Anders Riis – Revolutionen begynder nu (måske)

Efter tre kritikerroste albums på engelsk med Southern Gothic Tales, hvorfra mange vil genkende sangene “Small Town Choir” og “Burned Out Elvis” fra DR’s populære programserie Gintberg På Kanten, vender Anders Riis skarpt tilbage med et opråb om revolution på dansk, “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)”.

Gaderne gabte, de smadrede ruder grinede kranie-ironiske, og pistolskudene knuste ruderne i revolutionens skingrende glasklangs-caféer, da Tom Kristensen nedfældede snerten af opstand i det tumultariske Europa for præcis hundrede år siden.

Meget, uendeligt meget, har ændret sig i verden siden da, men kaldet til revolution lyder stadig. Og det er sanger og sangskriver Anders Riis lydhør overfor på sin nye single, “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)”, som udkommer i morgen. Du kan se musikvideoen eksklusivt her forneden. 

Den tidligere primus motor i hedengangne Southern Gothic Tales debuterede under eget navn med det roste dansksprogede album Alt Væk i 2017 og udgiver den 13. Marts sit næste udspil, Opdrift, via DME. 

Sangen blev skrevet under en nordatlantisk turné, hvor den havde sin urpremiere ved koncerter foran et færøsk og grønlandsk publikum. Den blev hurtig en live-favorit, og derfor var det selvsagt også første nummer, som Riis og hans faste band indspillede i Lundgaard Studiet under arbejdet på den kommende plade.

I modsætning til det mere mørke lydunivers hos Southern Gothic Tales er “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)” en strålende pop/rock-perle, båret af den fine melodi, organiske instrumentering, og underfundige tekst. Med et skarpt, små ironisk blik rettet mod den personlige sfære begynder singlen med linjerne: “Lad os planlægge revolutionen hjemme os mig/ Jeg kan onsdag i ulige uger. Hvad med dig?”

En ironisk stikpille til samtiden

Sangskriveren Riis ser singlen som en velment stikpille rettet mod den almene, danske magelighed, som hersker i 2020. Og vi er vel alle bekendte med, at vi ønsker forandring af både personlig og samfundsmæssig karakter, men som oftest kommer den praktiske virkelighed os i vejen.

Andre planer, overspringshandlinger, og måske svigtende mod trods det brændende ønske for at ændre på tingenes tilstand, bliver en endeløs række af underskyldninger for at skride til handling. Det første skridt for at ændre på det store hele, mener Riis, begynder i det små, med os selv. 

“Sangen er en ironisk kommentar til en dansk samtid, hvor vi på én gang prædiker forandring, men samtidig forskanser os og har nok i os selv,” siger Riis. 

“Tekstlinjen ‘De siger at tanken den er fri’ er en spydig kommentar til vores verden her på tærsklen til et nyt årti, en verden der måske mere end nogensinde har brug for forandring,” fortsætter han. “Men samtidig er det også en sang, hvis kritik også peger tilbage på mig selv. På den måde kan sangen høres som en frihedshymne, der handler om at sætte sig selv fri.” 

Opfordringen til at sætte tanken fri, til kritisk at forholde sig til verden, og på den måde selv opnå frigørelse, er grundfæstet i en romantisk tanke, nemlig barnet.  

Andet vers lyder nemlig sigende: “Lad os planlægge revolutionen hjemme hos mig/ Bare smide mig ned i græsset og se ungerne lege/ Der er så meget de ikke fatter/ Forstår sig ikke på værdi/ Engang besad jeg samme klogskab.”

Heri opstilles kontrasten mellem voksenlivets socialserede, traurige verdensopfattelse, og barnets legende tilgang til samme, hvori en sælsom visdom åbenbarer sig. Det er et motiv, der vender slagstærkt tilbage i disse år, hvor opråbet om miljøforandringer i ansigtet på den begsorte klimakrise netop ledes an af børnene og ikke de pengestærke jakkesæt, der besætter verdens kontorbygninger og lader sig forblænde af netop begreber som “værdi” og “vækst”. 

Revolutionen kan frit begynde i dag, men først kan du lade dig inspirere af Anders Riis’ “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)” her:

Redaktionen anbefaler
TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

TROLN: Nu er ikke tiden til at dø

Vi skrev tidligere i år: "TROLN har på deres debut-album formået at skabe et stemningsmættet helhedsindtryk, hvor de stilsikkert udfolder deres egen lyd.” Nu er kvarten klar med en musikvideo til albumtracket “Morphia”, der tjener som en glimrende introduktion til...

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

To Absent Friends: Ung mand søger kærlighed

Drømmerockerne holder fast i den tilbagelænede brit-rock inspirerede-stil, men bandet viser sig denne gang fra en mere inderlig og sårbar side end på den hårdtslående og pulserende førstesingle ”Take It or Leave It”. Se musikvideoen her. Det er en larmende nat i byen....

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Jon Norman: En barsuts bekendelser

Nogle gange leder jagten på at blive kunstner én i fordærv. Uheldige sjæle sidder fast i deres eget fængsel, mens andre når ud med skindet i behold og inspiration til endelig at skabe. Jon Norman måtte det opleve på egen krop for at kunne skrive "Underground", som...

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Hövring: Forårsfesten starter på “Jungle Fever”

Den københavnske kvartet Hövring sætter selv dagsordenen i forsøget på at skabe deres helt egen unikke lyd - en blanding af rock, blues og funk. I dag er de klar med tredje single forud for deres kommende debutalbum. “Jungle Fever” er beriget med en feststartende...

SUNDAYS: Mellem lys og mørke


SUNDAYS: Mellem lys og mørke


Faklen bliver givet videre, når to forskellige generationer af musikere møder hinanden i studiet på den ny udgivne maxi-single, “Colourblind” og “High or Low”, fra SUNDAYS. Musiklegenden Per Chr. Frost tager kvartetten under kærlig behandling, og det er blevet til to...