The Blue Van: “Det her bliver den bedste plade siden Man Up”


The Blue Van rocker hårdt på deres seneste single, “Chameleon”, og varsler et nyt album, som måske er deres bedste siden Man Up. Vi har talt med forsanger og guitarist Steffen Westmark om singlen, studieindspilning, og om at finde ligevægten i et rock’n’roll-liv.

Du skal være alt forladt, hvis du ikke har gjort dig de store tanker om Brønderslev. For hvilken rolle skulle den fjerdestørste by i Vendsyssel da også nogensinde have spillet for dig? 

Er det ikke bare endnu et af de der provinssteder, hvor økonomien er på kronisk skrump, de unge flygter over hals og hoved, når de er myndige, og man ville næppe tage helt fejl, hvis man påstod, at der ikke sker en skid derude, hvor de skræppende krager ikke engang gider at vende.  

Du kan forledes til at tro, at byens claim to fame var den 28-årige pyroman, der i sidste uge ruskede op i den monotone, grå og forblæste dagligdag og i en fyrig rus antændte en serie af fire livsfarlige brande og blandt andet efterlod et brændende bilvrag i sit flammende kølvand. Brandbart provinsliv!

Ser vi imidlertid nærmere efter, er det antændelige og opblussende ikke fremmed for byen. Den er nemlig ophav til historien om et af Danmarks mest succesfulde rockbands, The Blue Van. Og om nogen inkarnerer kvartetten den arketypiske historie om den stræbende himmelflugt mod solen, det dybe fald fra skyerne og genopstandelsen fra asken.

I begyndelsen af 00’erne slog The Blue Van for alvor igennem. Den nordjyske idyl blev først skiftet ud med Københavns drømmende asfaltparadis og sidenhen metropolen New York, mens bandet turnerede ufortrødent og åbnede ballet for garagerockende koryfæer som Hot Hot Heat, Electric Six og Jet.

Men da pladeselskabet røg på røven, var det atter hjem til barndomsværelserne i det nordjyske, hvor flere års tumultariske oplevelser og tømmermænd hutlede sig kummerligt sammen med gæld og en for tidligt punkteret rockdrøm. Det var et kald til at begynde forfra, mande sig op og slå tilbage.

“Det er jo en helt fantastisk måde at spendere sine 20’ere på – selvom ting har sin pris, og det ikke altid var en dans på roser.”

Det har nok ikke virket åbenlyst på det tidspunkt, men set i perspektiv her et årti senere har forsanger og guitarist Steffen Westmark et tankefuldt og taknemmeligt forhold til de store op- og nedture. Det handler nemlig om at finde den gyldne middelvej mellem det vilde liv på vejen og den rolige tilværelse af den. 

“Jeg tror, man skal indenholde begge dele for at være i balance. Jeg kan mærke, at det jeg kom fra med natur, åbner vidder og landlige omgivelser bliver mere og mere vigtigt i mit liv igen,” siger han.

“Men det er samtidig sikkert også fordi, vi har oplevet meget mere end man som ungt band tør at drømme om. Spillet i alle dele af verden foran tusindvis af mennesker. Det er jo en helt fantastisk måde at spendere sine 20’ere på – selvom ting har sin pris, og det ikke altid var en dans på roser.” 

I dag har The Blue Van overtaget den fuldstændige kontrol over deres kreative virke, og der er mere end rigelig benzin på motoren, der nærmest sprutter og syder. Det kan man høre på singlerne fra deres kommende album, hvorfra vi i januar fik “Heavy Load”, og nu får det hæsblæsende rockdrøn, “Chameleon”.

Opgør med reptilhjernen

Den let psykedeliske stemning svinger dig blidt rundt, før et tungt rocket groove “Immigrant Song” værdigt rammer dig i panden som en vel svungen forhammer. “Chameleon” er en skamløs rockbasker, der som en trodsig ungersvend byder op til dans med knyttede næver. 

