En EP kan være meget mere end blot en auditiv oplevelse. NordNordNord har skabt et værk, der ikke kun på beror indspilninger, men også en visuel side. For at respektere værket og komme det i møde, tog vi til deres release-fest i Aarhus for at kunne danne os et samlet indtryk forud for en anmeldelse. Her fangede vi også den upcoming Niklas Runge som support.
Netop vågnet fra en drøm, du ved, den hallucinatoriske slags, der gør sin indgriben i den fysiske virkelighed og forvirrer sanserne. Et savnet ansigt åbenbarede sig flygtigt fra gangens mørke i et hurtigt ryk igennem den åbne dør og sagde lydligt: “Vågn!” Måske Thomsen har ret, måske eftermiddagssøvnen bedst hidkalder de onde drømme. Jeg vågnede med kolibriens hjertebanken.
I Am Too Far Away From The Things I Love er titlen på NordNordNord’s seneste EP, der består af tre velkomponerede sange. De udforsker det Modernes store tematikker såsom kærligheden, ensomheden og vores plads i verden. Den eksistentielle søgen på Sandheden med stort S, hvis lysende ark skal bibringe tilværelsen mening og sætte os fri fra de nagende spørgsmåls kvaler og absurditeten ved intetheden.
Udgivelsen er dog langt mere ambitiøs end blot indspilningerne, da den også består af en visuel side. Selv benævner bandet udgivelsen som “en visuel EP”, og den har efterhånden optaget i omegnen af to år af deres tid. Det københavnske produktionsselskab Room19 har skabt en film til hver af de tre sange, som skærper den auditive oplevelse, når man oplever dem i sammenhæng med bandets live-fremførsel af musikken.
Vi tog naturligvis til release-fest for at få den fulde oplevelse lørdag den 11. maj i Aarhus, hvor bandet fremførte I Am Too Far Away From The Things I Love under et kæmpemæssigt lærred i UngK på Nørre Allé. En hengemt kirke i Aarhus hjerte, aftensolens fald over en blålig Rasmus Seebach-plakat op imod beskidte rødstensmure, mens de gale og fulde råber deres afsindige palaver af slumrende forbikørende.
Dagen forinden havde NordNordNord gjort det samme i Dagmar Teatret i København, hvor publikum kunne indtage en klassisk biografsal. Det følte vi os nu ikke snydt af, da det sakrale rum væk fra al uroen var mere end velegnet til lejligheden og formåede at danne de ideelle rammer, hvor både musik og billeder stod klart.
På support lørdag aften havde NordNordNord den lovende aarhusianske musiker, Niklas Runge, som indtog scenen solo. Og selvom dette i princippet er en EP-anmeldelse, skal han ikke snydes for en kort anmeldelse, som du kan læse afslutningsvis.
Nu skal du ikke, kære læser, gribe til den formodning, at I Am Too Far Away From The Things I Love bliver mindre lytteværdig uden det visuelle aspekt. Det gør den langt fra, men jeg vil forbeholde mig retten til at lade filmoplevelsen påvirke mit indtryk af musikken, da den prægnante oplevelse stadig sidder i kroppen. Jeg vil dog undgå spoilers, da jeg nødig vil spolere fremtidige visninger af filmene.
Vi har nemlig med et anderledes fænomen at gøre, hvor vi er nødt til at genoverveje værksbegrebet. Vi kan ikke som en anden lemfældig kirurg amputerer den ene halvdel af oplevelsen og deraf håbe, at vi kommer i dialog med et funktionsdygtigt legeme. Javist, ørerne lytter, det skal de gøre, men deres evne til at opfange skærpes, når øjnene ser. Som de aktive højre og venstre hjernehalvdele, komplimenterer EP’ens to dimensioner hinanden.
De tre film er kunstfærdigt og professionelt filmet og klippet. Den første byder på et overraskende narrativt twist, der giver åbningsnummeret “Closer to You” en chokerende og drabelig bismag, mens de to øvrige anvender de levende billeders evne til at imødekomme den rene Tid og glider over i et mere symbolsk-ladet billedsprog. Lad mig blot sige, at det er en stærk oplevelse. Og den kan anbefales.
På afstand og helt tæt på
Åbningsnummeret “Closer to You” er en god introduktion til EP’ens angulære lydunivers. Det stikkende single-note guitarriff og Johannes Brandstrups insisterende vokal skaber en indledningsvis stemning af årvågenhed, før det postpunkede omkvæd stilsikkert rammer bullseye.
Det er værd at bemærke, at vi kan ikke undslippe den tid, vi er født ind i. De lyde, vi hører i vores tidlige ungdom, former os, og på magisk vis bliver de hængende i vores måde senere at udtrykke os på. Og jeg fornemmer klart en underlæggende strøm af Mew – særligt omkring Frengers -, Carpark North, britiske White Lies og en smule Franz Ferdinand i NordNordNord.
Det er dog mest den danske forbindelse, som jeg hæfter mig ved, fordi der på sælsom vis er en fornemmelse af nordens isnende kulde i den krystklare produktion og arrangementets umiddelbarhed. Lyt blot til det ømme c-stykke, hvor guitartonerne falder ubesværet som snefnug, som det endelige ophør, omkring Brandstrups indtrængende vokal.
