10–11 minutter at læse

Månedens bedste singler, juni 2020

Vi mangler stadig rusen af sommerens mange festivaler, men i det mindste kan vi glæde os over, at singlerne stadig bli’r skudt ud i stride strømme. Vi har samlet juni måneds ti bedste i en playliste på Spotify, som du kan høre her.

Den anspændte verdenssituation gør sig bemærket i denne måneds udvalg af singler. Både Corona-krisen og det betændte sociopolitiske klima i USA manifesterer sig på listen.

Pandemien har ændret skabelsesvilkårerne for mange kunstnere, der nu samarbejder på afstand ved hjælp af Dropbox og mails, mens den politiske vrede da også er blevet antændt i den dunkle undergrund.

Ugens liste byder på alt fra downtempo electronica til indie/rock og beskidt punk. Der er med andre ord noget for en hver smag, så lad os øjeblikkeligt dykke ned i vores anbefalinger.

Aztek – I’ll Be Waiting

Corona-pandemien har sat musikverdens gængse omgang på hold. For det aarhusianske indie/rock-orkester Aztek er det dog ikke kun malurt i bægeret. Det har nemlig betydet, at arbejdsprocessen på deres kommende EP har fået et nyt benspænd. Og det har virket kreativt!

Hvor orkesteret tidligere har fremtryllet deres musik i øvelokalet, er singlen “I’ll Be Waiting” deres første single på langdistance. Den er skabt som et virtuelt sammenskudsgilde uden medlemmerne har måttet mødes.

Det mærker man ikke på den velklingende single, der til gengæld emmer af et intenst nærvær. “I’ll Be Waiting” ser også Aztek bevæge sig i en ny retning, og det skyldes måske i høj grad valget af hjemmebane-producer.

Produktion og mix af ”I’ll Be Waiting” og resten af EP’en er nemlig forestået af Anders Søndergaard (Go Go Berlin), der har sat sit tydelige præg på numrenes sound ofte med smagfulde referencer til bands som Tame Impala, MGMT og det elektroniske rock-univers, Go Go Berlin selv bevæger sig i. 

Simone Tang – Vera

Simone Tangs tredje single, “Vera”, er en personlig sang, der bygger på egne oplevelser, og det mærker man da også i det intime arrangement, hvor krystalklar el-guitar understøtter Simone Tangs dybfølte vokal og et fint korarrangement bruser letbevægeligt forneden.  

“Jeg skrev Vera i en periode af mit liv, hvor jeg havde en del tvivl på egne evner, og hvor jeg generelt følte mig uden retning,” siger Tang.

Selvom frygt og usikkerhed for en periode tog over, fik det også Tang til at indse, at det handler om at vise trods i ansigtet på modgang:

“Jeg mener bare, at man skal turde og gøre det. Turde at gå linen ud og tænke stort. Gå fra sort-hvid til farve. Også generelt her i livet,” siger hun.

House of Clouds – Fever Dreams

Sangene skal op af skrivebordsskuffen og leve deres eget liv. Den københavnske kvartet House of Clouds tager skridtet fuldt ud på deres debutsingle “Fever Dreams”. Forsanger og sangskriver Bjørn Falkencrone fortæller:

“‘Fever Dreams’ er et nummer, der går langt forud for bandets dannelse. Det blev skrevet en nat for flere år siden, og sideløbende med andre projekter har det så undergået en del forskellige udgaver og former – og egentlig også genrer.”

Selviscenesættelse er der ikke meget af i House of Clouds. Bandet træder nemlig i baggrunden og lader musikken tale for sig selv.

“Vi vil gerne selv anse House of Clouds som noget andet end bare 5 venner, der spiller musik sammen. Vi beskæftiger os i højere grad med følelsen og udtrykket i lyden og teksterne, end vi gør med personerne og historien bag,” siger Falkencrone.

Og lyden er bestemt dragende. “Fever Dreams” lyd leder tankerne hen på andre danske kunstnere som Blaue Blume og de drømmende aspekter i Ukendt Kunstners første album, mens selve omkvædsvokalen lyder til dels inspireret af canadiske The Weeknds mere stille og mørke numre.

Twin Dive – Say His Name

C’mon America!/ You got that brilliance/ You got that arrogance/ no lack of elegance/ and all your millions/ C’mon!’

Ordene river samtiden i ørerne. De er vrede og snerrende, bliver spyttet ud i antændt indignation. De raser fra barrikaderne af kakofoniske guitarriffs og væltende trommer og er et flammende billede af verden af i dag. 

“Say His Name” er Twin Dive’s punk-hyldest til de igangværende protester, der finder sted i USA og resten af verden, som er blevet fremkaldt af det brutale mord på George Floyd.

