Anmeldelse: Go Go Berlin – The Ocean

Cover til pladen “The Ocean”.

Der er dømt heartbreak på dansegulvet, når Go Go Berlin på deres første album i fire år stævner ud og finder nyt land.

Det er ironisk at tænke på, hvor mange musikentusiaster, der nu til dags er hurtige til at affærdige rocken som død og begravet, en forhistorisk dinosaur, hvis efterladte knogler i ny og næ stikker modstridigt opad muldet.

Men det øjeblik, at en kunstner de på forhånd har stemplet som rock tager et sving i en uventet retning, lader sig guide af hjertet og flirter med for eksempel dansegulvet, begynder de at tude op som et sultent ulvekor. Nu savner vi Chris Cornell, men det var der ikke mange “musikeksperter”, der gjorde i 2009, blot for at nævne et ærgerligt eksempel.

Man forledes til at tro, at genren rockmusik har den mest skudsikre ægtepagt af dem alle. Viger du ved siden af, skylder du os, det utaknemmelige publikum, intet mindre end din sjæl. Du skal ikke danse over de usynlige linjer, som en kulturel forudantagelse mekanisk har trukket op, men makke ret – også selvom vi foretrækker vores rock’n’rollere som rebeller.

The Ocean lystrer Go Go Berlin først og fremmest deres egne rebelske hjerter fremfor irrelevante meninger udefra. Og det klæder dem. Albummet har været fire år undervejs, siden det anmelderroste “Electric Lives” i 2015, og det har utvivlsomt krævet sin portion refleksion, selvtvivl og ikke mindst vovemod. 

Forsanger Christian Vium fortæller: ”Vi sagde farvel til det gamle Go Go Berlin og begyndte at omtale os selv som Go Go Berlin 2.0. Det satte gang i kreativiteten, og vi gav os selv lov til at eksperimentere med nye lyde og idéer. Alt var lige pludselig tilladt. Men i processen står man også som en forvirret Columbus, der ikke aner, hvor man kommer til at gå i land.”

Uanset hvor uroligt et hav kvartetten undervejs har måttet krydse for at finde nyt land, er det samtidig lykkes dem at tappe ind i den rastløse energi under bølgerne, og resultatet er et album, der står som en modig nutidserklæring, der peger fremad, og ikke blot et forsøg på at gentage fortidens gennemtravede dyder. 

Go Go Berlin bibeholder således kækt rocksangskrivningens troper, men prioriterer denne gang synth og nutidige elektroniske tendenser og produktionsmidler over den forvrængede guitar og bevæger sig frit og legesygt ud mod dansegulvet i højere grad end på tidligere udspil.  

En følelsernes dannelsesrejse 

Hvad gemmer sig så i hjertet af dette hvileløs hav? Lyrisk set støder vi på en melankoli, hvis blålige rum bliver illumineret af et skarpt, varmt solskin, og får en anderledes indbydende tone. Det er tilladt at føle hjerteve her, når blot du kan danse den bort – eller i det mindste at du tillader at fortabe dig i nuets omslyngende kraft og forsvinde ind i dets opløsende nexus.  

I “Go On Forever” møder vi det lyriske jeg på dansegulvet, besat af det sultne hjertes umættelige krav om mere liv. Det udmønter sig i bønnen om at fortsætte festen. For evigt. Det er ikke det reflekterende jeg, der på afstand kommer overens med tabet af ungdom, men et jeg fanget in medias res, grebet i følelsernes vold, på jagt efter endnu et højdedrag, før lyset tændes. 

Kærligheden viser sig i al sin paradoksale splittethed på “Love Me”, hvor det troløse jeg higer efter sin attråedes kærlighed som en seriemorder på jagt efter sit næste offer, velvidende at det kun er endnu én udvalgt i en lang række af manifesteret begær.

Det er både en advarsel om at holde sig væk og samtidig give sin ubetingede kærlighed tilbage. Bassen kommer for alvor til sin ret med en dragende figur, der er uimodståelig for øret. Og hvor hårdt rammer melankolien ikke på linjer som: “It was never me and you, my love/ Every little dream/ I drank it up.”  

