I december sidste år udkom Sonic Moon med EP’en “Usually I Don’t Care for Flowers”. Den byder på fem tætvævede sange, der er det perfekte soundtrack til januars ulmende mørke.
De seneste ti år er en bølge af dyster rock svømmet ind over det danske land. Sort er så sandelig det nye sort, og tidsåndens misantropiske islæt er kommet til udtryk i bands som københavnske Childrenn, aalborgensiske Get Your Gun, og ikke mindst sværvægterne ud i kunstarten, Kellermensch fra Esbjerg.
Disse får nu følgeskab af aarhusianske Sonic Moon, som med udgivelsen af deres anden EP, Usually I Don’t Care for Flowers, insisterende gør krav på et medlemsskab af mørkemændenes klub. Efter talrige lyt er jeg da også overbevist om deres ret til en plads ved bordet.
Kvintetten, bestående af Oliver Lyngkilde, Denni Ian, Emil Klinkby, Jeppe Rasmussen og Emil Damgaard Andersen, havde sin spæde opstart i 2016. Her øvede de sig møjsommeligt igennem en vinter i et forfaldent hus under den grå forstadshimmel, og måske har den frysende kedsomhed blandt parcelhusenes anonymitet givet yderligere inspiration til deres intenst brutale lyd, der bygger solidt på Stoner rock, psykedeliske indspark og døsig Space blues.
I et nøjsomt tilløb til de forestående dekadente blomster har bandet tidligere udgivet singlerne “Lost Faces” og “Among Sheep” samt debut-EP’en “In Orbit” i oktober 2018.
Og nu står vi her i vor vinters mismod og bliver blæst bagover af et fortættet animalsk udbrud, der svinger fordærvende som Iggy Pop & The Stogges, skramler som Nirvana’s Incesticide, og smager af Seattle-kollegaerne Alice In Chain’s hallucinatoriske sludge-hammer.
March gennem Dødens dal
Det er bandets udtrykte ønske at introducere lytteren til et dystopisk univers, hvis tematikker er adskillige døde russiske forfattere værdigt. Nihilisme, sorg og vrede draperer tungt ned over væggene og lukker rummets mørke omkring dig.
I modsætning til debut-EP’en har bandet selv produceret Usually I Don’t Care for Flowers, og det er de sluppet ekstremt godt fra. Lydbilledet lever nemlig til fulde op til de vægtige ambitioner. I forhold til forgængeren er klaustrofobien tydeligt mærkbar som et besnærrende bånd om halsen, der hele tiden strammer lidt til.
Det rasler ildevarslende i horisonten på “All Things Evergreen”, før det proto-punkede guitarriff hamrer stødfast ned af den støvede landevej. Det er svært ikke at opsnappe en snert af 90’ernes Seattle i melodiføringen. Vokalen er snerrende på en måde, der læner sig op af Eddie Vedder på hans mest arrige og de talrige postgrunge imitatorer, der fulgte i San Diego-surferens stilskabende kølvand.
Den regnskyllede, nordvestlige bys mærke gør sig også gældende på den sludge-sumpede “Keep Bleeding”. Det er som en slags intergalaktisk blues fremført af en døende robot pakket ind i en defekt fuzzpedal. Vi går i dødens skygge.“I’ll watch you die,” lyder det indadvendt fra den drævende vokal, før trommetammer og rasende guitarlinjer istemmer et effektivt temposkift.
Guitaren indtager en central rolle i “Epitaph”, hvor de wah-wah-våde guitarlinjer bringer minder om Jerry Cantrell’s eksotiske riffs på “Dirt”. Det går op i en højere meditativ enhed, hvor den lyriske ensomhed er til at tage og føle på med et deprimerende omkvæd. “No one to call me tonight/ No one to hear me cry,” lyder vokalen, godt understøttet af en daldyb delay-effekt. Det er en almen følelse, som de fleste af os kender, men her forekommer den nærmest som en religiøs rus.
Vi glider gnidningsløst over i “Vultures Beak”, der føles som en continuation af gravskriftet. Det giver også indtrykket af, at vi er ved EP’ens fokale punkt. Det sted, hvor hele tyngden på sin vis presser hårdest ned mod livsledens nerve. Den afsluttende guitarsolo panorer psykedelisk fra højre til venstre med den slags fuzzlyd, der giver indtrykket af, at den fremadskridende tid er stoppet op i sit spor og er begyndt at falde baglæns.
Det afsluttende titelnummer har en tidlig cobainsk kvalitet over sig. Tunge, stikkende guitarriffs, en bass, der ufortrødent dominer bunden, og en vokal, der svinger mellem den indadvendte resignation og bønnen udtrykt i primale sandpapirsskrig. Den konsekvente guitarsolos atonale bends står som en resolut kommentar, der synes at opsummere den lyriske destination.
Usually I Don’t Care for Flowers har sine tydelige inspirationskilder, men står alligevel som et selvstændigt og velkomponeret værk med sin hjemsøgende atmosfære og subtilt vævede detaljerrigdom.
Det er en EP, som du indgår en reciprok aftale med, for det kræver noget af dig som lytter. Hvis du tager dig tiden til at grave dybere ned i de fem sange, vil de nemlig belønne dig med sine finesser.
Det er ikke som et stykke Juicy Fruit-tyggegummi, der ved første smagsindtryk er sødmefuldt, men snart er reduceret til blot en matgrå gummiklat i ganen. Smagen åbenbarer sig her først langsomt, men så vedholdende. Det træge tempo opfordrer til at sætte farten ned, og når først du er her, vil helhedens karakter begynde at blive øjensynlig.
Du skal lytte til Usually I Don’t Care for Flowers, fordi: Du foretrækker din rockmusik dyster, men besættende som januarnatten.
