Anders Riis: Mere Jylland, mere plads til forskelle

Screenshot fra YouTube.

For en måned siden kaldte Anders Riis til revolution. Nu er han aktuel med en ny single, “Mere Jylland”, som er en helhjertet provinshymne, der hylder det stille liv, og samtidig en fuckfinger til hovedstadens højpandede kulturparnas. I bedste Jydekompagniet-stil har han i den tilhørende musikvideo allieret sig med Jacob Haugaard, og sammen tager de i 2CV på køretur i provinsen. Se den her. 

For snart over ti år siden havde jeg udskiftet de hjemlige marker, brakke og langsomme, i det mørke Nordjylland med det mere turbulente og romantiserede asfalt-liv i København. Jeg kunne dog ikke helt slippe for min herkomst. 

Ofte blev jeg prikket på skulderen, når jeg købte en pakke Marlboro i Kihoshk på Vesterbro. “Du kommer da vist ikke herfra,” lød det spørgende på et indigneret ærkekøbenhavnsk.

Helt slemt viste fremmedgørelsen sig at være en nat, hvor jeg var på hjemmebesøg. Det var juledagene, og jeg havde traditionen tro været i Jomfru Ane Gade – udtales oppe nordpå nogenlunde: [’gæ:n] – og var ved at betale for min billet i 74N Frederikshavn. 

Pludselig stillede en pige, som jeg til denne dag endnu ikke aner, hvem er, sig ud i midtergangen og råbte: “Hva’ er dit problem egen’lig? Hvorfo’ taler DO som æ tjøbenhavner?” Jeg var blevet en paria uden egentligt tilhørselsforhold.

Det er immervæk underligt at tænke på, at der her i lille Danmark, en diminutiv, grøn plet på den store klode, kan eksistere et så markant skel mellem fastlandet og øen, Jylland og Sjælland.

Det er tematikken for Anders Riis nye single, “Mere Jylland”, som udkommer i dag. Du kan se musikvideoen her forneden.

Væk fra mediernes navlepilleri

I sidste måned kaldte Anders Riis til revolution på førstesinglen, “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)“ , fra hans kommende dansksprogede album Opdrift, der udkommer fredag den 13. marts .

Den var en ironisk stikpille til samtidens hykleri i ansigtet på den kaotiske verdenssituation, men på “Mere Jylland” er blikket rettet mod det kulturelle skel i Danmark.

Teksten er udsprunget af en indignation Riis følte over at opleve og kende til en del af landet, som så ofte bliver talt om, snarere end talt til. Mennesker i det såkaldte ”udkantsdanmark“ bliver målt og vejet udefra, men deres stemme bliver meget sjældent hørt.

“Mere Jylland” er en slags fuckfinger til hovedstadens højpandede kulturparnas, som eksiljyden Anders på en eller anden måde også ser sig selv som en del af, så kritikken peger også tilbage på ham selv. 

Singlen er både en opfordring til akademikertyperne i Deadline om at lade være med at kloge sig på ting de ikke forstår og en helhjertet provinshymne, som hylder det stille liv, der leves meget langt væk fra mediernes navlepillende danmarksopfattelse. 

Det er et romantisk blik på et idyllisk provinsliv, som Riis erindrer fra sin egen opvækst, og en påmindelse om, at vi skal huske at dyrke kanterne, hylde skævhederne og give plads til forskellene.

Det kommer sig også til udtryk i versenes sansefulde registreringer, der besidder en længsel tilbage mod et lidt mere simpelt kosmos.  

Roadtrip i 2CV

Anders Riis står dog ikke alene på singlen “Mere Danmark”. Han får nemlig hjælp af en kulørt herre, der med sit finurlige valg af jakkesæt og valgløfter om medvind på cykelstierne indkapsler det mere excentriske Jylland, selveste Jacob Haugaard.

Og han ligger stilen allerede i sangens intro, når han harcelerer:  ”Det er som om de står med snotten mod ruden og kigger ind med deres lige tænder og deres akademikersmil.“

“Da vi lavede sangen i Lundgaard-studierne, indspillede Jacob Haugaard samtidig i studiet lige inde ved siden af,” siger Riis. “Der slog det mig, at Jacob jo var selve personifikationen af det kulørte og skæve Jylland, som jeg gerne ville besynge. Vi spurgte ham om han ville bidrage, hvilket han straks var frisk på.”

Musikvideoen er nærmest et throwback til Jydekompagniet, hvor nu Haugaard og Riis stævner ud på eventyr i sommerlandet. Haugaard var nem at overtale til at medvirke i videoen, fordi ideen til den vakte gamle minder til live, og det har da også resulteret i et sjælefællesskab mellem de to excentriske jyder med kærlighed for det kantede. 

“Da vi så skulle indspille en video til sangen, var det nærliggende at invitere Jacob til at medvirke. Her tog jeg ham med på en køretur rundt i provinsen i en gammel 2CV fra 1974,” siger Riis. “Han elskede ideen, som mindede ham om, da han i starten af 1970’erne tog på roadtrip til Tunesien i netop en 2CV. En tur, hvor det efter sigende gik rimelig vildt for sig.”

Anders Riis har tidligere udgivet tre kritikerroste albums på engelsk med Southern Gothic Tales, hvorfra mange vil genkende sangene “Small Town Choir” og “Burned Out Elvis” fra DR’s populære programserie Gintberg På Kanten. Han debuterede på dansk under eget navn med albummet Alt Væk i 2017.

Du kan tage med ham og Jacob Haugaard på køretur i provinsen her: