Mens vi venter på en resolution i forhold til de danske spillesteders fremtid – og ditto for de danske musikere – dykker vi ned i julis bedste singler. Det giver et overordnet indtryk af, hvor omfangsrig og kreativ den danske scene er, og vi krydser fingre for, at vi snart kan høre nogle af disse kunstnere i deres vante omgivelser – på en scene. Vi har samlet de ti bedste i en playliste på Spotify, som du kan høre her forneden.
Spillestederne og musikken har trange kår. Man tager sig til hovedet over, at de folkevalgte politikere er gået på sommerferie midt i den igangværende krise, mens de danske scener endnu står lukkede og tomme for publikum.
Der skal jo tages hensyn til smittefaren. Fodboldstadionet er dog fyldt op med jublende fans. Og os med hang til tråd, fadøl og gode musikoplevelser leder efter logikken.
Selvfølgelig er politikere også mennesker, der gerne vil holde lidt fri, men vi kunne godt ønske os, at der snart blev taget alvorlig stilling til det danske kulturliv – for det tæller vel sagtens også mere end bare bold og klaphat.
Mens vi krydser fingre for, at landets små og større spillesteder overlever den manglende drift, kan vi glæde os over, at de danske musikere stadig ufortrødent dedikerer sig til deres håndværk. Må de da også snart få lidt medvind, så der kan komme gang i indtjeningen på live-fronten, og vi fortsat kan nyde godt af deres kreative skaberværk.
For det er immervæk frustrerende at høre så mange lovende singler i en tid, hvor chancen for at opleve dem live er forsvindende. Så lad os tilskynde politikerne at komme hjem og trække i arbejdstøjet, mens vi giver juli måneds singler et sølle spin på Spotify.
Og det lader til, at vi må læne os opad Spotify i den kommende tid, hvor techgiganten Google spiller med musklerne og vil trække dansk musik fra streamingplatformen YouTube i den almægtige profits navn.
Nej, det skal bestemt ikke være nemt at være hverken musiker eller spillested i disse tumultariske tider, men vi håber, at KODA står fast og får forhandlet nogle rimelige vilkår hjem til vores komponister og sangskrivere.
Det er en smuk tanke, at Internettet forbinder verden til en samlet plads med fri adgang for alle. Men konsekvensen bør ikke være, at vi samtidig værdisætter det kunstneriske udtryk til et rungende nul.
For tillægger vi ikke kunsten en materiel værdi, bliver den hurtigt at opfatte som værdiløs – blot endnu en tom ting i en verden af tomme ting. Og så vil vi mene, at verden bliver et fattigere sted deraf, fyldt med den slags ragelse vi ikke har en almen respekt for. Det bør vi sætte os imod.
Husk at støtte op om dine lokale spillesteder og musikere. Dem har stadig vi brug for – også når Corona er et fælt minde blot.
Whistler – Animal Crackers
Sommervejret passer utvivlsomt godt til det københavnske postpunk-band Whistler. Gruppen, der blandt andet har trommeslager Anton Rothstein, kendt for at have siddet bag tønderne i Lower og Marching Church, viser tænder på singlen “Animal Crackers”.
“I wanna sprinkle some damage/ Onto my flawless cognition // And break whichever bone/ Just to reach imperfection,” lyder det bidsk fra vers over i omkvæd på den intense single, der er åbningsskuddet for gruppens debutalbum.
Det er rock med både intelligent nerve og løssluppen attitude. Så vi spærrer øjenene vidt op og glæder os til albummet rammer i midten af august.
Touching Grace – Staves
Som fugl Fønix, ud af asken og tilbage ind i ilden, er de aalborgensiske rockkonger Touching Grace atter tilbage og med nyt album under opsejling.
De er aktuelle med singlen “Staves”, der bevarer deres karakteristiske signatur-lyd, men også viser et band, der er vokset en del siden den lokale rock-adel gjorde sin slingrende gang i Jomfru Ane Gade.
Hvor Touching Grace tidligere ufortrødent dyrkede den rå garage- og klassiske rock, sniger nye instrumenter sig ind i studieindspilningerne.