Det efterfølgende coda, “Casa El Mirador”, giver en kort pause til at ånde, før “Here Comes the Darkness” for alvor cementerer en dyster selverkendelse. Jeg’et forsvinder for sig selv i mørket. Til gengæld sker det til lyden af en yderst dansable banger, hvis synth-motiv ætser sig fast i hjernebarken.

På passende vis er det guitaren der tager os med ud i ørkenen på “Desert”. Vi er tilbage i det lyriske univers først undersøgt i “Love Me”, men denne gang er der ingen vej tilbage, for det lyriske jeg er imellemtiden blevet kold og hård. I mørket har han mistet sin samvittighed.

Man aner konturerne af en temastisk sammenhæng, der binder pladen sammen, på samme vis som valget af akkorder på albummets 11 sange ofte også peger på en indre overensstemmelse.

Denne første halvdel af pladen indvarsler ikke blot bandets nye lyd, men den demonstrerer også, at det nødvendigvis ikke er mængden af guitarriffs, der har været Go Go Berlins anker. Det er snarere Christian Viums stærke, karakteristiske vokal. Og på The Ocean gløder den ligefrem.

Det oplever vi særligt i den eftertænksomme “Stranger”, hvor paraderne endelig falder ned, og vi møder en vedkommende sårbarhed, der rammer lige i hjertekulen. Vium presser sin stemme op i et toneleje, der på fornem vis indfanger følelsen af et uerstatteligt tab.

Hertil kan titelnummeret “The Ocean” læses i forlængelse, men samtidig også som en meta-kommentar til den lange skabelsesproces af selve albummet. Når vi står over for tabets afgrund, afskeden med det hidtil kendte, er det naturligt, at ville bygge en bro over og finde tilbage til det festmåltid, hvor alle hjerter åbnede sig, hvor alle vine strømmede.

Og som det er i eventyret, er det ofte ikke det samme sted, vi lander igen, men et nyt, med sine egne regler, sin egen natur og egne vidundere at opdage og udforske.

Et band i bevægelse

The Ocean er produceret af bandet i selv i samarbejde med Peter Kjædegaard (The Minds of 99, Nephew, Peter Sommer m.fl.), mens “Love me” og albummets slutskæring “Utah” er blevet til sammen med Søren Christensen (The Blue Van), og det har de gjort rigtig godt. Det er nemlig blevet til et album, der ikke bare lyder godt, når du spiller det højt hjemme i stuen, men også hænger utrolig godt sammen.

Det er finpudset uden at miste sin hvileløse energi eller sit følelsesmæssige pondus, og ved gentagne lyt dukker flere detaljer op i det rige lydbillede. Men det er først og fremmest for den koncise sangskrivning og de mange fængende hooks, at man får lyst til at sætte albummet på igen og igen.

Måske der sidder et ulvekobbel derude et sted og gør klar til jammerlige hyl, fordi de ikke forstår den nye retning Go Go Berlin har valgt på The Ocean. Måske de ikke har hørt amerikanske Cage The Elephant, der på deres seneste udspil også omfavnede eksperimentet og ikke skyede dansegulvet til stor fanfare?

Det er ikke kunstens opgave at stå blikstille og mane ret, for var det dét, ville den være lavet af en algoritme. Nej, rigtig kunst er skabt af mennesker i bevægelse, det er lidenskaben for det nye, der driver værket.  

I fremtiden tror jeg, at vi vil se tilbage på The Ocean som en overgangsplade i Go Go Berlins karriere. Jeg tror, at vi vil kunne sætte en finger ned her og sige: “Det var her de med vovemod greb fremtiden!”

Du skal lytte til The Ocean, fordi: Du i denne sensommer har brug for en rigtig forfest i godt selskab, der både masserer hjerteventriklerne og kridter dansegulvet op til en svingom ind i den lyse morgen.