The Great Dictators: Tusmørket på afstand

Efter fire års ventetid er den københavnske trio, The Great Dictators, klar med deres fjerde album, One Eye Opener, som er blevet til på baggrund af personlig krise. Hvor de altid har flirtet med mørket, kom mørket denne gang for tæt på. Vi har talt med sanger Dragut Lagulzagosi om den dæmoniske depression, der ramte ham undervejs i processen, og hvordan den gav inspiration til de bedste sange, han endnu har skrevet. Det kommer til udtryk på den nye single, “Creep For Life”, som du kan høre her.

Mørket har sin egen storladenhed. Når vi betragter det på afstand, forkyndet som æstetisk oplevelse, virker dets ulmende skov af sorte træer nærmest indyndende på den sjælelige melankoli. Den lille gustne klump i vort indre får frit løb til at svælge skamløst. 

Og måske vi oplever mere frigørelse end i lysets strålesang, fordi den rustne lede bliver rusket løs fra undervækstens forgroede rodnet. Blotlagt, fordrevet og forløst. Vi er nu de kurerede disciple, undersåtterne af tungsindets masochistiske pisk.  

Mørket er storladent, ja, men det kan også sluge dig råt og samvittighedsløst. Kom ikke for tæt på. 

I 10’erne tegnede The Great Dictators sig som et af de mest produktive danske orkestre. Det begyndte som et musikalsk kollektiv med svingdørsprincip, men den romantiske illusion om fællesskabets fri udveksling kollapsede snart, og orkesteret blev kogt ned til tre medlemmer; Jakob Lundorff, Christoffer Hein og Dragut Lugalzagosi. 

Hvilke forhåbninger trioen havde om at fortsætte i løbsk tempo i kølvandet på deres anmelderroste tredje album, Women, der udkom i 2016, brast langsomt i de følgende år.

Hvor melankolien havde manifesteret sig tæt i Lugalzagosis poetiske tekster, dets gnækkende smil altid nærværende i tusmørket, var den kommet for tæt på det kunstneriske sind. 

Depressionen hejste sine sorte sejl, og hvor musikken tidligere flød, var der mere ebbe. Ordene kom kun langsomt. The Great Dictators måtte mønstre et stærkt sammenhold og kæmpe sig tilbage. Den lange proces er skildret på deres kommende album One Eye Opener.

I dag udkommer singlen “Creep For Life”, hvor vi møder The Great Dictators i en ny stil, hvor lydbilledet brænder mere elektronisk igennem med brug af bombastiske synthesizere og forvrængede samples.

Lugalzagosi fortæller os åbenhjertigt om kampen med at vriste sig løs fra dæmonens greb og kunne drage lettelsens suk ved inspirationens sikre tilbagekomst, nu han igen kan betragte mørket på sikker afstand.

Synligt Mørke

Den amerikanske forfatter William Styron skrev om sin depression: “Det er håbløsheden i endnu højere grad end smerten, der knuser sjælen.” For en kunstner, der står over for skaberprocessens forviklinger, kan manglen på håb indfinde sig akut som iltmangel. Derfor blev det også en udfordring at skrive albummet.

“Processen har været lang og intens. Min depression var allerede så småt i gang, da jeg begyndte at skrive sangene. Den eksploderede for cirka to år siden og var røvirriterende for processen,” siger Lugalzagosi. “Det havde vi ikke lige medregnet i planerne. Livet kaster med lort i ny og næ, og det er tit svært at forberede sig på.”

Hvor det lyttende publikum kan finde styrke og trøst i kunsten, når livet kaster sit lort, kan den også have en tilbagevirkende effekt på kunstneren selv. I det imaginære rum kan han trygt afsøge de dunkle kroge og gemte hjørner i sig selv, som ellers kan være svære at se i øjnene uden for symbolernes afbødende rustning. 

“Pladen er både forbundet med den værste tid i mit liv, men også med min terapeutiske vej imod virkeligheden igen,” siger Lugalzagosi. 

Arbejdet i det private laboratoriums ly er samtidig selvudleverende. Man øser de mørnede mursten fra den porøse psykiske struktur over i det musikalske værks bestandige konstruktion. Og nogle gange først der, i det udfriede objekt, øjner man, hvordan puslespilbrikkerne møjsommeligt passer sammen. 

“Også hver gang en sang er blevet helt færdig, og man bagefter kan sukke det der helt særlige og befriende lettelsens suk. Det har også givet mig lidt ro i mørket.”

“Det har været meget skræmmende og svært at være så selvudleverende. Men arbejdet med pladen har også kunnet distrahere mig fra helvedet i hovedet, og den terapeutiske virkning har vist sig, når jeg har fået sat de rigtige ord på krøllede tanker og følelser,” siger Lugalzagosi. 

