Wolfroy: På sporet af den tabte tid

Den aarhusianske singersongwriter Wolfroy er aktuel med sin første nye single siden debutalbummet fra 2018. Den rustikke og utroligt intime bekendelsessang “I’m in My Twenties and I’m Already Bored” byder på solidt tankegods. Hør den her og læs vores interview om sangens oprindelse.

Du ser dig tilbage, og der er altid noget. Det kommer slæbende som en stikkende skygge og lægger sig som en tung hinde over dit altfavnende indtryk. Det her skulle være en sejr, tænker du, men sådan virker det ikke. Der mangler noget, men du ved ikke hvad. 

Du har målebåndet fremme i tankerne, og du trækker det slappe gule bånd, med dets små indekserende striber og kalkulerende rangfølge, på kryds og tværs af situationen, strækker det helt ud til kanterne og tager bestik. 

Dimensionerne passer, det er, som du forventede, men alligevel måler du igen på ny og konstaterer, at der er noget, der falder uden for geometrien – en usynlig millimeter, der fylder mere i sit fravær.  

Skyggen taler. Med sit djævelsk venlige smil og sin flegmatiske kølighed udfritter denne Iago dig: Var det ikke det her du ville have? Er det ikke det, du ønskede dig?

Spørgsmål, der opløser dit sind i en tornados rasen, indtil du sidder alene i dens bomstille øje og klynger dig til dine store forventninger og ruinerne af øjeblikkets triumf og indser, at du er overvældet af en brav kedsomhed. 

Det er en himmelsk straf, det er livet selv, der ikke indløser vinderkuponen, du er blevet fornægtet adgang til nuets autencitet. Og derfor længes du nu efter den der usynlige millimeter, usigtbar som den er, der kan gøre dig og din væren ægte igen. 

Følelsen af at opnå det, du har stræbt efter, det du har drømt om, for så kun at føle dig uden for øjeblikkets stråleglans er den centrale tanke bag “I’m in My Twenties and I’m Already Bored”, den seneste single fra den aarhusianske singersongwriter Christian Poulsen, kendt under kunstnernavnet Wolfroy. 

Med en eftertænksomhed, der er den amerikanske mester, Mark Kozelek, værdig, fører Wolfroy os ind i et rustikt og intimt lydunivers, hvor melankolien hersker uafrysteligt i sit prægnante nærvær. Den fornemt opbyggelig komposition kryber langsomt ind under huden og sætter sig fast i knoglerne, så de skælver desto mere ved den forløsende punchline’s tungsindige erkendelse: I’m in My Twenties and I’m Already Bored.

Mindeord over ungdommens tabte magi

For et par år siden rejste Poulsen alene til USA i jagten på en drøm. Han flyttede tre måneder til hovedsædet i Tennessee, Nashville, den famøse Music City på bredden af Cumberlandfloden, hvorigennem også sydens dybe hjerteblod og musikalitet løber. 

Alle praktiske foranstaltinger var overskygget af ideen om, at han satte ud på sit livs eventyr. Ene mand skulle han forsvinde ind i det amerikanske hjerteland som andre forsvinder ud i den vilde natur. Han følte Kerouac’s kald til at leve et omstrejfende liv, hvor intet er banalt og ingen gaber, hvor alle er skøre efter at leve, og oplevelsernes tyvekoster hober sig op som glimtende perler i erindringens køl. 

Forude for sig så han roadtrips på de langstrakte seks-sporede motorveje, mødet med spændende mennesker, han skulle tage til koncerter og se nogle af sine største helte optræde live. Det var en luftig drøm, men den var så håndgribelig, at han nærmest kunne røre ved den.

Og da han så endelig stod placeret midt i den, mærkede han alligevel ikke det forventede sus indeni. Det udeblev, forblev stumt, og der opstod allerede ideen til “I’m in My Twenties and I’m Already Bored”. 

“Alt dette gik i opfyldelse, og jeg var skuffet. Ikke over oplevelserne, men skuffet over hvordan jeg havde det indeni,” siger Poulsen. “Jeg var slet ikke lige så begejstret som jeg synes jeg burde være. Jeg havde det i teorien ret vildt, men i virkeligheden føltes det ret mondænt. Særligt i en verden, hvor alt kan lade sig gøre alligevel.”

De bristede forventninger satte gang i selvransagelse hos den unge sangskriver. For hvori bestod manglen? Var det virkeligheden, der pludselig var blevet for lille og tilnærmelig, eller lå svaret begravet dybere i psyken? Poulsen rettede et skarpt blik mod sig selv og identificerede en genstridig længsel efter noget, der allerede lå bag ham som en smertelig påmindelse. 

“Det fylder mig samtidig med en længsel. En længsel efter en tid, hvor jeg generelt var mere begejstret, mere glad, mere ægte, mere fast besluttet på at finde mig selv, og leve et meningsfuldt liv.”

“Jeg tror, at den oplevelse fik mig til at tænke over, hvor meget jeg hele tiden analyserer ,hvordan jeg har det. Hver gang jeg oplever noget godt, står jeg klar til at måle min lykke, og se om den nu er så god og ægte, som jeg synes den burde være. Det er den stort set aldrig, og det føles enormt skuffende,” siger han.

“Det fylder mig samtidig med en længsel. En længsel efter en tid, hvor jeg generelt var mere begejstret, mere glad, mere ægte, mere fast besluttet på at finde mig selv, og leve et meningsfuldt liv.”

Erkendelsen er først slående og bliver dernæst ildevarslende. Man danner sig et billede af livet som et timeglas, hvor det underste har slået hul, og sandkornene langsomt løber ud i glemslen. For hvert åndedræt mister tilværelsen endnu en flig mening, og rejsen mod enden forløber sig mere hul for hvert skridt. 