I den bedste rocktradition er den et opråb om at stå ved sin egen individualitet og undgå den feje flokmentalitet. Vi står alle til falds, hvis vi ikke finder modet indeni til at hævde os selv og blot bliver medløbere.  

“Kæmeleonen er os alle sammen. Hvis vi ikke finder det sted i os selv, hvor vi kan stå på, hvem vi er og hvile i det, vil vi for evigt skifte farve og meninger, bare for at være med i en gruppe,” siger Westmark.

Han fremhæver, hvordan den menneskelige biologi, hjernens sindrige struktur, spiller en skælmsk rolle, når vi pludselig føler os usikre på os selv, og hvordan singlen er bidsk en face-off med dette.

“Det er et opgør med reptilhjernen, som sætter ind, når vi føler os uden for flokken. Grunden til vi bliver nervøse, når vi skal holde en tale eller for eksempel spille en koncert,” siger han.

“Så panikker reptilhjernen, fordi vi frivilligt sætter os udenfor fællesskabet, hvilket gør dine overlevelsesmuligheder svagere – hvis man ser det i en historisk kontekst.”

Som én, der har trådt de sko til grunde, ved Westmark både, hvad man står til at vinde og konsekvenserne, hvis man følger sin mavefornemmelse. Det er en chance, man ikke må tabe på gulvet, men skal tage alvorligt. 

“Men vi siger at der er en styrke i at gå sine egne veje – og at man er villig til at betale prisen,” siger han. 

Legende intuition

I dag sidder bandet solidt bag rattet for hele butikken med eget label og styrer det hele selv. I indspilningsprocessen til deres kommende album lader de intuitionen lede dem, og det skaber en lyd, der er både legende og autentisk.

“Vi har en ordentlig Dropbox med en masse fede og gennemarbejdede demoer, som Søren og jeg har smidt op, og når så vi mødes, vælger vi noget fra øverste hylde, som alle synes er fedt, hvor efter vi laver en 7-8 takes,” fortæller Westmark.

“Lige præcis så mange, så man kan sangen uden at den sidder for godt i fingrene, og man dermed ikke begynder at spille kedelig og glemme at ta’ chancer i sit spil.” 

Herefter er der åben scene, hvor bandet smider alle ideer ind i mixet. På den måde kan de hurtigere afgøre, hvad der bidrager til sangen, og hvad der fjerner fokus. I centrum for hver sang brænder dog stadig medlemmernes kærlighed til rockmusikken, men den er åben for fortolkning. 

“Vores kærlighed og trademark er jo en afart af rock. Nogle gange mere souled, andre mere punket, men altid rock,” siger han.

“En legende autentisk lyd. Numre der lyder lækre og profesionelle, men som samtidig har revner og krakeleringer.”

Det autentiske feel og den umiddelbare rockekstase sat i en moderne produktion tegner konturerne af albummet, selvom Westmark er lidt tøvende for om også det psykedeliske kendetegn på “Chameleon” er udslagsgivende for det overordnede lydbillede.

“Om den er psykedelisk? Måske,” siger han. “Måske mere psykotisk rock. Haha. Måske det er en ny genre. Men ja, det er viben på den nye plade. En legende autentisk lyd. Numre der lyder lækre og profesionelle, men som samtidig har revner og krakeleringer.”

Karantænetiden bliver selvsagt brugt produktivt, og Westmark er ikke bleg for at spå, at det nye udspil ikke blot matcher, men overgår et af højdepunkterne i The Blue Van’s diskografi:

“Lige nu sidder vi jo hver for sig og optager på grund af pandemien, men det er også et spændende og sjovt benspænd, som helt sikkert tilfører noget unikt til pladen. Jeg tror helt sikkert, det her bliver den bedste plade siden Man Up. Faktisk måske bedre, hvis du spørger mig – og det gør du jo.”

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...