Man mærker de nye vinde blæse på “Staves”, som dog bevarer det klassiske Touching Grace rock-punch, men viser sig mere legesyg end som så. Forsanger Andri Sigurdssons kendetegnende vokal er på plads, men den regerer over en mere gyngende rytmebund end vanligt og blæsere gør deres monumentale indtog.
Guldsjakal – Benzin i Blodet
“Ifølge mig synes jeg, at Benzin i blodet viser mere variation i sangskrivningen i forhold til debuten,” siger Guldsjakal-guitarist Hampus Wahlgren.
“Den viser også bare, hvor fanden skabet det skal stå, og hvordan man ordentligt får svinget straffe-dolken.”
I Guldsjakal tilbeder de fem medlemmer ved den undergravende rocks syndige alter. Man forestiller sig, hvordan tomme øldåser kvaser under læderstøvlerne i øvelokalet. Væggene er fedtede og tapeserede med krøllede plakater og påmalede slogans som “RØV!”, “DØ” og “KODYL!”. En røgsky hænger tungt over trommesættet, og tonen er bramfri, grabberne altid klar til lussinger.
På “Benzin i Blodet” er produktionen uraffineret og fanden-i-voldsk, men bevæger sig alligevel skridtet videre fra The Stooges Fun House til Guns’n’Roses Lies med sin oprørske ånd intakt.
På 2.57 minutter er det et hårdtslående, snerrende hyl, der helt i overensstemmelse med bandets f*** off-ethos ikke tager nogen fanger, men skyder først uden at stille spørgsmål.
(Du kan høre “Benzin i Blodet” her.)
Felix Everblue – Go, Move On, Believe
Det behøver egentlig ikke være mere kompliceret end som så. Et rockband er blot nogle ru typer i slidte læderjakker, med cigaretter dovent dinglende ud af mundvigen, og en helvedes masse attitude. En bande, om du vil, der ikke lader sig stoppe af lidt modgang – eller en pandemi.
For aarhusianske Felix Everblue er missionen i hvert fald klar. De agter at sætte rock’n’roll tilbage på verdenskortet, og de er klar til at prædike for ethvert lyttende øre med deres retro-glødende bud på, hvordan riff, guitarsolo og energisk omkvæd skal bankes sammen i hellig treenighed. “Rock’n’roll er tilbage,” som de skriver i deres pressemateriale.
Og det demonstrerer de på deres seneste live-session for crowd pleaseren “Go, Move On, Believe”, optaget i TapeTown Studio. Det indestængte drive i lockdown får frit afløb på rock-baskeren, som blandt andet byder på hele to guitarsoloer og en pokkers masse rock-nerve.
Arbirk – Hold My Hand
Da Rasmus Arbirk Larsen udkom med sit debutalbum, Disguises, for tre år siden, hæftede anmeldere og lyttere sig ved en særegen melankoli. Odenseanerens lo-fi sange kredsede om et eksistentielt mørke og hvordan man kommer overens med det.
På Arbirks nye single, “Hold My Hand”, produceret af Simon Ask Ladekarl (Katinka) og med vokal assistance fra Marie Christiansen fra samme band, hænger mørket stadig ved.
Den har nemlig et stærkt personligt og gribende afsæt i Arbirk Larsens arbejde på Ungdommens Røde Kors’ frivillige café på Rigshospitalet og kommer således helt tæt på det sidste farvel.
Lydbilledet er imellemtiden blevet mere alsidigt end tidligere, hvad “Hold My Hand” er et glimrende eksempel på. Det tæller både knirkende legetøjsklaver, flügelhorn, alt-saxofon, og giver reminiscenser til amerikanske indienavne som Death Cab for Cutie, Sparklehorse og Grandaddy.
Mellemblond – Hvor er Magien
Endnu en gang ser vi Mellemblond fra en ny side. Der er nemlig noget af et skridt fra den studieprocesserede lyd af Guldlokzonen til den organiske varme på “Hvor er magien”. På singlen akkompagneres den akustisk spillende Munck Mortensen af jazzmusikeren Niels Bo Davidsen.
