Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse fra poprock til skandinavisk støjrock noir.
Hvordan lyder en storby? Hvilke forstyrrelser forbinder vi med asfaltjunglen? Er det støjen fra en fasttømret trafikprop i det kogende centrum, hvor hornene gjalder i fugtig luft og ingen bevæger sig fremad?
Er det lyden af de vajende skyskrabere, stål og glas forankret i beton, hvis endepunkt for toppen af himlen gør os svimle, når vi står bittesmå forneden og skuer op? Eller er det som om, at støjen transcenderer sig selv i sin repetition og faktisk bliver til en art stilhed – et lydtapet, der nærmest virker meditativt på bevidstheden?
Måske ja. For det er den slags fremadstræbende urbane sammensmeltning, vi finder i Weal’s nyligt udsendte single, “New York Noise”. Det ligger jo allerede i titlen, at vi kan smage en sand metropols hvileløse puls, men musikalsk går den københavnske kvartet skridtet videre til noget mere cinematisk endda.
Singlen kunne snildt være underlægningsmusik til en stilren Michael Mann-filmsekvens. Vores protagonist kører i nattens mulm og mørke af de flerebanede ringveje, mens byens hedonistiske skyline spejler sig neonbelyst i forruden, og påmindelsen om yderligere menneskelig eksistens melder sig kun i forbigående billygters flygtige skær og de røde baglygters sagte gisp.
Det er som en abstrakt rapport fra et dunkelt sinds skumringstime, og kvarttetens egen genredefintion virker også rammende præcis: skandinavisk støjrock noir. Velkommen til mørket.
På vej væk fra den klassiske radiosingle
Weal har siden 2017 eksperimenteret sig frem til sit nuværende udtryk. Efter tre EP’er og en live-session samt udskiftning i besætningen er bandet i 2021 endelig klar til at udgive sit debutalbum, Calm. Det udkommer fredag den 8. januar på det lille indielabel Homedale.
Det er særligt siden den seneste EP, Melt fra 2019, hvorfra duetten “Nightdrive” med Tanja Simonsen (Superheroes, ONBC) hurtigt fandt vej til en begejstret Carsten Holm på P6 Beat, at kvartetten har fundet sig selv og virkelig fået finpudset deres udtryk.
På de tidlige EP’er, First of All og Diving In, favner bandet videre og mere spraglet i sit nordiske poprock-udtryk, hvor man blandt andet mærker en kølig Kent-inspiration og sågar den maskinelle fernis fra Spleen United. Men igennem en mere ubunden skaberproces er Weal begyndt at tilnærme sig det mere filmiske, storladne og mørke. Deres egen lyd, deres egen noir.
“En lyd, hvor numrene ofte kalder på lidt mere plads end hvad den klassiske treminutters radiosingle kan tilbyde.”
“I den første tid med Weal legede vi lidt mere med stilarter fra nummer til nummer, og langsom men sikkert har vi så dyrket en lyd frem, som vi har lyst til at udforske nærmere,” siger forsanger og guitarist Peter Thielst.
“En lyd, hvor numrene ofte kalder på lidt mere plads end hvad den klassiske treminutters radiosingle kan tilbyde.”
Det er ikke kun bevægelsen væk fra det traditionelle radioformat, der begyndte at trække i bandmedlemmerne. Det var også selve ideen om at skabe noget større endnu – med mere sammenhængskraft. Og noget man fysisk kan holde i hænderne.
“Samtidig havde vi lyst til at arbejde med albumformatet i forhold til at lave et sammenhængende værk af ti numre, der tilsammen tegner et billede af hvem vi er – hvor numrene får deres vilje hver for sig, men meget bevidst er sat sammen til at skulle udgøre den helhed som et album jo er,” siger Thielst og uddyber:
“Det er vores debut i forhold til albums, og processen med ikke bare at skabe ét stykke musik, men en samlet helhed, har været virkelig interessant. Og så er jo fedt, snart at kunne stå med egen vinyl i hænderne for første gang.”
Skønheden ligger i det uperfekte
Processen bag at skabe musikken har over de seneste år ændret sig markant. Det har også haft betydning for det samlede lydbillede.
