Rumpistol © Michael Søndergård

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After the Flood, hvor computeren er skiftet ud med klaver. I den anledning har vi taget en grundig snak med Christiansen om burnout, pres i musikbranchen og vejen tilbage til musikken.

November i Rio de Janeiro er ikke som november i Albertslund. Hvis og når regnen falder, er det trods alt i et klima placeret i det tropiske. Under solen perler sveden frem på de mange forbipasserendes pander, og luften er tung og allerede ophedet, før den finder ned i lungerne. 

Himlen er ikke på samme triste måde efterårsgrå som herhjemme. Den er stadig krystalblå og spejlet i havet. Svævebanernes vogne befærder dens himmelrum som nøjeregnende astronomiske figurer i deres planlagte ruter fra bjergene, mens den almægtige Kristus-statue står med sine åbne arme, hævet over byen, og på forunderlig vis indgyder en slags magisk stilstand over denne sydamerikanske metropol. 

Jens B. Christiansen, bedre kendt under kunstnernavnet Rumpistol, er netop gået af scenen efter en succesfuld koncert med Baiana System, et af Brasiliens mest populære bands. Han går med tunge skridt. Det kræver en energi, han ikke besidder, blot at bevæge kroppen. 

Inde bag øjelågene kan han mærke et stålsat pres. Der er et bor, der arbejder sig nøjsomt igennem hans hjerne i en lige linje. Det larmer højt. Da han kommer tilbage til hotelværelset, trækker han gardinerne helt ned, så lyset ikke kan slippe ind. Men han kan ikke undslippe gråden. Han føler sig konstant udsat. På bristepunktet.

Og det slipper ham ikke. Tværtom bliver det kun drastisk forværret, hver gang han åbner computeren og kigger på skærmen. I fjorten dage kan han ikke andet end at sove.

“Jetlag,” siger han først til sig selv og forsøger at ryste det af sig. Men langsomt begynder han at frygte værre ting. Hjernerystelse. Hjerneblødning. Det er hovedet, det er galt med. Det er hovedet, det er galt med. 

Til sidst indser han, at det er noget helt andet og måske mere åbenlyst, der har ramt ham. Det er stress. Og det er alvorligt. I to måneder går han offline, alle projekter bliver aflyst eller sat på pause. Han har baseret sit liv på musik, men må holde “musik-faste” for at undgå overstimulering. Ikke flere beats og arrangementer, nu står den på lange gåture, svømmeture og meditation. Han forsøger at finde ro i sine egne tanker, der til at begynde med virker rådløse. 

Det er starten på en rejse, hvor Christiansen vender blikket indad og begynder at reflektere over sit eget virke som kunstner. Han vil tilbage til glæden igen, til barndommens nysgerrighed ved musik, som når han støbte poser fyldt til randen med vinyler og CD’er hjem fra Albertlund Musikbibliotek.

Computeren er ikke længere en mulighed til at skabe kompositioner, så han vender sig i tankerne mod barndomshjemmet, hvor der stod et klaver. Tangenterne rummer stadig den fascinationskraft som for år tilbage, og i næste nu er det blevet ikke blot et meditationsredskab til at spille musik uden andet formål at mærke musikken inde i kroppen igen, det er blevet en vej tilbage til selve musikken.

Rumpistol er på en ny rejse, men ikke ud i det ydre kosmos. Denne gang er det universet indeni som åbner sig for nye opdagelser.

Det sker på albummet After the Flood, hvor Rumpistol tager et spring fra den elektroniske genre hans fans kender ham fra til noget, der indeholder en nyfunden minimalisme og skrøbelighed, som ofte har været skjult bag komplekse produktioner.

Albumtitlen maler et billede af kunstnerens post-apokalyptiske sindstilstand efter det hårde burnout, og rejsen fra mørke mod lys bliver flot fanget i den nye musikvideo til tracket “(There is No) There, There”.