Det er harmdirrende 2.22 minutter af musikalsk protest imod en uretfærdighed, der ikke er bundet af en given geografi, men desværre er universel.

Tvillinge-dykkets rappe mundstykke, Robert Jancevich, har tidligere forklaret, at bandets kernefilosofi er “godhed, skønhed og mindre fucking around.

Den nuværende verdenssituation må høre under “mindre fucking around.” Næverne bliver i hvert fald hidsigt knyttet i selskab med “Say His Name”.

Moon Bee + The Astronauts – Invincible

For den aarhusianske musiker MoonBee og hendes tro band, The Astronauts, handler det om at spole filmen lidt tilbage og genfinde forbindelsen til det oprindelige; glæden og lysten til at skabe.

Og det gør de i fællesskab på det vordende sommerhit “Invincible”, en metaforisk rustning mod de presserende kræfter udefra og påmindelse om, hvordan vi står stærkere sammen. Selv benævner MoonBee + The Astronauts genren Astro-Pop, og det dækker over en sprød, organisk popmusik med en stærk kvindelig vokal i front.

“Sangen er en hyldest til de mennesker der får én til at skinne. En venskabshymne til den slags venner, hvor alt man skal gøre er at række ud, og så smider de alt de har i hænderne for en. En påmindelse om, at hvis man er sammen med mennesker der gør en tryg, så kan man overkomme meget mere end man kan alene,” siger Gry Colding a.k.a. Moon Bee.

Jærv – Et Andet Liv

Popmusikken har igennem tiden budt på mange duoer bestående af en sanger ude i front og en instrumentalist lidt i baggrunden –  Eurythmics og Roxette kommer i tanke – men det sker ikke så tit, at vi får serveret en decideret duet mellem de to grundlæggende medlemmer. 

“Et Andet Liv” er nemlig første duet mellem Jærvs sangerinde Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt.

“Jeg synes, vores stemmer sammen og i forlængelse af hinanden tilføjer vores univers noget unikt, som jeg virkelig godt kan lide. Og så elsker jeg Mathias’ lidt drengede klang og måde at synge på, som er utroligt umiddelbar,” siger Glindvad. 

Man mærker hurtigt sommerens længselsfulde magi i singlens første perlende toner, hvis motiv går igen og ætser sig fast i hjernebarken. Det fremaddrivende beat og motivets melankoli skaber en rastløs fornemmelse, der går godt i spænd med lyrikkens tilbageskuenhed. 

Glindvad og Smidts stemmer svøber sig funt ind og ud af hinanden i den lille pophymne, som ganske vist demonstrerer en ny side af duoen, men stadig føles gennemført Jærvsk

Og “Et Andet Liv” er et spændende eksempel på, hvor duoen kan trække deres lyd hen på album nummer to, som allerede er i støbeskeen.   

BYLJA – FLOAT

Den der særlige fornemmelse af det varmt organiske der møder nordens iskulde, som vi husker det fra for eksempel Röyksopp, lever i bedste velgående på BYLJA’s single “Float”.

Den danske electronica-duo får singlen følgeskab af den færøske sangerinde GUNVA, og hendes sfæriske vokal giver de luftige beats en særlig kraft og nærhed. Det elektroniske univers, dets tæppe vævet i en mørkevarm nordisk melankoli, svøber sig hurtigt om kroppen og dets trævler kryber ind under huden og skaber en drømmelignende tilstand. 

Tracket er downtempo uden at være lowkey og giver ro til at skue indad. Vi er fans! 

Eivør – Sleep On It

Færøske Eivør er tilbage – både med nyt album til efteråret og annonceret Europa-turné til september. “Sleep On It” er første smagsprøve på albummet “Segl”, som følger op på det anmelderroste “Slør” fra 2017.

På “Sleep On It” reflekterer Eivør over de hurtige konklusioner og beslutninger, man sommetider må tage i den flygtige tilværelse. Og at man nogle gange må se sig tvunget til at træffe et dårligt valg, før man kan se et problemet i et større perspektiv, og træffe det rigtige valg.

“Jeg skrev denne sang i en sen nattetime i min lejlighed i København for tre år siden. Jeg var fanget i et tankemylder og kunne ikke sove. Jeg stod derfor op, lavede en kop te, tændte et lys og begyndte at skrive et digt; “Too many riddles to crack…”,” siger Eivør. 

I de seneste år har Eivør arbejdet med nogle af verdens førende TV- og filmproducenter. Hun har blandt andet lavet musik til Scorsese-filmen Silence, serien Homeland samt kæmpesuccesen Game of Thrones. De mange forskelligartede filmprojekter har været med til at bane vejen for hendes kommende album og med “Sleep On It” i mente tegner det kun godt.