Ordene får nærmest mere vægt i det sparsomme arrangement med guitar, cello og kontrabas. De står tydeligere ud og bider subtilt. Singlen er første udspil fra et kommende album, hvor de to musikere da også drager ud på musikalsk opdagelse unplugged.
Bogfinkevej – Sort Magi (Medusa)
”’Sort Magi( Medusa)’ handler om at forelskelse er ambivalent,” siger Bogfinkevej om deres seneste single.
“På den ene side er den fortryllende, på den anden side kan den virke betvingende, og som om følelsen ikke tager hensyn till dine praktiske omstændigheder i livet, eller dit behov for ikke at hengive dig til et andet menneske.“
Trioen, der består af Laurits Gad (vokal og guitar), Mads Korsdal (rap) og Søren Karim Bech (rap/vokal), demonstrerer endnu en gang, at de ikke umiddelbart lader sig genreklassificere. De vigtigste elementer er indhold, catchy hooks og hårdtslående rim, mens resten er sat op til forhandling.
Milevidt – Bare Børn
Milevidt har rødder i Sønderjylland og Vestjylland, og de har begået en autentisk dansk indie-EP, produceret af Nikolaj Nørlund. Han er da også imponeret over kvartetten og udtaler:
“Milevidt har imponeret mig siden de i nattens mørke efterlod en CD (hvem bruger CD’er?) i min postkasse. De har den rette kombination af mod, evner, ungdom, talent og poesi. Glæder mig til at følge dem fremover.”
Bandet tager udgangspunkt i hverdagen med jordnære, dansksprogede tekster. På nuværende tidspunkt hitter de med solidt airplay på singlen “Bare Børn”, og det forstår vi godt.
Fusia – Mountain
Forestil dig at du danser igennem en blomstermark på en varm sommeraften mens neonlys og discokugler langsomt erstatter det naturlige landskab. Dette er lyden af Fusia. Navnet Fusia kommer fra blomsten fuksia, som på den ene side ser kunstig ud, men samtidig er naturlig. På samme måde blander de det organiske og akustiske med det kunstige og elektroniske. Resultatet bliver en retro 80’er inspireret lyd i en moderne pop-produktion, som sætter gang i danseskoene.
Det spritnye al-pop band, bestående af Kristoffer Rander (vokal), Mads Appel (bas) og Simon Jepsen (synth), imponerer på deres nye single “Mountain”. Og selvom det er en disco-banger af karat, gemmer der sig en mere seriøs historie bag.
Forsanger Kristoffer Randers blev nemlig mobbet det meste af sin folkeskoletid. Dette satte ham i gang med at spille musik, og det er den historie sangen “Mountain” handler om.
“Der er en helt speciel episode, som jeg kan huske fra min folkeskoletid. Det var en musiktime i 3.klasse, hvor tre fra min klasses skulle synge ‘Giv mig danmark tilbage’ af Natasha. Der var først to drenge som meldte sig, og så tænkte jeg at jeg også ville prøve, men da jeg meldte mig, gad de ikke alligevel. Det endte med at jeg skulle stå og synge alene foran en leende klasse, og fremover blev jeg drillet med den optræden,” siger Rander.
“Siden den oplevelse har jeg villet tage revanche gennem musikken. Jeg dannede mig derfor en karakter i mit hoved, som jeg langsomt ville bevæge mig hen til at blive, og det er blandt andet den karakter, som har hjulpet mig hen til, hvor jeg er nu.”
DU:AL – For Altid
DU:AL består af Mads Bryrup og Claus “Chapo” Soskic. De to københavnere mødte hinanden på en musiklinje i Nordsjælland for ti år siden, og selvom de begge har jagtet musikken siden, er det først nu, at de udforsker deres bekendtskab.
På deres anden single, “For Altid”, går de all in med flow, lyrik og fede melodier, der sidder lige i kassen. Det er lyden af moderne dansk pop, og mon ikke det kan gå hen og blive et sommerhit.