Lukkede ned for musikken

Set tilbage tegner 2018 også sig som et usædvanligt travlt år for Jens B. Christiansen. To soundtracks, to filmscores, to EP’er og et re-issue af debutalbum, 40 koncerter med fire forskellige projekter, tre transatlantiske rejser, løse komponist-opgaver, management af Rumpistol og bandet Kalaha, som Christiansen også indgår i, samt de sædvanlige udfordringer i et familieliv med kone og børn. 

Når der aldrig er ro, men altid travlt, begynder det at vise sig mentalt og fysisk. Christiansen var konstant forkølet, havde søvn- og koncentrationsproblemer, blev mere distræt, oplevede pludselige vredesudbrud og negative tankemønstre. 

Oveni kommer alle usunde vaner – hurtige kalorier, for meget kaffe, for mange timer på sociale medier og en nærmest manisk brug af musik og podcast.

Der var brug for en forandring, men ikke nødvendigvis en gennemgående revolution i forhold til arbejdslivet. 

“Helt at skifte fag overvejede jeg ikke, men jeg besluttede mig først og fremmest for at arbejde markant mindre, end jeg havde gjort før,” siger Christiansen. 

“Selvfølgelig for mit eget helbreds skyld, men også for bedre at kunne være der for min familie.”

Nu bruger han mindre tid alene i sit arbejdsliv, og det har bragt ham nogle nye steder hen, som godt nok stadig er musik-relaterede, men som ikke kun handler om at producere for ham selv. Han holder stadig fast i sin musikalsk altomfattende nysgerrighed, der har fulgt ham hele livet, fra han som dreng sad med næsten begravet i Jan Sneums rock-leksikon til i dag, hvor streamingtjenester har vundet indpas og deres biblioteker er vokset.

Det er den nysgerrighed, som gør ham til en god kunstner, men som alle styrker er den oftest også akilleshæl. Det er det, vi gør godt, som også kan være vores største udfordring. Særligt, når man får succes og skal have det hele til at løbe rundt. 

“Det betød også, at jeg måtte slukke for musikken i noget tid.”

“Når man så har et hurtigløbende arbejdsliv, hvor der hele tiden er opgaver og deadlines, så bliver musikken ofte et helle, man ubevidst søger hen for at få lidt fred. Problemet er bare, at man alligevel ikke helt får fred, når man som musik-fagperson lytter til musik, fordi ens analyseapparat hele tiden kværner derudaf,” siger Christiansen. 

“De fleste mennesker tænker nok ikke over, hvilken rumklang der mon bliver brugt, eller om instrumenterne er programmerede eller indspillede, eller hvor og hvornår musikken er indspillet, når de hører lidt musik i løbet af dagen.”

Da kroppen endelig sagde stop, var han ikke i tvivl om, at hans måde at absorbere musik på også måtte ændre sig – og for en tid helt være slukket.

“Da jeg fik beskeden fra min krop om, at der var akut ‘system overload’ og at det derfor var strengt nødvendigt at sætte mit arbejdsliv i bero, hvis jeg ikke skulle gå mere i stykker, så betød det også, at jeg måtte slukke for musikken i noget tid,” siger han. 

Svært at sige nej

I tiden taler vi meget om psykisk sårbarhed blandt musikere, og der er mange der påpeger den stress der er forbundet med livsstilen for eksempel i forhold til ustabil økonomi. Som musiker må man tage det arbejde, der er, hvis der for den sags skyld overhovedet er noget.

Men det fordrer også, at man nogle gange må løbe lidt hurtigere, være lidt mere eftergivende, og således være i fare for at blive en nødtvungen passager i hamsterhjulet.   

I mit tilfælde var der helt klart nogle indre issues, som blandt handlede om, at jeg ikke fik sagt fra i forhold til nogle arbejdsopgaver, hvilket er noget, jeg har brugt tiden efter min burnout til at analysere og få styr på,” siger Christiansen.