“Så har det hele givet lidt mening igen. Også hver gang en sang er blevet helt færdig, og man bagefter kan sukke det der helt særlige og befriende lettelsens suk. Det har også givet mig lidt ro i mørket.”

Lugalzagosi var i begyndelsen fanget i sin fortvivlelse. Alting var komplet meningsløst og overvældende og i lange perioder stirrede han ind i en væg. Hans sortsyn var meget indadvendt og gav rigeligt at udforske i sjælelig forstand.

Omverdenen fortonede sig i baggrunden, men gav i ny og næ håb, som når ungdommen tog til gaderne og demonstrerede. “Og snart overtager de magten fra alle de sjæleligt rådne boomers. Pissesejt,” siger han. På den måde sneg der sig også udefrakommende inspiration ind under hans analytiske lup. 

Da han først kom lidt over på den anden side, mærkede han, hvordan dæmonen på skuldrene løsnede sit faste tag, og der åbenbarede sig nye erkendelser i mødet med det, han imellemtiden havde fået skriblet ned.

“Lyt til dig selv, bur dig ikke inde mentalt med modgangen. Det er de bedste tekster, jeg nogensinde har skrevet.”

“Ja, da dæmonen slap grebet lidt, så genlæste jeg teksterne og blev overrasket over, hvordan jeg havde beskrevet og forudset mange tilstande undervejs i depressionen. De giver mig stadig skarpe flashbacks til da det var hårdest,” siger han.

“Begivenheder ude i verden har også været med til at sætte ord på det, der foregik inde i hovedet på mig, og erkendelserne er løbende dukket op. Lyt til dig selv, bur dig ikke inde mentalt med modgangen. Det er de bedste tekster, jeg nogensinde har skrevet.”

Den rådne familie

The Great Dictators kommer atter til live på den storladne “Creep For Life”. Det er et stærkt comeback, hvor den personlige kamp har skærpet den lyriske pen og det musikalske udtryk. 

Brede bølger af synthesizers og atmosfæriske samples skaber en ominøs stemning, der forplanter sig i kroppen, mens Lugalzagosi beskriver en dysfunktionel familie. Det er en sammenkomst fra helvede: “This party is the worst ever/ I see an evil love.”  

I den dysfunktionelle familie er kærlighed og tillid illusioner blot, og knivene er ude og sigter efter ens ryg. Ligeså vel som familien kan være et trygt tilhørssted, kan den også være en forbandelse for livet.

“Familie kan også være en forbandelse, og det burde ikke være et tabu at synes det.”

“Det beror også på egne erfaringer, og så er jeg stødt på en del andre familier, hvor tingene heller ikke altid har været så let. Det har også været en inspirationskilde til sangen,” siger Lugalzagosi.

“Der findes stadig en gammeldags opfattelse blandt mange mennesker, at familie er noget helligt, og at man skal holde sammen for enhver pris. Men det kan jo sammenlignes med absurditeten i tvangsægteskaber. Familie kan også være en forbandelse, og det burde ikke være et tabu at synes det.”

Selvom man siger, at blodet binder, kan selvsamme blod også være af forskellig substans og i den henseende uforenelig. Det er et velkendt tema fra verdenslitteraturen, hvor for eksempel Turgenev’s fædre og sønner kommer i karambolage med hinanden, og mon ikke også vores egne erfaringer kan byde ind med lignende eksempler.

“De største modsætninger findes tit inden for familiens rammer, og så er det jo helt naturligt, at alting kan fucke op. Det kan være en livslang kamp at bryde ud fra gamle og tunge mønstre og forhold, men vi kan prøve,” siger Lugalzagosi og peger fremad mod den individuelle forløsning, hvor man finder sit eget fodfæste og bliver herre over sin egen tilværelse. 

Tematisk er “Creep For Life” i tråd med resten af albummet, hvor de vægtige sange tager sig tid, så man kan nå at se noget skønt, ondt eller underligt i øjnene. The Great Dictators har åbnet op for både pop og eksperimenter, hvor små nuancer får lov til at udfolde sig, og tæller Kraftwerk, New Order, Leonard Cohen og Brian Eno’s ambient plader som klar inspiration.

Drivkraften bag pladen har først og fremmest været de dæmoner, bandet har levet med, og den skal være en tro ven til andre, der gennemgår svære tider. For The Great Dictators har for alvor været i mørket og melder nu tilbage.

Hør “Creep For Life” her:

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Monkey Okay: Det lange hyl (Long Read)

Efter fem år er aalborgensiske Monkey Okay klar med opfølgeren til deres roste debutalbum. På The Long Haul of Cercopithecoidea tager kvintetten frygtløst et skridt i en ny retning. Vi forsøger at se bandet i den større sammenhæng, før vi går i dybden med det lange...