Lyrisk set befinder vi os på behørig afstand af den attråede i en verden af usikkerhed. Det er som at søge en forbindelse med noget ydre, men at famle i forsøget, som at tænde en kontakt i et mørkt rum, men være usikker på om pæren er sprunget eller ej.
Som jeg tidligere har nævnt, vender billedsiden vrangen ud på sangens mantra: “Time never tells if it was meant to be.” I den kontekst får det en dybere, men samtidig mere skælmsk betydning, der understreger, at vi aldrig kan være sikre på udfaldet af vores søgen efter nærhed.
Skulle jeg beskrive dynamikken over EP’ens kun tre sange, begynder vi oppe, går ned, før vi slutter oppe igen i en slags syntese af de to forrige. Brandstrups vokal er ariadnetråden, der binder musikken sammen til en helhed.
Således går vi helt ned i ballade-mode på “I Can’t Wait to Go”, som er båret af smukke brudte guitarakkorder henover svævende synths og introvert klaverspil. Sidstnævnte markerer sig fornemt før første omkvæd, hvor Brandstrup gnidningsløst bevæger sig over i falset og skaber kuldegysningens pirrende forløsning.
Vi rammer intimsfæren på den lyriske side, og det er også visuelt understøttet af en flot symbolik, hvor vi følger Brandstrup i storbyens nat og skovens foruroligende mørke. Scener af bål, der tårner sig op mod nattehimlen, Brandstrup, der i slowmotion løber igennem røgskyer og senere er fanget under vand, understøtter følelsen af isolation og den manglende evne til at kunne give slip.
Er jorden kun sat her for at give næring til menneskelig ensomhed? Selv når vi er allermest sammen, mærker vi ensomheden prikke indvendig, som drevne negle mod en sårskorpe.
I den afsluttende “Humans” fusionerer NordNordNord de to sider, de mestrer til fulde – det angulære og det introverte – og frembringer et sandt festfyrværkeri af medrivende guitarmelodier.
Den perlende guitarintro og de efterfølgende støjende guitarakkorder tilnærmer sig Mew’s lydunivers, dog uden at kamme helt over i det mere proggede. Det er et stramt komponeret nummer, men det afviger alligevel fra en konventionel opbygning. Det bemærker man dog ikke, da snarere er at sammenligne med en stor bølge, man instinktivt lader sig rive med af.
Det er et højdepunkt på EP’en, fordi det er her, at arrangement, musik og lyrik går op i en højere enhed og bliver hinandens tjenere. Da outro-stykket endelig rammer, tørster man efter den store forløsning og får den.
Vi har lyrisk set befundet os i et ingenmandsland, men på “Humans” nærmer os endelig en løsning på, hvordan vi skal krydse afstanden imellem os: “Be warm, be kind, and open up your eyes.”
NordNordNord har skabt et helstøbt værk, hvor de kredser fokuseret omkring en tematik igennem små snapshots af livet i det moderne og ender med at bringe et positivt budskab om bevægelsespotentiale i mål.
Du skal lytte til I Am Too Far Away From The Things I Love, fordi: Alt virker nøjeregnet til at frembringe en euforisk følelse, som lindrer rifterne i sjælen.
SUPPORT: Niklas Runge (solo)
Vi er vant til at opleve Niklas Runge med fuldt band bag sig for at fange de mange sindrige lag i hans produktioner. I aften får vi lov til at se ham fra en mere intim side. Det er nemlig kun ham, hans stemme og en akustisk guitar, der har til at opgave at bære fem sange over en lille halv time.
Uden de faste rammer omkring sig oplever vi Runge fra en mere legende side, hvor han ikke er bleg for at tage chancer. Han byder sågar på et splinternyt nummer, som han kun lige har skrevet færdigt aftenen forinden. Selvom han på forhånd undskylder overfor publikum, at han muligvis glemmer teksten, sker det ikke. Han navigerer sikkert igennem.
Vi får øje på et mere sart væsen, nu da produktionens fernis er fraværende, og det bringer os tættere på den sande stemmes fortærende flamme. Der er et vist slægtskab med den legendariske Jeff Buckley, uden at det dog helt rammer mesterens naturlige virtuositet, men ej heller fortaber sig til bleg parodi. Runge sætter sit eget præg.
Dette kommer naturligvis til udtryk allerede i anden sang, et cover af Buckley’s klassiker, “Lover, You Should’ve Come Over”, Buckley’s inderlige bøn til den svigtende elsker, som må siges at være en modig udfordring. Det er ikke kun stemmeføringen, der fremkalder ærefrygt, men også de sindrige guitarakkorder, Buckley benyttede sig af. Runge gør den druknede sanggud ære, og jeg er sikker på, at han kigger anerkendende ned på sin akolyt fra en sky foroven.
Vi får en flot udgave af Runges nuværende single, “Roots”, som intet taber i det spartanske arrangement, men snarere vinder ved, at man lytter desto mere koncentreret.
Op til udgivelsen af det legendariske debutalbum, Grace, lavede Columbia Records i øvrigt en EPK, der indholdt et interview med Jeff Buckley. Heri proklamerede den let distræte Buckley, håret utæmmet, skarpt optrukken kæbelinje og lys stemme, at han blot ønskede at være “A singer. Une chanteuse.”
Det mærkat kan vi ubesværet klæbe på Niklas Runge efter denne aftens solooptræden.