“Det har jeg blandt andet gjort ved at stille mig selv spørgsmål som ‘hvad er det for opgaver, jeg har, som i virkeligheden kan varetages af andre?’ eller ‘hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg siger nej til sådan og sådan?’, men også ‘harmonerer denne opgave med det, jeg gerne vil rent kunstnerisk?’, så man hele tiden er i tråd med ens overordnede vision.”

“Musikere har som bekendt tit svært ved at sige nej, fordi vi oftest ikke aner, hvad vi skal leve af om et halvt år.”

Det kan være svært både at sige nej, og det kan ligeledes være svært at stræbe efter mindre end perfektion, når man er skabende musiker. Det kan hurtig blive en fælde.

“Som musikere eller free-lancere har vi som bekendt tit svært ved at sige nej, fordi vi oftest ikke aner, hvad vi skal leve af om et halvt år. Derfor får vi tit sagt ja til for mange ting, hvilket gør at vi skal løbe ekstra hurtigt,” siger Christiansen.

“De fleste kunstnere er desuden ret perfektionistisk anlagte, hvilket kan være med til at trække processerne i langdrag, og derfor er det essentielt at lære at bruge ‘pyt’-knappen ved for eksempel at sige ‘nu er det så godt at jeg kan leve med det’ frem for at spilde mere tid på noget, som alligevel aldrig bliver perfekt.” 

Strukturelle problemer i branchen

Tiden stiller også andre krav til musikere. I august kom Spotify’s CEO, Daniel Ek, i modvind, da han udtalte, at det “ikke er nok”, hvis musikere udgiver musik hvert tredje eller fjerde år. Hans kritik falder da også for døve ører hos Christiansen.

“Når det så er sagt, så mener jeg også, at vi som kunstnere skal være på vagt overfor hele den dér neo-liberalistiske individualisme som siger, at alting er en konkurrence, at vi skal være konstant omstillingsparate, at vi hele tiden skal råbe højt for at blive hørt, og at vi skal ‘udkomme’ flere gang om ugen,” siger han.
 
“Selvfølgelig skal man som kunstner tænke over sin synlighed, men der eksisterer et overdrevet krav fra hele branchen om, at man som band eller solist skal kunne klare alting selv.”

Han påpeger, hvordan det er et strukturelt problem, at branchen er bygget op på en sådan måde, at skabende kunstnere hurtigt kan blive sårbare over for stress.

“Det bliver med andre ord et urimeligt stort arbejde for kunstneren/bandet at lave en udgivelse, som i disse streaming-tider næsten aldrig rigtig kommer til at tjene nogle penge.”

“Det ses også i måden som pladekontrakter eller booking-kontrakter udformes på, hvor det for eksempel ofte kræves, at man selv skal stå for at markedsføre produktet/eventet, eller at man skal kunne levere en færdig master, pressemateriale, x antal musik videoer, stå for SoMe-håndtering og så videre,” siger han.

“Det bliver med andre ord et urimeligt stort arbejde for kunstneren/bandet at lave en udgivelse, som i disse streaming-tider næsten aldrig rigtig kommer til at tjene nogle penge. Og så står man ofte tilbage med spørgsmålet ‘hvad får jeg/vi egentlig ud af at udgive musik udover fornyet aktualitet og en hulens masse stress?’”

I et sådan et system, der nærmest har mere tilfælles med et minefelt, hvor man som kunstner hurtigt kan blive udsat for et uholdbarligt pres, handler det for Christiansen om at finde en balance. Det handler om at skabe ligevægt mellem at kunne leve af musikken og leve et substantielt liv ved siden af.

“Udgivelser kan være nødvendige ja, men hvis man vil leve af sin musik på en sund måde og i lang tid, så mener jeg, at det er vigtigt at søge væk fra hele den trædemølle,” siger han.

Efter flodbølgen

Det nye album, After the Flood, er om noget symbolet på Christiansens skifte fra computer til klaver. Han beskriver udgivelsen som angstprovokerende, fordi det er et spring væk fra den elektroniske genre, han har gjort sit navn i. 