TigerSwan – I Don’t Want to Let You Go

Bare fordi der er mange guitarister i et band, skal du ikke automatisk sætte mærkatet rockband på det. Det er Tiger/Swan det levende bevis på. De dyrker nemlig den rendyrkede pop, og det er “I Don’t Want to Let You Go” et fuldkomment eksempel på. 

Bandet består af de tre barndomsvenner – Andreas Neiiendam Jensen, Christopher Østergaard og Stefan Thorsen  – og deres leg med synthesizere, virtuelle instrumenter, beats og elektroniske effekter gennemsyrer denne tredje single, der sammen med singlerne “Novocaine”, “Young/Wild/Reckless” og “Love Me (Like You Used To)” første halvdel af minialbummet H/E/R.

Sangene omhandler deres erfaringer med det modsatte køn i alle dets følelsesmæssige afskygninger, og det står klart at drengenes kreative impulser er udsprunget af disse oplevelser på godt og ondt. Det konceptuelle mini-album lå derfor ligefor, med otte sange der alle handler om ”hende” og falder i to dele, hhv. den ulykkelige og den lykkelige kærlighed.

“I Don’t Want To Let You Go” er den sidste ulykkelige brik i den første halvdel af kærlighedens puslespil.

“Jeg har engang siddet og fyldt min kammerats kæreste med en ulykkelig kærlighedshistorie, i en gedigen brandert, der hvor hun var bartender. Hun har aldrig nævnt det siden. Jeg tror, at vi begge ved, at det var ret patetisk, men lyttede gjorde hun sgu. Tror ikke jeg var den første der sad i den stol.” fortæller guitarist Christopher.

Den bekendende oplevelse synes måske en anelse patetisk, men singlen er alt andet end.

Takykardia – Waving

Ikke til at date. Sådan lyder budskabet kort og godt i Takykardia’s nye single, den lyriske “Waving”. 

“Jeg har altid sagt, at jeg ikke er til at date. Jeg gider ikke sippe vin med en fremmede for at afdække, hvorvidt vi er et godt match. Jeg er romantisk anlagt, og jeg ville elske at få fødderne blæst væk under mig. Jeg har prøvet det før, og jeg er overbevist om, at det vil ske igen. Men på samme tid er jeg meget rastløs og bange for at spilde min dyrebare tid, mens jeg vinker farvel til mine tyvere,” skriver sangerinde Luna Matz på Facebook.

“Ja, for helvede, vil jeg giftes og have børn – men kun som resultatet af flammende kærlighed … Og ja … Jeg har dumpet fyre før på baggrund af deres stjernetegn, og det er jeg ikke stolt af.”

Men uanset om du er jomfru, vandmand eller krebs, vil du nok alligevel finde “Waving” uimodståelig!

Redaktionen anbefaler
Månedens bedste singler, oktober 2020

Månedens bedste singler, oktober 2020

Var du med på beatet i oktober måned? Hvis du har brug for en opfrisker i, hvad der rykker på den danske musikscene, anbefaler vi her septembers ti bedste singler. Og de er som altid samlet i en Spotify Playliste, du kan høre her forneden.Man bliver sgu aldrig for...

Månedens bedste singler, september 2020

Månedens bedste singler, september 2020

Var du med på beatet i september måned? Hvis du har brug for en opfrisker i, hvad der rykker på den danske musikscene, anbefaler vi her septembers ti bedste singler. Og de er som altid samlet i en Spotify Playliste, du kan høre her forneden.Dansk musik er atter...

Månedens bedste singler, august 2020

Månedens bedste singler, august 2020

Var du med på beatet i denne måned? Hvis du endte med at slænge dig lidt for lange på stranden, har vi din ryg. Vi præsenterer her månedens ti bedste singler. Du kan høre dem alle i vores Spotify-liste her forneden.August måned går på hæld. Den varme sommer, kort som...

Månedens bedste singler, juli 2020

Månedens bedste singler, juli 2020

Mens vi venter på en resolution i forhold til de danske spillesteders fremtid - og ditto for de danske musikere - dykker vi ned i julis bedste singler. Det giver et overordnet indtryk af, hvor omfangsrig og kreativ den danske scene er, og vi krydser fingre for, at vi...

Månedens bedste singler, maj 2020

Månedens bedste singler, maj 2020

Lad os nu bare sige, at det endelig er sommer. Sådan for alvor! Og når vi kigger tilbage, er det åbenlyst, at maj måned foregreb den stemning og følelse, som vi alle må sidde med nu, forventningsfulde efter at komme ud under himlens blå tag og nyde livet lidt.Maj kom...