende, ikke i øjeblikket, men i retroperspektiv senere i livet.” 

Samtidig blev ballade også vejen ud for Ringtved. For han var heldig at komme på rette kurs til et sted, hvor hans kærlighed til musikken for alvor kunne blomstre. Den rastløse energi, den uforløste hårde, indre kerne, fandt langt om længe en sund ventil. 

“Det endte med at tage så meget overhånd her i Aalborg med stoffer og slagsmål og evig pjækkeri fra skole, at jeg var nødt til at komme væk,” siger Ringtved. 

“Så jeg kom på hippie-efterskole, hvor jeg for alvor blev forelsket i musik og udviklede mig hurtigt til at spille evig og altid.” 

I tekstskrivningen fandt han en måde at tackle personlige emner på, som ellers kunne være svære at tilnærme sig ellers, og her var især country-musikken behjælpelig. 

“Jeg er dybt forelsket i at skrive tekster, så da jeg begyndte at skrive om nogle personlige emner, kom country- og folkmusik som den åbenlyse vej,” siger Ringtved.

“Kunstnere som Stephen Stills, Neil Young, Nick Drake og Gordon Lightfoot har i stor grad også været med til at lede mig ind i genren.”

“Jeg tror, de uhyggelige oplevelser jeg gjorde mig som dreng – for eksempel at overvære ting som grove overfald eller selv at blive tæsket med en stjålet politistav – i den grad har givet mig noget perspektiv på livet og dets værdi.”

Musikken sætter fri, fordi den ligesom poesien kan oversætte det fortidige traume til et smukt andet perspektiv, gøre den erfarne visdom tydelig, og således løsne traumets bindende greb. I dag skriver Ringtved countrysange, fordi han har sin fortid. De er to alen af ét stykke – som betingede den ene ufravigeligt den anden.   

“Der er ikke nogen tvivl om for mig at det har været en stor del af min udvikling både som sangskriver men også som menneske,” siger Ringtved.

“Jeg tror, de uhyggelige oplevelser jeg gjorde mig som dreng – for eksempel at overvære ting som grove overfald eller selv at blive tæsket med en stjålet politistav – i den grad har givet mig noget perspektiv på livet og dets værdi.”

Livet giver pisk, hvis du kun forventer roser

Jonas Ringtved har skabt et navn for sig selv i Aalborg. Han er blandt andet kendt som den ene halvdel af duoen Salvia, der har optrådt på SPOT og været support for flere større, udenlandske bluesnavne. Det næste skridt er solokarrieren, og her føler han sig godt hjemme i den nordjyske havneby.

“I Aalborg kan du lidt spille det musik, du har lyst til,” siger Ringtved. “Der er en del andre singer-songwriters i Aalborg. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg skulle holde mig til en genre … Men country og fok hørte sig mig godt til.”

I november udkommer han med sin debut-EP, Skitzotopia, som ikke blot er destilleringen af mange års sangskrivning, men også levede, erfarne år, hvor betragteren har været på spil og iagttaget tilværelsen som den udfolder sig helt nøje.

Når man har lyttet til førstesinglen “New World Blues”, sidder man måske med spørgsmålet:  Er det muligt at undslippe verdens pisk eller er det ganske enkelt et lod i livet?

“Livet føles vel kun som pisk, hvis du har glemt at forventningsafstemme. Så er der ikke andet end skuffelse.”

“På EP’en er der 3 sange, som langt hen af vejen kan være min måde at se tilstedeværelsen på. Der synger jeg meget om netop at vælge at acceptere sit lod i livet,” siger Ringtved.

“Livet føles vel kun som pisk, hvis du har glemt at forventningsafstemme. Så er der ikke andet end skuffelse.”

Ringtved holder spørgsmålet op mod den sidste sang på EP’en, “Taken by Strange”. Den er skrevet til én han elsker, men som ikke kan se, hvilken hånd hun er blevet spillet.

“Jeg synes, at omkvædet er min holdning til det spørgsmål,” siger han: “Be reformed and see the joy of dancing in the pines/ Life was never meant to be as fruitful as desired/ Life, it is a melody always on your mind/  When minor is the chords it plays/ you play with what you’ve got.”

I Ringtved møder vi en ung sangskriver i et gammelt sind. Vi genkender den arketypiske fortælling, som vi ser genspejlet i koryfæernes store glassale. Når manden i sort kigger forbi, virker det efterhånden som en cyklisk begivenhed på lige fod med årstidernes skiften. Han er vores hyrde i de rituelle overgange. Vi kan ikke opleve vår uden vinterens trøstesløshed. Hverken i livet eller i kunsten. Det er som om, at den ene ting ufravigeligt betinger den anden. 

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Den aarhusianske kvintet byder på første udspil fra deres kommende debutalbum, Wonderlost. Singlen “Julia” fanger albummets grundessens af at være forundret og forvirret, fanget imellem utopisk kærlighed og det bratte brud, på én og samme tid, og således være, ja, du...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...