Dogement bag produktionerne er, at musikken skulle være live-baserede, skabelsesprocessen åben, og følelserne frembragt med få virkemidler. Derfor inviterede Christiansen en række musikere ind til sparring og indspilning på albummet. Ensemblet på After the Flood består af Line Felding (cello), Maria Jagd (violin/bratsch), Kristian Hoffmann (lapsteel-guitar), Mike Sheridan (cristal baschet), Povl Kristian (sav), og Anna Juuliska Nykvist (tværfløjte).

Særligt Mike Sheridan blev en vigtig sparringspartner, og sammen lyttede de 40 demoer igennem og udvalgte det, der skulle blive til pladens 13 numre. 

Centralt for den nye retning er dog igen klaveret, og det pudsige er, at det ikke på den gængse måde har været Christiansens hovedinstrument. 

“Jeg har faktisk ikke fået mere end et par timers klaverundervisning i mit liv, men er vokset op i et hjem med klaver og har derfor spillet så længe jeg kan huske. Jeg lærte ret tidligt at spille efter becifring, og det har jeg kunne klare mig med langt hen ad vejen,” siger han.

“Mine kompositioner er næsten altid blevet skabt ved klaveret eller guitaren, men når grundkompositionen var på plads, hoppede jeg straks videre ud i de elektroniske muligheder ud fra en holdning om, at guitar og klaver var nogle lidt fortærskede lydkilder.”

På After the Flood besluttede han sig for at komme væk fra den fremgangsmåde at klaveret skulle være en fortærsket lydkilde. Han var interesseret i at se, hvad der ville ske, hvis han holdt fast i klaveret som hovedinstrument. Han havde nemlig på fornemmelsen, at det ville skubbe til hans udvikling. 

“Jeg kæmper stadig med min klodsede hænder, som bare ikke altid har den samme timing som resten af kroppen.”

“Allerede tilbage i 2013, da vi startede bandet Kalaha, besluttede jeg mig for kun at spille keys på scenen, og det satte helt klart skub i min spilletekniske udvikling,” siger han.

“Trods det har det stadig været en stor udfordring at lære at spille tohændigt, og jeg kæmper stadig med min klodsede hænder, som bare ikke altid har den samme timing som resten af kroppen.”

Det praktiske element i at bemestre klaveret peger på det levede liv, og det er den slags ægthed, der skinner igennem på After the Flood. Christiansen har også indarbejdet optagelser fra sit hverdagsliv ved hjælp af analoge medier som spolebånd, VHS- og kassettebånd og ASMR-triggers som blid hvisken. 

Det betyder ikke, at After the Flood blot er ren afslapningsmusik. Selvom musikken er behagelig, er dette album en både gribende og tankevækkende lytteoplevelse. Og det går igen på musikvideoen til “(There is No) There, There”. Den er filmet i en lufthavn, og skal ses som en slags metaforisk rejse, hvor optagelserne af hovedpersonen på landingsbanen kan både ses som et billede på det at være alene eller isoleret (især i denne tid) og på at finde sig selv.. 

“Instruktøren Claus Kristensen og jeg snakkede om, at videoen skulle komplementere eller fortolke min indre rejse, og at den godt måtte vise ensomheden som grundvilkår, men at vi samtidig altid kan finde ro i naturen og ved at være i bevægelse,” siger Christiansen.

“Jeg er selv fan af at gå ture uden destination for at få sindet til at falde til ro og få bearbejdet indtrykkene.”

Når Christiansen ser på musikvideoen, ser han den rejse, som han selv satte ud på for to år siden. I Rio de Janeiro, på toppen af verden, fanget i dens fremdriftskraft, sagde kroppen endelig stop,  men kun for at fortælle, at det var på tide at gøre noget andet. Og i den efterfølgende ro, fandt han også en ny vej frem.

“Landingsbanens store åbne “vej”, der ligger foran én, er et godt billede på, at noget nyt skal eller kan ske, synes jeg.”

Redaktionen anbefaler
Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...