Heldigvis indså Poulsen, at der var en naturlig forklaring på den opståede melankoli, og at det ikke omhandlede et fundmentalt meningstab, men snarere en forskydning af, hvordan vi oplever over tid. Det er ganske enkelt prisen for erfaring, for selve det at leve og opleve, og i takt blive ældre. 

“Efter at have bøvlet lidt for meget med disse tanker, er det gået op for mig, at det nok i virkeligheden er utrolig simpelt. Det handler vel egentlig bare om, at jeg er blevet lidt ældre. Det handler nok bare om at jeg ikke oplever ting for første gang længere,” siger Poulsen.

“Når jeg som teenager hørte en sang, der fulstændig beskrev, hvordan jeg havde det, var det jo en helt magisk oplevelse. Det er det ikke længere, fordi nu jeg ved godt, at det er helt normalt at være trist, og at alle andre også har det sådan.”

Det, som Poulsen med sit modne øje så fint beskriver, er overgangen fra barn til voksen, fra den navlepillende individualitet til at indgå i det store fællesskab, der breder sig ud over vor egen eksistens.

Når vi ikke længere spejler os i kun os selv, men rammen også rummer verdens vidder og alt vi har oplevet forud, daler den magiske rus i genkendelsens tilbagevendenhed.  

Han fik sit eventyr i det forjættede land, men måtte erfare, at livets talrige refleksioner alligevel havde bragt ham en smule på afstand. Det var nyt, javist, men ikke længere uopdaget.

“Ligeledes var oplevelsen af at være alene på eventyr i USA ikke helt lige så emotionelt intens, som jeg havde forventet, da jeg jo på en måde havde oplevet det hele før, bare ikke lige i Amerika,” siger han. 

Intuition og mavefornemmelse som drivkraft

I kunsten har vi altid muligheden for at genfinde den lille tråd, der har revet sig løs i tilværelsens spraglede tæppe, og komme på sporet af den tabte tid. Æstetikken skaber et rum, hvor vi kan tilsidesætte vores aktuelle nu og generobre den hensvundne magi. Det, som er tabt, vil blive fundet igen.

Det afspejler sig for Poulsen i den proces, han satte sig i, da han indspillede “I’m in My Twenties and I’m Already Bored.” Her søgte han bagud til den oprindelige spontanitet, som havde forløst de magiske skælv i den unge sangskriverhånd og fokuserede hårdt på ikke at vige for erfaringernes formanende røst.

Det var vigtigt for mig at denne sang skulle skrives og indspilles på sammen måde som de første sange og demoer jeg lavede, da jeg var teenager,” siger han. 

“Den har hele vejen igennem været drevet af intuition og mavefornemmelse, og jeg har ikke tilladt mig selv at komme tilbage og genoverveje noget, hvis det føltes godt første gang jeg gjorde det.”

Den drøm, som Poulsen søgte i Tennessee for flere år tilbage, blev måske ikke indfriet i mødet med fabulerende Midwestern skyline og honky tonk. Men rejsen ud var dog nok nødvendig, ikke som endedestination, men som et første skridt tilbage mod den magi, han egentlig længtes efter. 

Magien var aldrig rigtig derude, men lå slumrende indeni og ventede på, at det igen skulle blive vår. Det begynder altid med en erkendelse, og som oftest er det ikke nødvendigvis i mødet med sagnomspundne krystalpaladser, men snarere den sjælelige knægtelse i et distinkt fravær, der bringer den frem. 

Den fysiske hjemkomst er for længst indtruffet, men det var først, da Poulsen udredte sine tankesnører i nyt materiale og underkastede sig den mere intuitive proces, at Wolfroy vendte hjem.

“Det er en proces jeg har savnet, og som har hjulpet mig til at finde tilbage til noget af det, der har været vigtigt for mig som Wolfroy helt fra starten,” slutter Poulsen.

“I’m in My Twenties and I’m Already Bored” er første single fra Wolfroy’s kommende EP bestående af fem sange, der også vil være første udgivelse siden det selvbetitlede debutalbum fra 2018.

Redaktionen anbefaler
Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Rumpistol: Jeg slukkede for musikken

Jens B. Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, var på toppen af verden, da kroppen pludselig ikke ville mere. Musikeren blev tacklet af stress midt på livets travle vej. I dag har vi premiere på musikvideoen til “(There is No) There, There” fra det nye album, After...

Weal: I storbyens larm

Weal: I storbyens larm

Københavnske Weal har findpudset deres kunstneriske udtryk over tre års EP-udgivelser. Nu er kvartetten klar til at udgive sit debutalbum til januar næste år. Med førstesinglen “New York Noise” i mente har vi taget en snak med forsanger Peter Thielst om bandets rejse...

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Favor & In Memoirs: Og hva’ så?

Det er ikke et nemt år at udgive nyt album i. Uanset hvor godt, drukner det nemt i lockdown-slummer. Det har dog ikke slået hverken Favor eller In Memoirs ud. De to musikere slår hovederne sammen på den nye, fængende single “So What”, der udkommer i dag. Se...

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Jonas Ringtved: Når manden i sort kigger forbi

Det er som om, at de dybeste af stemmer altid har en mørk historie. Det er ikke kun varme og glæde, der kendetegner den slags røst, der svøber sig om sjælen som en salvende balsam. For aalborgensiske Jonas Ringtved indløste Johnny Cash indgangsbilletten til...

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Little Winter: En sang til alle Julia’erne derude

Den aarhusianske kvintet byder på første udspil fra deres kommende debutalbum, Wonderlost. Singlen “Julia” fanger albummets grundessens af at være forundret og forvirret, fanget imellem utopisk kærlighed og det bratte brud, på én og samme tid, og således være, ja, du...