“EP’erne Diving In og Melt har stille og roligt flyttet vores udtryk til, hvor vi er i dag. Hvor vi tidligere var to sangskrivere, der bragte færdige numre til bordet, så er vores proces i dag i højere grad den, at vi jammer musikken frem sammen, og på den måde lader nummeret skabe sig selv,” siger Thielst.
Han fremhæver, hvordan numre som “New York Noise” og “Night Drive” er gode eksempler på live-jams, der er endt på plade.
“På Night Drive indspillede blot et ekstra guitarspor og så Tanja Simonsens fine duetvokal, så var den i kassen,” siger han.
Selvom musikken ved første lyt godt kan lyde gennemtænkt og arrangeret, er arbejdsmetoden til at nå frem til det færdige nummer af en mere spontan vej.
For medlemmerne i Weal handler det nemlig om at gribe ideen i dens umiddelbarhed, nærmest i dens fødsel, og fange den skabende gnist. Det færdige nummer er således et slags dokument, der paradoksalt fastholder det blivende.
“Skønheden ligger ofte i det uperfekte, og det uperfekte kan man ikke altid sætte på formel.”
“Vi kan i det hele taget godt lide, at holde ting friske, så vi indspiller idéerne omgående uden at overtænke det. Så de umiddelbare idéer overlever. Det er dét, vi mener med at lade nummeret skabe sig selv,” siger Thielst.
“Særligt i vores genre kan man let dræbe et nummer og hive energien helt ud af det, hvis man begynder at tro, at man kan planlægge og tilrettelægge alt. Skønheden ligger ofte i det uperfekte, og det uperfekte kan man ikke altid sætte på formel. Det sker bare. Øvelsen ligger så i at kunne genskabe det.”
Tiltroen til at lade nummeret skabe sig selv er også symptomatisk for “New York Noise”. Den undsiger sig nemt det fortærskede pop-format, vi normalt hører bounce i dansk radio. Den er også mere krautrocket og uforudsigelig i forhold til de velkendte hjerte-smerte rim og de gængse arrangementer med et stort omkvæd i fire akkorder.
“Vi er klar over, at New York Noise nok ikke er radiovenlig, hverken i længde eller arrangement, men nogle gange så vil numre jo altså kun lyde på deres egen måde,” siger Thielst.
“For nummeret bestemmer, og New York Noise ville det således. Det er med numre som med andre ting her i livet – nogle gange lønner det sig med et langt forspil. Ja, faktisk er forspillet ofte det mest pirrende.”
Larmende stilhed
Det er naturligvis The Big Apple, der er musikvideoens omdrejningspunkt. Den fremstår som en monokrom overflade, der nemt lader sig forføre af sit dystre soundtrack. The city that never sleeps. Byen, titlen er en analogi til de støjende tanker, der vender og drejer sig i hovedet. Det er den samme slags kaos.
På Facebook har Weal skrevet, at det er et stille nummer, men slår fast, at “selv stilhed kan støje”.
“‘New York Noise’ er jo en slags desperat rejse imod søvn. Teksten handler om at ligge søvnløs. Og det kan så enten være på grund af larm udefra eller støj, der pludselig begynder at rumsterer inde i hovedet, når man ligger der på puden,” siger Thielst.
“Begrebet ’larmende stilhed’ er jo egentlig fantastisk. Det er først, når man ligger der alene og alt omkring er stille, at man pludselig kan høre sig selv og sine tanker, og de kan støje på mange forskellige måder – så det kan jo handle om alt fra ulykkelig kærlighed, parforhold, børn eller stress på jobbet, alt efter hvad det lige er man ligger søvnløs over.”
Overordnet set er førstesinglen en god udstikker for, hvad vi kan forvente os af albummet Calm, når det udkommer i januar.
“‘New York Noise’ tegner sammen med nummeret ‘Night Drive’, som også vil være at finde på pladen, et meget godt billede af vores lyd i dag, og hvad man kan vente sig af albummet,” siger Thielst.
Det er med guitarerne i front, dyb vokal og tungsindig lyrik. Det er stemningsfuldt, det er sart, og det er støjende. Det er indebegrebet af skandinavisk støjrock noir.
Weal er: Peter Thielst (vokal, guitar) Martin Niedziella Nørgaard (guitar), Peter Forsberg Granhøj Nygaard (trommer ) og Stephan Niedziella Nørgaard (bas).
